Stengravens fire trin

En vandring over højresterne februar 1987 gjorde det klart, at området havde ændret sig i de mellemliggende fjorten år. På grund af den intensive jorddyrkning var højene blevet adskilligt lavere, godt tredive centimeter for den sydlige langhøjs vedkommende. Ved dens fod lå oppløjede lerkarskår, og de dokumenterede med al tydelighed, at noget måtte gøres, hvis oldsager og oplysninger om anlægget skulle reddes, før det var for sent. I stor forståelse med lodsejeren, gårdejer Anker Jessen, iværksatte Nationalmuseet en udgravning, der gennemførtes med midler fra Rigsantikvaren og Arbejdsmarkedsnævnet for Sønderjyllands amtskommune.

Med en højde på knap en kvart meter synede langhøjen ikke meget i landskabet, men da overjorden var afrømmet på et 20 x 30 meter stort område, viste det sig, at vi havde at gøre med et ganske betydeligt oldtidsminde: ikke mindre end tre gravkamre kunne iagttages. Efterhånden som udgravningen skred frem, fik vi mistanke om, at der måske var mere endnu. Når mulden fjernes fra en overpløjet høj, fremtræder dens fod oftest som en mørkfarvet bræmme, men i vort tilfælde manglede dette særkende mod øst, her var kun lyst sand. Forklaringen kunne være, at ploven var gået så dybt, at den helt havde udvisket den aftegnede stribe; det stemte godt med, at langhøjen var lavest i denne side. At det alligevel forholdt sig anderledes, antydede fundet af tre håndstore sten, som lå lige under muldlaget ved udgravningsfeltets østende, og som ikke naturligt hørte hjemme i det ellers rene undergrundssand. Stenene, der var indlejret i ler, gav anledning til en nærmere undersøgelse af højtomtens afslutning. Feltet forlængedes mod øst - og det bragte yderligere et kammer for dagen, det fjerde. Gravene er ikke opført på samme tid, men kommet til efterhånden; når en ny tilføjedes, blev højen udvidet, så den til sidst havde en længde af fyrre meter. Selv om også dette anlæg i tidens løb har været genstand for omfattende ødelæggelser, lader det sig - som vi straks skal se - stadig aftvinge værdifulde oplysninger (fig. 1).

Langhøjens ældste fase, anlæg 1, var oprindelig en runddysse, en stenomsat høj, i hvis midte der har været et lille, firsidet stenkammer. Af dette var intet tilbage, alle store sten var for længst fjernet. En ler- og stenpakning, som har omsluttet graven, fandtes dog endnu og tegnede sammen med stenspor i undergrunden anlæggets form. Også rester af tørmuren, der har udfyldt mellemrummene mellem bærestenene, var bevaret og kunne fortælle om kammerets opbygning.

Umiddelbart vest for anlæg 1 udgravedes yderligere en runddysse. Højen har lignet den første, men det delvis bevarede dyssekammer adskilte sig fra den ældre nabograv ved at være forbundet med højfoden af en kort gang; den afgrænsedes i begge ender af et par stenfliser. På baggrund af de tilbageværende bæresten, i alt seks, kunne det fastslås, at graven har haft en indvendig højde på omkring 1,2 meter. En meget stor overligger, der formentlig har dækket det meste af dyssekammeret, er i nyere tid sprængt med dynamit - adskillige brudstykker blev fundet inde i gravstuen.

De to sidste anlæg er antagelig opført inden for en forholdsvis kort periode. Alligevel er de, hvad form og størrelse angår, vidt forskellige, og man kan med rimelig sikkerhed udpege langhøjens østkammer som det tredje i tidsfølgen. Anlægget må nærmest karakteriseres som en stordysse eller lille jættestue; det danner en slags overgangsform mellem de to typer storstensgrave, dysser og jættestuer. Det mangekantede kammer, hvoraf kun en enkelt sten var tilbage, lå midt i en godt elleve meter lang højforlængelse, indrammet af randsten. Til anlægget hørte en gang, i hvis åbning der var en flad dørsten og ved overgangen til kammeret en stor, 24 cm høj tærskelsten. Et par stenrækker har nærmest som en forlængelse af gangen delt gravrummet i to; stenene er senere fjernet, men sporene af dem sås endnu tydeligt i undergrunden. Som noget særligt var der ved dette anlæg anbragt en mængde knust flint mellem kammersten og den brede pakning - af ler og sten - der har omgivet hver enkelt af de undersøgte grave (fig. 2).

Det fjerde og sidste kammer afdækkedes i langhøjens modsatte ende, den vestlige. Selv om det blev lagt klos op ad anlæg 2, sparede man ikke på kræfterne ved højens forlængelse, den overgik østendens med henved et par meter. Vi stod her over for resterne af en typisk jættestue, større end de øvrige grave og med et rektangulært kammer, ca. 3 x 2 meter, hvortil der fra syd førte en gang. Ingen af de store bæresten eller overliggere var bevaret, kun enkelte mindre fliser fremkom i gang og kammer; sidstnævnte sted var de rejst på højkant og afslørede, at jættestuen, i lighed med forgængeren, har været ruminddelt, antagelig i fire afdelinger (fig. 3).

