Stjernekiggerhuset

Danmark har fostret to astronomer med verdensnavn. Der er kun et hundrede år imellem dem, og begges livsløb blev, så forskellige de end var, præget af forholdet til kongemagten. Thyge Brahe bød med sin stejle natur kongen - Christian 4. - trods, forlod sit slot og observatorium Uraniborg på øen Hven og drog i eksil til Prag for ikke at vende tilbage. Ole Rømer var derimod enevoldskongen en tro og lydig tjener, som bestred de mest forskelligartede hverv for regeringen. Han var født i Århus 1644, men kom efter sin studentereksamen til København, hvor han på universitetet læste matematik og astronomi hos Rasmus Bartholin. Denne havde af kongen fået overdraget at tilrettelægge Thyge Brahes observationer med henblik på trykning, og den unge studerende arbejdede med herpå. Da den franske astronom Picard kom til København for at fastlægge længde og bredde for Uraniborg, bistod Rømer også ham og fulgte siden med til Paris. Her var det, han gjorde sin store opdagelse af lysets hastighed - eller »tøven« som han selv kaldte det. Denne afhandling på halvanden side gjorde ham verdenskendt og skaffede ham venner som Newton og filosoffen og astronomen Leibnitz. Opdagelsen var for Rømer kun et middel, hans mål var større: »Hele verdensbygningens indretning«.

Det ældste verdensbillede, det ptolemæiske, havde jorden som centrum. Den var omgivet af krystalhimle, som solen, månen, planeterne og stjernerne var fæstnet på. At noget andet himmellegeme end jorden skulle være verdens midtpunkt var utænkeligt - værre endnu, kættersk. Thyge Brahes univers havde stadig jorden som centrum, men han forklarede planeternes mærkelige vandringer over himlen på den måde, at nok bevægede solen sig uden om jorden, men planeterne gik i baner omkring solen. På Rømers tid havde vel de fleste astronomer antaget det kopernikanske verdensbillede med solen som centrum og jorden og de øvrige planeter kredsende udenom. Dog, det endelige bevis for antagelsen manglede. Gennem 30 år spekulerede Rømer på, hvordan han skulle fremskaffe det. Modstanderne af Kopernikus havde indvendt, at fiksstjernerne jo, som navnet siger, står fast på himlen. Hvis jorden bevægede sig i rummet, måtte vinklen mellem sigtelinjer til to stjerner ændre sig ved målinger med, f.eks., et halvt års mellemrum, og det syntes ikke at være tilfældet. For Rømer var det indlysende, at hvis afstanden til stjernerne var umådelig, og derom var han ikke i tvivl, ville forskellen i vinkelstørrelse blive meget lille. Med andre ord: opgaven krævede et særdeles fintmærkende måleapparatur (Fig. 1).

Som instrumentopfinder var Ole Rømer imidlertid uovertruffen for sin tid. Efter ni år i Paris var han 1681 vendt tilbage til København, hvor han overtog professoratet i astronomi, og så vidt tiden tillod, syslede han tillige med forbedring af instrumenter til observationer. Der var ikke mange ledige stunder. Blandt de utallige hverv, han fik tildelt af kongen, kan nævnes matrikuleringen, kalenderreformen, justering af mål og vægt. Samtidig havde han embeder som universitetsrektor, borgmester, brandmester, politimester og stadsingeniør at bestride. Hans alsidighed blev sandelig udnyttet til det yderste, og alt blev udført med den største samvittighedsfuldhed. Også ledelsen af statsobservatoriet på Rundetårn blev overdraget ham. Da det blev bygget som astronomisk tårn omkring 1640, anså man det nærmest for verdens ottende underværk, nu var inventaret forældet, og Rømer fik brug for sin iderigdom under reorganiseringen. Meget af sin sparsomme fritid brugte han her og ved det instrument, han fik opstillet i hjemmet i St. Kannikestræde. Ingen af stederne tilfredsstillede ham dog helt, han havde sine egne tanker om, hvordan et observatorium skulle indrettes, fremgår det af et brev til vennen Leibnitz: »-- jeg er ikke så lidt uenig med dem, som hidtil har udstyret deres observatorier mere til pynt end til nytte og har foretrukket at tilpasse instrumenterne til bygningen frem for at tilpasse bygningen til instrumenterne«. Han sigter her både til det store observatorium i Paris og til Rundetårn, som han fandt upraktiske. Ikke det ydre var vigtigt, men indretningen og instrumenterne. Omsider dagedes det dog.

