Tangen og Ebeltoft

Tangdiget er dog nok ikke så gammelt endda. Det er sandsynligvis først rejst omkring år 1700, ikke som værn mod ubudne gæster, men med det formål at beskytte den lavereliggende del af byens jorder mod oversvømmelser i forbindelse med storm og højvande. I 1600-tallet lå flere af byens kålhaver på disse lavtliggende arealer. Samtidige kilder oplyser, at såvel gærder som kål undertiden blev »af høje Flod borttaget«. Hvad har i en sådan situation ligget mere lige for end at lave et beskyttelsesdige - stormflodsdige, om man vil - langs med kysten ved blot at kaste de tangvolde sammen, som havet især efterår og forår skyllede ind. 

I løbet af 1700-tallet har tangdiget efterhånden taget form, og i 1746 nævnes det for første gang direkte ved navn (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Det forløb langs kysten på hele strækningen mellem byens nørre og søndre port og var kun gennembrudt de få steder, hvor forbindelsesveje førte fra byen til stranden; disse åbninger måtte naturligvis i katastrofesituationer spærres for gennemløb. Anlæggelsen af en havn bevirkede, at dele af kystlinjen i løbet af 1800-tallet så småt rykkede mod vest, og en havneudvidelse med tilhørende jernbanespor 1901 resulterede i et så fremskudt kystparti, at tangdiget efterhånden mistede sin oprindelige funktion. Sidste gang, det for alvor blev sat på prøve som stormflodsdige, var under en julestorm 1902, da bølgerne ikke blot gik op til digerne, men visse steder faktisk slog op over dem og satte de bagvedliggende haver under vand. 

Siden århundredeskiftet er diget blevet skæmmet af delvise nedrivninger og talrige mindre gennembrydninger, således at det oprindelige helhedspræg er udvisket. En fredning i 1957 satte dog i nogen grad en stopper for ødelæggelserne. Diget bærer imidlertid præg af almindeligt forfald som følge af mangelfuld vedligeholdelse. Derfor er der nu taget initiativ til en bevaringsindsats, som skal hindre det i helt at gå støvets vej. 

Skærer man diget igennem og betragter det i tværsnit, ser man, at der med mellemrum er påført vandrette lag af tang, som hver gang er blevet holdt på plads med et lag sand, sten og murbrokker. Dette er man fortsat med, indtil diget havde den ønskede højde omkring de to meter. Derefter har man i takt med sammensynkningen vedligeholdt det med ny tang. 

Man har udelukkende anvendt bændeltang, der også går under betegnelsen »ålegræs«. Bændeltang er en blomsterplante i modsætning til de fleste andre tangarter, der tilhører algerne. Den forekommer langs kysterne i de indre danske farvande, hvor den med sine op til to meter lange blade ofte danner undersøiske enge. I 1932-33 blev planten angrebet af en sygdom, der bevirkede, at den i en årrække var så godt som forsvundet fra størstedelen af de danske kystområder (Fig. 4). Før sygdommen satte ind, forekom bændeltang imidlertid i kolossale mængder. I østjyske fjorde kunne den ligefrem hindre almindelig sejlads, og det berettes, at efterårsstorme ofte efterlod hushøje volde af bændeltang. 

Ikke overraskende har man også andre steder i landet anvendt bændeltang til digebyggeri. Lignende stormflodsdiger som i Ebeltoft kendes således fra Hasselø på Sydfalster og Birkholm i det sydfynske øhav. Desuden har bændeltang været brugt til almindelige skel- eller markdiger, eksempelvis på Møn, hvor man i perioden 1710-41 opførte tangdiger over en strækning på mere end 35 km. 

Men kystbefolkningen har også fundet på andet nyttigt, som bændeltang kunne bruges til. Tækning af tage for eksempel. Denne byggeskik er især kendt fra Læsø, hvor den førhen var enerådende og først er gået af brug i dette århundrede. Mange steder har man desuden udnyttet bændeltangens isolerende egenskaber i forbindelse med vinterdækning af kartoffel- og roekuler samt til opbevaring af is, og i begyndelsen af forrige århundrede fandt man ud af, at den var velegnet i madrasser. Ja oven i købet bedre end krøluld, hø, halm og mos, fordi den hverken tiltrak møl eller mugnede. »Den, der ikke har sovet på tangmadras, ved ikke, hvad en god søvn er«, sagde man. Så sent som i 1950’erne var der folk, som foretrak tangmadrassen for den nymodens springmadras. 

Bændeltangen blev også brugt som gødning, endda i stor stil, men størst økonomisk betydning gennem tiderne har den nok haft i forbindelse med udvinding af salt. Den danske saltproduktions lange historie - den går måske helt tilbage i oldtiden - skal ikke fortælles her, men det kan nævnes, at saltet blev udtrukket ved en ret omstændelig proces af den aske, der opstod ved afbrænding af tangen. Af 18 vognlæs bændeltang blev otte tønder aske og deraf igen én tønde salt. Produktionen holdt sig helt op i forrige århundrede, men den havde en ulempe: røgplagen. En kommission, som omkring år 1800 blev nedsat for at undersøge dens skadelige virkninger, skriver i sin rapport, at »tangrøgen må være de beboere, over hvis huse den i lang tid stryger eller hviler, højst fornærmende, da den opfylder alt med en ubehagelig lugt og smag«. I stille vejr kunne den forårsage skader på markafgrøder, husdyr og fiskebestand, ligesom den kunne være til gene for sejladsen, når den drev ud over havet og skjulte sømærkerne. 

En polsk adelsmand, Jan Pasek, som under krigen mod Karl Gustav 1658 kom til Danmark med de polske hjælpetropper, var en tid indkvarteret i Ebeltoft. Han omtaler i sine erindringer, at man fremstillede salt af tang - eller »græs«, som han kalder det. Pasek fortæller, at »græsset« blev mejet med jernhager på følgende måde: »Man hejser hagerne ved en lang snor ned på bunden, haler græsset op, læsser det af på strandbredden og spreder det ud over buskene; når det er blevet tørt, brændes det, hvorved der indvindes et udmærket og godt salt«. 

Godt 100 år forinden, i 1544, betalte ebeltoftborgerne faktisk 16.5 tønde salt i skat til kongen, og nogen er af den opfattelse, at netop saltproduktionen skulle have været medvirkende årsag til, at byen i 1301 fik købstadsstatus. 

Og så er vi tilbage i Ebeltoft, hvor tangdiget som et enestående monument minder os om den betydning, bændeltang gennem tiderne har haft for den gamle købstad, kystbefolkningen og for landet som helhed (Fig. 5).