Tanker i tusindåret

I 1940erne og 1950erne kunne C. G. Schultz imidlertid påvise, at Trelleborg ikke stod alene, men havde nære slægtninge i andre storborge: Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro og en borg på Nonnebakken i Odense. Bag borgene lå tydeligvis ikke blot en fælles idé, men også fælles planlægning. Poul Nørlund måtte have ret. Kun kongemagten ville være i stand til at gennemføre et så storslået byggeri på så mange forskellige steder i det danske rige.

Men hvem var kongen bag Trelleborg? Dette spørgsmål kunne ikke besvares umiddelbart. Af mangel på entydige efterretninger i de skriftlige kilder måtte man nøjes med en arkæologisk datering, og den blev som følge af det sparsomme fundmateriale i borgene ret bred. Det stod dog klart for næsten alle, der deltog i debatten, at borgene måtte høre hjemme i 900-årenes anden halvdel eller senest i tiden lige efter år 1000. Dette betød, at to danske konger kunne komme i betragning som bygherrer for borgene: Harald Blåtand - den Harald der på den store Jellingsten forkynder, at han har vundet sig al Danmark og Norge og gjort danerne kristne - og hans søn Svend Tveskæg, den mægtige krigerkonge, der kort før sin død opnåede at føje Englands krone til den danske.

De forskere, der lagde vægt på den betydning, som de fire borge kan have haft for samlingen af det danske rige og hævdelsen af rigets enhed, foretrak at opfatte kong Harald som bygherren (Fig. 3). Andre – der iblandt undertegnede - så borgene som udtryk for skabelsen af den vældige krigsmagt, der ledte til erobringen af England, og knyttede dem derfor til kong Svend.

Skulle man komme problemets løsning nærmere, måtte man have en bedre datering af borgene. Dette har man fået nu, takket være dendrokronologien, der bestemmer alderen af træ ved analyse af variationerne i årringenes bredde. I løbet af 1970erne er det lykkedes for botanikere i Hamburg og Lund at opstille standardkurver for årringsforløbet i egetræ fra Sydskandinavien gennem de sidste 1500 år. Dette fik Tage E. Christiansen til at eftersøge bevaret tømmer på Trelleborg, og i september 1979 kunne han begejstre den arkæologiske verden med den opsigtsvækkende meddelelse, at Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling nu med fuld sikkerhed kunne datere fældningen af dette tømmer til året 980. Siden har det dendrokronologiske laboratorium på Skalk undersøgt 30 stykker porttømmer opgravet på Fyrkat. Dette materiale er dog ikke så velegnet til datering som Trelleborg-tømmeret (Fig. 4). Blandt andet mangler splintved, det vil sige årringene nærmest barken, og man vil derfor ikke kunne bestemme tømmerets nøjagtige alder, men må nøjes med at oplyse et tidspunkt, efter hvilket fældningen er sket (Fig. 5). De foreløbige resultater tyder imidlertid på, at Fyrkats alder næppe har afveget meget fra Trelleborgs.

Vi holder os derfor til Trelleborg-året 980, tager den danske kongerække frem og læser:

Harald Blåtand ca 940 - ca 985
Svend Tveskæg ca 985 - 1014

Herefter skulle sagen være klar: Trelleborg er bygget af Harald Blåtand. Dette blev da også slået fast ved fremlæggelsen af den nye Trelleborg-datering, og den nyvundne erkendelse har allerede bredt sig til den strøm af bøger og skrifter om vikingerne, der i disse måneder udsendes i kølvandet på den store vikingeudstilling i London. Uden tøven er Trelleborg blevet gjort til et af kong Haralds storværker.

Men er dette nu helt sikkert? Det lille »ca« foran årstallet 985 i kongerækken burde mane skribenterne til forsigtighed og eftertanke. Det afspejler nemlig en usikkerhed, der ikke blot vedrører vor viden om det nøjagtige tidspunkt for kongeskiftet, men også kendskabet til de dramatiske begivenheder omkring Svend Tveskægs magtovertagelse. I det følgende vil jeg forsøge at vise, hvorledes den nye Trelleborg-datering faktisk tvinger os til at tage alment vedtagne forestillinger om disse forhold op til fornyet overvejelse.

