Terrassehøj

Klekkendehøj er som sagt en dobbeltjættestue; den har to kamre, hvilket ikke er almindeligt, men dog forekommer nu og da. Det særlige ved netop dette anlæg er måden, dobbeltheden er frembragt på, nemlig ved deling af et enkelt langt kammer med en skillevæg på midten (fig. 1/fig. 2). To stensatte gange fører, parallelt og ganske tæt sammen, fra kamrene ud i det fri. Hvorfor denne nære sammenknytning, men alligevel skarpe adskillelse? Man skulle synes, at i hvert fald adgangsvejen kunne have været fælles. To slægter, eller hvad det nu var, må - vel sagtens for at spare arbejde - være blevet enige om at slå deres gravsteder sammen, men venskabsbåndene har dog ikke rakt til en egentlig sammenlægning. På grund af dobbeltanlægget er højen meget stor, og den har tidligt tiltrukket sig opmærksomhed.

I slutningen af 1700-årene gravede den arkæologisk interesserede kammerherre de la Calmette i højen. Han var en mand med alsidige interesser, som har sat sig kraftige spor på Møn. Ved sine to gårde, Marienborg og Liselund, anlagde han romantiske haver med eksotiske lysthuse, en kunstig ruin og en kunstig dysse (som i øvrigt var bygget af materiale fra ægte stengrave). Hans undersøgelse af Klekkendehøj - udførligt beskrevet af præsten i Fanefjord, J. Paludan - stod på i otte dage under medvirken af fjorten mand. Man gik ned fra toppen, ikke gennem gangene, som var blokeret med sten og næppe har kunnet ses udefra. For at komme ind i det delvis jordfyldte kammer måtte der øves vold mod et par dæksten, men derefter gik man forsigtigt til værks, spaderne blev afkortet og jorden bortgravet i tynde lag. Ca. en halv meter fra bunden begyndte fundene at dukke op, først et par flintdolke, længere nede knogler, flintøkser, ravperler og to hele lerkar med små knopformede ører. Selve bunden bestod af flade kalksten og knust flint. Gangene blev udgravet indefra, og også her fandt man menneskeskeletter med forskelligt tilbehør. Det fundne blev i 1807 af Calmettes søn skænket til det netop oprettede Nationalmuseum (eller, som det dengang hed, Museum for nordiske Oldsager), og der befinder det sig den dag i dag. De to lerkar hører til de få, der er kommet hele ud af vore jættestuer.

Var udgravningen således eksemplarisk for sin tid, kan det samme ikke siges om tolkningen af det fundne. For Calmette og alle andre dengang var oldtiden som »en tyk tåge«, men man mente at finde løsninger i den gryende romantik. Klekkendehøj måtte være anlagt for et par fostbrødre, og det var ingen tilfældighed, at kamre og gange tilsammen dannede billedet af en Thorshammer. De to høvdinge var utvivlsomt faldet i kamp og begravet sammen med deres ligeledes faldne krigere. Nogle skeletter lå imidlertid højere end de andre, og da der netop ved dem var fundet flintdolke, gik man ud fra, at det var bersærker, som havde overlevet kampen, men valgt at følge deres herrer i døden. Det måtte antages, at de var blevet gennemboret af offerpræster, som bagefter havde udskåret deres hjerter, for at dette »tapperhedens formodentlige sæde kunne fortrinligvis ofres i de hellige luer«. Et skelet var efter udgravernes mening af hunkøn, altså sikkert en skjoldmø eller en kvinde, der ligesom bersærkerne havde valgt at følge heltene i døden. Lerkarrene med de små øreknopper har været båret på stænger af mænd i gruopvækkende forklædning. Sådan tolkede man endnu på den tid oldtidsfund, men det varede ikke længe. Med det nye museum var grunden til en bedre forståelse lagt.

