Sunket i havet

Nu plejer bopladser naturligt nok at ligge på tør grund, men mange af de ældste er gennem senere landsænkning kommet under vand, og det er dem, der her er tale om. I Ertebølletiden, den af jægerkulturerne, som ligger nærmest op mod bondestenalderen, havde Danmark nogenlunde antaget sit nuværende omrids, men var dog stadig i bevægelse, det vippede så at sige omkring en linje fra Nissum fjord til Nordfalster. Hvad, der er nord for denne grænse, har senere hævet sig, omend ikke overvældende meget, mens det sydfor liggende er sænket tilsvarende, så at datidens kystbopladser er blevet undersøiske. Flere af disse er i de seneste år blevet undersøgt i området omkring Ærø (se Skalk 1980:1), og hertil kommer den, som nu skal omtales, i Tybrind vig på Fynssiden af Lillebælt. Arbejdet, som forestås af Forhistorisk arkæologisk Institut ved Århus Universitet i samarbejde med mere end et halvt hundrede arkæologiinteresserede dykkere fra talrige jyske klubber, har stået på gennem fem år og er stadig uafsluttet. Det er den største og mest udbyttegivende udgravning af denne art, som endnu er foretaget.

Det var sportsdykkere fra Fredericia, som i 1976 opdagede pladsen gennem hundredevis af oldsager, som lå spredt på havbunden: Flintredskaber, masser af dyreknogler, hjortetaksøkser, lerkarskår - blandt de sidste materiale til et næsten komplet lerkar af tidens spidsbundede type og to »lamper«. Mange af hjortetaksøkserne havde stadig skaftet i behold, hvilket er sjældent og klart viste fundets kvalitet. I øvrigt ved vi - netop på grund af landsænkningen - ikke særlig meget om Ertebølletiden i denne del af landet. Der var altså al grund til at gå i gang.

Fundet blev gjort ca 250 meter ude i vigen på 2,5 - 3 meters dybde. Her har Ertebølletidens kystlinje gået. Selve bopladsen har naturligvis ligget oppe på stranden, men affald og tilfældigt tabte ting er havnet ude i vandet, hvor de er sunket ned i mudderet, nu repræsenteret ved et flere meter tykt gytjelag med store oldsagsmængder, hvoraf især de usædvanligt velbevarede træsager tiltrak sig opmærksomheden. Nær bopladsen overlejrede gytjen en naturlig muslingebanke, overvejende med østers, som må have haft stor interesse for beboerne.

Forsigtigt begyndte man med en prøveundersøgelse, og da den faldt vellykket ud, besluttedes det at gennemføre en egentlig udgravning, den der som sagt endnu er i gang. Skønt arbejdet udføres af dykkere på to-tre meters dybde, adskiller det sig ikke meget fra det, som praktiseres på landjorden. Et målesystem er forankret i havbunden, og området inden for dette udgraves i kvadratmeterfelter. Den fine gytje fjernes enten med ske eller ved forsigtig viften med hænderne. Til at bortskaffe det meget slam, der hvirvles op, hvor mange dykkere arbejder, og som kan gøre vandet helt mælket, bruges 4-6 kraftige pumper monteret på store tømmerflåder forankret lige over bopladsen. Hvert enkelt funds stilling i lodret og vandret plan bestemmes ved hjælp af målinger. Der tegnes profiler og udgravningsplaner, og der tages prøver til pollen- og kulstof-14 analyser - alt som på landjorden.

At dette kan lade sig gøre, skyldes en række heldige omstændigheder. Vigen er et forholdsvis roligt farvand uden særlig kraftig strøm, bunden er jævn og laget, hvori der graves, omend blødt dog af en så fast konsistens, at lodret gravede vægge kan blive stående - ikke blot i kort tid, men fra år til år. Vanskeligheder er der imidlertid nok af, en dykker kan kun arbejde 2-4 timer ad gangen, hvorefter der skal være hvilepauser med luftpåfyldning, og selv moderat blæst medfører, at havet bliver uklart og udgravning næsten umulig. Motorer, pumper, flåder og både skaber problemer og er i øvrigt ikke gratis. En udgravning som denne er vel omtrent dobbelt så dyr som en tilsvarende på landjorden.