Danmarks historie i tiden omkring år 980 belyses af tre vigtige kilder. Ingen af dem er helt samtidige. Den ældste er en krønike skrevet af biskop Thietmar af Merseburg (nær Leipzig) i årene 1013-18. Thietmar var af fornem saksisk æt og velorienteret om tidens politiske begivenheder i Tyskland. Til vikingerne nærede han et glødende had. Ikke uden grund. I 994 var en af hans onkler blevet dræbt i kamp med vikinger på Elben; en fætter fik som gidsel hos sørøverne skåret næse, øren og hænder af, og den unge Thietmar undgik selv med nød og næppe at blive gjort til gidsel.

Næst i rækken er et skrift af en helt anden karakter, skrevet o. 1040 af en unavngiven munk i St. Omer i Nordfrankrig som hyldest til dronning Emma, Knud den Stores smukke og højt begavede enke. Lovskriftets første bog handler alene om Svend Tveskæg, dronning Emmas svigerfar, der prises for sin snarrådighed, kraft og kløgt - alt såre troskyldigt og noget svulstigt, men med en mængde oplysninger om kong Svends levned.

Den tredje og yngste kilde er den tyske klerk Adam af Bremens berømte værk om det hamborgske ærkebispedømmes historie, skrevet o. 1070. Adams bog rummer meget om danske forhold, og forfatteren beretter med stolthed, at danerkongen Svend Estridsen personligt har fortalt ham om sine forfædre, deriblandt også om bedstefaderen Svend Tveskæg.

Disse tre kilder er indbyrdes uafhængige. Munken i St. Omer havde ikke set Thietmars krønike, og Adam kendte intet til de to ældre skrifter. Dette er selvsagt en fordel for os. Men tidsafstanden fra de skildrede begivenheder svækker alle tre beretningers værdi. Mest åbenlyst for Adams vedkommende. Ham kan vi gribe i flere grove fejl. Således lader han kejser Otto I foretage et krigstogt op gennem Jylland, som givetvis aldrig har fundet sted, og han flytter - angiveligt med Svend Estridsen som kilde - missionæren Poppos jernbyrd fra Harald Blåtand til den svenske konge Erik Sejrsæl, som Adam lader erobre Danmark fra Svend Tveskæg.

Lad os se, hvad disse kilder fortæller om Svend Tveskægs magtovertagelse i Danmark. Thietmar nævner den overhovedet ikke; han kender kun til Svends senere ugerninger. Men munken fra St. Omer har en fyldig beretning. Den unge Svend blev, skriver han, elsket med den inderligste kærlighed af alle, kun ikke af faderen Harald Blåtand, der i misundelse over sønnens folkegunst åbenlyst tragtede efter at forjage Svend fra fædrelandet. Optændt af harme over dette svigtede hæren kong Harald og sluttede sig til Svend. Det kom til åben kamp mellem fader og søn, Harald blev såret og flygtede til vendernes land, hvor han døde kort efter.

For Adam af Bremen tegner disse begivenheder sig i et noget andet lys. Han fortæller, hvorledes Svend lagde råd med dem, som Harald mod deres vilje havde påtvunget kristendommen, om at berøve den gamle og svagelige mand kongemagten (Fig. 6). Pludselig dannede danerne en sammensværgelse, fornægtede kristendommen, indsatte Svend som konge og erklærede Harald krig. Om kampens forløb ved Adam det samme som munken fra St. Omer. Harald Blåtand tabte, flygtede og døde af sine sår hos venderne.

