Svendborgs svantevit

Træsorten er af vedanatomen Thomas Bartholin fra Lunds universitet bestemt som enebær, men hvad er der i øvrigt ved denne pind, som berettiger så megen opmærksomhed? Jo i den ene ende er udskåret et hoved med ikke mindre end fire ansigter. De er helt ens med øjne, en lang smal næse og spidst fuldskæg samt øverst og fælles for alle en nærmest rundpuldet hat. Fremstillingen leder straks tanken hen på vendernes flerhovede guder, som Valdemar den Store og Roskildebispen Absalon omstyrtede under det berømte togt i 1169. 

En udførlig og meget detaljeret fremstilling af disse begivenheder har vi fra Absalons egen historieskriver Saxo (Fig. 1). Som naturligt er, dvæler han især ved det, der var krigens absolutte højdepunkt, nemlig erobringen af borgen Arkona på Rygen og den efterfølgende tilintetgørelse af guden Svantevit. Det er næppe sandsynligt, at Saxo selv har været med på togtet, men han må have sine oplysninger fra en meget velunderrettet kilde, vel sagtens Absalon. Lad os gennem hans beskrivelse (i Jørgen Olriks oversættelse) se nærmere på den nævnte Svantevit. 

»Inde i huset stod et vældigt gudebillede, langt større end nogen mand og mærkeligt at se til med sine fire hoveder og fire halse, hvoraf de to vendte fremad og de to bagud, dog således at både fortil og bagtil så det ene hoved til højre og det andet til venstre (Fig. 2). Skægget var studset, og håret var klippet, så det lod, som kunstneren med vilje havde gengivet Rygboernes hårsæt. I højre hånd holdt han et horn, prydet med flere slags malm, som helligdommens præst årlig havde for skik at fylde med vin, og af drikkens stand i hornet tog han varsel om det nye års vækst. Den venstre arm holdt han bøjet og satte hånden i siden. Kjortelen nåede ham ned på skinnebenene; benene var skårne i en anden slags træ, og sammenføjningen ved knæene var så godt gemt, at man skulle se meget nøje efter for at opdage stedet, hvor de var fældet ind«. - Her følger en længere skildring af gudens dyrkelse, der omfatter varselstagning, ofring og et vældigt ædegilde, hvor offerdyrenes kød fortæres. I templet findes store skatte, og så agtet er denne Svantevit, at endog nabokonger sender ham gaver. Saxo kan forarget berette, at Valdemars medbejler til tronen, Svend (Grathe), har hædret guden »med et drikkekar af ypperligt arbejde for at vinde dens nåde«. Han har altså »udenlands søgt sig fremmede guder, men siden kom han da også til straf for slig helligbrøde ynkeligt af dage«. 

»Næste dag skulle Esbern (Snare) og Sune på kongens bud styrte billedstøtten om, men uden øksehug var den ikke til at rokke af pletten, og efter at have revet omhænget fra helligdommen bød de derfor deres svende hugge den om, men bad dem endelig vare sig godt, når den vældige klods faldt, at de ikke kom ind under den, thi da ville det hedde sig, at det var den vrede guds hævn. Imidlertid havde en stor mængde af byboerne samlet sig om hovet i det håb, at Svantevit i sin vrede over slig hån nok ville lade dens ophavsmænd føle sin vælde«. Det ville Svantevit imidlertid ikke, den faldt med et brag til jorden. »Uvætten blev man vaer i et sort dyrs lignelse, der sprang frem fra det indre og med det samme var ude af syne«. 

»Nu fik byfolkene bud om at slå reb om støtten og slæbe den bort, men de turde ikke selv indlade sig derpå af frygt for deres gamle gud og satte derfor fanger og fremmede folk, der levede der i byen, til det stykke arbejde, da de helst ville vende afgudens vrede mod slige stympere -. - - Da det led mod aften, kom alle kokkene med deres økser og huggede løs på billedet, der snart var flakt til pindebrænde. Det kan ej være andet, end at Rygboerne må have skammet sig ved deres gamle gud, som de havde arvet fra deres fædre og holdt højt i ære, når de nu så ham brugt til usselt brændsel under fjendens madgryder« (Fig. 3). 

I den vendiske gudeverden var Svantevit hovedpersonen, men han havde underguder, hvis helligdomme i byen Karenz danskerne også fik lejlighed til at ødelægge under togtet 1169. I en af dem stod »en støtte af eg, der hed Rygevit, og som fra alle sider var ful og naragtig at skue, thi svalerne havde bygget rede under hans ansigt og sølet hele brystet til med deres skarn«. Han havde »syv mandsåsyn under én isse og lige så mange virkelige sværd med tilhørende skeder - - et ottende holdt han draget i højre hånd - « (Fig. 4). Et andet gudehov var forbeholdt Porevit. »Han var afbildet med fem hoveder, men uden våben. Da han så var hugget om, kom raden til Porenuts hov. Hans støtte havde fire ansigter; et femte bar han på brystet Han faldt også for svendenes økser«. - Om Rygevits størrelse fortæller Saxo, »at Absalon, når han trådte ham på tæerne, knap kunne nå ham op til hagen med den lille håndøkse, han gerne bar hos sig«. 

