Theoderik biskop af Estland

Et par af de personer, som var til stede, fortjener dog at reddes fra glemselen, og det ville være værdifuldt, om man kunne stimulere en eller anden forsker til at skrive om dem. Den slaviske fyrst Witzlaw fra Rügen, som deltog i korstoget på dansk side, øvede en afgørende indsats under kampen. Efter at esterne den foregående aften havde meddelt, at de ville underkaste sig kong Valdemar og antage den kristne tro, besluttede man at fejre dagen med taksigelse og et festmåltid, men af gode grunde anså ledelsen det for hensigtsmæssigt, at Witzlaws mandskab blev forlagt til en anden lejr under kalaset, og hans krigere var derfor sandsynligvis noget mindre drukne end danskerne, da det estiske opbud pludselig overfaldt hovedstyrkens lejr. De samtidige beretninger er ganske tydelige, og det står klart, at det var kong Valdemars vasal fra Rügen, som afgjorde slaget til danskernes fordel. Witzlaw levede siden længe - og formodentlig så lykkeligt, som tidens ondskab tillod. Hans efterfølger i stillingen som dansk vasalfyrste over Rügen var Jaromar; han spillede ofte en stor rolle i dansk indenrigspolitik, og endnu i dag bander Københavns taxa-chauffører over Jarmers tårn, en ruin, som vanskeliggør trafikken ved Nørrevold.

Da danskerne fik uventede middagsgæster af stridslystne estere, spredtes der stor forvirring i lejren. En skare estere trængte ind i et af de fornemste telte og fandt der en ældre mand i stateligt skrud. I den tro, at det var den danske konge, nedhuggede de ham øjeblikkeligt, men desværre var det den hæderværdige biskop af Estland, Theoderik, som blev deres offer.

Kong Valdemars tilnavn »Sejr« er givet ham af en efterverden, som må have glemt hans senere historie, men ved den tid, der her er tale om, kunne han nok have båret det med rette. Det arbejde hans far, Valdemar den Store, påbegyndte gennem undertvingelsen af venderne, havde han fortsat, og en stor blok af nordtyske lande var nu under dansk overhøjhed. Hans Østersørige var imidlertid ikke færdigt, han drømte om fuld besiddelse af landene hele ringen rundt, og nu havde han til afveksling vendt blikket mod øst, mod Estland og Livland - det vil sige mod vejen til de rige russiske handelsbyer som for eksempel Novgorod, hvor nordboerne siden vikingetiden havde haft gode forbindelser. Et kærkomment påskud fandt han i den omstændighed, at disse landes beboere endnu var hedninger; man var midt i korstogstiden, og en stræbsom middelalderfyrste kunne indlægge sig fortjeneste på nemmere måde end ved at drage til Jerusalem og kæmpe med de vantro dér.

Ideen til en dansk Østersømission var dog ikke undfanget af kong Valdemar, men snarere af hans tipoldefar Svend Estridsen, der gjorde den beskedne begyndelse, som senere blev videreført af det nystiftede ærkebispe- sæde i Lund, under hvis embedsområde arbejdet naturligt hørte hjemme. Missionsmarken strakte sig fra Rügen, over Preussen og de baltiske lande til Finland i nord, men det blev hovedsagelig venderne og esterne, som fik kærligheden at føle. Den mærkelige blanding af ægte missionsiver og højst verdslige interesser, som kendetegner denne virksomhed, kom aldrig tydeligere til udtryk end i Estlandsmissionen, der blev startet fredsommeligt og vistnok uden bagtanker af Absalons forgænger ærkebisp Eskil, men videreført på drastisk vis og med tydeligt politisk sigte af efterfølgeren Anders Sunesen i Valdemar Sejrs første regeringsår. Den danske ærke- bispestols missionsiver burde egentlig have glædet dens moderinstitution, ærkebispesædet i Bremen, der selv i sin tid havde stået for Danmarks kristning, men dernedefra så man ikke med særlig velvilje på det nordiske initiativ, der opfattedes som utidig indblanding i et område, man mente at have eneret på. Anders Sunesens Estlandsforetagender vakte i særlig grad den tyske gejstligheds modvilje, for i de egne havde Bremerkirken selv et omfattende missionsarbejde i gang. (Fig. 1, fig. 2)

Midt i dette arbejde, og altså med front mod den danske kirke, møder vi den Theoderik, om hvis ynkelige død i 1219, der allerede er talt.