Hvornår skete dette? Ingen af kilderne nævner noget årstal, men hos Adam finder vi de to oplysninger, der danner grundlaget for kongerækkens »ca 985«. Den ene gælder kong Haralds regeringstid. Han styrede landet i 50 år, siger Adam, som andetsteds fortæller, at Haralds fader Gorm herskede, dengang den tyske konge Henrik 1 (Fuglefængeren) angreb Danmark. Dette skete o. 934. Harald kan da tidligst være kommet til magten o. 935 og måtte da tidligst være død o. 985. Udregningen er næppe meget værd. De 50 år er et rundt tal, der selvsagt ikke skal tages bogstaveligt; det viser blot, at Adam var klar over, at Harald Blåtand regerede meget længe.

Den anden oplysning er af væsentlig større interesse. Adam fortæller, at oprøret mod Harald fandt sted i ærkebiskop Adaldags sidste tid. Adaldag døde i 988, og »ca 985« skulle derfor nok være en rimelig datering af tronskiftet. Det må imidlertid ikke overses, at Adaldag beklædte sit høje embede som ærkebiskop i Bremen i en helt usædvanlig lang periode, ialt 51 år. Rammen for, hvad der kan kaldes hans sidste år, bliver derfor noget større end sædvanligt. Og når det desuden erindres, at Adams efterretninger om danske forhold gennemgående er meget upræcise, må det være berettiget at hævde, at der til kongerækkens »ca 985« må føjes en ganske bred margin. Så bred, at Trelleborg-året 980 i givet fald udmærket kunne ligge inden for kong Svends regeringstid.

For at komme videre må vi studere Danmarks almindelige historie i 900-årene og især betragte forholdet til Tyskland. Kong Henriks krigstog o. 934 er et passende udgangspunkt. Samtidige tyske kilder priser kongen, fordi han som den første undertvang danernes vilde og ubændige folk og gjorde dem skatskyldige. Ifølge Adam af Bremen var det kong Gorm, der måtte underkaste sig. En hundrede år ældre og meget bedre kilde, Widukinds sakserkrønike (skrevet før 968), kalder imidlertid den besejrede konge Chnuba. Dette må fremkalde mistanke om, at den tyske krigsmagt ikke nåede længere end til Hedeby ved Slien, der netop ved denne tid blev regeret af en kong Gnuba, efterkommer af en svensk erobrer, der få årtier før havde bemægtiget sig den vigtige handelsby og sikkert hele grænselandet. Kong Gorm sad højere oppe i Jylland. Han slap måske med skrækken i 934.

Ved Gorms død blev Harald Blåtand konge. Når Jelling-stenens indskrift fortæller, at Harald vandt sig al Danmark, hentyder den antagelig både til, at han blev anerkendt som konge også i det østlige Danmark, og at det lykkedes for ham at bryde svenskevældet i Hedeby og lægge grænselandet under sit herredømme. Måske måtte han ved denne lejlighed overtage den forpligtelse til at yde skat af Hedeby, som Henrik 1 havde påtvunget kong Gnuba i 934. Det er nemlig påfaldende, at Henriks søn, kejser Otto I i et brev fra 965 kan tale om den skat og de tjenesteydelser, der tilkommer ham »i danernes mark (d.v.s. grænselandet) og rige«. Under alle omstændigheder må kong Harald have manøvreret forsigtigt i forholdet til den mægtige nabo i syd. Og mon ikke kongens overgang til kristendommen, der fandt sted o. 960, skal ses som led i en nødvendig samarbejdspolitik?

Samarbejdet var dog langtfra gnidningsløst. En tysk oprører, Wichmann, søgte o. 965 at få Harald Blåtand som forbundsfælle i kamp mod Otto I, og kort tid efter advarede kejseren på en landdag i Werla i Harzen de tyske fyrster om, at de måtte sørge for at holde fred med slaverne; en krig mod danskerne trængte sig nemlig på, og der var ikke kræfter til at føre to krige på samme tid. Den spændte situation bekræftes af byggearbejder på Danevirke, der dendrokronologisk kan dateres til året 968. På begge sider rustede man sig til kamp.

