Teltring

I jernalderbopladsens udkant, hvor et lavtliggende, fugtigt område danner en naturlig grænse for bebyggelsen, stødte udgraverne 1986 på sten, mens et antal stenspor tilkendegav, at der engang havde været flere. Tilsammen dannede de en ring, eller rettere en D-formet figur, omtrent 4 x 2,5 meter stor. Stenene målte næsten alle mellem 40 og 60 cm i diameter, så der var ikke ligefrem tale om småsten. At de var samlet med et bestemt formål for øje, var tydeligt. Sten af tilsvarende størrelse blev da heller ikke fundet i kredsens omgivelser.

Til anlæggets datering tjente en del flintaffald, som blev fundet inden for stenringen. Det pegede mod jægerstenalderen og nærmest mod den underperiode, der betegnes Maglemosetid, opkaldt efter en vestsjællandsk mose, hvor den først blev påvist. Maglemosetidens bopladser kendes nu fra hele landet, liggende tæt ved søer og åer, hvor der var let adgang til ferskvand. Karakteristisk for disse pladser er små flintspidser, mikroliter, der har været fastgjort i pile og spyd, men sådanne savnedes ganske i Hjemstedfundet, det var helt blottet for redskaber.

Flintaffaldet fra pladsen var lejret i et gråt sandlag, der i en tykkelse på op til ti centimeter dækkede området inden for stenkredsen. Lignende »sandlinser« er i flere tilfælde iagttaget på jægerstenalderens bopladser, hvor de kendetegner boliger. Meget pegede således i retning af, at vort anlæg havde været et bosted, dog ikke en egentlig hytte, som dem vi ellers kender, men snarere et telt, hvis vægge blev holdt på plads af de omkransende sten. Men var denne slutning nu holdbar? At stenringen og sandlaget hører sammen, må vist anses for sikkert, men flinten kunne vel strengt taget være tilfældig indblanding, selv om det ikke så sådan ud; laget virkede ikke omrodet. Regelmæssigt formede stenkredse som vor er ikke kendt fra dansk jægerstenalder, så helt udelukke, at den og sandlaget var fra en senere tid, turde vi ikke. Her er det nærliggende at tænke på jernalderen, der er så rigt repræsenteret på stedet (fig. 1).

En datering af kulturlaget - sandet med den indlejrede flint - ville unægtelig gøre os klogere. Det var imidlertid lettere sagt end gjort; der fandtes i laget hverken trækul eller andet organisk materiale, som kunne bruges til en kulstof 14-bestemmelse. Alligevel viste der sig en udvej: efter samråd med fysikeren Vagn Mejdahl fra Risø blev det besluttet at forsøge med en variant af den såkaldte termoluminescens metode.

Fremgangsmåden er kort fortalt følgende: Visse mineraler, for eksempel kvarts, som er en væsentlig bestanddel i sand, opsamler strålingsenergi fra omgivelserne. Udsættes kvartskornene for lys, frigøres denne energi atter - der sker en slags »nulstilling«. Mens kulturlaget, altså sandlaget, var i brug, er det til stadighed blevet endevendt, hvorved kornene er blevet belyst og deres energi udtømt. I de siden da forløbne årtusinder, hvor sandet har henligget i mørke, har det optaget en ny energimængde, som kan måles med moderne instrumenter. Resultatet kan, sammenholdt med den naturlige stråling på stedet, omsættes i årstal.

Dateringen af sandet viste, at det sidst var blevet belyst ca. 7800 år før Kristus, men usikkerheden ved målinger af denne art er betydelig, i dette tilfælde op til 700 år til hver side. Trods det store spillerum, som aldersbestemmelsen efterlader, må det anses for sandsynligt, at sandlaget og dermed stenringen hører sammen med flintafslagene, og at det samlede anlæg er fra Maglemosetiden eller en tidligere stenalderperiode (fig. 2).

Stenkredsen oplyser intet om teltets udseende, men man får måske et indtryk heraf ved at betragte senere tiders naturfolk andetsteds i verden. Deres flytbare boliger er ikke sjældent konstrueret som et kegleformet skelet af stænger, hvorover teltdugen er lagt. Den holdes på plads langs jorden af store sten, teltringen.

Det er tænkeligt, at stenalderteltet har været af samme type; til dug kan man have anvendt skind eller bark. Mod øst, stenkredsens rette side, som vender ud mod en tidligere sø, har øjensynlig været en åbning; kulturlaget følger her ikke stenrækken, som det ellers er tilfældet, men strækker sig et stykke ud. Om der i denne side har været en indgang, eller teltet snarere har haft form af en åben læskærm, kan ikke siges med sikkerhed.

Antallet af flintafslag udgør kun en brøkdel af, hvad der sædvanligvis findes ved udgravning af Maglemosehytter. Forskellen skyldes formentlig, at jægerfamilien fra Hjemsted kun har boet på pladsen kort tid, eventuelt blot nogle få dage. Den lille gruppe er draget videre, måske til en større boplads med godt fiskevand og god jagt.