Rømer var gennem sine to ægteskaber beslægtet med Bartholinerne, den kendte familie, der har fostret talrige videnskabsmænd. Disse havde lidt uden for København ved landsbyen Vridsløsemagle ladet opføre et landsted, eller »lysthuus«, som man sagde. Det fik navnet Pilenborg efter de mange piletræer, der voksede i nærheden. Rømer, som var en velkommen gæst, holdt meget af stedet, og ganske naturligt voksede tanken hos ham om herude at indrette sig det observatorium, han så længe havde drømt om. Sommeren 1704 pjækkede han for en gangs skyld fra sine mange hverv. Det ses for eksempel af konsistoriums protokol, at Ole Rømer var fraværende ved flere møder, og i et brev - igen til vennen Leibnitz - tilstår han »-- jeg har for første gang i mit liv stjålet en hel sommer til mig selv, nemlig til at indrette mig et sådant observatorium, som jeg i 30 år har ønsket mig«.

Det omhyggeligt valgte sted, hvor observatoriet skulle bygges, var en åben mark ikke langt fra Pilenborg, Rømer havde selv lavet skitsen til bygningen og udtænkt inventaret. Thyge Brahes to observatorier på Hven havde været rene vidundere. Uraniborg var et helt slot, og Stjerneborg en nyskabelse, der var nedsænket i jorden for at sikre instrumenternes stabilitet. Også Rømer valgte at grave sit observatorium noget ned, men »bygningen og instrumenterne er, sådan som de på kort tid af nyt og på min egen bekostning har kunnet udføres, egnede til brug« (Fig. 2). Det er beskedent sagt, når man tænker på, at der var tale om to nye og banebrydende opfindelser: et instrument kaldet meridiankredsen til nøjagtig kortlægning af stjernernes position (den dag i dag et af astronomernes hovedinstrumenter) og et andet kaldet instrumentet i 1. vertikal til jævndøgnsbestemmelser. Fire astronomiske ure udgjorde resten af udstyret. Ved slutningen af september stod bygningen færdig, og man ventede blot på klart vejr for at kunne påbegynde observationerne. Blandt de lærde herrer, som færdedes på Pilenborg, blev denne ofte spøgende omtalt som Tusculum. Det nye hus kaldte man »Observatorium Tusculanum«.

»Tusculanum« fik en kort levetid, der slet ikke står i forhold til dets betydning. Kun seks år fik Ole Rømer selv glæde af dette studie- og fristed, men han benyttede det flittigt, og skønt det ikke lykkedes for ham at måle fiksstjernernes bevægelser - det kan ikke engang lade sig gøre med de moderne avancerede meridiankredse - nåede han gennem sine andre arbejder at gøre Tusculanum internationalt kendt på linje med Uraniborg og Stjerneborg. Især bør nævnes tre døgns observationer (1706 den 20. oktober kl 16 til den 23. oktober kl 18), der regnes blandt astronomiens klassikere. Ved et lykketræf undgik de at dele skæbne med de fleste af Rømers øvrige observationsnotater, der gik op i luerne ved Københavns brand 1728. Langt senere var disse »triduum observationer« medvirkende til vigtige nyopdagelser uden for vort solsystem.

Efter Rømers død 1710 fortsatte hans elev og efterfølger i professorembedet, Laurids Skive, observationerne, men døde selv det følgende år - peståret, der kostede næsten hver tredje af Københavns indbyggere livet (Fig. 3, Fig. 4). Derefter forfaldt Tusculanum trods forsøg på at vedligeholde det, indtil instrumenterne omkring 1717 flyttedes til Rundetårn, »da maskinen var spoleret og jernet bortstjålet«. Meget snart var stedet jævnet og glemt.

I de forløbne halvtredje hundrede år er med mellemrum interessen vågnet for at få fastslået Tusculanums beliggenhed. 1923 prøvede inspektør ved Nationalmuseet Hans Kjær på grundlag af beregninger at bestemme den omtrentlige plads. Han havde fundet og udgravet resterne efter Pilenborg og mente ud fra oplysninger om retning og afstand herfra samt geodætiske målinger fra Rømer selv og hans elever at kunne udpege et område nord-øst for Vridsløsemagle som stedet. Han opgav imidlertid på forhånd at grave efter observatoriet, da han ikke mente, der kunne være rester tilbage.