Som et argument for udgravningens iværksættelse kan også fremføres, at pladsen omend velbeskyttet alligevel på længere sigt er truet af udslettelse. Nok er strømmen svag, men det forhindrer den ikke i at gnave i gytjemassen, som sikkert efter en - ganske vist lang - årrække vil være helt opædt. De mange overfladefund, som gav stødet til undersøgelsen, viser at meget - måske en halv til en hel meter - af de øverste fundlag allerede er bortskyllet.

Undersøgelserne ved Tybrind viser, at denne egn er sunket mindst to meter siden Ertebølletid. Man skulle altså tro, at hele den daværende kystlinje nu lå under vand, men det er ikke tilfældet; samtidig med sænkningen er nemlig sket en tilgroning i den indre del af vigen, der oprindelig har været stærkt fliget, så at noget af det, der dengang var vand, tværtimod hvad man kunne vente, nu er tørt land. Udefter, mod Bæltet, har det takkede farvand været afgrænset af en odde, som sydfra i en bue har strakt sig op til et indløb, en dyb, stejlsidet strømrende dannet ved tidevandets erosion. Fra baglandet løb flere bække og åer ud i noret (som vi må kalde det), hvis vand derfor må have været brakt. Kun helt ude ved sejlrenden var det frisk og salt nok til, at muslinger kunne leve. Her lå den omtalte østersbanke og bopladsen, som i øvrigt ikke er egnens eneste; der er ved tidligere lejligheder gjort lignende fund i vigen.

Stedet var velvalgt. Muslinger, som var en yndet spise, hentede man lige i nærheden, og der var rig adgang til både havets og norets ressourcer gennem fiskeri og fangst af søfugle. Både langs strømrenden og ved norets lavvandede bredder med deres tætte rørskove har det været let at opsætte fiskegårde, og også omegnens vandløb bød på muligheder for rusefiskeri. Hassel-, birke- og ellekrat har kranset noret, og længere oppe, i det egentlige bagland, voksede egeskoven tæt, dog isprængt lidt lind, elm og fyr. Ikke mindst denne urskov med dens bestand af køddyr, pelsvildt og næringsgivende planter har været vigtig for befolkningen.

Desværre er det meste af selve bopladsen, hvor husene har været, opædt af havet, men den gamle strandbred ligger tilbage, og dertil kommer så affaldslagene ud for pladsen, med de omtalte fine bevaringsforhold, der skyldes den konstante fugtighed. Over en strækning af ca 50 meter langs den gamle kystlinje er der fundet oldsager, de fleste sikkert kasserede, andre tabt under fiskeri. (Fig. 3). Rækker af hasselstokke er vel rester af fiskegårde, mens svære, nedhamrede pæle kan have været brugt til fortøjning, og et 6x6 meter stort »brolagt« område har lettet færdslen fra bopladsen, over den mudrede bred ud til åbent vand. Også på muslingebanken, hvor man naturligvis har færdedes, er fundet oldsager omend ikke i stor mængde.

Af pladsens beboere fandtes adskillige rester, således flere kraniebrudstykker, ét med svære skader. Et bemærkelsesværdigt fund blev gjort oppe på selve bopladsen: en lav grube med skelettet af en ung kvinde, liggende udstrakt på ryggen med et barneskelet ind over sig, men uden ledsagende genstande. Graven, som det må være, er med kulstof-14 metoden dateret til ældste del af Ertebølletid. Et stykke af et andet kranium fundet sammen med en gennemboret hjortefortand kan være rester af endnu en grav. Sådanne tandperler af kronhjort og vildsvin var der flere af på området. Man pyntede sig.

