Stenhjulet

Højen var et af fire overpløjede oldtidsminder, som måtte undersøges i forbindelse med en udstykning til industrigrunde øst for Hjordkær by ved Åbenrå. Udgravningen blev udført af Haderslev museum i nært samarbejde med ungdoms-arbejdskonsulent Elisabeth Strårup og med en lidt usædvanlig arbejdsstyrke: unge piger fra Rødekro kommune.

Den største af højene var trods overpløjningen endnu af ret betydeligt omfang, og da vi fra arkiverne vidste, at der her for mange år siden var fundet et bronzesværd, afgivet til museet i Kiel, kunne undersøgelsen påbegyndes med en vis forventning. For at få overblik over opbygningen blev højen udgravet fjerdedelsvis og således, at et kors af profilbalke blev ladt tilbage til snitstudier. Fjernelsen af fylden foregik i begyndelsen med maskinkraft, men der kom sten i vejen, og det blev nødvendigt at gå over til mere gammeldags metoder.

Det viste sig, at højen var opført i fire etaper. Den oprindelige lave gravhøj har ligget fri i mange år, men blev så i forbindelse med en ny gravlægning bygget større. Dette gentog sig senere - og senere endnu engang. Det er til det ældste gravsted, den største interesse knytter sig, så det vil vi ofre mest opmærksomhed (Fig. 1). De tre senere stadier er dog så interessante, at vi ikke helt kan forbigå dem (Fig. 2, Fig. 3).

En kreds af tætstillede sten, nu ret ødelagt, har omgivet det yngste af højstadierne (høj 4 kan vi kalde det), hvis diameter derigennem lod sig bestemme til 26 meter. Fra denne fodkrans har en brolægning af håndstore sten strakt sig godt en meter op ad højsiden som en slags krave omkring anlægget, mens toppen efter al sandsynlighed har været græstørvsdækket. Hvor meget højen har raget op, er svært at sige, men en højde omkring fire meter lyder sandsynligt. Den tilhørende grav må have ligget i det forsvundne parti. Den med bronzesværdet?

Under høj 4 fulgte så høj 3, der var uden randmarkering, men kendelig ved sit fyldmateriale: stablede græs- eller lyngtørv. Diameteren har været henved 22 meter, og graven var til afveksling lagt - ikke på toppen, men ved foden af den ældre høj (2). Den fremtrådte som en meget betydelig stendynge, der viste sig at dække over en stenramme, 2x4 meter stor og med brolagt bund. Inden for rammen fandtes rester af en trækiste, men stærkt opløste og af en konsistens nærmest som brun sæbe. Desværre var der ingen gravgaver. Den mulighed foreligger, at graven er plyndret; i hvert fald sås der spor af en moderne forstyrrelse i den østlige ende af stendyngen.

Høj 2, den næste i rækken, var også bygget af græs- eller lyngtørv. Her var randmarkering, men ikke med sten som ved det yngste højstadium, derimod med stolper, kendelige som mørke pletter i undergrunden og i enkelte tilfælde - takket være aldannelser - som hulrum, der kunne udstøbes med gips. Kredsen, det meget kraftige træværk har dannet, var 16-17 meter i tværmål og med en indbyrdes afstand mellem pælene på ca 2,5 meter mod øst, noget mindre mod vest, hvor rækken på en underlig måde virkede dobbelt. Hvordan dette skal forstås, om »hegnet« virkelig har været dobbelt (nogle af stolperne har måske ikke gået dybt nok til at sætte sig spor), eller om det på et tidspunkt er blevet repareret eller ligefrem udskiftet, er ikke til at sige, men stolpeomsat var højen i hvert fald, og den har herved præsenteret sig noget anderledes end de to efterfølgere. Graven var denne gang anlagt midt i kredsen, på toppen af den ældre høj (1). En trækiste er blevet stillet på et stenlag og derefter overdynget med andre sten, men træet var nu bortrådnet og kistens indhold desværre noget forstyrret af gravende dyr. Af den gravlagte person var kun tænderne bevaret. Deres antal var 32, så vi gik uden videre ud fra, der var tale om en voksen, men en nærmere undersøgelse ved tandlægeægteparret Huss, Haderslev, har vist, at det drejer sig om såvel mælketænder som blivende tænder fra en 8-12-årig. Det unge menneske har været ret veludstyret med gravgaver, således en bronzering, som må have siddet om højre arm, en dolk placeret ved bæltet, en ravknap, der muligvis har tjent som lukke for omtalte bælte, og en smykkenål på brystet. Ved fødderne har stået et lerkar, vel med rejsekosten. Graven kan, ved smykkenålens hjælp, dateres til midten af ældre bronzealder.