Året efter dukkede uventet en beretning op om et tidligere forsøg på at finde stedet. Det var et manuskript i Videnskabernes Selskabs bibliotek, anonymt og udateret, men sandsynligvis affattet omkring 1765. Forfatteren fortæller, at han tog til Vridsløsemagle med det formål at finde eventuelle ruiner efter det berømte observatorium, men der var intet tilbage. På et halvt hundrede år var såvel Pilenborg som Tusculanum forsvundet, kun de nøgne pløjemarker omgav landsbyen. Til alt held traf han en gammel kone, Ane Peders Dotter, der i sin ungdom »havde været mange gange i Stiernekigerhuuset«. Hun førte ham til stedet ved hjørnet af et gærde og lige over for den såkaldte Kongehøj. Eftersom han havde en vis erfaring i at foretage geodætiske stedsbestemmelser, anlagde han nogle sigtelinjer til forskellige kirker og høje samt til Pilenborgs plads.

Med disse nye oplysninger til rådighed forsøgte Kjær nu at få de opgivne sigtelinjer til at passe på det område, han selv havde udpeget som observatoriets sandsynlige plads, men de stemte ikke. Blandt andet passede sigtet til den nærliggende Kongehøj (nu kaldet Ole Rømers høj) meget dårligt. Kjær forklarede dette som unøjagtigheder i de gamle målinger, men tvivlen blev hængende.

Flere andre forsøg er gjort på at finde Tusculanum, uden at det har ført til noget endeligt resultat. Det har måttet erkendes, at de oplysninger, der foreligger fra Rømer selv og hans medarbejdere, er utilstrækkelige. Til eksempel kan nævnes fire punkter, som instrumenterne blev indstillet efter: mod nord et hul i en skov, mod øst skorstenen af et hus, mod syd en trætop i landsbyen Ishøj og mod vest krattet ved en landsby - alt sammen steder, der ikke længere kan identificeres. Ak ja, Rømer var optaget af at bestemme stjernernes plads, ikke stjernekiggerhusets. Hos en af hans elever, Peder Horrebow, finder vi dog en oplysning af værdi. Han siger, at Rømer betalte én rigsdaler om året i leje af observatoriets grund, selvom han kunne have fået en nærliggende høj stillet gratis til rådighed. Denne bemærkning udelukker den anselige høj, som nu bærer Rømers navn, og som ellers med sin affladede top kunne synes meget velegnet, og det stemmer jo også pænt overens med den anonyme forfatters oplysninger. En anden bemærkning hos Horrebow er vigtig, nemlig at man signalerede mellem Tusculanum og Rundetårn ved hjælp af lyssignaler, når man stillede de astronomiske ure. Et af de steder, man ved hjælp af et gammelt matrikelkort nåede frem til som en mulighed, måtte opgives, fordi et højdedrag øst for stedet umuliggjorde sigtet mellem Tusculanum og København.

Uløste problemer glemmes sjældent, de er som ubestegne bjergtoppe, der ægger ved selve deres tilstedeværelse, og engang imellem tages de frem til fornyet endevending. Tusculanum-mysteriet er et typisk eksempel, også undertegnede blev grebet og nåede at opleve ikke så lidt af skattejagtens spænding. Til de hjælpemidler, Kjær og efterfølgere benyttede, har nutiden føjet endnu et, nemlig luftfotografiet, hvor længst forsvundne bygninger og fortidsanlæg under særlige omstændigheder kan afsløre sig på overraskende måde. Efter på Geodætisk Instituts fotometriske afdeling at have gransket samtlige fotos over området, stod det klart, at flere af dem viste spor af et anlæg nær det af Kjær angivne område, det vil sige på et sted, der passede godt til kildernes oplysninger. Det var faktisk kun den anonyme beretnings sigtelinjer, der ikke stemte. Stedet ligger i Vestskoven, og skovrider Laumann Jørgensen, der selv er amatørarkæolog, tilsagde straks sin støtte. En prøvegravning var meget opmuntrende, under pløjelaget konstateredes et kulturlag af fast, sort, lagdelt muldjord med skærver. Palle Siemen og Arne H. Andersen fra Fortidsmindeforvaltningen blev tilkaldt, men ak, det viste sig at være en overpløjet gravhøj, og med al respekt for oldtiden, var det jo ikke det, vi helst havde set.

