Stifterinden
Mens man for blot halvtreds år siden forestillede sig vore landsbykirker rejst ved sognefolkenes fælles anstrengelser, kan det nu med stadig større vished fastslås, at det var storbonde, adel og konge, der stod for opførelsen. Arkæologiske undersøgelser har godtgjort, at stenkirkernes bygning og udsmykning fra slutningen af 1000-årene og fremefter har krævet så stor indsats af kapital, organisation og teknisk indsigt, at den gamle opfattelse alene af den grund måtte falde. Hvordan skulle for eksempel sognets bønder få forbindelse med de berømte mestre, i mange tilfælde udenlandske, der ofte stod for udsmykningen. Et klart og entydigt billede af denne spændende tid har vi endnu ikke. De overleverede skriftlige kilder - lovtekster og diplomer - hjælper til forståelse, men det er fra arkæologien, vi kan vente nye bidrag til diskussionen.
Af Jens Vellev
Asmild kirke øst for den lange Viborg sø med udsigt til domkirke og stiftsby har gennem længere tid været i søgelyset. I dag er den en simpel, enskibet sognekirke, men tydelige spor i murværket fortæller, at den engang har haft en udformning en domkirke værdig. Sct Margrethe kirken, som den hed, var treskibet, og udgravninger omkring 1950 viste, at den i sin tid har haft to tårne i vest og mellem dem en halvrund udbygning, en apsis, som modsvarede den i koret. Denne ejendommelige grundplan er sjælden her i landet, men typisk for tysk kirkebyggeri i tidlig middelalder. Asmild-kirken hører til vore allerældste stenkirker, og noget tyder på, at den en tid har fungeret som domkirke, inden kæmpekatedralen i Viborg blev rejst. Vi ved, at Viborg-bispen Eskil 1133 blev dræbt i Asmilds Margrethekirke, mens han »sang de kanoniske tider«, og det er nærliggende at tænke sig drabet foregået i hans egen domkirke. Helt til reformationen ejede Viborg-bispen iøvrigt jord i Asmild og residerede ofte på sin ejendom dér (Fig. 1).
Fig. 1. Asmild-kirkens plan, som den tegnede sig efter udgravningen ca 1950, dog med enkelte tilføjelser. Det arkæologisk påviste murværk er angivet med sort.
De to tårne mistede Asmild-kirken i 1300-årene, hvor den blev genopført efter en brand. Engang tidligere har den imidlertid været gennem en større ombygning, men det er man først for nylig blevet klar over. I begyndelsen af 1970'erne blev pladsen, hvor det søndre tårn har stået, tilgængelig for udgravninger, og Viborg Stiftsmuseum repræsenteret ved Erik Levin Nielsen og forfatteren kunne fortsætte de tidligere undersøgelser, der kun havde strejfet dette område.
Brandlaget fra den omtalte ildsvåde fandt vi lige over det gamle tårngulv, det indeholdt mønter slået under Christoffer 1., Erik Mendved og Christoffer 2., samt rester af fine figursmykkede glasmalerier fra samme tid: perioden op mod midten af 1300-årene. Under brandresterne lå tårnrummet uforstyrret med oprindelige murede bænke langs væggene og lerstampet gulv. Det sidste var sunket lidt i midten - et tegn på, at man havde gravet ned her, før gulvet blev lagt. Nedgravningen viste sig at være en regulær grav med et velbevaret skelet i bunden. I gravens jordvægge fandt vi tegn på ældre aktivitet, og forklaringen meldte sig straks: det søndre sideskibs fundament har oprindelig strakt sig længere vestpå, midt igennem tårnarealet. Fortsatte undersøgelser - sidst nu i sommer - godtgør med nogenlunde sikkerhed, at den ældste kirke var uden tårne og vestapsis (Fig. 2). Ombygningen, der er i samme materiale som den oprindelige kirke (frådsten og let tildannet granit), må have fundet sted tidligt, antagelig kort efter år 1100.
Fig. 2. Kirkens oprindelige grundplan. Nederst i skibet har været en etageagtig opbygning, en slags pulpitur, som i Hvideslægtens sjællandske kirker.
Der var kun den ene grav i det søndre tårn, og den kan næppe være meget yngre end rummet, hvori den blev anlagt. I den gryende middelalder var det ikke hvermand, der fik sit sidste hvilested inden for kirkens mure, så det er klart, at vi står over for en betydende person. Antropologen J. Balslev Jørgensen, der har haft skelettet til undersøgelse, skønner at det er kvindeligt og anslår alderen til 20-30 år. Hvad var der ved denne unge pige - som vi vel må kalde hende - der gjorde, at man gav hendes grav en så bemærkelsesværdig central placering? Endnu kan vi vel ikke med sikkerhed afgøre det, men en række tilsvarende fund andetsteds i det daværende danske rige frister til at gøre et forsøg.
I adskillige tidlig-middelalderlige kirketårne fra Sjælland og Skåne er fundet centralt placerede begravelser, som i tid ligger tæt på tårnenes opførelse. Der kan være tale om en enkelt grav som i Asmild eller to, som tilfældet var i Hammarlunda, Skåne: en mand og en kvinde, vel et ægtepar. Mon ikke disse mennesker har haft en særlig tilknytning til den kirke og vel især den del af kirken, hvor de så hæderfuldt blev jordfæstet? Man kunne tænke sig, at den person, der satte byggeriet i gang og formodentlig også bekostede det, til gengæld forlangte at blive jordet i bygningen. Tårnene blev på den måde en slags mausoleer over deres stiftere.
Det kan indvendes, at Asmild-kvinden forekommer lovlig ung som stifterinde, men hvad med hendes ægtemage? Hviler han måske i det andet tårn? En undersøgelse må ved lejlighed foretages, selvom man kan tvivle på resultatet. Det er nemlig allerede fastslået, at stedet er slemt forstyrret af en benkiste fra senere tid.
Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1951.
