Ti slags garn

Den unge kvinde var gravlagt i en klædning vævet af brun fåreuld: et langt og rummeligt skørt holdt ind til kroppen af et lyst, vævet bælte; dertil en taljelang bluse med trekvartærmer, som i udseende og fremstilling kommer tæt på vore to andre bronzealder-kvindebluser fra Egtved og Borum Eshøj - tidens mode vel sagtens. Skrydstrupblusen besidder dog det raffinement frem for de andre at have en bevidst tilskåret halsrunding, meget klædelig og afsluttet med en professionelt broderet bort, foruden rækker af broderisting på ærmerne. Medgivet var også en uldhue med lange snoede bånd, udført i »sprang«, en elastisk fletteteknik, som næsten er en nødvendighed her på grund af pigens enorme, opsatte frisure. Inden vi sætter lup på dragten og dens ti garner, er det nok nødvendigt med en kort orientering om fåreuld og om spinding på håndten.

Fåreuld har været det dominerende spindeemne i dansk oldtid, men bronzealderfårets pels adskilte sig en del fra den, der sidder på nutidens forædlede racer. Det betyder ikke, at den var dårligere - målinger af de gamle uldfibre har afsløret en finhed, der svarer til moderne merino-uld. Men på oldtidsfåret groede jævnt fordelt over pelsen tre uldhårstyper: først og fremmest den bløde, tynde og krusede bunduld, nem at spinde, dernæst den længere, tykkere og mindre krusede dækuld, der beskyttede den finere mod regn, udtørring og slid, endelig den såkaldte døduld, bestående af korte, tykke og sprøde hår, genstridige under spindingen. Det forædlede får har en pels udelukkende af bunduld eller dækuld, eventuelt en krydsning af dem; de besværlige dødhår har man fået bugt med. For at komme bronzealderens materiale så nær som muligt i dragtkopien blev det besluttet at bruge uld fra det gotlandske udegangsfår af primitiv race. Gotlandsulden er dog grå i modsætning til den brune bronzealderuld, den er heller ikke af samme fine, bløde kvalitet og derfor vanskeligere at arbejde med. Dette må huskes, når man prøver at gøre arbejdsindsatsen op: ca 150 spindetimer til 13.250 meter garn (Fig. 1).

Ved spinding forstås den udtrækning af fibermaterialet i forbindelse med snoning, der omdanner ulden til garn. Den kan gøres med fingrene alene, men en håndten vil ved sin vægt og rotation lette arbejdet og forbedre resultatet. Snoretningen kan være mod højre eller venstre, s-spinding eller z-spinding, som det hedder i fagsproget. Af enkeltspundet garn kan fremstilles tvundet, det vil sige, at man for eksempel snor to s-spundne enkeltgarner sammen i z-retning. Man kan lade tenen hænge frit i luften, men spinderen kan tilføre garnet kraftigere snoning, hvis den under rotationen hviler i en skål. Processen kan ske lige fra »totten« uden nogen forberedelse af ulden, men det giver ujævnt garn. Stiller man krav om ensartethed, blødhed, styrke eller glathed, vil en forbehandling være nødvendig. Denne tjener mange formål, for eksempel: 1. at løsne bunduldsfibrene fra hinanden og derved lette spindingen - 2. at adskille dækuld fra bunduld og fjerne flest mulige af de uønskede dødhår - 3. at parallellægge dækuldshår, eventuelt også bunduldshår til glatte garner og endelig 4. at blande flere farvenuancer eller uld af god og mindre god kvalitet. Til disse behandlinger anvendes karte- og kæmmeredskaber af forskellig art, dog kan en simpel form for kartning, kaldet tesning, udføres med hænderne alene.

Vi skal nu se nøjere på de krav, der måtte stilles til garnerne af dem, der i sin tid skulle væve, sy, brodere og sprange Skrydstrup-kvindens klædning - og hvordan man har båret sig ad med at opfylde dem.