Det så virkelig ud til, at eftersøgningen måtte opgives. Dog, endnu engang blev kildematerialet nøje gennemgået, skønt alle oplysninger forlængst var vendt og drejet. Et enkelt spørgsmål blev en sen nattetime ved at trænge sig på. Hvorfor passede den anonyme Tusculanumsøgers sigtelinjer så dårligt, specielt til Ole Rømers høj (Kongehøjen), der jo ifølge forfatteren skulle ligge ganske nær? Skyldtes det, som Kjær mente, almindeligt sjuskeri og hastværk? Eller lå fejlen i kompasmisvisningen? Det sidste kunne i hvert fald efterprøves. Hvis jeg nu kalkerede sigtelinjerne over på et stykke smørrebrødspapir og kørte hen over mit målebordsblad uden smålige hensyn til retninger, blot med det ene formål at få stregerne til at ramme -- ! Mit kort er fra 1897 med angivelse af nu forsvundne gravhøje, men skriftet fortæller iøvrigt ikke, hvilke kirker og høje, forfatteren sigter til, bortset fra Roskilde domkirke, Frue kirke og Kongehøjen. Som tænkt så gjort. Og - alle linjer passer (Fig. 5)!

Klokken tre om natten er ikke det rette tidspunkt at omsætte skrivebordsundersøgelser til praksis, men næste morgen måler vi os frem til stedet og finder umiskendelige kulturspor koncentreret på et meget lille område: tagtegl, brokker af Flensborgsten, stumper af kridtpiber, håndsmedede nagler. Tusculanum er fundet (Fig. 6).

Udgravningen får hurtigt afdækket så meget, at en indervæg og svage spor af ydervæggene kan konstateres. Dog, det er ikke nok, at man selv er troende, skeptikere vil jo nok bede om beviser for, at det ikke er et tilfældigt beboelseshus, hvis rester vi har fundet. Som bekendt var det Rømer meget om at gøre at sikre instrumenternes stabilitet ved at grave observatoriet ned (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Den første antydning får vi, da en mærkepæl, der stikkes i den ellers hårde lerjord, med ét forsvinder en meter ned i jorden og ved optagningen har formuldede trærester med (Fig. 10). Gradvis aftegner sig et fyldskifte af form som en retvinklet trekant og absolut ikke til at tage fejl af, for det viser sig at gå knap halvanden meter ned i leret, i hjørnerne står tre stolpehuller knivskarpt, oven i købet med bevaret indhold af træværk. Imellem stolperne skelnes stivere, et sæt anbragt lige under gulvhøjde og et andet ved bunden af hullet. Det er ikke svært at rekonstruere den opbygning, der har båret Rømers apparatur.

I tilgift har vi fået et par vigtige løsfund. Et lille stykke messing stammer formentlig fra et instrument, en griffelspids passer også ind i billedet, man ved, at observationerne noteredes på en tavle. Og så prikken over i'et: et stykke tykt, skiveformet glas, hvis ene side er ødelagt af en afsprængning - forarbejdet til en linse. Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at det er »Stiernekigerhuuset«, vi har pejlet os frem til.

Det er tanken på pladsen at indrette et lille museum med oplysninger om Ole Rømer og hans værk, men fundet af Tusculanum har givet os mere end et valfartssted. Vi har fået bekræftet, at han byggede sit observatorium i overensstemmelse med de ideer, han i sine skrifter gav udtryk for. Det kan endda lade sig gøre præcist at rekonstruere kikkerternes placering, så de bevarede triduum observationer vil, om ønskes, kunne gentages - hvad der eventuelt kan vindes herved, må det blive astronomernes sag at afgøre. Ole Rømers troværdighed og sjældne indsats vil der næppe blive rokket ved. Vi kan passende slutte denne redegørelse med uddrag af et digt, »Over Lysthuuset Pilenborg«, vistnok forfattet af Caspar Bartholin, Rømers svigerfar:

»Og til Rømers ævig ære skal så længe verden står Pilenborrigs backe være hvor astronomien får sin fuldkommenhed og rettis ind med sådan kunstig art, at for allis øyne settis himlens løb og stierners fart«.

(Fig. 11)