Nødde- og muslingeskaller, men især de mange dyreknogler fortæller om ernæringen. Kronhjort og vildsvin har været vigtigst, rådyr også af betydning, mens skovens kæmper, de virkelig store køddyr elg og urokse optræder sparsomt - de var vel i det hele taget sjældne og dertil vanskelige at komme til livs. Mår, vildkat, ræv, odder, grævling og ilder er blevet jaget talrigt, men sikkert for pelsens skyld; de slag- og snitmærker, som findes på kranierne, stammer næppe alene fra fangsten, men vel især fra den efterfølgende flåning (jfr Skalk 1979:2). Rester af and og svane forekommer, men ellers er der, mærkelig nok, langt mellem fugleknoglerne, derimod har fisk - småtorsk, ål og pighaj - jævnlig stået på menuen. Ude på Bæltet har man jaget marsvin og sæl, ja endogså storhval, som et ribben beviser. Der har været glæde på bopladsen, den dag det dyr blev hjembragt, om det nu var strandet eller blev taget med harpun på havet.

Til hele denne fangstvirksomhed og i øvrigt til livet i det lille samfund hørte talrige redskaber. Ruser og ålegårde er allerede nævnt, men der er meget andet, som viser, at havet ud for bopladsen har været flittigt benyttet fiskevand. Kroge af ben forekommer ofte; en af dem havde en stump snøre (senetråd?) tilbundet med et dobbelt halvstik. Lystergrene af træ (jfr Skalk 1981:6) er heller ikke ualmindelige og fandtes i adskillige tilfælde lodretstående, antagelig tabt, når ålestangeren jagede redskabet ned i mudderet. De er oftest af hassel, undertiden dog af birk, og optræder i to udgaver, en lang og svajet, som er den almindeligste, og en kort og but, ofte flosset op i enderne ved stød ned i havbunden. Grunden på de forskellige fiskepladser har vel været af vekslende hårdhed, og man har indrettet redskaberne derefter.

Våben og værktøj i øvrigt er det sædvanlige, som kendes fra Ertebøllebopladser. (Fig. 4), (Fig. 5). Af flint: skrabere, bor, »stikler«, flækker, skive- og kærneøkser, tværpile. Af ler: spidsbundede kar og bådformede »lamper«, alt af den tykvæggede, grove vare, som er typisk for tiden. Af knogle og tak: skafter, knive, slagstokke (til flintbehandlingen) og økser. De sidste, hjortetaksøkserne, er af to typer, hvoraf den ene optræder nederst i lagene, den anden gennemgående øverst. Pladsen har været i brug gennem lang tid, og moden er skiftet.

At udstyret er traditionelt, kendt fra utallige samtidige bopladser, forhindrer ikke, at det rummer spændende detaljer - særdeles mange endda på grund af de gunstige bevaringsforhold. Normalt vil det være flinten, der dominerer en sådan plads, her var det til afveksling træet; Tybrind har ydet det største samlede fund af trægenstande, som kendes fra vor jægerstenalder. At det flød med affaldstræ og huggespåner, er næsten en selvfølge, men egentlige brugsting var der heller ingen mangel på. Nævnt er allerede lystergrenene og hjortetaksøksernes skafter; til de sidste, som vel ikke er helt ukendte, men dog at regne for store sjældenheder, er anvendt slanke hasselkæppe. Tilspidsede stokke hørte til det almindeligste, de kunne være stillet lodret i rækker som ved ålegårdene, men optrådte ofte hulter til bulter. Almindelige var også buer - først her fremgår det med al tydelighed, hvor udbredt dette våben var i jægerstenalderen; op mod 20-25 eksemplarer, iberegnet brudstykker og forarbejder, er fundet på det udgravede areal, næsten én bue pr kvadratmeter. (Fig. 6), (Fig. 7), (Fig. 8), (Fig. 9). Formen er uden større variation: En tynd, knastfri elmestamme i en længde af 160-170 cm er blevet flækket på langs og afglattet. Mod enderne har man ladet stykkerne spidse til, og her ses lejer for buestrengen, midtpå er dannet et håndtag. Til buen hører pilen, der har to udformninger: med spids af flint (tværpilen), som dog endnu ikke er fundet på plads i skaftet, og uden spids, med et afrundet, nærmest pæreformet hoved, der går i et med skaftet. Den sidste må have været til jagt på mindre pelsdyr, hvor det gjaldt om at dræbe uden at skade skindet.

