Stjernemænd

Oprindelsen må søges i de kirkelige skuespil, hvormed man i den katolske tid levendegjorde evangeliet - i dette tilfælde historien om de hellige tre kongers vandring til det nyfødte Jesusbarn. Hvordan det gik til er skildret af Troels-Lund:

»Hovedrollerne udførtes af tre gejstlige, klædt som konger. Foran dem bares en stjerne på en stang, mod hvilken den ene af kongerne pegede med sin stav. Rundt om, hvor de drog syngende frem, sluttede lægmænd sig til dem med offergaver, og tilsidst endte toget i kirken, hvor en større stjerne lyste over alteret. I kirken modtoges de af andre gejstlige, der ligeledes under sang spurgte skaren, hvad den søgte, og på svaret: »Den nyfødte Jesus« droges et forhæng til side, og en krybbe med himmelkongen viste sig. Ved synet heraf knælede alle under lovsang og ofrede deres medbragte gaver«.

Reformationen formåede ikke at udrydde disse optog - dertil var de for populære - men det kirkelige indslag udgik, og offergaverne tilfaldt ikke længere gejstligheden, men skolepeblingene, der nu fik en slags eneret på Helligtrekongervandringer. Med den lysende stjerne i spidsen gik toget fra hus til hus, i byen og ud på landet. De tre, der fremstillede hovedpersonerne, var hvidklædte og bar høje papirshuer med guldstads på; en var sværtet sort i ansigtet i overensstemmelse med legenden, der lader den ene af kongerne være neger. Også Maria og Josef var - lidt ulogisk - med i optoget, hun bærende Jesusbarnet, han i skikkelse af en gammel pukkelrygget mand med tømrerøkse i hånden. En »Judas« indsamlede gaverne i sin pengepung. Alt foregik til sang.

Helligtrekongervandringer af denne art fandt sted over hele Norden, men i Sverige blev stjernen også brugt ved et andet af julens optog, Stefansridtet, der var tilknyttet 2. juledag. Med tiden blev de to juleskikke dog noget sammenblandet og gik vist til slut op i en højere enhed. I Danmark har stjernen så vidt vides altid været forbeholdt Helligtrekonger.

Den senere udvikling af skikken, som den formede sig på dansk grund, kan kort beskrives således: Fra midten af 1600-årene begynder det at gå tilbage med optrinenes sømmelighed, og samtidig synes interessen for sagen at have tabt sig. Helt slukkes stjernen dog ikke, men da vi i 1800-årene møder den igen, er det med en lidt anden betydning, nærmest som en slags tiggertegn, undergivet myndighedernes kontrol. Eksempelvis kan man i Thisted fattigkommissions protokol under datoen 14. december 1841 læse: »Erik Thorndahls enke mødte op og forlangte en stjerne. Afslået! Forlangte derefter en rok. Forstanderne lovede at skaffe hende en sådan«.

I sin nye form nød skikken ikke ublandet yndest, og efter en kort opblussen indtrådte en hastig tilbagegang. 1882 skriver Morgenbladet: »I Thy var processionen og de hellige tre konger faldne bort, og der var kun bleven tilbage en mand og en kone (Josef og Maria), der gik omkring med en oplyst papirsstjerne på en stang og sang en så vidt vides meget gammel sang. Dette var de såkaldte stjernemænd. I 1861 eller 1862 blev dette imidlertid forbudt af politimesteren i Thisted som tiggeri, thi både stjernemændene og Helligtrekongernarrene var fattige folk, der på denne måde søgte at få et par skilling«.

Hvor længe forbudet stod ved magt, skal vi ikke kunne sige, men det må være blevet lempet, for i 1890'erne vandrede flere stjernemænd omkring i Thy. Således Mads Bæk og Inger. Inger havde en tromme med klokke på, som hun trakterede rent forfærdeligt. Det var et lystigt par. Hvor de kom frem, blev der dans og løjer. De boede, siges det, i en gammel kæmpehøj og blev desårsag betragtet med en antydning af ærefrygt.

Blandt de nordvestjyske stjernemænd – de sidste, der holdt den gamle skik i hævd - var også et par kaldet »De faldne krigere«. Til deres sanglige repertoire hørte foruden den særlige stjernevise og »Dejlig er den himmel blå« et skæmtevers sålydende:

Nu vil vi jer ønske et glædeligt nytår med alt, hvad kan eder fornøje.
Et stumphalet lam og et rundrøvet får og en kat på tre ben med eet øje.
To kyllinger små med ingen fjeder på, en vugge på gulvet at lulle.

Som man vil forstå, har skikken efterhånden fjernet sig temmelig langt fra sit fromme udspring. Kort efter århundredeskiftet gik den endeligt i graven, men to stjerner blev altså reddet og kan nu ses på museet. De er i diameter 70-80 cm og indrettet, så at de kan snurres rundt, hvilket synes at have været noget væsentligt for Helligtrekongerstjernerne. Begge er med overtræk af olieret papir, og den ene har duske i spidserne og fine pyntesøm med hoveder af blank messing eller kulørt emalje. De påmalede billeder er en lystig blanding af gammel fromhed og nyere klovneri. Den udgave af kongerne, som præsenteres herunder, er i så henseende et slående eksempel (Fig. 2).