Theoderik er ganske velkendt fra samtidige krøniker. Han var utvivlsomt en af tidens bedste kendere af de baltiske forhold, og egentlig burde han have vidst bedre end at godtage esternes forsikringer om underkastelse den foregående aften. Esterne ernærede sig på den tid ved agerbrug og fiskeri og drev samtidig sørøveri og plyndring i ledige stunder. De havde ingen som helst lyst til at blive frelst, det være sig af russere, danskere, svenskere eller tyskere, og de forløbne 750 år har tilstrækkeligt bekræftet denne indstilling, som Theoderik må have været meget vel underrettet om. Som ung cistercienserbroder var han allerede 1187 kommet til Livland, udsendt af Bremerkirken sammen med missionsbiskoppen Meinhard, en rejse, som på den tid var lige så risikabel som at lande på månen i 1969. Han oplevede mange spændende eventyr og rejste meget som sendebud, først for biskop Meinhard og siden for hans efterfølger. I årene mellem 1192 og 1218 var han ikke mindre end seks gange i Rom. (Fig. 3)

Han begyndte sin virksomhed for alvor i Treiden, som ligger i Livland. I begyndelsen havde han stor fremgang og døbte mange livlændinge, men 1188 ophidsedes bønderne derved, at deres kornafgrøder blev ødelagt af en vedholdende regnperiode, medens Theoderiks afgrøder klarede sig udmærket. Det er sandsynligt, at han i sin klostertid havde lært en hel del om agerbrug og måske til og med havde udført visse dræningsarbejder, som jo var yndede af hans orden. Nu ville de livlandske agerdyrkere ikke acceptere, at præsten forstod sig bedre på jordbrug end de selv, man mente, at det måtte bero på trolddom. Efter landets skik forsamledes folket, og man anbragte en lanse på jorden. En udvalgt hest ledtes frem, og nu gjaldt det, hvilken hov hesten først ville strække frem over våbnet. Første gang blev det fredshoven, hvilket skulle betyde frifindelse for Theoderik. Til de forsamledes misfornøjelse bad han højt og inderligt og løftede sine hænder velsignende under rettergangen. Den lokale spåmandskomite forklarede da, at de kristnes gud havde sat sig op på hesteryggen for at påvirke udfaldet. Broder Theoderiks skytshelgen havde tydeligt nok gode evner. Hestens ryg blev omhyggeligt aftørret med en halmvisk, men det hjalp intet. Også næste gang blev det den hov, som betød frifindelse, og man bøjede sig for dette udfald. Desværre får vi ikke at vide, om det var højre eller venstre forben, hesten strakte frem. Regnåret 1188 er omtalt i Novgorod-krøniken.

Allerede 1191 besøgte Theoderik Estland. Den 23. juni var der solformørkelse, og esterne anklagede Theoderik for at have slugt solen - unægtelig en mand, som ville have middagsmaden varmt serveret. Atter vinkede martyrkronen, men solen kom igen, og endnu engang slap han med livet i behold. - Også på medicinens område havde broder Theoderik heldet med sig. Skønt han efter sit eget udsagn ikke var særlig kyndig på området, blev han tvunget til at forsøge sig, da en livlandsk stormand lå alvorligt syg. Han lavede på må og få en blanding af forskellige urter med mere og bad inderligt. Alle, ikke mindst Theoderik selv, blev storlig forbavsede, da manden bedredes og kom sig. En anden gang, da han og Meinhard var i vanskeligheder, men hindredes i at flygte, satte han sig op på en hest i fuldt ornat, medførende stola, bibel og vievand og foregav at ville på sygebesøg, men satte siden fuld fart på hesten, og det lykkedes ham over Kurland og Preussen at nå frem til Rom, hvor han udvirkede en korstogsbulle hos paven. Det var vel netop det, livlændingene og letterne havde frygtet, da de ikke ville slippe ham.

Den 14. august 1196 døde biskop Meinhard, og broder Theoderik kunne med rette anse sig for kvalificeret som afløser. Sådan blev det dog ikke. En ny biskop, Berthold fra Hannover, forsagte at genoptage Meinhards værk, men faldt 1198, gennemboret af et spyd. Hvor Theoderik arbejdede i Livland i disse urolige år er ikke helt klart, men år 1199 viedes Albert von Buxhøvden til biskop af Livland, og Theoderiks utrættelige arbejde kom siden i skyggen af denne fremgangsrige kirkefyrste. Missionsarbejde, korstog og forskellige sendelser til Rom og Konstanz har vel givet mere end fuld sysselsætning. År 1202 blev han abbed for det nyanlagte kloster Dünamünde - hvilket måske forklarer den indsats, han siden gjorde, for at få handelen trukket til Rigabugten.

