Storbyens rødder

Sådan skrev kommunelærer Hans Nielsen Rosenkjær 1. maj 1906 i et brev til magistratsfuldmægtig Peter Købke, den daglige leder af museet på Københavns Rådhus. Rosenkjær var allerede i sin studietid på Blågårds Seminarium blevet grebet af interesse for den viden, som kan hentes op af jorden. Han fik stor kærlighed til geologi, topografi, arkæologi og historie og sørgede som den første for, at der blev indsamlet oplysninger ved de københavnske jordarbejder.

Oprindelig var det nok geologien, der stod Rosenkjærs hjerte nærmest. Byens kulturlag betragtede han som geologiske forekomster, beskrev deres beskaffenhed, fik deres indhold af planterester analyseret og forsøgte at forstå deres dannelse. Det er noget, man inden for den etablerede byarkæologiske forskning først for alvor er startet på i de sidste årtier. Den traditionelle arkæologi gik på Rosenkjærs tid efter parolen »find a wall and follow it«. Det er den metode, der er anvendt blandt andet ved de tidlige udgravninger af vore store, kendte borganlæg, hvad vi i dag godt kan begræde.

Ud over sin gerning som lærer ved Rådmandsgade skole var Rosenkjær vicevært i en ejendom med 72 lejligheder, og også på hjemmefronten var der nok at se til, for han blev far til ni børn. Netop i årene omkring århundredskiftet foregik der store byggearbejder i Københavns centrum, og det betød meget arbejde for den samvittighedsfulde amatørarkæolog. I august 1906 skrev han endnu engang til Rådhusmuseet.

»Nu har jeg begyndt mit skolearbejde igen, så min tid til undersøgelser er kun ringe. — Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at frelse det mest mulige. Der kommer en tid, da man for alvor forstår det, da det ikke vil blive regnet for temmelig unyttigt pilleri —. Det har været så kostbart for mig at arbejde de sidste par somre, idet jeg daglig må bruge mange sporvognspenge. Der går også mange drikkepenge på arbejdspladserne. Det er nødvendigt. Når jeg er nødt til dagligt at være ude fra omkring 6 morgen til 6-8 aften, går der også en del penge med. — Tiden er kostbar nu, derfor skal den bruges, selv om man hist og her ryster på hovederne«. (Fig. 2, fig. 3)

Ja rystet på hovederne blev der, også blandt fagfolkene i hovedstaden, der havde meget svært ved at acceptere amatøren Rosenkjær. Da man efter Christiansborgs brand besluttede at foretage arkæologiske udgravninger på Slotsholmen - de kom blandt andet til at berøre resterne af Absalons borg - fik han dog lov at være med, og det må betragtes som den første officielle anerkendelse af hans arbejde fra den etablerede arkæologiske verden. Man startede i januar 1907 under ledelse af Mouritz Mackeprang, Nationalmuseets senere direktør, og det skulle vise sig at være et klogt træk at involvere den lille kommunelærer i arbejdet. Rosenkjærs iagttagelser fra de følgende måneder er uvurderlige for forståelsen af områdets oprindelige udseende og forklarer, hvorfor biskop Absalon lagde sin fæstning netop her.

Rosenkjærs helbred var svagt; når han som ung var søgt ind ved seminariet, var det på grund af uegnethed til hårdt fysisk arbejde. I 1905 blev han ramt af en lammelse, og under arbejdet med Christiansborg-udgravningerne begyndte hans helbred for alvor at svigte. Efter nogen tid måtte han opgive at fortsætte og lade sin gode ven og kollega inden for det arkæologiske arbejde i København, kaptajn H. U. Ramsing, tage sin plads. Få måneder senere døde han, 56 år gammel.

Til Rosenkjærs fortjenester hører hans studier af det tidlige landskab. Han bemærkede, at der parallelt med den oprindelige kystlinje (der ligger et stykke inden for den nuværende) strakte sig et 100-150 meter bredt bælte af strandtørv oven på aflejringerne fra sidste istid - hvilket må betyde, at der langs den flade strand har været et område med strandeng. Her i dette fugtige landskab har de første københavnere slået sig ned; det viser kulturresterne i det lag, som er aflejret lige oven på strandtørven. Som en særegenhed ved kulturlaget bemærkede Rosenkjær, at det i et område nordøst for Rådhuspladsen manglede de ellers allesteds nærværende stumper af teglsten. Det var en iagttagelse, der fik betydning for forståelsen af det ældste København. (Fig. 4)