En af udgravningens trofaste besøgende, der gik med stok, mærkede pludselig en dag jorden forsvinde og et hul åbne sig i undergrunden. Det var fodgærdet til høj 1, der således på dramatisk vis røbede sin eksistens, og det blev ikke den eneste overraskelse, dette ældste og oprindelige anlæg bød os. Vi stod her over for noget, der var mærkeligere, end vor fantasi rakte.

Fodgærdet har været et stolpehegn, men med mindre og mere tætstående stolper end det tilsvarende ved høj 2. Omkring nogle af pælene har der - atter som ved høj 2 - dannet sig en kappe af al, og denne blev, da træet rådnede, tilbage som et lodret rør, hvori stokke kunne forsvinde. Ved at fylde gips i rørene fik vi pæleafstøbninger, den mest vellykkede 70 cm lang og 10 cm tyk med tilspidsning nedefter. Hegnet har været henved 15 meter i diameter med ialt 44 pæle. De har sandsynligvis båret fletværk, i hvert fald blev der fundet stumper af grene, kviste og andet træværk under overfladens beskyttende al.

Inden for hegnet har som sædvanlig været en høj. En lille halv meter nede i denne stødte vi på en stenlægning, der vistnok oprindelig har dannet en hvælvet kappe over hele området, men som nu fremtrådte noget ødelagt, hvilket kunne tyde på, at den en overgang har ligget frit, uden den dækkende jordfyld, som altså må være tilført på et senere tidspunkt. Stentæppet blev fjernet og derefter den underliggende jord ned til højbunden og højens ældste anlæg. Dette fyldte os med undren. I midten lå en stendynge, ca 5 meter bred og ret flad. Omkring den en stenkreds med et tværmål på en halv snes meter. Fra stenkredsen ind til stendyngen fem stenrækker som egerne i et hjul (Fig. 4).

Stendyngen havde en sænkning i midten, som vi i første omgang antog, måtte være opstået ved sammensynkning af en i undergrunden neddybet grav - en formodning, der bestyrkedes, da vi begyndte at fjerne stenene og fandt opgravet undergrundssand under dem (Fig. 5). Det viste sig imidlertid at være forkert, graven var anlagt på den flade mark, men omgivet med en ovalgrøft af en god halv meters dybde; det var fra den, undergrundsmaterialet stammede. I grøften fandtes øverst sten og derunder rester af lodretstillet træværk: tætstående stolper eller planker, der må have fortsat i højden, hvor de har dannet væg. Ovalanlægget får hermed karakter af et hus, en lille bygning på henved 3,5 meter i længden. Stenene har været dynget op omkring det, og da træværket rådnede, er de skredet ind i bygningen og sunket ned i fundamentgrøften. På bygningens ralbelagte gulv fandtes sparsomme spor af et skelet, der har ligget på ryggen med hovedet i vest (Fig. 6). Andre knoglerester blev påtruffet mellem stenene i og over renden, men de var fra et dyr, sandsynligvis en hund. Kadaveret må være anbragt uden for huset, tæt op af væggen, før stenene dyngedes sammen (Fig. 7).

Uden for huset, under foden af stendyngen, fandtes endnu en grav, som var usædvanlig lang, hvilket forklaredes ved, at den indeholdt to lig. Kisten har været en udhulet træstamme, og de døde var lagt med fødderne mod hinanden, begge med en flintdolk på brystet. Kisten er anbragt direkte på det fra grøften opgravede sand, så den kan ikke være meget yngre end bygningen, og der blev da heller ikke bemærket tegn på nedbrud gennem stendyngen, som sikkert først er lagt op, efter at graven var etableret. Dette er heldigt, for derved får vi samtidig en datering af den oldsagsløse grav i huset. Den må med flintdolkene henføres til stenalderens slutningsafsnit, der netop, efter det karakteristiske våben, benævnes dolktid.

