Strikning i sølv

De strikkearbejder, kæderne bringer i erindring, er snore fremstillet på et såkaldt strikkehorn. Ligheden er så slående, at man fristes til at tro, vikingerne faktisk har brugt et redskab af denne art. Prøver man at gøre oldtids-håndværkeren kunsten efter med hornet og en sølvtråd af passende tykkelse, støder man imidlertid på så mange forhindringer, at man nødes til at opgive forsøget. Nu var vikingetidens sølvsmede drevne kunsthåndværkere med teknisk viden og specialværktøj, som vi ikke kender og derfor ikke kan udnytte. Skulle det være forklaringen? Nej vanskelighederne er så store, at de næppe alene kan tilskrives manglende erfaring (Fig. 1).

Men kæderne er der nu engang, så det må være muligt at finde en egnet fremgangsmåde. I mange tilfælde, hvor man har at gøre med fortidsteknikker, hvis metode og redskaber er ukendte, kan det betale sig at undersøge, om der hos nutidens naturfolk findes noget, der kan tjene til vejledning. Til grund for det følgende har vi lagt en teknik, der anvendes af Sydamerikas indianere til fremstilling af bomuldsbælter; de ser ud, som var de strikkede, men er i virkeligheden blevet til på en helt anden måde. Måske er det ikke den eneste og endelige løsning af vort problem, men det kan dog vise sig at være et skridt i den rigtige retning. Sådan kunne vikingetidens sølvkæder være fremstillet.

Metoden er meget enkel: Tråden lægges om en pind, samtidig med at man former fire løkker (se tegningen). Under den første vinding lægges en ny - også med fire løkker, som sys op om de forhåndenværende. Og sådan fremdeles. Der er tale om en slags »omvendt« strikning, hvor arbejdet øges nedad i stedet for opad. Nogle indianerstammer har præsteret at arbejde med op til femten løkker pr vinding, så de færdige bælter blev en hel del bredere. Det rørformede fletværk blev stoppet let ud, så bæltet fik en vis stivhed, og blev til slut forsynet med flettede bindebånd.

Forsøger man sig med sølvtråd til denne teknik og bruger en firkantet metalstang i passende tykkelse, vil man hurtigt opdage, at arbejdet skrider, som det skal, ja at metoden i virkeligheden synes ganske særlig egnet til dette materiale. Det eneste minus, der måske kan noteres, er, at der ikke kan arbejdes med ubegrænsede trådlængder, men er det denne metode, vikingerne har brugt, har det ikke været noget problem at lodde sammen undervejs. Selv en ret lang tråd giver dog ingen nævneværdige vanskeligheder, blot man passer på, der ikke kommer »kurrer« på den. Arbejdet som helhed er let, med en sølvtråd på 0,4 mm (noget tyndere end vikingernes) er det overkommeligt selv for uøvede. Tråden lægger sig pænt, og det er ikke svært at få resultatet jævnt. Netop dette volder - selv med den tynde sølvtråd - væsentlige vanskeligheder på hornrøret.

Nogle vikinge-sølvkæder er fremstillet i en slags »dobbeltstrik«, vil man eftergøre denne, skal der gås to gange over startmaskerne (se tegningen), før man går videre over to masker. Efterhånden, som arbejdet skrider frem, må det færdige stykke skubbes opad, fri af pinden, som derfor må være glat og af metal, en træpind dur ikke. På billedet nederst ses et af forsøgsresultaterne. Det anvendte redskab: et søm.

Lit: Birthe Karin Fischer: Bånd og Redskab. Bogen, der handler om gamle tekstilredskaber og deres brug, udkommer i marts.