– thi hun have intet andet at leve af

Der findes ellers ikke meget materiale om den københavnske prostitution i 1700-tallet, men netop Børnehusets arkiv (nu i Landsarkivet for Sjælland) kan bidrage med spredte oplysninger. Hovedkilden er de domme og indsættelsesordrer, som var den juridiske optakt til fængselsopholdene, men mandtalsbøgerne over de indsatte »lemmer« med notater om disses alder, helbredsforhold og videre skæbne inden for institutionen danner et vigtigt supplement. De sidste - mandtalsbøgerne - foreligger imidlertid først komplette i perioden lige efter Struensee-tiden: 1772-73. Vi har derfor valgt at belyse forholdene ud fra disse to årgange af indsatte prostituerede.

(Fig. 1).

De afsagte domme spænder fra det meget knappe og kontante til det detaljerede, ordrige. Typisk for den første slags er det københavnske politikammers kendelse fra juni 1773: »Anne Sophie Magdalene Slesvig, Mariane Pauls Datter og Anne Elizabeth Peders Datter bør for deres selv tilståede utugtige levned hver for sig indsættes til arbejde i Børnehuset på Christianshavn i et år«. (Fig. 2). Mange ord ofres heller ikke på Anne Johans Datter Schmidt, »som tilforn for utugt har været indsat i Børnehuset og desuagtet uden at have nogen ved tjeneste continuerer (fremturer i) et mistænkelig levned«. Noget fyldigere er en kendelse over Kirstine Schultz. Hun har »som et ungt og friskt fruentimmer ikke… forsynet sig med nogen tjeneste, men henlagt på egen hånd og er befunden sildig ud på aftenen at have haft en mandsperson inde hos sig og hun selv lagt afklædt i sengen, slukket lyset og taget nøglen til døren ind til sig... «

Et forhold, som hyppigt kommer frem i dommene, er de prostitueredes omgang med byens soldater og matroser. I en dom hedder det: »Anne Elizabeth Ottes Dotter (har) udi det over hende holdte forhør… tilstået at have ladet sig bruge til utugt af matros Geert Follesen og derfor taget horeløn… « Og et andet sted, at »Anne Helene Marchs og Birgitte Jenschow… imod de kongelige anordninger begge have opholdt sig udi en underofficers kvarter af hans kongelige højhed Printz Friederichs regiment og sammesteds drukket og skæmtet for soldaten«. Særligt overraskende kan man næppe kalde disse oplysninger. Soldater og matroser må have udgjort en talstærk kundekreds, eftersom København var garnisonsby. Myndighederne, som havde et vågent øje til hærens og flådens moral og sundhed, slog til, hvor det var muligt.

I december 1772 faldt der dom over to kvinder. Af forhøret »ses det, at begge arrestantinderne ere om aftenen efter klokken 10 slette forefunden i selskab med tvende mandspersoner hos en matros naunlig (ved navn) Herfort Scheffer, hvor der er blevet skænket«. Vel har de foregivet at have haft lovligt ærinde, men undskyldningerne hjalp dem ikke. Det natlige strejftog blev takseret til arbejde i Børnehuset. Nu skal det også siges, at det ikke ligefrem var nogen anbefaling at være blevet pågrebet hos omtalte Herfort Scheffer, som var en gammel kending af myndighederne. Tidligere på året var tre andre piger »om natten klokken 1 betroffen hos kongelig matros Herfordt Schæffer ved brændevin og øldrik tilligemed nogle mandfolk…«

En gruppe piger, som man havde et særlig godt øje til, var værtshusholderes servitricer. En politiplakat fra 1775 bestemmer blandt andet, at »ingen punschevært eller værtshusholder må holde mere end 1 pige til sit værtskab, (at) sådan en pige må ikke være yngre end 24 år, ej heller være i nogen pynt inde i huset, videre end ordinære tjenestepiger hos simple borgerfolk jævnligen gå i deres husforretninger, ej heller drikke med gæsterne eller fornøje dem med sang eller usømmelig spøg, (at) sligt værtskab må ej holdes på bagsale eller fraliggende kamre, men alene i nederste etage og kældre ud til gaden, (og at) intet ledigt liggende kvindfolk må stå i connexion med værts- eller punschehusene eller samme såvelsom danseboderne nat eller dag frekventere…«

(Fig. 3).

Det var ikke noget nyt, man tog op her. Gennem hele 1700-tallet var man fra myndighedernes side på vagt over for netop skumle knejper og dansebuler som et oplagt kontaktcenter for prostituerede og deres kunder. At mistanken ikke var ubegrundet, viser adskillige af dommene i Børnehusets arkiv. »Christiane Lind, som tilforn her ved Politikammeret har været forbuden at tjene i værtshus, (er nu) befunden at opholde sig for Juliana Maria Brandt, trompeter Christian Wilhelm Wendts hustru, som holder et utilladeligt og mistænkelig værtskab«. Og »Anne Cathrine Førster, som… forhen har været arresteret og her for retten admoneret (advaret), (har) efter vægter Jacob Svendsens udsigende tiltalt og indladet mandfolk udi værtshusholder Frantz Warnusses hus…«

Blandt de i alt 37 kvinder, der de omtalte år dømmes til indsættelse i Børnehuset i forbindelse med prostitution, er der kun en eneste rufferske og bordelværtinde - Sophia Lene Christensdatter. Hendes sag er for højesteret januar 1773, og det er ikke småting, hun har på samvittigheden. »Hun ikke alene har ladet sig selv bruge til utugt, men endog i højeste grad taget del i andres ligefrem liderlige levned, ved det hun på sit værelse har holdt en samlingsplads for personer af begge køn og taget sin andel af de løse fruentimmeres fortjeneste samt desuden ladet sig af mandfolkene betale, fordi disse kunne have fruentimmer på hendes værelse. Endelig har hun og tilstået at have skaffet en pige i tjeneste hos en, som efter hendes egen formening skulle holde horehus i Laxegaden…«