For at sætte hjulgraven i perspektiv bliver det nødvendigt at ofre et par ord på en af de andre høje, som blev udgravet. Den lå en halv snes meter fra den store høj, men var selv lille og beskeden, så vi gjorde os ingen særlige forhåbninger. Under muldlaget fremkom det efterhånden velkendte stentæppe som dække over en ganske lav jordhøj, godt 10 meter i diameter. Ved fjernelsen af denne viste der sig en meget stor nedgravning i undergrunden med de sædvanlige dynger af opgravet fyld langs randen (Fig. 8). Tømningen af gruben ville ingen ende tage, først et par meter nede blev bunden nået, men undervejs var vi stødt på rester af i det mindste fem grave, hvoraf nogle havde ødelagt andre, så at det samlede billede stod noget uklart. Bemærkelsesværdig var iøvrigt en slags rampe, der langs sydkanten førte ned mod bunden, hvor den sluttede ved en stendynge, der formodentlig repræsenterer en grav. Af genstande blev fundet to flintdolke og klingen til en bronzedolk. Den ene flintdolk, der er beskadiget, stammer rimeligvis fra anlæggets ældste grav, den anden er som type lidt yngre og bronzedolken antagelig lidt yngre igen, men alle tre synes at tilhøre dolktiden, hvor metallet så småt var begyndt at komme i brug.

Den ældste af flintdolkene er af omtrent samme type som dolkene i hjulhøjen, så der kan ikke være nogen stor tidsforskel om overhovedet nogen på de to anlægs tilblivelse (Fig. 9). Nu er dødehuset i den store høj jo ikke nogen helt almindelig ligkiste, og man kunne forestille sig, at det oprindelig var bygget til andet formål, for eksempel som kulthus ved en eller flere af gravlægningerne i nabohøjen. Det er selvsagt ubeviseligt, men der foreligger efterhånden mange tegn på, at der til datidens jordefærd, som til nutidens, har hørt et omfattende ceremoniel, og det forekommer rimeligt, at det har haft et samlingspunkt. Stenhjulet, hvis eger kan følges ind under stendyngen, må være anlagt samtidig med bygningen, mens dobbeltgraven, der afbryder en af egerne, lige som stendyngen næppe har været planlagt fra starten, men er kommet til senere - omend ikke meget senere af de i det foregående anførte grunde. Med stendyngen forsegles huset, så på det tidspunkt har den døde beboer været anbragt. Kulthuset, hvis det er en realitet, kan altså ikke have haft nogen lang brugstid, nogle få år i det højeste, men døden er jo en lunefuld medspiller, så det kan næppe kuldkaste teorien.

Nogen praktisk funktion kan man vanskeligt forestille sig, stenhjulet har haft, der må være en anden forklaring. I helleristningernes billedverden, der jo især hører bronzealderen til, forekommer hjultegnet almindeligt, som regel med fire eger, undertiden dog med flere - en enkelt gang i Danmark med fem, og det er værd at bemærke, at netop dette eksemplar er fundet under forhold, der gør en datering til dolktid sandsynlig (Fig. 10). Nogle af billederne viser hjulet under transport, anbragt på vogn eller trukket af en hest; det synes her at spille samme rolle som den gyldne skive i Trundholm-solvognen og sikkert med samme betydning: som symbol på solen. Om stenhjulet på lignende vis har skullet bringe den store lysgiver, efter al sandsynlighed tidens hovedgud, i erindring, kan man ikke vide, men det er en nærliggende mulighed. En af egerne, den nordøstlige, synes ret nøje at pege mod det sted i horisonten, hvor midsommersolen står op, hvilket dog meget vel kan være en tilfældighed. En anden af egerne er dobbelt, lagt af to stenrækker. Hvorfor?

Som nævnt i indledningen blev udgravningen iværksat for at skaffe plads til nutidig bebyggelse, men resultaterne er blevet så spændende, at der er opstået et ønske om at bevare i hvert fald noget af det fundne på stedet. Forhåbentlig kan det lade sig gøre. Hjulgraven er et enestående anlæg. Den antyder en tankeverden, der er os højst fremmed, men som vi meget gerne vil vide mere om.