Hvem var disse vender? Et folkeslag af slavisk oprindelse, som i 600-årene nåede frem til Østersøens sydkyst. Hvor de kom fra, er der ikke fuld enighed om - nogle mener fra Ukraine, andre fra området nord for Karpaterne. De talte et sprog i slægt med polsk og var naturligvis hedninger, hvad de, som vi har hørt, vedblev at være meget længe, helt frem til slutningen af 1100-årene, hvor de som et af de sidste folkeslag i Europa antog kristendommen under pres fra danske og tyske magthavere. En opløsningsproces var sat i gang, og den fortsatte middelalderen igennem. Det vendiske sprog forsvandt praktisk talt, og selve kulturen blev efterhånden opslugt af den germanske. Om venderne, mens de eksisterede, benyttede denne betegnelse om sig selv, synes tvivlsomt; ordet er næppe af slavisk oprindelse. Det kan være naboernes navn til de fremmede. 

Som det fremgår af Saxo-citaterne, adskilte den vendiske gudeverden sig fra de fleste andre folkeslags ved sit stærke indslag af flerhovede (eller måske rettere fleransigtede) skikkelser. Rygevit havde syv, Porevit og Porenut fem og hovedguden Svantevit fire ansigter - hvortil kan føjes den trehovede Triglaf, som Saxo ikke nævner. Fra Polen kendes flere fund af figurer, som sandsynligvis forestiller Svantevit, således én i kalksten, 2,57 meter høj, opfisket 1848 i floden Zbrucz, men også små i træ udførte fremstillinger, der meget minder om vor fra Svendborg (Fig. 5). Mon ikke vi kan tillade os at tolke disse sidstnævnte som Svantevitbilleder i rejseudgave, svarende til katolikkernes små, transportable krucifikser (Fig. 6). Hjemme kan figurerne have stået på husaltre. 

Men har der da været vender - endda hedenske vender - i 1100-årenes Svendborg? Spørgsmålet kan besvares bekræftende, om end bevismaterialet er noget sparsomt endnu. Allerede fra omkring år 700 har slaverne efterladt deres visitkort i omegnen, nemlig i form af lertøj på handelspladsen ved Lundeborg (se Skalk 1990:1). Senere, i vikingetiden og den tidligste middelalder, var hele det østlige Danmark under kraftig vendisk påvirkning - det ses især af Østersøkeramikken, som i denne periode dominerer det danske lertøj; den er fremstillet i Danmark, men med tydeligt vendisk forbillede. Af egentligt vendergods fra middelalderens Svendborg kan nævnes flere tenvægte af bly og læderskeden til en kniv. 

At vendernes ophold i Danmark ikke indskrænkede sig til korte besøg, viser stednavnene. Forståeligt nok er det hovedsageligt i landets sydøstlige egne, man møder disse sproglige spor, således på Lolland-Falster, hvor navne med endelsen -itse forekommer i flere tilfælde (f. eks. Tillitse og Korselitse); den er af rent slavisk oprindelse og må betyde, at venderne en overgang har været bofaste her. På Tåsinge og Langeland finder man »Vindeby«, et navn som ifølge stednavneforskeren Kristian Hald må tolkes som »venderby« (vender på gammeldansk = windir), og der er flere vinde-navne i området, som kan antages at være af tilsvarende betydning. Mens itse-endelserne skyldes venderne selv, må vindeforleddene være givet af deres danske naboer, hvilket taler om fredelig sameksistens. 

Det stemmer jo ikke så godt med Saxos billede af venderne som arvefjenden, men går vi til de lidt ældre - ganske vist meget sparsomme - kilder, får vi et noget andet indtryk. Harald Blåtand ægtede Tove, venderfyrsten Mistivis datter, og omvendt fik en anden vendisk fyrste, Godskalk, en af Svend Estridsens døtre til hustru (Fig. 7). Det ser ud til, at der gennem den senere del af vikingetiden har hersket rimeligt gode forhold de to folk imellem, så det billede, jordfund og stednavne tegner, er nok ikke helt galt. Der synes at være tale om en tæt kulturforbindelse til glæde for begge parter. Hos os lærte venderne at lave klinkbyggede skibe - dog med den vigtige afvigelse, at hvor danskerne samlede fartøjerne med jernnagler og tætnede med fæhår, brugte venderne trænagler til sammenføjning og mos til kalfatring. Måske har vi til gengæld lært brobygning i Venden - ved Szczecin i Polen er fundet en 2,5 km lang bro med samme konstruktion som den betydeligt kortere, men stadig meget lange Ravningbro ved Vejle, dendrokronologisk dateret til ca 980. Og skulle det være umuligt, at de vendiske rundborge med deres store træforbrug i voldkonstruktionen kan have inspireret til de danske Trelleborge? Det virker alt sammen meget venskabeligt, men med middelalderens indtræden ændredes tingenes tilstand. Det relativt gode naboforhold kølnedes, venderne hærgede på Danmarks kyster, og danskerne slog hårdt igen. 

I den nordiske mytologi, så vidt vi kender den fra litteraturen, optræder ingen flerhovede guder, så der er al grund til at tro, at Svendborgs Svantevit er ægte vendisk. Den lille træmand er vel tabt af en gæst i byen. Indtil videre er han enestående i Danmark, men det er ikke sikkert, han bliver ved med at være det. De vendiske bebyggelser i Sydøstdanmark er et fristende emne for arkæologien at tage op (Fig. 8).