Stentinget

Som så ofte var finderen en amatør, men måske er det alligevel ikke nogen helt dækkende betegnelse. Verner Brath fra Brønderslev kender sin detektor og forstår at bruge den videnskabeligt, hvad Vendsyssel historiske Museum, som han arbejder sammen med, har nydt godt af. Det var i efteråret 1989, han på lokaliteten Stentinget stødte på en yngre jernalders boplads, der, hvis den holder, hvad den lover, vil rage op i den danske bestand.

Stentinget ligger lidt nord for landsbyen Klokkerholm i Hellevad sogn sydøstligt i Vendsyssel. Der er gjort fund over et meget stort område, ca en halv kvadratkilometer, på top og sider af et markant morænebakkedrag, hvorfra der er vid udsigt til den skovklædte Jyske As og, mod syd, til Nørresundby og Ålborg. Et østfra kommende vandløb tangerer bopladsbakken, før det lidt længere fremme forener sig med Ryå. Samme Ryå munder ud i Limfjorden og kan have tjent beboerne som adgangsvej til havet, men næppe særlig tit, eftersom løbet er stærkt bugtet og turen mere end 50 km lang. Også ad landvejen er der langt til stranden, 18 km i fugleflugt for at være helt nøjagtig, så man kan ikke have udført daglige opgaver ved kysten. Det kunne lyde som om beliggenheden trafikalt set var ugunstig, men det er nu ikke tilfældet; de for vejforløbene så vigtige vandskel fordeler sig hensigtsmæssigt i både nord-sydlig og øst-vestlig retning.

Frem til efteråret 1991 har den arkæologiske hovedindsats ved Stentinget været samlet om registreringen af op mod 600 genstande fundet i pløjelaget. Som nævnt stammer pladsen fra yngre jernalder og herhen hører hovedparten af fundene, men der er også ældre ting; stort set hele oldtiden er repræsenteret, så vikingerne var altså ikke de første bosættere på bakkedraget. Skafttungepile af flint viser, at allerede Brommekulturens storvildtjægere færdedes i terrænet, agerbrugerne har boet her lejlighedsvis i såvel sten- som bronzealder, og fra romersk jernalder stiger fundmængden, så at vi må tro, der har været uafbrudt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til ca år 1100. Men det var altså i yngre jernalder, pladsen havde sin storhedstid og største udstrækning, så det er fundene herfra, vi vil ofre vor opmærksomhed. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

De mange sager fra germansk jernalder og vikingetid findes spredt over bakken uden tydelige tidsmæssige grupperinger, hvilket tyder på, at hele området har været beboet gennem hele yngre jernalder. Det ofte luksusbetonede materiale er utroligt varieret og fordeler sig på et væld af genstandstyper. Tager vi for eksempel den populære smykkeform brochen, så finder vi den i alle arter og afskygninger: korsformede, ligearmede, skålformede, cirkulære, trefligede, næbformede, fugleformede o.s.v., men der er mange andre slags smykker, nogle belagt med guld eller hvidmetal, enkelte med indlægning af emalje eller smykkesten. At opregne hele typeregisteret vil føre alt for vidt, så lad os nøjes med fra den meget omfattende diverseafdeling at pege på en thorshammer-amulet, kors af bly og en af de såkaldte guldgubber. Som noget væsentligt kan nævnes, at der blandt fundene er esseslagger, glødeskaller, størknet glasmasse og store mængder metalaffald: bly, tin, bronze, sølv og jern. (Fig. 5, fig. 6)

Det er naturligvis udmærket med alle disse i sig selv vigtige genstande, men vi ville unægtelig have foretrukket at finde dem på plads i urørt kulturlag frem for i muldlaget, hvor de er rodet rundt af ploven. Det store spørgsmål blev nu, om der under pløjelaget var bevaret rester af det oprindelige kulturlag, eller om alt var endevendt.