Den omtalte Ramsing blev Rosenkjærs efterfølger, ikke blot ved udgravningerne på Slotsholmen, men som udfarende iagttager, der holdt øje med alt, hvad der skete i byens undergrund. Han overtog vennens meget store materiale og byggede videre på det, så at han i 1940 kunne udsende et trebindsværk med den færdige teori om byens opståen og udvikling. Heller ikke Ramsing opnåede egentlig anerkendelse af de professionelle historikere og arkæologer, men ikke des mindre var det hans teori om det ældste København, der blev den almindeligt accepterede i årene fremover. Det omtalte teglstensfri område i kulturlaget over strandtørven blev af Ramsing af grænset til bydelen inden for lokaliteterne Rådhuspladsen, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv og Farvergade. Mur- og tagsten af brændt ler vandt stort set først indpas her i landet på Absalons tid, så laget måtte, mente Ramsing, være fra før denne periode - det vil i København sige fra før 1167, hvor bispen begyndte sit byggeri på holmen. Det var en dristig slutning, for selv om det er rigtigt, at det københavnske teglstensbyggeri indledtes i 1160’erne ved anlæggelsen af Absalons borg, hvor der foruden kridtsten også blev brugt brændte sten, er det jo langtfra givet, at det nye materiale straks har sat sig spor overalt i området. Iagttagelsen er dog ikke uden værdi, og Ramsings teori slog i hvert fald an. Han forestillede sig Havn (det var ifølge kilderne navnet på det ældste København) som en lille landsby, en ubetydelig bebyggelse, som så mange andre, der lå spredt rundt i landet. I området nord for Frederiksberggade fandt såvel Rosenkjær som Ramsing en lang række større og mindre gruber, som de antog for lergrave. En af dem udnævntes af Ramsing uden nærmere begrundelse til landsbyens gadekær. (Fig. 5)

Omkring det lille område, landsbyen efter Ramsings mening havde dækket, fandt han spor efter en gravet rende eller kanal, knap otte meter bred og op mod halvanden meter dyb; den synes at have haft et halvkredsformet forløb med enderne stødende til kysten. Tanken om et forsvarsanlæg var besnærende, men til grav hører vold, og Ramsing fandt ikke - bortset fra et enkelt sted - noget, der kunne minde om en sådan. Han mente derfor, at renden måtte være afløb for vandmøller beliggende nord for landsbyen; en lavning her havde efter hans opfattelse tjent som mølledam. Hvad dette angår er der ringe hjælp at hente i de sparsomme skriftlige kilder, men de giver andre oplysninger, således at Havn havde en kirke viet til Skt Clemens. Beliggenheden var kendt, og både Rosenkjær og Ramsing havde været i berøring med fundamenterne.

Skønt denne teori om Havn som en lille landsbydannelse omkring et gadekær med mølleanlæg og sognekirke langtfra var uangribelig, accepteredes den som sagt af fagkundskaben, og på dette stadium forblev forskningen i mange år; den stod simpelthen i stampe. Den systematiske registrering af arkæologiske oplysninger fra københavnske jordarbejder, som først Rosenkjær og senere Ramsing havde forestået helt for egen regning og med bemærkelsesværdigt talent, blev ikke fulgt op fra officiel side, selv om Københavns Bymuseum som det første lokalmuseum i landet fik en arkæolog som leder. Senere, i 1960’erne og -70’erne, oprettedes der stillinger til én, ja somme tider flere, arkæologer rundt om ved landets lokalmuseer, men først i 1982 fik Bymuseet en inspektør, hvis egentlige ansvarsområde var hovedstadens arkæologi. Siden Rosenkjærs dage er der i øvrigt sket det, at der er kommet en antikvarisk lovgivning, som beskytter de arkæologiske levn i jorden. Forståelsen for disse anliggender er da også langt større nu, end den var på de to pionerers tid. (Fig. 6)

At de to mænd nu og da har fejltolket den store mængde oplysninger, de hentede frem af jorden, er der intet at sige til, det kunne ikke være andet, og det forringer ikke selve oplysningernes værdi. Et spørgsmål må dog stilles: Hvor præcise var deres iagttagelser? En oplagt mulighed for kontrol bød sig 1987, hvor et jordarbejde i Vestergade kom til at berøre Ramsings halvkredsformede møllerende. Det var så heldigt, at Ramsing selv havde haft en undersøgelse ganske tæt ved, og at han havde foretaget en profilopmåling af en jordvæg. Den gamle udgraver kom til eksamen, og han bestod.

