Thorbjørns torp

Mens jernalderens landsby havde været så at sige vandrende - når den havde ligget en tid på ét sted, flyttede den til et andet i nærheden og så fremdeles (se Skalk 1984:3) - blev middelalderens stationær, den lå, hvor den lå, men nu tog udviklingen en anden retning. Forbedrede landbrugsmetoder og deraf følgende befolkningstilvækst øgede presset på lokalsamfundene, og det resulterede i anlæggelsen af flere tusinde udflytterbyer, de omtalte torper. I Jyske Lov fra 1241 gives der ligefrem anvisning på, hvordan man skal forholde sig ved oprettelsen af sådan en koloni, blandt andet med hensyn til jordfordelingen. Det fremgår, at udflytterne under visse omstændigheder kunne kaldes tilbage til byen, de kom fra.

For at undersøge, om skårene fra Todderup skulle afspejle en sådan bebyggelse, besluttede Forhistorisk Museum, Moesgård, sidste efterår at iværksætte en udgravning på stedet. Der afdækkedes to regulære hustomter, to brønde og rester af en ganske lille bygning af den slags, museumsfolk betegner »staklader« (uden rigtig at vide, hvad de har været brugt til), med andre ord: et lille sluttet gårdsanlæg. Tæt syd for dette fandtes tydelige spor af en grøft, ca én meter bred og én meter dyb, det sidste målt fra markoverfladen. Såvel i hustomterne som i grøften blev fundet skår, der bekræftede den tidligere datering. Formodningen om en torpbebyggelse fra 12-1300-årene stod ved magt.

Der blev også fundet andre ting: en tenvægt, en hestesko, nogle få smågenstande af jern og brudstykker af munkesten - de sidste sodsværtede og ildsprængte, hvilket formentlig betyder, at de har været brugt i forbindelse med ildsted eller bagerovn; et landhus på den tid har haft lerklinede, ikke murstensbyggede, vægge. De to hustomter var af lidt forskellig størrelse, den ene 15, den anden 18 meter lang, men lignede ellers hinanden, således i vægstolpehullernes ligesom lidt tilfældige fordeling, helt forskellig fra den orden og præcision, der møder os i husgrunde fra den foregående periode, vikingetiden. Det virker som et tilbageskridt i husbygningskunsten, men kan måske skyldes, at man har stillet nogle, men ikke alle, stolper på syldsten, så at grundplanen nu fremtræder ufuldstændig. I begge tomter sås spor efter en enkelt række tagbærende stolper (suler) midt ned gennem bygningen, dog mærkelig nok kun i østenden. Hvordan taget har været holdt oppe mod vest, vides ikke, men konstruktionen har i hvert fald været anderledes, måske fordi de to husender var til forskellig brug. Man kommer til at tænke på jernalderhusene, der almindeligvis havde stald i østenden og beboelse mod vest, men vover dog ikke uden videre at påstå, det var ligesådan her. Ved sydsiden af det største hus fandtes en stenlægning, som strakte sig ind over væglinjen. Her må indgangen have været. (Fig. 1)

De to huse kan have eksisteret samtidig, men der er også den mulighed, at det ene har afløst det andet; hvad der er det rigtige, kunne ikke umiddelbart afgøres, men det sidste er nok det sandsynligste. I den lille hustomt fandtes nemlig trækul og rødbrændte klumper af lerklining, tegn på, at bygningen er gået under i ild, og det ville være rimeligt at forestille sig, man derefter har bygget en lidt mere rummelig afløser. Et særtræk ved den store hustomts væglinjer var forekomsten af »dobbeltstolpehuller«; der må være foretaget udskiftninger af tømmer. Det antyder, at denne bygning har haft en længere levetid. (Fig. 2, fig. 3)

Den lille såkaldte staklade med dens fire stolper kan der ikke siges meget om, derimod giver de to brønde anledning til nogle overvejelser. Den ene var bygget af egeplanker omkring fire nedrammede pæle - en såkaldt kassebrønd, tre meter dyb. En årringsdatering foretaget på Wormianums Dendrolaboratorium viser, at et af de til brøndkassen anvendte træer er fældet år 1230, altså på Valdemar Sejrs tid. Den anden brønd var bygget af kampesten og knap så dyb. Skårfund tidsfæster den til ca 1300, så der synes god grund til at tro, den har afløst kassebrønden, der viste tegn på begyndende sammenskridning og af den grund kan være blevet opgivet. Kampestensbrønden på sin side må også på et tidspunkt være blevet opgivet, den fandtes nemlig helt fyldt med store sten. Der kan være tale om en bevidst sløjfning i forbindelse med bebyggelsens nedlæggelse.