Under nye besøg i Rom udvirkede han ordensregler med mere for den nystiftede Sværdorden, et samfund af munkeriddere, som med sværdet skulle virke for troens udbredelse. Om ideen til dette broderskab er Theoderiks eller Alberts er noget usikkert, men det blev bispen, som høstede frugterne, for med sværdriddernes hjælp underlagde han sig det meste af Livland og Kurland og sad nu som fyrste i et rige med hovedstaden Riga, en by han selv havde grundlagt. På esterne må disse begivenheder have virket foruroligende. De kan ikke have været i tvivl om, at turen før eller senere ville komme til dem. (Fig. 4, fig. 5)

At Estlands erobring og kristning var en nærliggende opgave for den succesombruste bisp, er indlysende, men tiden var endnu ikke moden. Hans nyvundne rige måtte først udbygges og konsolideres; det var på alle sider omgivet af fjender, hvis tilstedeværelse ikke uden videre lod sig overse. I Polotzk øst for Livland sad den russiske fyrst Wladimir, som fra gammel tid havde krav på en vis tributskyldighed langs floden Düna. For at formilde ham måtte abbed Theoderik år 1206 begive sig ud på en ny farlig sendefærd, som stillede ham på hårde prøver. Som gave til Wladimir medførte han en prægtigt udrustet stridshingst, men den blev ham frarøvet på vejen, hvad der i høj grad mishagede fyrsten, da abbeden omsider dukkede op ved hans hof. Under opholdet i Polotzk kom Theoderik i besiddelse af en vigtig, men for hans sikkerhed yderst farlig viden. Livlændinge og litauere havde intrigeret hos fyrsten for at få ham til at angribe og ødelægge Riga, hvad han på ingen måde var uvillig til. Man var i fuld gang med at samle både til et krigstog ned ad floden, da en rådsherre forrådte planen for Theoderik, som altså nu måtte prøve at underrette bisp Albert om faren. Det lykkedes ham at skaffe et sendebud, som for den rimelige pris af en halv mark sølv, var villig til at vove livet og smyge sig gennem fjendens område tilbage til Riga. Fyrst Wladimir blev naturligvis både forbløffet og fortørnet, da han opdagede, at planen var forrådt. Abbeden udspurgtes, om han havde haft noget med sagen at gøre, og han valgte at sige sandheden. Mærkelig nok skete der ham intet. Fyrsten lod nåde gå for ret, og Theoderik kunne vende tilbage til Riga. - Forhåbentlig er han kommet hjem tidsnok til at hilse på ærkebisp Anders Sunesen, som netop denne vinter glædede byen med sit besøg og dens gejstlige med sin teologiske lærdom, efter at han forrige sommer i spidsen for en korsfarerhær havde underlagt sig øen Øsel. Den danske kirke har altså nu indset, at det var nødvendigt at gøre sig gældende, hvad der må have været en streg i regningen for bisp Albert, som dog stadig lå klart i spidsen.

Fyrstebispen Albert opnåede aldrig ærkebispeværdighed, men paven havde bemyndiget ham til at indsætte bisper, og det benyttede han sig af, da han 1211 gjorde Theoderik til biskop over Estland - hvilket dog kun var en tom titel, eftersom landet hverken var erobret eller kristnet. Hvor ringe pris esterne satte på deres bisp fremgår af, at de fire år senere overfaldt hans skib, så at det grundstødte og kun med vanskelighed klarede sig fri af den farlige situation. - Theoderik blev tydeligt nok med årene særdeles fortrolig med armbrøst og befæstninger såvel som med liturgi og diplomatisk forhandlingskunst.

Det er ubestrideligt, at Theoderik samarbejdede loyalt med bisp Albert, men med årene fremtræder dog betydelige forskelle i deres opfattelse af problemerne. Theoderik ønskede en samordning med den skandinaviske kirke, mens Albert gik ind for en mere udpræget tysk linje. Theoderik har antagelig været mere interesseret i et praktisk missionsarbejde, medens Albert målbevidst arbejdede på at bygge en kirkestat på feudal grundvold under den tyske kejser. Da omstændighederne tvinger dem begge ind i samarbejdet med Danmark, finder vi Theoderik helt på dansk side. Han ønskede vel at se sit bispedømme virkeliggjort og havde intet imod, at det skete under overhøjhed fra Lund. Sine gode forbindelser med sværdordenens ledelse ville han i denne stilling stadig kunne udøve. (Fig. 6, fig. 7)

Udviklingen ved Østersøens østende har utvivlsomt haft kong Valdemars interesse også i hans første kongetid, men han var optaget af sine nordtyske affærer, og Estlandsmissionen blev overladt til ærkebispen, der ikke havde de fornødne magtmidler at sætte bag sin nidkærhed. Toget til Øsel var vellykket, men blev ikke fulgt op, hvorfor det vundne atter gik tabt. En række småtog i de følgende år viser dog, at planerne ikke var skrinlagt; de fandt i øvrigt støtte hos paven, som ønskede den kommende estiske kirke underlagt Lund.

