Stolpedysse

Gravanlæg af denne art har flere gange været omtalt i Skalk, således langhøjene på Lindebjerg ved Kalundborg (1970:1) og Bygholm Nørremark ved Horsens (1979:5), men de er stadig så sjældne, at ethvert nyt fund må vække opmærksomhed. I foråret 1987 undersøgte Nationalmuseet endnu et eksemplar, og for en gangs skyld kompliceredes forholdene ikke af senere tilbygninger og indviklede konstruktioner. Vi ser her den tidlige bondestenalders gravform i dens klare prototype.

På Onsved Mark i Horns Herred ved Roskildefjorden har ligget flere stenaldergrave, således tre dysser og en jættestue, som for nylig er blevet undersøgt af Nationalmuseet; et fund herfra har tidligere været omtalt i Skalk (1987:4). Den grav, vi her skal hellige os, fremkom ved et rent tilfælde: en nærmest oval, øst-vestgående stenlægning af et par meters længde, anbragt lige over undergrunden. Stenene vendte fladsiden opad og har åbenbart dannet leje for liget. Dette var helt forsvundet, men forskellige gravgaver lå tilbage, nemlig tre flækkeknive og et større antal ravperler, der desværre var i en sørgelig forfatning, så at ikke alle kunne reddes - mange havde en konsistens nærmest som leverpostej. Den døde har formodentlig ligget med hovedet mod vest, for her fandtes de fleste perler samlet i en dynge; den har vel oprindelig udgjort et samlet smykke, sikkert af betragtelig værdi. Mange perler havde form af små gennemborede skiver, men andre var af betydelig størrelse, langstrakte og med hullet ved den ene ende - en sjælden type, der først og fremmest kendes fra tidlig bondestenalder. Flækkeknivene, som lå omtrent midt i graven, kan have siddet i bæltet. Kombinationen perler/flækker peger i øvrigt tilbage mod jægerstenalderen.

Ved denne »jordgrav« er der foreløbig intet særlig mærkeligt, blot fæstner man sig ved dens høje beliggenhed - den fremkom så tæt under jordoverfladen, at det næsten kun kan forklares ved, at der på stedet har været en nu bortpløjet højning. Få meter øst for graven fandtes imidlertid endnu et anlæg og denne gang af en helt anden art: en knap fire meter lang jordfyldt rende med mange sten. Den lå i nord-sydlig retning og lige midt for graven, så at de to tilsammen dannede en T-formet figur. Ved den påfølgende afrensning og fjernelse af det øverste lag sten opløste renden sig og blev til tre sammenstødende gruber, en stor, oval, i midten og to runde for enderne. At de største sten samlede sig omkring randen af gruberne, gav en formodning om, at de oprindelig har været pakket ned omkring stolper, og antagelsen bekræftedes ved en gennemskæring af anlægget på langs: i de tre gruber har stået fire særdeles kraftige pæle, to i den ovale og én i hver af de runde. Også midt i gruberne, der hvor selve stolperne har været, var der sten, men færre end udenfor og af mindre størrelse. Alt taler for, at pælene på et tidspunkt er trukket op, og at jord og sten derefter er skredet ned i hullerne. De større sten lå stadig pænt pakket omkring stolperummet (fig. 1/fig. 2).

I hver af de runde gruber fandtes øverst mellem stenene og på den side, der vendte bort fra graven, skårdynger; her har åbenbart stået lerkar, men kun i det ene tilfælde var der så meget tilbage, at formen nogenlunde lader sig rekonstruere (fig. 3/fig. 4/fig. 5). Der er tale om et såkaldt tragtbæger, en type, som var almindelig i bondestenalderen, og her med særtræk, som henfører til dennes ældste del. Det stemmer jo smukt med fundene fra graven. De to anlæg er uden tvivl samtidige.

