Svenskerne i Køge

I kælderen til Andelsbankens ejendom på hjørnet af Torvet og byens hovedfærdselsåre Nørregade var et hold arbejdere 15. juni i gang med udgravninger til et boksanlæg, da en af holdet, Hans Christian Andersen fra Enderslev, pludselig fik en ekstra vægt på skovlen: sølvmønter i massevis. Arbejdet blev standset, og i løbet af kort tid fik sjakket samlet henimod 320 store pengestykker svarende til ni kilo sølv. Nu gik der bud til Køge museum, som sammen med Nationalmuseet foretog det videre fornødne. Yderligere et par mønter dukkede op ved efterundersøgelsen, så at tallet kom op på 322. Læderrester viser, at skatten har ligget i en pung, og det ser ud til, at denne har været placeret i hulrummet mellem to fundamentsten i en bygning, som tidligere har ligget på grunden. Den nye bankboks er altså ikke den første her på stedet (Fig. 1).

Skattefund af denne art samler sig dateringsmæssigt omkring krigsperioderne, og dette er - som allerede antydet - ingen undtagelse; en foreløbig gennemgang har vist, at de yngste mønter må være slået 1658, svenskekrigens tid. En mand har skjult sin formue i håb om senere, når tiderne bedredes, at kunne hente den igen, men det er ikke sket. Man aner en tragedie. Det var i så fald ikke den eneste, der udspilledes omkring svenskekongen Karl X Gustavs stormløb på Danmark i årene 1657-60, hvor netop Køge betalte sin rigelige del af prisen.

Det var Danmark, der erklærede krigen, som primært gjaldt magten i Østersøområdet, men initiativet gik meget hurtigt over til modparten. Kong Karl, som, da han modtog meddelelsen, var dybt engageret i krig mod Polen, tabte pludselig interessen for dette land, drog i ilmarch mod Holsten og stod, før man vidste af det, i Jylland, hvor den nyanlagte fæstning Frederiksodde (Fredericia) blev indesluttet og erobret. Herefter kom turen til øerne. Velkendt er det, hvordan han forcerede de islagte bælter og i løbet af ganske få dage over Fyn, Langeland og Lolland-Falster nåede frem til Vordingborg, hvorfra turen gik til Køge og videre mod hovedstaden. Den danske regering havde under disse omstændigheder intet valg. Ved freden i Roskilde 26. februar 1658 kunne den svenske konge stort set diktere sine betingelser, som blandt andet omfattede afståelse af Skåne, Halland og Blekinge (Fig. 2).

Køge, der var blevet besat 13. februar, tilsyneladende uden kamp, måtte som alle andre byer på marchruten tåle skatteudskrivning og indkvartering, men synes dog at være sluppet nogenlunde skånsomt gennem denne fase af krigen. Hen på foråret brød de fremmede tropper op. Køgeborgerne trak vejret lettet, ukendte med, hvad der ventede.

Karl Gustav fortrød omgående, at han ikke havde benyttet den gunstige lejlighed til en endelig udslettelse af Danmark, men det var endnu ikke for sent, mente han. 7. august samme år gjorde han landgang ved Korsør, og denne gang skulle hovedstaden ikke slippe. I løbet af ganske få dage var størstedelen af Sjælland rendt over ende af det svenske rytteri - også Køge, der blev genbesat allerede dagen efter landgangen. Kun fæstningen Kronborg og København holdt endnu stand. Frederik 3. foretrak døden i sin rede fremfor overgivelse, og det københavnske borgerskab sluttede op om ham. Hvordan det videre gik, er så velkendt, at det knap behøver nævnes: Efter fire ugers belejring faldt Kronborg, mens København holdt stand, blandt andet på grund af hollandsk undsætning ad søvejen. Krigen fik mere og mere karakter af stillingskrig. 10. februar 1659 løb svenskerne forgæves storm mod byen, men fjendtlighederne blev ikke indstillet af den grund.

For Karl Gustav gjaldt det at bide sig fast i sin udsatte stilling på fremmed territorium. Han måtte sikre sig bagland og forsyninger; de sidste hentedes bedst i de besatte købstæder. Allerede få dage efter Køges anden besættelse, 8. august 1658, etablerede svenskerne en velordnet udplyndring af byen. Det foregik på den måde, at krigskommissæren eller generalproviantmesteren rekvirerede, hvad der var brug for, og det var så op til byens eget styre, borgmesteren og rådmændene, at fordele byrderne på de enkelte borgere. Nogle regnskaber med taksationer for varer og naturalier, omhyggeligt ført af stadens kæmner, er endnu bevaret, herigennem kan vi i grove træk følge forløbet. Blandt det først beslaglagte var tømmer, graveredskaber, søm og jern; det skulle føres til svenskernes lejr uden for København til brug for de fremskudte løbegrave nær de københavnske bastioner. Transporten, de mange vognlæs ført frem ad dårlige veje, måtte byens borgere eller omegnens bønder besørge. Men hovedrollen spillede naturligvis fødevarerne. Køge måtte så længe besættelsen stod på månedligt levere proviant for ikke mindre end 2000 rigsdaler.

Som afgørelsen trak ud, blev en yderligere sikring af besættelsestroppernes stilling nødvendig, og det i forvejen hårdt prøvede Køge måtte endnu engang holde for. Med sin udmærkede beliggenhed i det svensk besatte Sjælland og med sine havnefaciliteter kunne byen ved opførelse af svære jordværker omdannes til en stærk fæstning.