Der var således ingen problemer med lokaliseringen af renden; den lå præcis, som Ramsing havde vist. Den var gravet gennem det ældste kulturlag, et ca 20 cm tykt sort lag med enkelte skår af såkaldt østersøkeramik, der tilskrives tidlig middelalder. Det er en vigtig iagttagelse, for den viser, at der har været aktivitet på stedet et stykke tid før anlæggelsen af renden. Dennes bund var dækket af et sort jordlag, som ifølge geologerne godtgør, at der nok har været fugtigt i renden, men at der ikke har fosset vand i den, som der ville have gjort, hvis der var tale om en møllerende. Fylden i renden bestod i øvrigt af helt fundfrit ler; den må være fyldt op på én gang, ikke jævnet lidt efter lidt. Inden for renden, på den side der vendte ind mod byen, fandtes et lerlag af samme beskaffenhed som den netop omtalte fyld, og det viste sig, at Ramsing har iagttaget noget lignende på flere af de steder, hvor han har haft kontakt med anlægget. Forklaringen er nærliggende: her er resterne af den vold, hvis fravær fik Ramsing til at forkaste befæstningsteorien. Renden er utvivlsomt en voldgrav. Da man i sin tid etablerede den, placerede man det opgravede undergrunds- ler som en vold på indersiden, og da man senere opgav denne første befæstning, skovlede man simpelthen voldfylden ned igen, hvor den kom fra. Lerlaget, vi fandt, var den rest, der ikke kom med, fordi det omgivende terræn i mellemtiden var hævet noget. (Fig. 7)

Mod Ramsings mølleteori taler også terrænforholdene. Det har vist sig, at den formodede mølledam ligger lavere end den øvre del af renden, som den skulle have forsynet med vand, så drift af vandmøller ved dens hjælp har været en umulighed. Den tanke må altså definitivt opgives. Havn var sin ringe størrelse til trods uden tvivl befæstet. Om hovedstadens ældste voldlinje mente man ellers at vide ret god besked; den fulgte stort set gaderne Vester Voldgade, Øster Voldgade og Gothersgade og var i funktion helt til Christian 4.s store byudvidelse. Dens oprindelse fortaber sig i mørket, men det har været en udbredt opfattelse, at den var anlagt af Absalon i forbindelse med hans borgbyggeri. Nu ved vi altså, at den har haft en forgænger, men hvor gammel er så den? Herom gav vor udgravning ingen oplysning, men fra en tidligere undersøgelse var bevaret materiale, som tillod to kulstof 14-dateringer. De viste, at anlægget sandsynligvis har fungeret engang i 1100-årene.

En mindre, men ret vanskelig undersøgelse fandt sted året efter den ovennævnte, denne gang i Mikkel Bryggersgade, som hører til den ældste bydel. Fyldlaget her var meget tykt, mere end tre meter, men vi nåede da ned til strandtørven og det over denne liggende, ca 20 cm tykke, affaldslag fra byens første tid. Det var ret fundfattigt, men indeholdt dog skår og heriblandt nogle, der peger tilbage i tiden, mod 1000- tallet. For at fravriste laget flest mulige oplysninger, tog museet kontakt med Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling. Der blev taget prøver med henblik på undersøgelse af jordens beskaffenhed samt indhold af planterester, dyreknogler og lignende. Der viste sig at være meget store mængder af fiskeben i dette ældste kulturlag, og det passer jo fint med, hvad vi ved om sildemængderne i Øresund på den tid; det ville være overraskende, om ikke sildefiskeriet havde hørt til byens hovederhverv. Problemet var blot, at de ben, prøverne indeholdt, var af alle andre fiskearter end netop sild. Måske er det dog ikke så mærkeligt. Fra kilderne ved vi, at silden straks efter landingen blev renset og nedsaltet - men ikke udbenet - for derefter at blive solgt til de fremmødte købmænd, der ofte kom langvejs fra. Det var de andre fisk, dem der ikke var bud efter, som blev hjemme.

Om Skt Clemens kirke, hvis fundamenter som nævnt har været berørt et par gange, har de skriftlige kilder ikke meget at sige, men det vides dog, at den blev nedlagt ved reformationen 1536 og nedrevet lidt over midten af samme århundrede. Bemærkelsesværdigt er det, at bygningen har ligget uden for den ældste fæstningslinje. En sådan placering skulle på det nærmeste være utænkelig for en sognekirke i den tidlige middelalder, hvor kristendommen havde fået et solidt tag i befolkningen, så det er muligt, at Skt Clemens først er kommet til, efter at den første voldlinje var opgivet. At forstå denne kirke er klart et af de punkter, der må gøres noget ved, så det var kærkomment, da et værtshus i Frederiksberg- gade fik lyst til at anlægge en kælder på et sted, hvor der aldrig tidligere havde været gravet og omtrent, hvor kirkens vestende skulle befinde sig. Det stemte - kun én meter under gadebelægningen stødte man på bygningens fundament i form af flere skifter kampesten. Til begge sider herfor fandtes grave, og det sås, at nogle af dem var blevet forstyrret ved anlæggelsen af fundamentet; det måtte betyde, at det ikke var selve kirken, vi var stødt på, men en vestlig forlængelse af den. Fra de skrevne kilder ved vi, at en Asger Uddebroddesøn og hans kone Abild i 1256 bortskænkede noget jord vest for kirken og bekostede en udvidelse af denne. Det er klart, at vi med al respekt for Asger og Abild ville have foretrukket at støde på den egentlige kirke, helst dens kor, men det skulle altså ikke være. En sådan undersøgelse har i flere år stået øverst på museets ønskeseddel. (Fig. 8, fig. 9)

