Stenkistegrav

Udgravningen, som bragte stenkisten frem, var foranstaltet af Morslands historiske Museum ved Bjergby, Mors. Den stærkt udpløjede gravhøj, som toges under behandling, indeholdt som så ofte flere grave, men kun een af dem - den ældste - skal omtales. Den havde form af en aflang grube eller skakt, som gennemskår de tilbageværende rester af højfyld og gik ned i den urørte undergrund. Kisten var opstillet på bunden af gruben, og den var særdeles vel beskyttet, for på dens tag har man anbragt en flerlaget pakning af flade og godt sammenpassede sten af en størrelse, så at det kostede to mand anstrengelse at få dem bakset op. Forekomsten af »rurer« (kalkgange) på en af stenene tyder på, at stenalderfolkene har hentet dem ved stranden, og da denne ligger i en afstand af tre-fire kilometer fra stedet, kan det godt være, at stenene dengang har kostet endnu mere sved, end de krævede af os. Selv med dette solide låg udfyldte stenkisten ikke hele gravgruben, som man derfor har fyldt op med marksten. Ploven har splittet toppen af denne stenfyldning, så hvor dyb gruben oprindelig har været, kan ikke siges; nu målte den 1,20 meter fra overflade til bund.

Stenkisten på bunden af gruben var bygget af flade stenplader; de afgrænsede et rum, som var knap et par meter i længden og ca en halv meter på bredeste sted. Der var trængt jord ind i kammeret, og først da den forsigtigt var fjernet, fik man overblik over indholdet. På et lag af tynde bundfliser lå et efter omstændighederne meget velbevaret skelet, hvis kraftige knoglebygning lod ane, at personen var af mandkøn - en antagelse, som støttedes af gravgaverne, hvis art næppe ville have tiltalt en kvinde. Ved skelettets venstre side lå en 26 centimeter lang flintdolk, mærkelig nok med skaftet pegende mod gravens fodende, og andetsteds i gravlaget fandtes to hjerteformede flintpilespidser og et enkelt stærkt medtaget potteskår. På en flad sten nær flintdolken lå et lille stykke af en menneskelig lårknogle (Ulrik Møhls bestemmelse), og eftersom skelettet i graven intet savner af sine overben, må man gå ud fra, at den stammer fra et andet individ. Intet tyder på, at kisten skulle være benyttet mere end denne ene gang, så knoglen kan næppe have hørt til en normal begravelse; den må henregnes til gravgodset og er uden sammenligning dettes mærkeligste stykke.

Som bekendt er dolktidens gravskik rig på former, der tilmed varierer fra egn til egn, men den smukke grav fra Bjergby har flere kendetegn, som er almengyldige for perioden. Gravgodset, dolk og pilespidser, er så at sige standardudstyret for tidens mænd, og ligets anbringelse i en dyb nedgravning fyldt op med sten er også et karakteristisk træk. Stenkisten selv er en dolktidsgravtype, som - omend i forskellig udformning - optræder over det meste af landet og i en sådan mængde, at den har givet perioden dens andet navn: hellekistetid.

Også den ekstra lårknogle er vel på sin vis typisk; i hvert fald har man ment at kunne påvise, at netop dolktidens mennesker har haft en påfaldende interesse for »gamle« menneskeknogler, hvad formålet så end har været (se Skalk 1966:3). Det er en sag, som endnu er langt fra sin endelige opklaring. Bjergbygraven giver et beskedent bidrag, og det må modtages med taknemmelighed.