Tidlig kammergrav
I vikingetiden begravede man de døde i trækister, men undertiden antog disse en størrelse, så det er rimeligere at tale om kamre, og man kan vel gå ud fra i sådanne tilfælde, at de hedengangne har været af særlig fornemhed. Kammergrave forekom også tidligere i jernalderen, men sjældent, så ethvert nyt fund har krav på opmærksomhed.
Af Folmer Christiansen
Det, der her skal fremlægges, blev undersøgt 1992 af folk fra museet i Randers på et markant bakkedrag i Hem sogn ved Mariager. Her lå der flere høje, en af dem - Ormehøj - på et træbevokset, udyrket areal tæt op ad en gård. Det var et ret ubetydeligt oldtidsminde, og da det truedes af et byggeri, fandt man det rimeligt at foretage en udgravning. Denne vanskeliggjordes i høj grad af bevoksningen.
Højen viste sig at være bygget næsten helt af sten, hvilket i sig selv er usædvanligt her til lands. Fuldstændig massiv var den ca 12 m brede og 80 cm høje stendynge dog ikke; i midten var et jorddomineret område, så det var nærliggende at antage, at graven havde været genstand for plyndring.
Her - omkring midten - arbejdede udgraverne sig nu i dybden, og snart viste der sig et langstrakt fyldskifte, som antoges at være graven. Tømningen af denne blev en ret omstændelig affære på grund af trævæksten og hullets omfang. Det blev således på et tidspunkt nødvendigt at afstive skakten og at hejse jorden op i spande. Ned gennem gravfylden fandtes hist og her sten, og ved bunden af gruben lå to meget store sådanne, men noget planlagt stenarrangement synes der ikke at være tale om. (Fig. 1)
Fig. 1. Til venstre stendyngen, blotlagt i felter. Til højre den tømte gravgrube. På grund af træerne måtte en del af udgravningen foregå ved indhulning.
Den tømte grav var langstrakt firkantet, knap 3 m lang, knap 2 m bred og ca 1,75 m dyb, målt fra oprindelig markflade. Selve kammeret har naturligvis været en smule mindre end hullet, det blev tømret i, men stadig af usædvanligt omfang. Træværket var næsten bortrådnet, kun svage spor af langsgående bundplanker og af væggenes bræddebeklædning var tilbage. Højden har næppe været stor, vel kun omkring en halv meter, men også vikingetidens gravkamre er gennemgående meget lave.
Til en sådan kæmpegrav burde høre et rigt udstyr, men det gjorde der ikke - nogle lerkarskår, stumper af jern og bronze og en guldfingerring var alt, som fandtes. Hjemmestudier af dette gravgods har bragt os forståelsen lidt nærmere: der har været mindst tre lerkar, en jernkniv og et drikkehorn med bærekæde, foruden den omtalte ring. At kammeret har haft ubudne gæster, kan vist anses for sikkert - de manglende sten i dyngens midte, gravgodsets ødelagte tilstand og stumpernes spredning talte klart derom - men dette besøg må havde fundet sted på et tidligt tidspunkt, hvor gravens træværk endnu var intakt, ellers havde jordvæggene næppe stået så uskadte. Det sandsynlige er vel, at gravrøverne ligefrem har vidst, hvem der lå i højen, og at der var værdier at hente. Hvornår selve jordfæstelsen foregik, fortæller lerkarformerne: i slutningen af yngre romertid, henved år 400 efter Kristus.
Skam få disse plyndringsmænd, som berøvede os et sikkert rigt fund. Kun guldringen blev tilbage. Den har tyvene overset.