Men tilbage til udgravningen sommeren 1987. Den var mindre romantisk end Calmettes, med færre storslåede syner, men spændende nok endda. For at komme til kammerets yderside blev der gravet en to meter bred grøft fra sydfoden og ind mod midten, men derved fremkom samtidig et billede af højens opbygning, og dette viste sig så interessant, at man senere supplerede med en tilsvarende, men kortere grøft tæt op ad den første (fig. 3). Inderst ved kammeret fandtes utvivlsomme spor af den gamle udgravning, og nu forstår vi, hvorfor den sydlige dæksten i så mange år har virket ustabil og lidt nedskredet. Da man ikke har kunnet flytte stenen - den må veje omkring 15 tons - har man simpelthen sprængt et stykke af den for at skaffe sig adgang til kammeret; det fremkomne hul er senere blevet lukket med en mindre sten. I den løse, omgravede jord fandt vi adskillige smukt ornamenterede lerkarskår, tværpile og et hængesmykke - sager, som må være kommet op med jord fra kammeret, men er blevet overset af de gamle udgravere. Der var også en stor dynge menneskeknogler, mest lårben (fig. 4). Det må være Calmettes helte, som han i begejstring over deres heroiske indsats har ladet forblive i højen.

Forstyrrelsen var ret begrænset og greb kun lidt ind i det i øvrigt meget klare billede af højens konstruktion. Tæt omkring kammeret lå en solid lerpakning; den dækkede bærestenenes bagside og har formodentlig fortsat ind over dækstenene, hvor den er blevet bortgravet af Calmettes folk. Uden på leret var lagt en stenpakning begyndende som en mere end meterhøj dynge og fortsættende ud til højfoden, hvor den havde karakter af blot et enkelt stenlag. Faldet var imidlertid ikke jævnt, men aftrappet på en måde, vi vil komme tilbage til (fig. 5).

I det lodrette højprofil, som indgravningen lod os se, kunne vi aflæse anlæggets bygningshistorie. Til en begyndelse er muldlaget blevet fjernet over hele området. På den således blotlagte undergrundsoverflade har man rejst de store bæresten med støtte om foden af mindre blokke. De mellemrum, som naturligt måtte opstå mellem sidestenene, er blevet lukket med opstablinger af flade, omhyggeligt tildannede sandstensfliser funderet på en lidt større sten. Dette murværk - såkaldt tørmur - er på den side, der vender ind mod gravstuen, glat og sammenpasset, mens bagsiden, der jo ikke skulle ses af hverken levende eller døde, står mere uregelmæssig og i øvrigt er beklasket med ler og knust flint, som har skullet holde sammen på opbygningen. I selve den store lerpakning umiddelbart bag ved bærestenene sås nogle mystiske mellemlag af sand og knust flint (flinten dog kun indefter, ind mod kammeret); de begyndte som en slags fortsættelse af tørmursarrangementerne og skrånede udad, ned til bunden (fig. 6/fig. 7). Ved en anden af Møns jættestuer, Lundehøj, er gjort helt tilsvarende iagttagelser, men her løb nederste flintlag ud i en flintfyldt rende, der gik omkring hele kammeret. Det er nærliggende at opfatte renden som en drængrøft og flintlagene som kanaler, der har skullet lede fugtigheden bort fra gravstuen, men det må dog tilføjes, at der andetsteds er gjort lignende fund, hvor den forklaring ikke synes at kunne komme på tale (se Skalk 1986:2) (fig. 8).

Stenpakningen uden om leret er som nævnt af en mærkelig etageagtig opbygning (fig. 9/fig. 10). Den begynder let opadskrånende ved højfoden, fortsætter vandret over ca. halvanden meter, men skråner så atter opad for sluttelig at løbe vandret ind i lerpakningen. Hvert trin er sikret mod udskridning ved opstabling af større sten; de blev kun iagttaget i de forholdsvis beskedne udgravningsfelter, men man må gå ud fra, at de fortsætter hele højen rundt som koncentriske ringe. Stenene lå indlejret i sand, som også dækkede øverste trin, mens fylden omkring det nederste havde en mere muldagtig beskaffenhed. Det kan betyde, at højens topparti hurtigt har fået sin endelige form; øverste afsats og gravkammerloftet er blevet dækket med jord, mens nedretrinet har ligget frit i en årrække. Om længden af denne kan vi gøre os visse forestillinger. Mellem stenene på afsatsen fandtes nemlig nogle få skår, som efter form og ornamentik at dømme er blevet til et par hundrede år efter jættestuens opførelse. Så længe i hvert fald har anlægget altså bevaret sin karakter af etagehøj.