Der kan efter befæstningens godtagelse ikke være nogen tvivl om beliggenheden af den ældste by, den lå nogenlunde, hvor Ramsing placerede den, men hvad med terrænet uden for volden, hvornår og hvordan blev det bebygget, og hvornår blev voldlinje 2 anlagt? Under den ret heftige diskussion, der i sidste århundrede førtes blandt historikere om Københavns opståen, var den ide fremført, at udspringet skulle søges omkring Skt Nikolaj kirke, et andet centralt punkt i den gamle del af hovedstaden. Der har aldrig været nogen egentlig byarkæologisk gravning i dette kvarter, men efteråret 1991 skulle en fredet bagbygning ved den nærliggende Højbro Plads istandsættes, og Bymuseet rykkede ud med en undersøgelse. Den måtte foretages sideløbende med jord- og understøtningsarbejder. På grund af vanskeligheder med stabiliteten i huset kunne ikke alle museets ønsker opfyldes. (Fig. 10, fig. 11)

Over istidens aflejringer lå som overalt i området langs den gamle kystlinje et tørve- lag dannet i den efterhånden velkendte strandeng, som strakte sig her, før bebyggelsen satte ind. Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling, der igen blev kaldt til hjælp, fandt frø i aflejringen. De viste, at bevoksningen har bestået af planter, som kun gror tæt ved kysten i områder, der jævnligt overskylles af saltvand, og som desuden udnyttes til græsning. Blandt frøene var dog også nogle fra planter, som slet ikke kan gro i strandeng, og som derfor må være tilført andetsteds fra. Det drejer sig om pors og humle, og da mængden var betydelig, kan vi vist gå ud fra, at der er brygget øl i nærheden - en sikkert værdsat produktion, hvis affald altså er endt i strandengen. (Fig. 12)

Til det ældste byggeri, som blev påvist ved denne udgravning, hører en brønd sat med egetømmer. Det var meget velbevaret, og stammerne kunne ved dendrokronologiens hjælp siges at være fældet i 1220’erne. Omkring brønden har der været et dige bygget af strandtørv; det var ca 80 cm bredt og nu omkring 60 cm højt, men må oprindelig have været en del højere. Diget blev kun påvist til de tre sider; på vestsiden fandtes fodremmen til et hus, og det er muligt, at tørvevolden har gået ind til dette. Den kan dog også have fortsat hele vejen rundt.

Ved en supplerende undersøgelse i det tilgrænsende Lille Kirkestræde - det var oprindelig ganske smalt, men udvidedes efter branden 1795 til det dobbelte - blev der fundet rester af et lignende, men meget bredere dige; højden kunne ikke bedømmes, da jordvolden på et tidspunkt er sløjfet, så at kun det nederste lå tilbage. Diget strakte sig langs med kysten, men foretog lidt østligere, ved det moderne matrikelskel, en brat drejning mod nord. Det er muligt og vel endda sandsynligt, at det har omgivet den parcel, huset og brønden lå på. Digerne - det store såvel som det lille - er ikke vanskelige at forklare, de har skullet beskytte boligen og brøndens vand mod det salte hav, der sikkert ofte brød ind over strandengen, som man byggede på. Det var uholdbart i længden, og efter et stykke tid har man besluttet at gøre noget ved problemet. Endnu i 1200-årene opgav man såvel diger som brønd og hus og hævede terrænet gennem en større opfyldning. Bebyggelsen opretholdtes dog, men rykket noget mod nord og med en anden orientering. Her holdt man til gennem meget lang tid. Der er konstateret mindst fem byggefaser over hinanden. (Fig. 13)

Men tilbage til den ældste by. Ser vi bort fra ølbrygningen, der jo kan have fundet sted hvor som helst, finder vi ingen spor af menneskelig aktivitet før brøndgravningen i 1220’erne, og på det tidspunkt havde byen inden for halvkredsvolden jo allerede længe været i funktion. Det kan undre, at man overhovedet har bosat sig på et sted, hvor digebeskyttelse var nødvendig - man kunne jo blot flytte nogle få hundrede meter ind, hvor landet var højere - men havets nærhed har åbenbart været væsentligt for erhvervet. Opfyldningen, der hævede terrænet og gjorde digerne overflødige, kan have været et mere udbredt foretagende. I hvert fald er en lignende »byggemodning«, dateret til 1220’erne påvist i Rådhusstræde lige uden for den første fæstningslinje.

