Stenbrikker
(Fig. 1). Gennem stenalderen fra først til sidst møder man skiveskraberen som en af de alleralmindeligste oldsager, hvilket nok hænger sammen med, at den er overmåde let at lave for den, som kender kunsten. Det gøres på få minutter. Et fladt flintstykke, groft hugget af blokken, får kanten gnavet af med små rappe slag, undertiden helt rundt, undertiden blot på et stykke - og redskabet er færdigt. Spørger man om brugen, kommer vi, som så ofte i arkæologien, på gyngende grund, men i selve ordet »skraber« ligger et forsøg på tolkning, og helt uden baggrund er det ikke. Primitive folk fra en tid, der ligger vor egen nær, har brugt lignende redskaber til skrabning, f.eks. af skind.
Af Holger Kapel
Fig. 1: Tegning: Jørgen Kraglund
Skiveskrabernes form og størrelse varierer noget op gennem tiden. I ældre stenalder er de i reglen små, i yngre derimod bliver de store, ofte grove, undertiden dog meget velformede. Ved siden af disse storskrabere, som altså hører bondekulturen til, optræder imidlertid nogle skraberlignende genstande; de er så små og fine, at enhver tanke om, at de skulle være anvendt til skrabning, sikkert kan udelukkes. Man har kaldt dem »spillebrikker«, hvad de virkelig også ligner. Almindelige er de ikke.
Spillebrikkerne er ofte femørestore, men kan gå helt ned under enøres størrelse. De er tynde (også deri ligner de mønten), og de er tilhugget så nær cirkelformen, som materialet tillader. Dette materiale er for resten ikke altid flint; også brikker af østersskal forekommer, omend kun i få tilfælde. Med sikkerhed kendes spillebrikkerne kun fra syv lokaliteter, men på hver enkelt er der fundet flere brikker, op til 56. Alle forekomsterne er bopladser, og alle synes at tilhøre afsnittet omkring midten af yngre stenalder, tiden hvor de store jættestuer byggedes. Og endnu et fællestræk: alle fundene stammer fra det sydligste Danmark - fra Sydsjælland, over Lolland og Langeland til Sønderjylland. Nu er spillebrikkerne, netop på grund af deres fåtallighed, et forholdsvis upåagtet fænomen, de er kun sjældent nævnt i litteraturen, og man kan vel ikke udelukke, at der rundt om i museer og privatsamlinger ligger brikker, som fejlagtigt er placeret mellem ældre stenalders småskrabere - hvilket i nogle tilfælde vil være tilgiveligt, da skrabernes fineste og brikkernes groveste eksemplarer kan ligne hinanden til forveksling. Helt sikker på, at facit vil holde, kan man derfor ikke være, men foreløbig ser det altså ud til, at spillebrikkerne er et syddansk fænomen. (Fig. 2).
Fig. 2: Bopladser med spillebrikker.
Som bekendt blev Danmark i yngre stenalder ofte hjemsøgt af fremmede, hvoraf nogle kom for at blive, mens andre hurtigt vendte næsen hjemad igen. Udgangspunktet for en »spillebriksinvasion« kunne tænkes at være den tyske Østersøkyst. Oplysninger om tilsvarende fund i Schwerin-området inspirerede forfatteren til en hastig forårsrejse, som gav særdeles positivt resultat. Inden for et begrænset område ved Wustrow i det såkaldte Fischland er der fundet bopladser med spillebrikker i en sand overdådighed og så lig de danske, at det ikke er muligt at se forskel. Hvad dette indebærer, er indtil videre en gåde - også for tyske arkæologer. Foreløbig synes sporet at pege østover, mod Polen.
Hele denne sag er endnu i sin vorden; ingen aner i virkeligheden, hvor den kan føre hen, men det vil forhåbentlig kunne klarlægges gennem kommende undersøgelser. Et spørgsmål er der, som vi allerede nu kan tage under overvejelse, skønt heller ikke det kan besvares fyldestgørende: Hvad har disse stenbrikker (som altså ikke kan være skrabere) været brugt til? Spillebrikker kalder vi dem, men dækker det deres faktiske funktion? Umuligt er det vel ikke. Spillebrikker og -brætter er med sikkerhed påvist i ældre jernalder, fra bronzealderen kendes de ikke, men kan jo have været af forgængeligt materiale, som ikke har efterladt sig spor. (Fig. 3). En del af stenbrikkerne er af udsøgt flint varierende i farve fra hvidt over gult-brunt-rødbrunt til sort og svarer altså meget godt til nutidens spillebrikker, der jo også er af forskellig farve og en vis elegance i udførelsen. En vanskelighed er dog brikkernes mængde i fundene. Så spilleglade kan man næsten ikke forestille sig, at stenalderfolkene har været.
Fig. 3: Udvalg af spillebrikker fra de danske fund, gengivet i naturlig størrelse.
En svensk arkæolog, som så mine brikker, kaldte dem »flintknappor«, og det er vel også en mulighed. Indpakket i tøj eller skind kunne de sys på dragten og tjene til at holde den sammen. (Fig. 4). (Fig. 5). Men den før omtalte farvepragt var jo i så fald uden betydning, så måske er det mere rimeligt at antage, at brikkerne har været smykker - hvordan de så har været båret. Mod begge disse forslag taler dog den omstændighed, at brikkerne tilsyneladende ikke forekommer i grave, men kun på bopladser.
Fig. 4: To stenbrikker fra en boplads ved Wustrow, Østtyskland.
Fig. 5: En anden afvigende oldsag, som findes ret hyppigt netop på spillebrik-bopladserne, er en lille tilhugget flintspids; den kan minde om ældre stenalders mikroliter, men er grovere og undertiden slået af slebne økser. Man aner en forbindelse mellem den og brikkerne og noterer sig med interesse, at spidser også optræder på de tyske pladser.
Legetøj har stenskiverne næppe været, dertil optræder de for talrigt; så megen stads ville man ikke i et primitivt samfund gøre af børnene. Kan de være en slags mønter? De skal jo som bekendt være runde for at kunne rulle. Man tvivler. I så fald kunne jo enhver nogenlunde fingernem mand selv fremstille sin formue.
Eller har de tjent et helt andet formål? Hvad ved vi ret beset om livet i stenalderen? Det kan have haft utallige facetter, som ligger helt uden for vor forestillingskreds. Måske kan man sige, at brikkernes mængde, navnlig på de tyske pladser, taler for en anvendelse af praktisk art, hvilket afskærer adskillige muligheder. Hvad navnet »spillebrik« angår, er det nok bedst ikke at tage det for mere end det er, nemlig udtryk for en lighed. Lad os beholde det indtil videre.
