Tanken bag tingene

Blandt de oldtidsminder, som kom i søgelyset ved anlæggelsen af den nye Farø-motorvej, var en jernalderboplads beliggende på sydskråningen af et bakkedrag øst for Ørslev ved Vordingborg; vi har navngivet den efter den nærliggende Ellerødgård. Den blev direkte berørt og måtte ofres, men forinden havde museet i Vordingborg lejlighed til at foretage en undersøgelse. Det skete foråret 1982. Jernalderen fik, hvad der tilkom den, men mellem gruber og stolpehuller stødte vi på noget, som var betydeligt ældre: en mere end 10 meter lang og 6-7 meter bred, fladbundet og meget uregelmæssig nedgravning med et indhold, der henfører den til bondestenalder. Dybden var gennemgående ringe, kun ca en halv meter, men forskellige lommer og gruber i bunden af den store sænkning fortsatte noget dybere, indtil én meter under overfladen. Grundvandet på stedet står temmelig højt, hvilket har medvirket til fundets bevaring, men generede udgraverne, idet de dybere partier hurtigt fyldtes med vand (Fig. 1). Som arbejdet skred frem, stillede blæst og sol os over for det diametralt modsatte problem: jorden tørrede ud, så at skår og andre oldsager nærmest måtte hakkes fri (Fig. 2).

Fylden i den store nedgravning bestod øverst - indtil ca 25 cm under overfladen - af brun leret muld og nederst af et tyndere lag gulligt ler med lidt indblanding af muld. Mellem de to slags fyld lå et par store uregelmæssige pakninger af større og mindre sten i flere lag, der også nåede ned i bundens gruber og fordybninger. Netop i disse bundhuller blev de rigeste fund gjort: Tætte skårlag fra stenalderkar, som formodentlig er nedsat hele, men som er trykket i stykker ved stenenes nedsynkning. Ind imellem fandtes mange flintafslag, redskaber og dyreknogler. Et spændende objekt at arbejde med, hvis man ikke havde haft vejbyggernes gravemaskiner lige i nakken. Det var nødvendigt at gå hurtigt til værks - en del hurtigere end vi kunne have ønsket - og den ene ende af anlægget måtte af praktiske grunde lades uundersøgt. Nå udgravningen gik sin gang, og til sidst stod kun de to krydsende profilbænke tilbage; de var, som man plejer ved den slags foretagender, blevet sparet med henblik på afsluttende studier af anlæggets lodrette struktur. På det tidspunkt lå pladsen i ubehagelig nærhed af en otte meter høj skrænt ned til den fremtidige vejbane, men vi var som sagt næsten færdige. Det resterende mente vi at kunne klare i et par tidlige morgentimer.

Men nej - det viste sig, at netop, hvor de to jordbænke skar hinanden, lå den rigeste og største skårsamling, som fundet havde bragt os, helt åbenbart fra oprindeligt hele kar. En sådan samling af nogenlunde fuldstændige lerpotter fra bondestenalderen er ikke hverdagskost, så nu var gode råd dyre. Gravemaskinerne tilstod os en ekstra dag, og alle sej! blev sat til i redningsaktionen.

Jordbænkene havde, blev vi hurtigt klar over, skjult en grube - den største og dybeste i den store sænkning. Over bunden og langs de tre sider lå et tykt lag skår iblandet flintafslag og en benmejsel, mens den fjerde side var optaget af en stenbunke, der bredte sig ind over midten. Nogle af lerkarrene var endnu i form, stående retvendt på deres bundflader eller omvæltede på siden. Mellem stenene fandtes dyreknogler, således underkæben fra et stort tamsvin, og her må vi være taknemmelige for grundvandet, der har bidraget til den gode bevaringstilstand. Det samme grundvand voldte os imidlertid en del besvær, det sivede hele tiden ind, så en del af den knappe tid måtte bruges til at øse. Ydermere havde det lange ophold i gennemfugtig jord givet skårene en konsistens mindende om småkager dyppet i kaffe. Den eneste mulighed for at redde dem i nogenlunde præsentabel stand var at grave dem op i store skovlfulde med henblik på senere tørring. Nogen ønskeudgravning blev det ikke, en del gik desværre tabt, men lad os se lidt nærmere på det, som trods alt blev sikret.

