Stormægtigste monark
Ansøgninger stilet til kongen er forholdsvis sjældne idag. Derimod var det i enevældens tid meget almindeligt at besvære monarken med alenlange andragender - supplikker - om embeder, forfremmelser og lignende. Den almægtige konge var fornemt ophøjet og sproget i disse henvendelser blomstrende ydmygt; kunne de fremsatte ønsker formes i rimede vers, så meget desto bedre. Således har for eksempel mange præster gjort deres entré i digtningens verden gennem ansøgninger om fast embede med dertil hørende materielle goder og fordele.
Af Axel Bolvig
Supplikkerne rummede en egen sprogverden med ret faste vendinger og floskler, som det må have været fristende at lave parodier på. En sådan er for nylig fundet i en af Rigsarkivets mange spændende »papirdynger«, hvor der stadig er mulighed for at gå på opdagelse. Forfatteren er anonym, men kalder sig Dorscheus. Han angiver at være fangevogter i Københavns Stokhus og søger om forfremmelse til stokmester i Blåtårn (Fig. 1). Stokhuset lå på hjørnet af Østervoldgade og Stokhusgade; det rummede nogle meget usle fangehuller, hvoraf de i kælderen ofte var genstand for oversvømmelse.
Fig. 1. Den berygtede fængselskælder under Blåtårn, afdækket ved slotsudgravningen 1907. Der var ingen trappe, så fangerne måtte fires ned i rummet. - Fot. i Nationalmuseet.
Hvilket Blåtårn det er, Dorscheus søger stokmestertjenesten ved, er straks mere vanskeligt at sige. Umiddelbart tænker man på det berømte tårn i Københavns slot, hvor bl.a. Leonora Christine sad indespærret i så mange år. Dette Blåtårn blev ændret ved ombygningen af Københavns slot omkring midten af 1720'erne, da indkørselsporten blev ført gennem tårnet, men allerede få år senere - 1731 - blev både tårn og slot revet ned for at blive erstattet af Christian VI's imponerende Christiansborg.
Et Blåtårn eksisterede dog alligevel. Det lå ved Langebro og var opført i begyndelsen af 1700-tallet. Her var arresthus for Københavns amt, og det kom på en vis måde til at erstatte det gamle Blåtårn. Bygningen fungerede især som arrest for hoffets personale - således havde flere af teatrets skuespillere af begge køn her rig lejlighed til at instudere nye roller bag tremmerne.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af Dorscheus' ansøgning, hvornår den er skrevet, og i hvilket fængsel han vil pine og plage de stakkels fanger. Han omtaler »den store ildebrand«, som vist kun kan være Københavns brand 1728, og det kan ikke have været lang tid siden, at den bragte ham profit. Det frimodige sprog kan også hjælpe med til at datere. I Frederik IV’s sidste leveår var tonen munter og løssluppen i hovedstaden, man tænke blot på Grønnegadeteatret og Holbergs komedier. Men fra 1730 med Christian VI's tronbestigelse fik piben en anden lyd, som var pietismens (Fig. 2).
Fig. 2. Københavns gamle, forvoksede slot, der ikke var en passende ramme om den unge enevælde, blev på foranledning af Frederik IV ombygget - og i en sådan grad, at egentlig kun hovedtårnet (Blåtårn) blev tilbage. Arbejdet var afsluttet 1727, men kun fire år senere lod den efterfølgende konge, Christian VI, hele herligheden rive ned og et nyt slot (det første Christiansborg) opføre på tomten. Borgerne, som skulle betale gildet, så undrende til; mange af dem var ruineret efter storbranden 1728. Billedet - tegnet af C. Marselis 1718 - viser det gamle slot, men på et tidspunkt, da ombygningen er igang, hvad der får det til at se endnu mere vanskabt ud, end det ellers gjorde.
Set i denne sammenhæng synes det mest nærliggende at antage, at Dorscheus - hvem han så end måtte være - har skrevet sin lille muntre parodi på tidens allerunderdanigste ansøgningsmani omkring år 1729, og at det Blåtårn han - omend kun for spøg - søger om »forfremmelse« til, virkelig er tårnet på slottet. Ansøgningens ordlyd er gengivet i det følgende med udeladelse af de mest omstændelige passager.
Stormægtigste Monark, treshumble Serviteur. I Blåtårn boer en mand, som med det første døer, og jeg går her endnu til revselse for tyve, mit brød er såre knap, jeg vil det ikke lyve. Men flere syndere jeg hænger på min væg, end som mit køkken ser af suppe eller skæg. Jeg en smuk datter har, og jeg har og en kone, var kuns den første gift, den sidste vil jeg drogne, men dette giftermål det er en Fandens sag, det plager mig hver nat og græmmer mig hver dag (Fig. 3). En gnalling af en søn ham skal jeg også føde, i lang tid var han syg, men gæt kun om han døde, nej til min plage han skal leve på min pung og æde mere brød, end knægten selv er tung. Her hopper friere, som vel enhver kan tænke, her er en renden som til en bemidlet enke. Men medgift-penge, det lurer alle på, og hvorfra Satan skal jeg disse penge få.
Fig. 3. Det står for kunstnerens regning, at Københavns slot er vist brændende på dette billede fra en sprøjteprøve afholdt 1693. Så effektivt som her fremstillet gik det desværre ikke til 35 år senere, da den i ansøgningen omtalte »store ildebrand« fandt sted. Slottet undgik ved den lejlighed flammerne, men det var ikke brandvæsenets skyld. - Efter stik i Nationalmuseet.
Her fortaber Dorscheus sig i en udredning om sin elendige økonomi, der dog heldigvis ikke er helt uden lyspunkter:
- den store ildebrand, Gud, hvilken skøn profit, men ak, desværre ak sligt hænder just ej tit, da kom her smukke folk, jeg ellers måtte lyve, al verdens tyvepak, selv Assistenshus-tyve de søgte til mit hus, og selv i nummer syv i disse dage jeg opvarter byens tyv - .
Åbenbart er det plyndringerne i den brandhærgede by, som har skaffet beboere til hans fængsel. Nu følger nogle dunkle hentydninger til en mand, vistnok en mordbrænder, som Dorscheus også har tjent penge på, og som han derfor omfatter med sarkastisk sympati. Derefter - endelig - kommer han til sagen, ansøgningen om stillingen ved Blåtårn:
- men når nu Bejerholm - hans ånd af Satan knækkes da lad, o Konge, mig den store nåde rækkes at få hans tjeneste til trøst i alderdom. En kjeldring Fanden tog, en anden igen kom - .
Den potentielle fangevogter lover, at han skal behandle fangerne lige så dårligt som den gamle, og slutter sit bønskrift på en måde, der viser, at forfatteren i hvert fald ikke har været teolog (det var ikke Sebedæus, men hans hustru, der blev bønhørt af Herren):
O Konge, fordum Gud bønhørte Sebedæus, så kan jo sagtens Du bønhøre mig, Dorscheus. Han bad om store ting, jeg beder ej om stort, da tjenesten og mand er næppe værd en lort.
En efterskrift - ligeledes på vers - foregiver at være majestætens svar på ansøgningen:
Vor store gunst tilforn, da for os elskelige Dorscheus brave mand (et skarn skal andet sige) har foredraget, at hans levebrød er knap til kone, mange børn, hvor var det nu vi slap - .
Efter en ironisk gennemgang af den alenlange supplik falder afgørelsen:
Da han desuden snart af alderdom må krepere, så finde vi for godt herpå at resolvere: han på sin gamle post skal blive til han dør, belure tyvene og piske nu som før.