Til skørt og bluse skulle garnet være blødt og varmende og måtte derfor teses eller kartes, hvorved fibrene efterlades på kryds og tværs som et flor. Der har været anvendt en blanding af bund- og dækuld af middelgod kvalitet, sandsynligvis spundet på hvilende ten. Klædet må være vævet på en opretstående vægtvæv, og for at modstå det lodrette træk har i hvert fald trendtrådene skullet have en kraftig snoning, men der er iøvrigt ingen tegn på, at de vandretgående islættråde i den henseende var anderledes. Derimod har trend og islæt hver sin spinderetning, henholdsvis s og z (Fig. 2, Fig. 3). Derved får fibrene i det færdige tøj samme orientering, hvilket giver stoffet en rolig overflade og samtidig gør en efterbehandling lettere, hvis man skulle få i sinde at »valke« tøjet eller ønske en opkradsning af overfladeluven (rugning) (Fig. 4). Det er ikke kommet på tale her, men kendes fra andre bronzealdertøjer.

Bæltet har ud over sin praktiske funktion også kunnet tjene som pynt på grund af sin lyse, næsten hvide uld, der har været en sjælden og derfor luksusbetonet vare. Det er fremstillet som en simpel båndvævning i en teknik, der kaldes trendreps, hvor de mange tætliggende og forholdsvis tynde trendtråde dækker helt over de færre og tykkere islættråde. En sådan kombination giver en vævning, der tåler at strammes og løsnes ofte, den er altså velegnet til et bindebælte (Fig. 5). Forbehandlingen har været omhyggelig med en kraftig sortering for at opnå de længste og tyndeste fibre til dette bløde, runde garn, der også skulle modstå slid, både under vævning og i brug; er fibrene korte, brister garnet let. Desuden var alle dødhårene fjernet, så ulden er blevet både kæmmet og kartet.

Halvdelen af de ti garner var enkeltspundne: det gælder de fire hidtil omtalte, det femte indgår i huens tykke uldsnor. Dette bindebånd består af ialt 16 tynde, ret løst spundne enkelttråde, snoet ganske let sammen, og hertil er anvendt samme slags uld som til bluse og skørt, blot spundet på hængende ten.

Fælles for kartede og enkeltspundne garner er, at de i tøjet har tilbøjelighed til at filtre og derved sløre stofstrukturen. Den sprangede hue, hvis komplicerede teknik ikke skal behandles ved denne lejlighed, har en fin stribevirkning, som netop nødigt skulle skjules under et loddent slør. Endvidere måtte sprangtrådene kunne tåle både spænding og slid. Her kommer det tvundne garn ind, fordi det ikke blot har strækstyrke, men på grund af sin glattere, ofte ligefrem skinnende overflade tillige større modstandsevne over for slid. Det er derfor også egnet til sammensyning og broderi (Fig. 6).

Glans, styrke, kraftig snoning foruden en vis blødhed og rundhed - det er egenskaber, som ikke nemt lader sig forene i samme garn. For at nå det ønskede resultat brugtes i rekonstruktionen så lange og fine bunduldsfibre, som den genstridige Gotlandsuld kunne levere. Sammensyningsgarnet er tyndest i blusen, hvor kastestingene falder så godt sammen med det vævede stof, at de knap kan ses. Skørtesømmen er der ikke gjort forsøg på at skjule, garnet er tykt, men præcist i udførelsen, og stingene er syet med akkuratesse.

Som en understregning af dragtens gennemførte elegance har vi endelig blusebroderiet, der virker så diskret, at man er tilbøjelig til at overse, hvilket imponerende håndarbejde det faktisk er. Ærmernes pyntelige sammentrækssyning og især halsens snorelignende bort er yderst tidkrævende arbejder. Til begge behøvedes glatte, tætte garner, kun i tykkelsen er der en forskel - men den er også betydelig. Det superfine garn i halsbroderiet er tyndt som kinesertråd, og syningen har måttet foretages med et redskab svarende til den fineste stramajnål - hjulpet af skarpe unge øjne og i godt lys. Med disse sting tilgodeses samtidig pasformen, således at det færdige ærme dækker albuespidsen, men uden generende folder, når armen bøjes, mens halsrundingen holdes fladt til halsen uden at flane.

Mon ikke det er lykkedes at påvise, at her var ting, man mestrede til fuldkommenhed, udviklet og opøvet gennem generationer. Da uldkvaliteten er stærkt betinget af ydre forhold som klima, fødeudbud mv., må bronzealderbonden have haft fårene under kontrol og opsyn med særligt henblik på denne side af sagen. Forædlingsarbejdet af dyr såvel som teknik har været i fuld gang. Vore forfædre for 3000 år siden var på disse områder, alt andet end primitive. Gang på gang må man undres over deres store materiale- og kvalitetsbevidsthed.