Nej meget længere i virkeligheden, for endnu den dag i dag kan trinet skelnes, når man betragter højen fra de rigtige synsvinkler. Bedst ses det omkring nord- og østdelen, især ved indgangene, mindre tydeligt, men dog stadig kendeligt, mod syd i det af gravningen berørte område. Nogen bevidst tildækning af trinet har formodentlig aldrig fundet sted; hvad der er sket, må skyldes langsom udskridning oppefra, men den har altså ikke været lige kraftig på alle sider. En etagedannelse som denne er så vidt vides ikke tidligere påvist ved nogen stenalderhøj her i landet - vi skal til Skotland for at støde på noget lignende - men nu, da øjnene er blevet opladt, er der flere oldtidsminder, som det måske var værd at se lidt nærmere på. Det må i denne forbindelse bemærkes, at Klekkendehøjen helt savner den kreds af svære randsten, som omgiver mange jættestuer. En sådan stenomsætning kunne være udbygget til en slags bænk eller hylde, og det er dokumenteret, at man her har henstillet lerkar og andre sager, sikkert som offer til de afdøde (se Skalk 1965:1). De fundne lerkarskår antyder, at vor afsats har haft et lignende formål. Calmettes offerpræster er måske ikke helt så luftige, som det kunne synes.

Klekkendehøj er som alle andre jættestuer bygget til at bruges gennem meget lang tid, og at den virkelig har fungeret længe, viser oldsagerne; de to flintdolke for eksempel er flere århundreder yngre end de ældste sager fra kammeret. Stenbygningskunsten var, da opførelsen fandt sted, allerede gammel i Danmark, konstruktørerne havde mange generationers erfaringer at øse af, og de forstod at bruge deres viden - ellers havde kamrene ikke stået den dag i dag. De har omhyggeligt valgt deres materialer: inderst de store sten, derefter ler, så stenpakning i sand og yderst almindelig jord (fig. 11). Hvad den meget bevidste anvendelse af knust flint har tjent til, kan vel ikke siges at være endeligt klarlagt, men vi er tilbøjelige til at mene, den har med kammerets tørlæggelse at gøre; de store stenstuer kan have haft vandsamlende tendenser. Flintlagene i lerkappen kunne virke som dræn, og det samme gælder den pakning af knust flint, Calmette fandt i bunden af kamrene, og som man i øvrigt finder i næsten alle dysser og jættestuer. Også stenpakningen og det til denne hørende sand kan have haft en vandbortledende effekt. Herom vil geologer og andre fagfolk på området kunne udtale sig.

Stenpakningen med dens trin, som er holdt på plads af kraftige stenkredse, er i sig selv en meget stabil og velberegnet konstruktion, men her har den åbenbart tjent et ganske bestemt formål, nemlig at skabe en bænk hele højen rundt, et sted til henstilling af offergaver og vel også til ceremoniel udfoldelse af anden art. Erkendelsen af denne afsats er udgravningens vigtigste resultat, og det skulle gå mærkeligt til, om ikke der med tiden vil vise sig flere eksempler. Man glæder sig over de kuplede høje i landskabet og glemmer, at de ikke nødvendigvis har haft denne form fra begyndelsen. Der kan have været mange særtræk, som vejr og vind gennem årtusinderne har slettet ud.

Et problem ved jættestuerne, som ofte har været diskuteret, fandt heller ikke sin løsning denne gang: Hvordan har man uden hjælp af kraner og taljer fået de store overliggere på plads? En sten på 15 tons løftes jo ikke uden videre op til en højde af et par meter. Det er klart, at i hvert fald lerpakningen har været anbragt, før man begyndte dækningsarbejdet; sidestenene ville ikke uden ydre støtte have kunnet modstå den enorme belastning. Ved den tidligere nævnte Lundehøj fandtes et meget fast og hårdt lag af stærkt kridtholdigt ler fra bærestenenes top og skråt ned ad højen. Det kan måske have haft en funktion i den forbindelse.

De mennesker, der for 5000 år siden byggede jættestuerne, var i mange henseender meget forskellige fra os, og de fleste i nutiden vil nok føle sig højt hævet over dem. At udviklingen har givet os et forspring, kan naturligvis ikke diskuteres, men så meget mere må vi beundre de tekniske præstationer, vore fjerne forfædre ydede med få og simple hjælpemidler (fig. 12).