Med den svenske hær fulgte flere, der besad de fornødne kundskaber til at bygge sådanne anlæg. En af dem, Erik Dahlberg, kan sammen med Køges kommandant, oberst Stahl, have udarbejdet den fæstningsplan, som findes bevaret i flere næsten identiske versioner i danske og svenske arkiver; en af tegningerne bærer i hvert fald Stahls signatur (Fig. 2). For at kunne fremstille fæstningsplanen var det nødvendigt med et kort over byen, og det har man øjensynlig skaffet sig ved en regulær opmåling (Fig. 3, Fig. 4). I Pufendorfs få år yngre værk om Karl Gustavs krige finder vi begge planer gengivet som kobberstik: Byen før fæstningsbyggeriet og samme med indtegnet fæstningsanlæg. At de besidder rimelig nøjagtighed, har udgravningerne kunnet bekræfte.

Det interessante dobbeltbillede, der så tydeligt illustrerer begivenhedsforløbet, er gengivet herover. På kortet til venstre ser man byens regelmæssige gadenet omgivet af forfaldne, tilsyneladende helt usammenhængende, voldgrave; den nye befæstning er kun lige antydet. Kort nr 2 viser den i fuld udfoldelse: et regelmæssigt geometrisk anlæg med 11 bastioner, hvoraf tre på den sydlige åbred. Som man vil bemærke, er de nye forsvarsværker flere steder lagt ind bag de gamle uden hensyn til eksisterende bebyggelse. Planens realisering forudsatte omfattende nedrivninger.

Fæstningsplanen, der kan antages udarbejdet i de første måneder af 1659, blev straks iværksat. En større arbejdsstyrke - der er gættet på henved 500 mand - blev udskrevet fra byen, nabobyerne og oplandet. Man kan tænke sig til de scener, der udspilledes, da nedrivningsholdene tog fat for alvor. Ud over gårde og huse blev den ene af byens to kirker ofret og kirkegården opgravet til bastion. Selv de døde blev ikke skånet.

I februar 1660, hvor man var nået langt med arbejdet, men dog knap nok færdig i alle afsnit, indtrådte uventet en ny situation: Karl Gustav døde pludselig i Göteborg. Nye fredsforhandlinger kom igang, og i maj var krigen forbi - også for Køges vedkommende, men da havde byen fået et knæk, som den aldrig rigtig forvandt. Af en øjenvidneskildring fra tiden umiddelbart efter besættelsen fremgår det, at »16 hovedgårde var afbrudte eller ødelagt. Af 40 andre gårde fandtes 26 øde og 14 nedbrudte, desuden lå 90 boliger og 7 huse i ruiner«. Alt ialt opgjordes den skade, byen havde lidt, og de udgifter, den havde haft, til 116.779 rigsdaler, men hertil kommer en lang række andre tab, som vanskelig lader sig omregne i penge.

Frederik 3. kan måske umiddelbart efter fredsslutningen have haft planer om at færdiggøre værkerne, men de kom i hvert fald ikke til udførelse, allerede 1661 besluttedes det at sløjfe dem. I dag er så godt som alt forsvundet. Kun enkelte steder i private haver og i et åbent parkterræn kan man med god vilje ane et par af bastionerne som svage højninger (Fig. 5).

Tilbage til sølvskatten. Målt i forhold til den samlede udgift ved svenskernes besøg repræsenterer den en mindre sum, men næppe mange enkeltpersoner har i disse år kunnet mønstre så stor en kontant formue. For de godt 310 daler, fundet kan omregnes til, kunne man i normale tider købe et halvthundrede okser eller 75 stude, hvis man da ikke foretrak et par og tyve tønder smør eller halvandethundrede tønder Rostocker øl (bedste kvalitet). Men i krigstiden var priserne højere, under Københavns belejring blev de både fem- og tidoblet (Fig. 6).

Vi skal ikke her forsøge at foregribe senere arkivundersøgelser, der måske - måske ikke - kan give fingerpeg om ejermandens identitet, men det må være rimeligt at søge ham mellem de op mod 200 personer, som døde i byen 1658-59 (Fig. 7). Det er nærliggende, at han har været forretningsmand; få andre af byens borgere kan have ligget inde med kontante penge i et så betydeligt omfang. Hjørneejendommen, vi har at gøre med, ejedes netop af en af byens mest velhavende købmænd, som imidlertid overlevede krigen. Har nogle af hans kolleger haft adgang til huset (Fig. 8)?

Nu er det højst tænkeligt, at en eller flere af de svenske officerer har været indkvarteret i den rige købmandsgård, så det kan vel også være dem, der har skaffet lidt plyndringsgods af vejen. I en af naboejendommene på torvets nordside, borgmester Ditlev Bertrams gård, logerede i krigens første tid selveste Karl Gustav, når han var på gennemrejse, og lidt længere nede, stadig langs torvets nordside, finder vi den svenske kommandant Stahls hovedkvarter i en gård, hvis hovedbygning endnu er bevaret, skønt flyttet til Køge museums have.

Køge-skattens finder har fået, hvad der tilkom ham i danefægodtgørelse, og byens folk har allerede kunnet tage fundet i øjesyn på Køge museum, hvor det en kort tid var udstillet før konserveringen på Nationalmuseet. Måske har en og anden af gæsterne på hjemvejen lagt turen gennem parken over svenskeskansernes umærkelige højninger. Sådan kan vi idag, på betryggende afstand, betragte ulykken, der for 300 år siden ramte den østsjællandske by.

Lit: Militært Tidsskrift 1941. - Køge Museum 1973-75 (Årbog udg. 1976). - Køgeskatten vil blive publiceret i Historisk Årbog fra Roskilde Amt 1979.