Med til billedet af langhøjens grave hører, at kammergulvet i alle fire anlæg var forsænket med mellem 30 og 50 cm i forhold til den oprindelige markoverflade. Fælles er også et op til ti cm tykt lag ildskørnet flint, der har dækket gravenes bund.

Kammergravene er blevet genbrugt adskillige gange i løbet af stenalderen. I forbindelse med senere begravelser er ældre skeletter og tidligere anbragt gravgods ryddet mere eller mindre grundigt ud. Når dertil kommer, at kamrene er blevet plyndret og ødelagt i nyere tid, er det klart, at der ikke kunne være efterladt os mange oldsager. Især var det småt med gaver fra anlæggenes første tid, genstande nedlagt sammen med de personer, som gravene oprindelig var bygget for - kun få skår af ornamenterede lerkar var tilbage.

Fra de yngre begravelser stammer imidlertid flere fund, således en tyknakket flintøkse og tre flintmejsler i grav 2. Endnu større held havde vi i det tredje anlæg, stordyssen eller den lille jættestue; det gav os udgravningens flotteste oldsag, en stor stridsøkse. Den lå gemt, hvor gangen munder ud i kammeret, lige ved siden af tærskelstenen. - En række andre gravgaver fandtes i eller nær kamrene, blandt andet adskillige flintknive og tværpile, en enkelt flintdolk samt en del ravperler (fig. 4).

Af de døde selv blev kun iagttaget få spor. I anlæg 3 var bundens hvidbrændte flint dækket af et tyndt lerlag, og netop dette lag har forhindret, at alle knogler er gået i opløsning; her var således endnu nogle skeletrester bevaret.

Det er en kendt sag, at der foran indgangen til dysser og jættestuer kan forekomme talrige lerkarskår. Det var også tilfældet ved vore grave, ligesom der ved deres bagside påvistes områder med skår. Alle stykker, omkring 150 kg, stammer fra kar, der antagelig i forbindelse med begravelsesceremonier er stillet oven på eller nær randstenene. Det drejer sig fortrinsvis om almindelige skåle og tragtbægre samt fodskåle med tilhørende lerskeer. Karrene, der er af høj kvalitet og blandt de rigest udsmykkede i stenalderen, har sandsynligvis indeholdt madofre.

Man har hidtil anset offerskikken for alene at være knyttet til gravkamre, der er forsynet med gang (fig. 5). At finde store mængder af skår ud for anlæg 2, 3 og 4, var der således intet usædvanligt i. Derimod havde ingen regnet med at støde på offerkar ved den ældste dysse. Alligevel fandt vi på et tidligt tidspunkt skår af to kar ved randstenene nord for anlæg 1, men de blev i første omgang sat i forbindelse med skårdynger, der lå ved højfoden ud for et par af de andre grave. Da en tredje beholder dukkede op, denne gang mellem runddyssernes to stenkredse, stod det efterhånden klart, at der måtte være tale om noget nyt. Fordelt hele vejen rundt om den ældste høj fremkom i alt ni lerkar, som enten har været anbragt tæt op ad randstenene eller oven på disse (fig. 6). Der er ikke tidligere ved undersøgelser af ældre, gangløse dysser fundet henstillede offerkar ved højfoden, i hvert fald ikke sådanne, som med sikkerhed kan sættes i forbindelse med den tidligste gravlæggelse; at der i vort tilfælde var denne sammenhæng, viste karrenes form og ornamentik. Til bestemmelsen bidrog også skår fundet inde i kammeret. Udgravningen var dermed i stand til at kaste lys over et ukendt - eller i hvert fald hidtil overset - fænomen. Skikken med at hensætte lerkar uden for graven har altså ikke været forbeholdt de lidt senere kamre med gang.

Lerkarskår og flintaffald, der dukkede op forskellige steder i det gamle muldlag under anlæg 1 og 2, stammer utvivlsomt fra den tid, da området blev ryddet og stenalderbønderne byggede den første dysse. Det skete omkring 3500 før Kristus. Særlig interesse knytter sig til den keramik, som er hobet op uden for langhøjens kamre; den gør det muligt at bestemme, hvor længe gravene har tjent deres formål. Vi kan således konstatere, at begravelserne strækker sig over en periode på henved fem hundrede år, fra den lille runddysse blev taget i anvendelse, og til det samlede anlæg atter gik af brug.

Langhøjen ved Lønt kan med rette siges at være et usædvanligt oldtidsminde. Man kan her i en og samme høj følge udviklingen af bondestenalderens storstensgrave fra den ældste kisteformede dysse til den fuldt udviklede jættestue. Samtidig har lerkarfundene bragt nye oplysninger om datidens offerskik.

Syv høje har ligget samlet i en gruppe, og selv om de i dag er stærkt forstyrrede, gemmer måske også de andre u-udgravede højtomter på overraskelser. Når alle er undersøgt, vil vi have bedre mulighed for at vurdere, hvilken forbindelse, der engang har været mellem de tætliggende grave og den samtidige, indhegnede plads - det afspærrede næs ved Haderslev fjord, hvor mange mennesker må have sat hinanden stævne. Måske kan denne viden bringe os et lille skridt videre i forståelsen af bondestenalderens stammesamfund. Var samlingsstedet for de mange, er stengravene derimod opført til ære for de få og udvalgte.