Højesteret dømmer Sophia Christensdatter til livsvarigt arbejde i Børnehusets spinderier, men forinden skal hun stryges, det vil sige piskes, ved »kagen«. Dommen afspejler i virkeligheden en blanding af gammelt og nyt. Kagen var en reminiscens fra middelalderen, et håndfast symbol på selve bysamfundets retfærdighed, et forstadie til galgen. Kagstrygning blev som straf for rufferi og bordelvirksomhed kombineret med udvisning af staden ved bødlens bistand. Først 1742 går man over til at bruge arbejde i Spindehuset som straf for samme forseelser; man har vel indset, at byforvisning var en dårlig ide. Både fordi man derved skød problemet over til andre, og fordi de straffedes arbejdskraft ikke blev udnyttet, hvad man i samtidens ånd måtte finde uacceptabelt. Spindehuset er om ikke ligefrem et produkt af denne opfattelse, så dog i bedste overensstemmelse med den.

(Fig. 4).

Omtalte Sophia Lene Christensdatter var 43 år og den ældste af samtlige 37 her registrerede, hvilket rimeligvis hænger sammen med arten af hendes virksomhed. De øvriges alder ligger for det meste omkring et par og tyve, og så forstår man bedre, at det i politiplakaten af 1775 forbydes de helt unge piger at arbejde i værtshuse. I dommene over de 36 yngre kvinder bliver det så godt som altid pointeret, at de er uden arbejde og uden fast opholdssted - eller, sagt med andre ord, at de som »løsgængere« unddrager samfundet deres arbejdskraft. En forseelse, der koster fængsel med arbejdspligt fra et par måneder op til et par år - oftest fra tre til seks måneder.

Der er grænser for rettens tålmodighed, således da den åbenbart hårdhudede Agatha Gundel Mortens Datter indbringes tredje gang. Til de tre og et halvt år, hun tidligere har tilbragt i Børnehuset, føjes nu to; en medskyldig slipper med ét. Sådanne tilfælde forekommer, men generelt ser det - forunderligt nok - ikke ud til, at »gengangeri«, som var yderst almindeligt, er blevet betragtet som en skærpende omstændighed. Da ovennævnte Anne Helene Marchs, som i januar 1773 indsattes fire måneder for muntert samkvem med soldater, i august samme år må for retten af lignende årsag, slipper hun med tre måneder. (Fig. 5). Veninden Birgitte Kirstine Jenschow, som åbenbart har fulgt Anne Helene i tykt og tyndt, idømmes derimod to år, men det skyldes, at hun har »måttet tilstå ved lejlighed af løsagtig omgang at have fravendt en person sin guldbørs«. Tyveriet af pungen kostede dyrt; havde hun holdt sig til utugten, var hun utvivlsomt sluppet billigere. Den uventede mildhed i gentagelsestilfælde kan hænge sammen med, at tvangsarbejdet i Børnehuset ikke ligefrem var en rentabel forretning. 1769 var underskuddet på 3217 rigsdaler og 23 skilling.

Dødeligheden på Børnehuset var chokerende høj - i januar og februar 1772 døde 45 ud af 450 lemmer, og ser man specielt på de prostituerede kvinders helbredstilstand, forstærkes indtrykket af tragedie. Deres livsførelse har sat sine spor. Den 16-årige Birthe Cathrine Hieronimi Dotter indsættes til kur og arbejde, men arbejde bliver der ikke meget af, det forhindrer hendes »veneriske syge«. I en vægterrapport, der er bilagt dommen over Anne Sophie Christensdatter, »barnefød i Callundborg«, noteres, at hun »var syg da hun blev indbragt og mere syg er bleven siden, så hun ikke kan gå«. Vægterens iagttagelser verificeres af Børnehusets mandtalsbøger - hun bliver indlagt på sygestuen, hvor hendes sygdom koster hende livet året efter. Den 21-årige Ellen Jens Datter, der er blevet antruffet hos en matros under mistænkelige omstændigheder, ligger syg i 16 uger, før hun dør. Og tre andre kvinder, der er blevet arresteret »en bloc« for at have opholdt sig hos soldater, må gennem henholdsvis 15, 16 og 10 ugers sygeleje.

Der er ikke skygge af tvivl om, at sygdomme - ofte uhelbredelige kønssygdomme - har været en påtrængende del af de prostitueredes dagligdag. Barnefødsler nævnes kun i ganske få tilfælde, og uden at det kan afgøres, om de er en direkte følge af de indsattes erhverv.

Prostitutionens sammenhæng med København som garnisonsby og med dens mange skumle buler fremgår som sagt af dommene, men kun sjældent nævnes det, hvor udskejelserne fandt sted - ja faktisk kun en eneste gang: Laxegaden. Denne gade lå i et af Københavns værste, tætpakkede slumkvarterer, Øster kvarter, og her nærmer vi os vel forklaringen på ondets udbredelse. At fattigdom og prostitution har med hinanden at gøre, er en af de indsatte kvinder selv inde på. Den 22. december 1772 tilstår Gundel Kirstine Bertels Dotter i Hof- og Stadsretten »at have haft soldater hos sig om natten og desuden… at når hendes medlogerende Lovise Hågens Datter sagde til hende, at hun ikke ville, at nogen skulle komme op til dem om natten, har hun dertil svaret at ville gå ud om aftenen, thi hun havde intet andet at leve af…«

(Fig. 6).