Sommeren 1990 foretog museet de indledende udgravninger i området. Der blev anlagt to felter, nemlig ved to på området værende, stærkt ødelagte gravhøje, den ene med navnet Byrhøj, den anden tidligere kendt som »Sten Tinget« eller Stentinghøj. Ved Byrhøj fandtes tretten af de såkaldte grubehuse og spor af et kraftigt hegn, alt fra vikingetiden, og herudover tomten af et langhus, som sandsynligvis er af lidt ældre dato. I grubehusene lå der genstande fra megen forskelligartet virksomhed: ten- og vævevægte, hvæssesten, en drejekværn, glasperler, esseslagger, glødeskaller, glas og bronze, som har været smeltet, stykke af en støbeform. Det er tydeligt, at man har givet sig af med både smedning og bronzestøbning; de to fag synes at have gået godt i spænd med hinanden. (Fig. 7)

Ved Stentinghøj undersøgtes fem vikingetidsgrave, der formodentlig blot udgør et lille afsnit af en større gravplads. Skeletterne var i en dårlig forfatning, et af dem helt forsvundet, de øvrige så vidt bevaret, at man kunne se, der var tale om to voksne og to børn; tre har ligget i smalle plankekister. To af gravene var helt uden udstyr, i de øvrige fandtes småting som knive og hvæssesten, perler af rav og glas. Spredt i gravfylden iagttoges nu og da hvidbrændte knoglestumper; de er endnu ikke artsbestemt, men stammer sandsynligvis fra dyre- ofringer i forbindelse med begravelsen.

Det areal, vi foreløbig har undersøgt, udgør mindre end én procent af det samlede område, men giver ikke des mindre - sammenholdt med det store pløjelagsmateriale - gode fingerpeg til bedømmelse af fundets art og karakter. De fornemme importerede smykker, mønterne, brudsølvet og ikke mindre end tyve vægtlodder afspejler handel, mens smede- og støbesagerne og i øvrigt en mængde andre fund vidner om håndværkeraktiviteter - alt sammen i en målestok, der nærmest svarer til, hvad vi finder i bunden af vore ældste byer. Vi må formode, at hele denne virksomhed var styret af magtfulde personer, der forstod at drive overskudsgivende forretninger med indlandets bønder - en nødvendig forudsætning for at få del i den kysthandel, der bragte de eftertragtede udlandsvarer til landet. Hvad denne sidstnævnte angår, lå Vendsyssel ualmindelig godt placeret. Søtransporten mellem Nordsøen og Østersøen gik ikke blot nord om landsdelen, men også, gennem Limfjorden, syd om den, og der var fin forbindelse til Norge. De mange udenlandske elementer i fundene viser, at man har om ikke ligefrem øvet kontrol med handelsruter til søs så dog med stor styrke udnyttet mulighederne, de bød på. De første spor efter vikingetidens ladepladser er dukket op ved Vendsyssels østkyst; spændende vil det være, om en af dem en dag kan kædes sammen med bebyggelsen ved Stentinget. For trafikken over land var betingelserne som nævnt, takket være vandskellene, gunstige. Instrumentet var således i orden, men det er ikke nok, man må også forstå at spille på det. Det gjorde efter alt at dømme folkene ved Stentinget. (Fig. 8, fig. 9. fig. 10, fig. 11)

På Lindholm Høje ved Nørresundby er fundet spor af en større bebyggelse fra samme tid som vor boplads (se Skalk 1958:3). Man har opfattet den som en slags hovedstad for datidens Vendsyssel, men med det nye fund in mente bør denne vurdering nok tages op til overvejelse. Måske var Stentinget- og Lindholm Højepladserne blot to af flere parallelt fungerende storbygder, vel sagtens med en slags administrativ overhøjhed over hver sit område, herred eller hvad man nu har kaldt det.

Stednavne og skriftlige kilder kan i heldige tilfælde give nyttige bidrag til forståelse af arkæologiske fund. Navnet Byrhøj, der som ovenfor berørt knyttes til en nu næsten sløjfet gravhøj beliggende i bopladsområdets centrum (der tillige er dets højeste punkt), menes således afledt af »Bygtharhøgh« med betydningen »Bygdens høj«. Stentinget er navnet på en nærliggende gård, men dennes navngiver er det før nævnte oldtidsminde, hvis sørgelige rester endnu ses vestligt i fundområdet. Herom kan man læse i Pontoppidans Danske Atlas fra 1769: »På Kiersgaards mark er en stor stendys kaldet Sten Tinget«. Det var ikke ualmindeligt, at man i gammel tid opfattede dysserne som oldtidens tingsteder, men det kan også tænkes, at der faktisk har været tingsted her i nærheden, i så fald vel hørende til det nu forsvundne Skovbo herred. Selve herredsinddelingen går utvivlsomt tilbage til yngre jernalder, men grænser og navne har ændret sig en del gennem tiderne.