Det billede, som nu tegner sig af det ældste København, kan kort opridses således: Byen må være opstået i de tidlige 1100-år eller måske lidt tidligere, i slutningen af 1000-tallet; tilbage til vikingetiden går den næppe, der savnes fund, som peger i den retning. Fiskeri hørte utvivlsomt til hovederhvervene, men også handel må tidligt have spillet en rolle. Normalt omtaler kilderne den ældste by som Havn, men Saxo, der skriver sit værk omkring år 1200, kalder den Købmandehavn (Købmændenes havn), og stednavneforskere har ment, at det kunne være dens egentlige navn og Havn blot en forkortelse svarende til, at vi kalder Øresund for Sundet. I selve navnet kan altså findes en forklaring på byens opståen: som en havn for købmænd, en handelsplads.

Hvem der anlagde den første befæstning, ved vi ikke, men det er nærliggende at tænke på Svend Grate, som i 1150’erne, under opgøret med Knud og Valdemar, befæstede Roskilde og Viborg. Efter at Valdemar (den Store) 1157 var blevet enekonge, skænkede han byen Havn til sin nære ven og hjælper Roskildebispen Absalon, og denne opførte, som vi har hørt, en borg på stedet; det var i årene omkring 1170. Befæstningerne, den ene som den anden, har givetvis sat skub i byens udvikling, halvkredsvolden blev hurtigt for snæver og måtte erstattes med en mere rummelig, den vi har minder om i voldgaderne. Det må være sket senest omkring 1200; ved den tid synes nemlig opførelsen af Vor Frue kirke at være påbegyndt, og da den lagdes uden for den ældste vold, må vi slutte, at nr 2 har været om ikke færdigbygget, så dog under opførelse. Snart følger endnu et par kirker (Nikolaj og Skt Peder) og et gråbrødrekloster. Den nye ramme var mange gange større end den gamle, og den blev ikke udfyldt på én gang, men inden længe har dog de græssende kreaturer i strandengen måttet vige for bebyggelse. At havet var en ikke helt behagelig nabo, viser fundene til fulde.

Absalon havde testamenteret Havn til Roskilde bispestol, og der blev den, omend med afbrydelser, til 1416, hvor Erik af Pommern bemægtigede sig byen og i praksis gjorde den til rigets hovedstad. Mellem de to sjællandske byer, Roskilde og København, bestod således længe en forbindelse, og måske var den mere dybtgående, end kilderne lader ane. I sen vikingetid/tidlig middelalder lagdes over Roskildefjordens forskellige sejlløb et antal spærringer (se Skalk 1964:4), en af dem ved sænkning af udtjente skibe (de såkaldte Skuldelevskibe, som nu er bragt på det tørre og udstillet). Meningen var at holde fjender borte fra byen, men medaljen havde en bagside: samtidig besværliggjorde man besejlingsforholdene for sig selv. Roskildes ladeplads blev vanskeligt tilgængelig; det må have hæmmet byen i dens udvikling. Men østpå, rimeligt nær ved bispebyen, dannede holmene mellem Sjælland og Amager den perfekte naturhavn, let tilgængelig for de talrige handelsskibe, som passerede gennem Øresund. Hvis man forestiller sig København opstået som en slags havneby til Roskilde, vil det også forklare kongens gave til Absalon, der jo nu var byens bisp og havde interesse i dens fremgang. Dog alt dette er naturligvis gætteri. (Fig. 14)

Det er en vanskelighed ved de byarkæologiske studier, at de som regel foregår under pres, med mandskab og maskiner lige i hælene, men det er nødvendigt at være med, for de oplysninger, der skrabes frem i et jordhul, er ofte de sidste, der kan hentes på det sted. Med den stærkt begrænsede interesse, Københavns vise fædre gennem tiden har vist deres bys fortid, er der grund til at være dobbelt taknemmelig for mænd som Rosenkjær og Ramsing. Måtte vi en dag nå dertil, at der bliver råd til egentlige forskningsgravninger.