Efter adskillige måneders arbejde med rensning og konservering har vi nu bedre overblik over fundet. Det er svært at sige, hvor stort det samlede antal lerkar har været, men henved 30 er i hvert fald repræsenteret. Det er den tidlige bondestenalders velkendte typer: kraveflasker, øskenkrukker, tragtbægre, og hvad de nu kaldes i arkæologiens sære formbeskrivende sprog. Form og ornamentik tilsammen giver dateringen: ca 3600 før Kristi fødsel. Af de mange uforarbejdede flintafslag viser et påfaldende stort antal brugsspor på æggen. De egentlige redskaber domineres af skiveskraberne, men der er også flækker, knive og en enkelt skiveøkse. Dyreknoglerne omfatter tamko, svin og får. Flere af dem er slået i stykker på den karakteristiske måde, som benyttedes, når man ville udtage den lækre marv - og det siger jo lidt om, hvad det er, der er foregået. Nogen kule for køkkenaffald kan gruben dog ikke være. Det modsiges klart af lerkarrene.

Forholdene er bedst belyst gennem den dybe midtergrube med de mange lerkar. Der er 13 ialt, og de fleste, om ikke alle, har stået naturligt på deres bundflader. På grund af den hurtige udgravning kan de enkelte potters placering kun angives omtrentligt, men man får det indtryk, at de har dannet to grupper, en østlig med ret store, lidt sjusket udførte kar og en vestlig med en smule mindre, men til gengæld fint forarbejdede varer. Ser vi bort fra et enkelt kar, en høj øskenkrukke, synes der til hver potte i den ene gruppe at svare en lignende i den anden - der er to øskenbægre, to kraveflasker og otte tragtbægre af forskellige særformer, der ligeledes fordeler sig med en repræsentant i hver gruppe. Man fristes til at tro, der er tale om lertøj fra to husholdninger - forskellige, men med samme faste sæt af køkkenudstyr. Rødfarvede partier af grubens sider og et tyndt lag trækul i bunden vidner om, at der har været tændt bål i sænkningen, og da også krukkerne bærer tegn på at have været i ild, må vi slutte, at det er sket, efter at de var anbragt. Materialet fra de andre skårsamlinger i den store fællesgrube er langt mere ødelagt, men også her får man indtryk af lerkarsæt. Det er derfor nærliggende at forestille sig hver enkelt af de mindre bundgruber repræsenterende en husholdning og den store altså to.

Hvordan skal man forklare dette fund? Samtlige kar var sikkert hele, da de blev anbragt - formodentlig på én gang; der er intet, som tyder på, det skulle være sket ved flere lejligheder (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). De blev stillet sætvis i bundgruberne, ild antændt og stendække tilføjet, det som senere, i årenes løb, er sunket sammen og har knust karrene. De sønderbrudte knogler og beholderne taler om indtagelse af mad. Den bedst dækkende tolkning, som i øjeblikket kan gives, må være, at en fest har fundet sted, et stort fællesmåltid med deltagelse af flere familier og under udfoldelse af visse ritualer, som blandt andet har krævet, at bordservicet efterlodes på stedet. En jordprøve fra halsen af en kraveflaske er blevet undersøgt og har vist sig helt uden indhold af træpollen. Det tyder på, at festpladsen har ligget i åbent terræn (Fig. 6).

En slags forståelse af det mærkelige »offer« kan vel hentes i datidens samfundsforhold. Meget tyder på, at bondestenalderens befolkning var opdelt i stammer, hvor slægtskab og familiære bånd har spillet en afgørende rolle. Tilsvarende forhold finder vi hos senere tiders naturfolk andetsteds i verden, og vi ser, at indbyrdes konflikter og småfejder, hvor de udviklede sig, kunne blive et alvorligt samfundsmæssigt problem. Stabile forhold og venskabeligt sammenhold var af livsvigtig betydning for stammernes beståen, og dem søgte man at sikre gennem gaveudvekslinger, ægteskabelige alliancer og fester; for de sidste var fællesmåltidet af vigtighed. Den udstilling af de deltagendes bidrag, som vort fund bærer vidne om, kan da ses - ikke blot som en demonstration af den enkelte families formåen, men vel navnlig som en manifestation af selve det fællesskab, man ønskede og opretholdt gennem sammenkomsterne.

I de »stenalderfæstninger«, som i de senere år er dukket op forskellige steder i landet, således i Sarup på Fyn (se Skalk 1982:2), er der gjort fund af lignende karakter og med lige så dunkelt et åndsindhold. Nogen let opgave er det ikke, alene ud fra tingene, deres art og indbyrdes placering, at genskabe tanker, som blev tænkt for mere end 5000 år siden og på et grundlag, som er os fuldstændigt fremmed. Et fund som det foreliggende giver ingen endelig løsning, men mulighed for at komme sandheden en lille smule nærmere.