Foreløbig så det da ud til, at bisp Albert skulle komme først. Hans bispevielse af Theoderik i 1211 har sikkert været ledsaget af et løfte om at gøre stillingen effektiv, og forsøget på at opfylde det er ikke uden en vis fremgang, som kulminerer efteråret 1217, da esterne besejres i et stort slag. Samtidig må Albert dog erkende, at han befinder sig i en meget farlig situation: russerne, som gennem alle årene har været en stående trusel for Rigamissionen, er begyndt at blande sig i striden, og kontakten med Tyskland er svigtende, så at det kniber med at få friske tropper frem til at fylde de huller, som er opstået i sværdriddernes rækker. Under disse trykkede forhold, hvor resultatet af tyve års anstrengelser står i fare for at gå tabt, må Albert bide i det sure æble og bede om hjælp, der hvor han nødigst vil, nemlig hos den danske konge. Sommeren 1218 begiver han og Theoderik sig til Danmark, hvor de træffer Valdemar Sejr under strålende omstændigheder ved kroningsfesten for sønnen, den unge Valdemar. Besøget kommer kongen belejligt, han har nu sikret sine nordtyske erobringer og er parat til nye fremstød, gerne mod øst. For så vidt kan Albert være tilfreds, men kongens krav om fuldt herredømme over hele Estland, også det af Albert erobrede, kan ikke have været efter hans hoved. Alligevel slår han til; Estland må ofres for at redde Riga-riget. Korstoget afgår året efter under ledelse af kong Valdemar selv; med sig har han Anders Sunesen og i hans følge Theoderik, biskop af Estland, som aldrig skulle komme til at tage sit bispedømme i besiddelse.

Det danske herredømme over Estland, som blev resultatet af slaget ved Reval og den påfølgende sejrrige krig, fik en vanskelig start; esterne ønskede deres tabte frihed tilbage og Alberts sværdriddere nægtede at godkende den trufne aftale, som kongen på sin side heller ikke var særlig interesseret i at overholde. Kong Valdemars fangenskab efter kuppet på Livø 1223 fik hans møjsommeligt sammenskrabede Østersørige til at falde fra hinanden; tilbage blev kun Rügen og Estland - det sidste efter mange genvordigheder og ved pavens mellemkomst. (Fig. 8, fig. 9)

Den opløsningsperiode, som fulgte efter Valdemarernes storhedstid kom til at præge forholdene i Estland, der blev styret med ringe hensyntagen til den lokale befolkning af - for det meste - tyske vasaller og egentlig kun var dansk af navn. »De tyske Riddere«, som efter Alberts død overtog sværdriddernes opgaver, holdt dele af landet mere eller mindre permanent besat, og til dem solgte Valdemar Atterdag i 1346 Estland for en pris af 19.000 mark sølv. Ridderne kunne, lige så lidt som danskerne, opretholde et effektivt herrevælde; også de styrede ved hjælp af vasaller, som med tiden opnåede stor frihed og stadig stigende magt. For den enkelte vasal gjaldt det at sikre familiens besiddelsesret også i fremtiden; derom vidner de mange slotte befæstet med en teknik, som gjorde dem uindtagelige for den tids angrebsvåben. På denne måde udviklede der sig en overmægtig adel til ugunst for den mindre heldigt stillede del af befolkningen.

Da ridderordenen efter reformationen gik mod forfald og undergang, gjaldt det for vasallerne at bevare deres stilling over for de nye landsherrer fra Polen, Sverige og Rusland, og stort set lykkedes det for dem. Resultatet blev en samfundsform, som i mere eller mindre moderniseret udgave kan følges frem til 1919, og som er en arv fra det svage danske styre. - Det er et spørgsmål, om ikke udviklingen var gået en mildere vej, hvis Theoderik havde været med til at udforme Estlands statsretslige grundvold. Det er sandsynligt, at esterne den skæbnesvangre dag for 750 år siden dræbte just den mand, som de havde haft mest grund til at skåne.