En række stolper for enden af en grav - hvad kan nu det betyde? Er det tilfældigt, de to anlæg er kommet til at ligge i nærheden af hinanden? Sikkert ikke, de omtalte langhøje med jordgrave har netop ofte en stolpegrøft for østenden. I vort tilfælde er der ingen spor af høj, men en sådan kan, hvis den var lav og uden eller kun med en beskeden stenindhegning, let i århundredernes løb være udslettet totalt af ploven. Bemærkelsesværdigt ved Onsvedfundet er i øvrigt de meget kraftige, stenforede stolpehuller. De er større, end man kender det fra de fleste af oldtidens huse og hegn, som dog ellers har skullet stå for lidt af hvert. Hvad disse utvivlsomt meget høje pæle har tjent til, er umuligt at sige. Har det været en slags totempæle, måske med udskæringer og bemaling? Vi kan kun gisne.

I alt har vi oplysninger om 14 anlæg af denne art, altså langhøje med stolpegrøft for østenden. De ligger spredt over landet. Nogle har været kendt gennem mange år; de blev oprindeligt opfattet som hustomter, men har i lyset af nyere fund kunnet omtolkes. Det gælder først og fremmest »husene« ved Barkær på Djursland (se Skalk 1975:6), men også det ene af de to fra Stengade på Langeland (1968:6), som har grav og stolpespor på de rigtige steder. I flere tilfælde er der, som i Onsved, fundet lerkar i eller ved grøfterne; de må være hensat som offergaver, led i kultiske handlinger, som vi kender det i langt større målestok fra de senere dysser og jættestuer (fig. 6). Stolpeoptrækning (som i vort fund) eller afbrænding af pælene menes påvist ved flere af de bedst oplyste anlæg, og i enkelte tilfælde er der fundet spor af vandret træværk mellem det lodrette, så at vi nærmer os noget, der ligner et hegn. De fleste »stolpedysser« har kunnet dateres, enten med hjælp af oldsagsmaterialet eller ved C14-analyse, og alle har vist sig at tilhøre tidlig bondekultur, ca. 3800-3600 før Kristus.

Man har forestillet sig, at de åbenbart kæmpemæssige støtter for enden af langhøjene har dannet en slags monumentalfacade svarende til de store endesten ved de senere langdysser, men hvorfor er pælene så fjernet igen? Faktisk er der ved to af de danske anlæg og ved flere lignende i England gjort iagttagelser, som antyder, at fjernelsen er sket før højen opførtes; det gælder således langhøjen på Bygholm Nørremark, der foruden stolpegrøften indeholdt flere komplicerede anlæg. De store stolper må vel på en eller anden måde have medvirket ved selve gravceremoniellet - da det var overstået, var deres rolle udspillet, og de kunne tages ned. Den senere opførte høj har dog respekteret deres plads, så de må også have haft betydning ved afstikningen af den dødes enemærker. Det kan forekomme lidt indviklet, men man må huske, at stenalderens tankegang var en helt anden end vor.

I denne forbindelse bør nævnes et træk, som ikke forekommer i Onsved, men ved flere af de andre anlæg, det nemlig, at der i hver ende af graven findes et stolpehul. Disse huller, der kendes både fra Danmark og fra De britiske Øer, er ofte blevet tolket som spor af en teltagtig overbygning, en slags gravkammer af træ svarende til dyssernes stenkamre, men en nøje gennemgang af materialet viser, at det ikke kan være rigtigt. Bundstenlægninger kan gå hen over hullerne eller gravgods være placeret på en måde, som var umulig, hvis stolpen havde stået der; med andre ord: stolperne har været trukket op, før graven toges i brug. Disse pæle må, ligesom dem ved højenes østender, have haft en funktion ved gravceremoniellet, men den var udspillet, allerede da liget lagdes på plads. Fra etnografien kendes indviklede begravelsesritualer hos folk på tilsvarende kulturtrin, men at drage direkte sammenligninger er naturligvis umuligt (fig. 7).

Den tidlige bondestenalders grave var altså ikke blottet for monumentalitet, men de store stolper havde kun en ganske kortvarig funktion - de var ikke, som dyssernes sten, bestemt til at stå i al evighed. Om familieskabet mellem de ældre langhøje og de yngre langdysser kan der ikke være rimelig tvivl, og man kan da også på visse punkter se tegn til en fremadskridende udvikling, således i en stigende brug af sten. Overgangen de to imellem var formodentlig glidende. Om religionen, der lå bag det hele, på samme måde har ændret sig, skal vi lade være usagt.