Stedet, hvor man har valgt at bo, er en svag hævning i et lavt, lidt ujævnt terræn, og spørgsmålet bliver nu, om gården har ligget alene eller sammen med andre; normalt venter man sig jo mere af et torp end blot en enkelt ejendom. Mod øst, vest og syd har vandhuller og lave fugtige strækninger sat en naturlig grænse for byggeaktiviteterne, så vor opmærksomhed rettedes derfor mod nord; der blev gravet søgegrøfter, men uden yderligere fund af hustomter. Der synes virkelig at være tale om en enkeltliggende gård, ikke om en del af en landsby.

Vil man sammenfatte udgravningens resultater, må det blive noget i denne retning: Todderup blev grundlagt omkring 1230. Det mindre hus, træbrønden og måske stakladen hører til den ældste fase. På et tidspunkt nedbrændte huset og blev erstattet med et lidt større, der tilsyneladende fik en længere levetid. Træbrønden gik i forfald, men afløstes af kampestensbrønden, der fungerede til bebyggelsens ophør. Det farlige og nu betydningsløse hul blev fyldt op med sten, for at mennesker eller kvæg ikke skulle falde i det. (Fig. 4)

Historien om udflytterne har også en arkivmæssig side. På matrikelkortet ser Todderup ikke ud af meget, en strimmel jord på et par kilometers længde, men det svarer jo godt til den beskedne bebyggelsesgrad, vi mener at have påvist. Navnet kan med noget vekslende bogstavering følges tilbage gennem tiderne. En af de første gange, det optræder, er i Århus Domkapitels jordebog fra 1313. Her opregnes Kapitlets ejendomme i de forskellige sogne, og under Tilst læser man kortfattet: »Således i Tobbætorp Mark en fjerdedel af hele dette område såvel i eng som i ager«. Navneforleddet Tobbæ- er hentet fra det gammeldanske mandsnavn Tubbi, en slags kælenavn for Thorbjørn, og Todderup betyder altså Thorbjørns torp. Hvis den udgravede gård, som vi formoder, var torpens eneste, så har den altså tilhørt en mand, der hed Thorbjørn, ham der tog initiativet til udflytningen. Hvornår Domkapitlet erhvervede sin fjerdedel, fremgår ikke, ejheller om Thorbjørn eller hans efterfølgere har betalt afgift til Århuskirken, men i 1313 nævnes ingen skyldnere og tales ikke om afgifter, så vi må antage, at torpen på den tid har ligget øde hen.

At Todderup-bygden forsvandt omkring år 1300, er ikke så mærkeligt. Den var anlagt på marginaljord, andenrangs land med mange vådområder, og dertil kom, at de gode tider under Valdemarerne nu blev afløst af mere usikre. Den optimisme, der lå bag mange af de små torpers oprettelse, blev nu af magthaverne dæmpet med stigende afgifter, og resultatet blev, som man kunne vente. Der opstod landbrugskrise, den tog fart i løbet af 1300-årene og kulminerede efter den store pest, Sortedøden, ved midten af århundredet, men alt det oplevede Thorbjørn og hans efterfølgere ikke. Deres initiativ blev så at sige kvalt i fødslen. (Fig. 5, fig. 6)

I Eriks Sjællandske Lov fra omkring 1250 gøres der rede for, hvordan man på tinge skal afgøre sager angående retten til en øde torp. Om noget sådant har været aktuelt i det her foreliggende tilfælde, ved vi ikke, men fremefter er der kilder, som nogenlunde lader os følge udviklingen. Af et notat fra 1664 fremgår det således, at hele »Thobdrup Mark« nu hører under Århus Domkirke, og at bymændene i Tilst og True har lejet hver sin halvdel af jorden for den beskedne afgift af tre tønder og seks skæpper havre. Tyve år senere lader Christian 5.s matrikel os forstå, at Tilstbønderne har opdyrket deres andel af Todderupjorden, mens Truefolkene har valgt at sætte 24 høveder til græsning på deres part.

På matrikelkortet fra 1840 fremtræder »Todderup Mark« som et net af nummererede parceller, der har været fordelt mellem gårdejerne i de to på det tidspunkt stjerneudskiftede nabobyer. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det skel, der på kortet omgiver Todderup, svarer nøje til den ved udgravningen påtrufne grøft, som skårfund viser stammer fra bebyggelsens tid; den må med andre ord være en grænsemarkering - bevaret gennem snart 800 år. De middelalderlige love krævede faktisk en synlig skelsætning mellem byer, der havde marker stødende op til hinanden; det kunne være en naturgrænse eller, som Jyske Lov foreskrev, pæle, stablede sten eller en gravet grøft. Udflytterne i Todderup har fulgt reglerne, men et belejligt optrædende bækløb har nok lettet dem arbejdet en del.

Todderup-torpen må som nævnt være anlagt omkring 1230 og efter alt at dømme opgivet knap hundrede år senere. Men dens skabers navn blev, trods den korte levetid og hele foretagendets utroligt beskedne karakter, hængende ved stedet. Det lever den dag i dag.