Af træsagernes mængde vil vi fremhæve en hammer med tyndt, elastisk skaft, adskillige slanke skafter af asketræ, som kan være til spyd og lanser, og rester af vidje-fletning, men mange genstande var simpelthen ubestemmelige. Bopladsens beliggenhed og de mange spor af fiskeri gør det selvfølgeligt, at man har sejlet, så egentlig var det ikke særlig overraskende, at en båd dukkede op. Og dog: det drejer sig om det ældste fuldstændige fartøj, som kendes fra Danmark. Det var lavet ved udhuling af en lindestamme og som sagt komplet omend i mange stykker, hvilket hænger sammen med den ringe vægtykkelse; man har hulet til den yderste grænse. Agterenden var lige afskåret, forenden tilspidsende, længden omkring 10 m, største bredde ca 70 cm. Højden var påfaldende ringe, kun ca 20 cm, men inde i båden lå et par lange tynde planker, der nok på en eller anden måde har været monteret på rælingen, hvorved bordhøjden kan have været øget til 30-40 cm eller mere. Bagude var en række huller i bund og sider, muligt efter et agterbræt, som dog ikke var til stede. Det må formodes, at der i et så spinkelt fartøj har været en form for tværstivere; et par fint tildannede hasselstokke med huller ved enderne kan have tjent dette formål, men de blev fundet løst og behøver ikke nødvendigvis at have hørt til dette fartøj. (Fig. 10), (Fig. 11). En ca 30 kg tung sten, der lå i båden, kan have tjent som ballast. Noget højst mærkeligt fremkom i bådens agterende: et ildsted arrangeret på sand og småsten. Har man blusset efter ål? Detaljen er i øvrigt ikke helt ukendt, den er truffet et par gange i både fra bondestenalder.

En båd af denne type må have været padlet, og årer savnes da heller ikke i fundet. Materialet er asketræ, størrelsen varierer en del, men formen ligger fast: et kort, hjerteformet blad på et meterlangt skaft. To af årebladene har mønstre på den ene side, og de alene er nær ved at være hele udgravningen værd. Ornamentik kendes fra jægerstenalderen, men kun på materialer som ler, ben, tak og rav; en af hjortetaksøkserne fra Tybrind havde således et simpelt stregmotiv ridset i den blankpolerede overflade. Årerne er de første dekorerede trægenstande fra denne tid, ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Begge blade viser samme type ornamentik i ens komposition: punktrækker, stregbundter, ovale og brilleformede figurer i symmetrisk arrangement, alt indtrykt - svagt, men dog tydeligt - i træets glatskrabede overflade, så at man næsten må tro, det er påsat med en art stempel eller matrice. I de forsænkede partier sås et brunt farvestof, der har kontrasteret kraftigt mod det lyse træ. Om tegnenes betydning kan man kun gisne, men gentagelsen på to forskellige årer kunne tyde på, der er tale om en slags stammemærke. Det, som især overrasker ved disse mønstre, og som giver dem vide perspektiver, er dog, at de klart adskiller sig fra al anden jægerkunst, vi kender. En ornamentik som denne opstår ikke spontant, den må have en udvikling bag sig. Der har med andre ord eksisteret en hel billedverden, som vi kun lige har fanget i et glimt.

Undervandsarkæologi er krævende, den har sine egne, indviklede spilleregler, men med de erfaringer, som nu er høstet, ikke mindst i Tybrind, tør man spå den en fremtid, også på bopladsområdet. (Fig. 12), (Fig. 13). Nu hører sunkne byer ikke rigtig hjemme i dansk forhistorie, men netop jægerstenalderen byder sig til, og den omspænder dog ca halvdelen af oldtiden. Længden til trods er det begrænset, hvad vi ved om denne periode, befolkningen var fåtallig, og levnene er få. Den nye teknik giver nye muligheder. De bør ikke lades ubenyttede.