Krigen kom dog først i 974, året efter den store kejsers død. Thietmar fortæller, at den nye kejser, Otto II, dette år drog til Slesvig for at angribe de oprørske danere. Da han nåede frem, opdagede han, at hans fjender var kommet ham i forkøbet ved at besætte den grav (d.v.s. Danevirke), de havde gjort til deres fædrelands forsvar. Haralds hær må have været stor. Den omfattede foruden landets egne krigere også et opbud fra Haralds norske lydrige, ledet af Hakon jarl. Det ved vi fra et berømt skjaldedigt, Vellekla, der hylder den tapre jarl. Alligevel lykkedes det for kejseren at sejre, og Thietmar fortæller, at han for at sikre sin magt byggede en borg ved grænsen og forsynede den med en besætning.

Meget taler for, at denne borg er identisk med Hedeby, som Otto II altså bemægtigede sig, og hvis halvkredsvold han forstærkede. For Harald Blåtand må dette have været en bitter oplevelse. Men Hedeby forblev ikke længe på tyske hænder. I 982 led Otto II et ydmygende nederlag til grækere og arabere i den anden ende af det vældige kejserrige. Ved efterretningen herom gik danskerne i aktion. Thietmar beretter, at hertug Bernhard af Saksen, der skulle have deltaget i et rigsmøde hos kejseren i Verona i foråret 983, måtte vende om undervejs, fordi en af hans borge, som kejseren havde sikret mod danerne med forsvarsværker og besætning, var blevet erobret af disse ved bedrag og brændt ned, efter at forsvarerne var blevet myrdet.

Den danske konge herskede atter i Hedeby. Men hvilken konge? Nogle runesten i området synes at kunne give svaret. En af dem, der står ved foden af en gravhøj i nærheden af Hedeby, er rejst af en kong Svend over hirdmanden Skarde, om hvem det fortælles, at han var draget vestpå, men fandt døden ved Hedeby (Fig. 7). En anden, nu i museet på Gottorp, er sat af Torulv, Svends hirdmand, over fællen Erik, som døde »da drenge sad om Hedeby« (Fig. 8).

Få andre danske runesten har et så talende historisk indhold, og indskrifterne er da også blevet analyseret på kryds og tværs af historikere og sprogfolk. Meningerne har været stærkt delte. Var det Svend Tveskæg, eller var det hans barnebarn Svend Estridsen, der belejrede Hedeby? De seneste runologiske undersøgelser synes at vise, at kun Svend Tveskæg kan komme på tale. Men hvilken begivenhed i denne konges dådrige liv er stenene da knyttet til? Ældre historikere fandt svaret i Adam af Bremens fortælling om svenskekongen Erik Sejrsæls erobring af Danmark (Fig. 9). Denne fortælling fremstår imidlertid efter Curt og Lauritz Weibulls undersøgelser som et rent fantasiprodukt, og man har derfor konstrueret et hypotetisk angreb på Hedeby, der skulle have fundet sted, mens Svend Tveskæg var optaget af at erobre England; kongen skulle da være vendt hjem for at drive fjenderne ud. Som støtte for denne tanke har man fremdraget et udsagn fra biskop Eggehard af Slesvig, der i år 1000 fra sit eksil i Tyskland hævdede, at hans bispedømme var affolket på grund af vilde barbarhorder: »Min by er øde, min kirke forladt, jeg har intet bispesæde mere«. Men klager af denne art får sjældent for lidt. Det er indlysende, at den tyske kirkes mænd måtte få det svært i Hedeby efter 983. Ikke fordi danskerne alment havde vendt sig mod kristendommen - anklagerne mod kong Svend for hedenskab er givetvis vildt overdrevne - men fordi man i Danmark med rette anså den tyske kirke for at være kejserens forlængede arm.

Alt taget i betragtning er der kun én kendt historisk situation, der kan indpasses i runestenenes beretning om kong Svend, der med sine »drenge« belejrede Hedeby. Det er grænselandets generobring i 983. Efter Thietmars ord faldt borgen ved bedrag - netop den klassiske udgang på en belejring. For de fleste forskere har kongerækkens »ca 985« imidlertid været en usynlig barriere, som har forhindret dem i at kombinere runestenene med denne begivenhed. Enkelte har dog vovet pelsen, i nyeste tid således Erik Moltke og H. Hellmuth Andersen, og jeg iler med at følge trop: Det var Svend Tveskæg, der i 983 erobrede Hedeby, og han gjorde det som Danmarks konge.