En interessant oplysning finder man i magister Adam af Bremens værk »De hamborgske ærkebispers historie«, og den må kunne tillægges en vis vægt, da det drejer sig om noget, der er sket umiddelbart før nedskrivningen. Hamborg-kirken havde haft vort land som missionsmark, og biskop Adalbert kunne, efter at trosskiftet var vel overstået, med pavens billigelse betragte sig som dettes åndelige overhoved. I 1060’erne indsatte han en række bisper: »Oddo i Ribe, Kristian i Århus, Heribert i Viborg og Magnus i Vendsyssel«. Navnet Vendsyssel (Vendila på latin) forekommer flere steder i Adams tekst, ofte - som her - betegnende en by, et enkelt sted dog på en måde, så at det helt klart fremgår, det er et landområde, der er tale om. »Vendsyssel« har altså dengang betegnet både en by og en landsdel. Den første, byen, er i dag forsvundet, men vi har flere beviser på dens eksistens, således kan man i Resens Atlas Danicus fra 1680’erne læse følgende: »Vi har nu behandlet Ålborg, stiftets største by, lad os nu gå videre til de andre, blandt hvilke den første er Vensela, på dansk Vendsyssel, sådan som hele Vensalia, hvor den ligger, hedder, enten fordi den engang har været den førende by eller af en anden grund. I dag er det en lille flække midt inde i Vendsyssel, og der er næsten kun det bemærkelsesværdige ved den, at Rye å løber gennem den —«. (Fig. 12)

Den mystiske by Vendsyssel/Vendila/Vensela (både den og halvøen må oprindelig have heddet Vendel; jævnfør vendelbo) har naturligvis været eftersøgt. Der er peget på Lindholm Høje som en mulighed, men det nye fund ved Stentinget kan med fuld ret drages ind i diskussionen. Adams oplysninger tillader ingen sikker stedfæstelse af byen, og det er vel i øvrigt et stort spørgsmål, hvor langt hans geografiske kundskaber har rakt. Resen er lidt mere præcis: byen ligger »midt inde i Vendsyssel«, og »Rye å løber gennem den«. Det første passer godt på vor boplads, og det andet peger i hvert fald i retning af den. Bebyggelsen ved Stentinget må være nedlagt i begyndelsen af 1100-årene, og man kan tænke sig befolkningen flyttet en kilometer mod syd til sognebyen Hellevad, hvis kirke netop synes opført omkring den tid. Gennem Hellevad flyder en å, som ganske vist ikke er Ryåen selv, men dog en sidegren til den.

Traditionen om »Vendsyssel« og dens fordums herlighed kan være holdt i live af de middelalderlige korttegnere, der efterhånden tog Danmark ind i deres verdensbillede - først i lille og fortegnet skikkelse, senere i større og mere detaljerede, skønt ikke altid særlig nøjagtige, fremstillinger. Her ser man byen Vendsyssel anbragt nogenlunde midt i landsdelen af samme navn. Det er ubeviseligt, men forekommer på den anden side ikke helt usandsynligt, at bopladsen ved Stentinget kan være byen Vendsyssel, Adams Vendila.

Den Magnus, der blev indsat som bisp i »Vendsyssel«, kom af dage ved et ulykkestilfælde, men han fik efterfølgere sammesteds. På et senere tidspunkt, efter 1100, synes bispesædet at være forlagt til Vestervig i Thy, dog kun for en kort årrække, så flyttede det tilbage til Vendsyssel, men ikke til byen, kun til landsdelen; bispen tog nemlig ophold i Børglum, som derefter var bispesæde indtil reformationen. Hvis Stentinget-bopladsen er byen Vendsyssel, forstår man udmærket grunden: den var på det tidspunkt ophørt at eksistere eller i hvert fald stærkt på retur. Det samme gælder i øvrigt bopladsen på Lindholm Høje.

Spørgsmålet om byen Vendsyssels beliggenhed må stå åbent, kilderne er for vage til, at en sikker dom kan fældes. Måske er det for tidligt, vi har inddraget Stentinget i diskussionen, vi kender jo endnu ikke bebyggelsens nøjagtige størrelse, husenes funktioner, gravpladsens udstrækning og gravenes format. Derpå kan der rådes bod. Bag de fund, som foreløbig er gjort, tegner sig noget virkelig stort. Tiden vil vise, om det holder stik. (Fig. 13)