Taks

Tvivl er der dog, det mener i hvert fald botanikeren Johan Lange, som for en halv snes år siden foretog beregninger over stammens tykkelsestilvækst. Taks vokser langsomt, og man ved fra målinger af meget gamle eksemplarer, at stammetykkelsen øges med kun ca en millimeter årligt. Hos Bromølle-taksen ser det imidlertid ud til, at tilvæksten over de godt halvtreds år, man har kontrolleret tykkelsen, er sket i et ti gange hurtigere tempo. Lange anslår alderen til blot 155-175 år, og det er jo en væsentlig reduktion. Men lad os se lidt på taksens almindelige historie.

Vi kender taks bedst som en to-tre meter høj tæt busk med stedsegrønne nåle, for eksempel på kirkegårde, men den kan altså også optræde som et træ, der dog sjældent bliver højere end ti meter. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa og i et bælte langt ind i Asien. Tidligere har den utvivlsomt været almindeligt vildtvoksende, også i Skandinavien og England. Herhjemme har vi en sidste rest af en oprindelig bevoksning omkring Munkebjerg ved Vejle fjord, mens andre enkeltstående taks-træer rundt om i landet kan være plantet af mennesker eller forvildet fra sådanne plantninger. Trods en hjælpende hånd her og der, blandt andet som nævnt fra munkene, er arten overalt i sit udbredelsesområde gået stærkt tilbage. Taks har det biologiske handicap at være delt i han- og huntræer (Bromølle-taksen er således en dame), og når dertil kommer, at frøene er et par år om at spire, og at væksten - normalt - er meget langsom, forstår man, at rovhugst let satte sine spor. Bestanden har slet ikke kunnet holde trit med efterspørgselen. Det rødbrune ved, der er uden harpiks, hårdt og elastisk, fortræffeligt til alle slags redskaber og beholdere, har været efterspurgt langt tilbage i tiden. Ikke mindst til buer var det højt værdsat (Fig. 1). Dette våben spillede gennem hele oldtiden og en stor del af middelalderen en vigtig rolle til krig og jagt; træsorten kunne være forskellig, men taks var foretrukket (Fig. 2). Takstræsbuer optræder i fundene - således de store danske mosefund fra sen-romersk tid - og deres fortræffelighed er historisk bevidnet. For eksempel var de overlegne langbuer af taks den væsentligste årsag til, at englænderne i 1300-tallet gentagne gange vandt over talmæssigt stærkere franske hære.

Hvor stor militær betydning, man tillagde træet, fremgår af engelsk lovgivning, der fra 1100- til 1500-tallet forbød al eksport af takstræ. Der var desuden forordninger om at plante taks ved borge og på kirkegårde, og alle engelske skibe, som anløb Rügen og Pommern, var forpligtet til at tage taksstokke med hjem. En livlig handel pågik med taks fra Alperne, Karpaterne og Sydtyskland. Det giver en antydning af omfanget, når man hører, at et enkelt værksted i Nürnberg på et år fremstillede ikke færre end 36.655 takstræsbuer, hvortil medgik veddet fra ca 10.000 træer. Da krigsførelsen moderniseredes med ildvåben, aftog brugen, kun til turneringer og i ganske specielle tilfælde holdt man fast ved buen. Så sent som omkring sidste århundredskifte blev der benyttet taksbuer til hvalfangsten ved Bergen.

Navnet taks sættes undertiden i forbindelse med græsk toxon, der betyder bue, men oprindelsen er snarere fra det latinske texo, væver; barken blev brugt til flette- og vævearbejde. Herhjemme har den tidligere haft et andet navn, et kort ord, hvori indgik i eller y. I runelitteraturen forekommer yr for et stedsegrønt træ og for bue, mens Ældre Edda omtaler en yrbogi - taksbue. Idegran hedder træet endnu på svensk, og i'et i nogle af vore ældste stednavne kan sikkert tolkes som taks; Idum, Ikast, Isted med flere. Bortset fra Ibæk ved Munkebjerg er der ikke levnet mange træer til at bekræfte tydningen. Ved gården Irup i Thy har dog gennem generationer stået nogle få taks. Deres alder har man anslået til 800 år, men med Bromølle-taksen i erindring er det nok bedst at tage forbehold.

Også i den nordiske mytologi har træet sat sine spor: torvet i gudebyen Asgård er beplantet med taks, og Thors stedsøn, krigeren og bueskytten Ull, bor i Ydalir (taksdale). Vender vi nu tilbage til den sjællandske jord, har vi en halv snes kilometer fra Bromølle stednavnet Ulvig; det er tolket som Ulls vi, så med lidt fantasi kan man måske også se taksen brede sig her. Både Bromølle og Ulvig ligger i kanten af den store Åmose, og vi kan passende minde om, at der i denne for en del år siden fandtes en mærkeligt tilskåret træstok af taks, som i en Skalk-artikel (1971:5) er søgt forklaret som en budstikke og med forbehold dateret til den senere middelalder. Et andet fund af samme træsort kommer fra den nærliggende Garbølle mose: en æske, hvis runetegn tidsfæster den til omkring 3-400 efter Kristus. Taksen ynder en fugtig grobund, så den kan udmærket have trivedes omkring mosen. Munkenes forstvirksomhed var måske en slags vedligeholdelse.

Bromølle-taksen er fredet og fortjener det, selvom den af naturvidenskaben er berøvet sin høje alder. Den kan løfte kronen i stolt bevidsthed om at føre en gammel tradition videre. Et enligt vidne om de store taksskoves dystre skønhed.

(Fig. 3)