Efter således at have forceret barrieren vover vi os yderligere tre år tilbage i tiden. Også før den nye Trelleborg-datering var 980 et historisk år. Den angelsaksiske krønike beretter, at byen Southampton i 980 blev overfaldet af en flåde, og at de fleste af byens indbyggere blev dræbt eller taget til fange. Også Thanet, det østligste punkt på Englands kyst syd for Themsen, blev plyndret denne sommer. Vikingeflåderne, der må være kommet fra Danmark, var næppe store; nogle versioner af krøniken ved, at Southampton blev angrebet af syv skibe, d.v.s. højst 4-500 mand. Men begivenheden er vigtig. Den markerer indledningen til den sidste store fase i vikingetogene, der kulminerede med Svend Tveskægs endelige erobring af England 33 år senere. Efter mange års stilstand var vikinger fra Danmark atter i aktion på Nordsøen. Næste sommer kom der igen vikinger til England, og det følgende år brændte de endog London af (Fig. 11). I 983 havde England derimod fred. I kampen om Hedeby havde kong Svend brug for alle sine mænd.

Udgangspunktet for denne lille undersøgelse var Trelleborg-året 980. Vi har set, at de skriftlige kilder kun giver sparsom besked om begivenhederne, og at vi ikke altid skal tro, hvad de skriver. Lad os da til slut forsøge at trænge ind bag kilderne i håbet om at kunne forstå, hvad der egentlig skete. Det bliver en hypotese, der selvsagt ikke kan gøre krav på at fortælle den fulde sandhed, men som måske vil gøre det lettere at forstå den historiske situation, i hvilken de store vikingeborge bliver til:

I 974 søgte Harald Blåtand ved et stort krigstog at frigøre Danmark fra det afhængighedsforhold til den tyske kejser, som han havde måttet leve med i hele sin kongetid. Krigstoget blev en katastrofe for kong Harald. Ved et hurtigt modstød erobrede kejser Otto II både Danevirke og Hedeby, som nu kom på tyske hænder. Den tyske indflydelse i Danmark blev stærkere end nogensinde før. Striden mellem Harald og sønnen Svend skal ses i lyset af disse begivenheder. Belært af et langt livs kendskab til den tyske kejsermagt valgte den aldrende kong Harald at acceptere nederlagets vilkår, det tyske overherredømme. Det var mod denne defaitistiske holdning, Svend rettede sit oprør. Adam af Bremen vil have os til at tro, at Svend fortrinsvis hentede sine tilhængere hos den forbenede hedenske reaktion i Danmark. Dette kan ikke være rigtigt. Den unge Svend var først og fremmest samlingsmærket for stormandssønnerne, den unge, kampivrige generation, der ville genoplive fortidens vikingetraditioner, jage tyskerne på porten og vinde guld og hæder på havene. For at nå deres mål måtte de styrte kong Haralds gammelmandsvælde.

Hvis det forholder sig således, kan Harald Blåtand ikke have stået bag de store nye militære initiativer, der øjensynligt blev iværksat o. år 980. Jeg tror derfor, at Svend Tveskægs oprør og Harald Blåtands død må have fundet sted engang i slutningen af 970erne. De vikinger, der i 980 prøvede deres friske kræfter ved den engelske kyst, og som samme efterår bistod deres konge ved rejsningen af den store militærlejr Trelleborg, var kong Svends »drenge«. I 983 befriede de grænselandet. I 1013 vandt deres sønner England til kong Svend.

Lit: Aksel E. Christensen og Erik Moltke: Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby? Historisk Tidsskrift 1971. - Erik Moltke: Runerne i Danmark, 1976. - H. Hellmuth Andersen: Jyllands vold, Wormianum 1977. - Olaf Olsen, Holger Schmidt og Else Roesdahl: Fyrkat I-II, 1977.