Stegeborg

Stege er anlagt på det nordlige af de to næs, der afgrænser mundingen af Stege nor, og borgen på en holm i denne munding. Byen nævnes ikke i kong Valdemars jordebog, men 1268 får den sine ældst kendte privilegier, så man må formode, den er opstået i løbet af 1200-årene. Om borgen har man ment, den var ældre - måske en af de danske borge, som på Valdemar den Stores tid opførtes til værn mod venderne - men noget bevis forelå ikke; de ældste kilder, der omtaler den, er også fra midten af 1200-årene. I ly af borgen udviklede Stege sig til en driftig handelsstad, den havde tyske forretningsforbindelser og lukrerede af de store sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, som sommer og efterår sendte en strøm af skibe gennem farvandet mellem Sjælland og Møn, og som Stegeborgerne iøvrigt selv var ivrige deltagere i. I senmiddelalderen blev byen befæstet, den fik vold med tilhørende grav og en bymur med tre porte, men middelalderen randt ud, og med den svandt Steges storhed. Borgen gik til i reformationsopgøret, og da kort efter sildemarkederne mistede deres betydning, indtrådte stagnation og nedgang.

Af befæstningen er bevaret væsentlige rester, nemlig volden, graven og en af portene, men borgen er som nævnt totaludslettet; et murværk kaldet »Stegeborgs ruin« har vist sig at være en kulisse, opbygget af en romantisk indstillet lokalmand i 1920'erne. Borgholmen er forlængst blevet landfast, så end ikke stedet kunne med fuld sikkerhed udpeges. I 1976 påbegyndte Fortidsmindeforvaltningen en eftersøgning foranlediget af et påtænkt byggeri (Fig. 2, Fig. 3). Resultatet var gunstigt og kunne, takket være en bevilling fra Storstrøms amt, følges op med en større undersøgelse 1977.

Borgen er fundet, men de fundamenter, som blev fremdraget i det begrænsede udgravningsfelt, er kun en mindre del af anlægget, nemlig den, der har vendt over mod det faste land. Det har vist sig, at heller ikke Stegeborg blev bygget på én dag; dens tilblivelse falder i mindst tre faser med lange mellemliggende perioder. Holmen er, før den toges i brug til byggeriet, blevet kraftigt forstærket med tilførte mængder af grus og sand, og til at holde sammen på det har man langs bredden lagt bundter af grene og risknipper bag vægge af skråt nedrammede pæle, såkaldt parallelværk. Af borgen, som rejstes på denne delvis kunstige ø, har udgravningen afdækket nordfronten over en strækning af ca 20 meter: en palisadevæg, som til alt held indeholdt en port. De overjordiske dele af såvel port som palisade var naturligvis fjernet ved de senere om- og tilbygninger, men det underjordiske stod tilbage i betydelig højde takket være den høje grundvandstand, og enkelte palisadepæle, som var trukket op og efterladt vandretliggende, var simpelthen bevaret i deres helhed. Vi kan deraf se, at de 10-15 cm tykke stolper har raget mandshøjt op over jorden. De har dannet et solidt hegn, der på steder synes at have været dobbelt eller endog tredobbelt. Til porten er brugt firesidet tilhugget egetømmer i meget kraftige dimensioner, men selve konstruktionen er lidt usikker; måske har den været kombineret med en vindebro. Da udgangen har vendt lige ud mod vandet, må der i hvert fald have været en eller anden form for overgang til det faste land (Fig. 4). Langs borgfronten, ude i vandet, stod en række skråt fremadludende stolper. De virker fjendtlige og er formodentlig også anbragt med henblik på angribere (Fig. 5).

I området inden for palisadehegnet blev fundet stenfundamenter af forskellig sværhed samt vistnok rester af en stavvæg, men da der ved hver ombygning af anlægget er foretaget planeringer og reguleringer, som har ødelagt det ældre færdselsniveau, er det vanskeligt at sige, om noget af dette har hørt til den oprindelige borg. Om dennes udseende, bortset fra facaden, er vi altså ret uvidende. Et problem, som må søges klaret, er dateringen. Kulstof-14 prøvninger af grenværk fra borgen har givet årstallene 1180 og 1250, men denne metodes resultater er belastet med en ret betydelig fejlmargen, så vægten må lægges på en dendrokronologisk datering (udført på laboratoriet i Lund), idet den godtgør, at en af stammerne er fældet præcis år 1267. Det ældste Stegeborg skulle altså være bygget i Erik Glippings regeringstid, måske ligefrem af ham.

Her kommer nu det historiske kildestof lidt i vejen. En tysk munk, Albert af Stade, skrev omkring midten af 1200-årene en beretning, hvor han blandt andet omtaler den danske konge Erik Plovpennings bedrifter i året 1247. Han plagede, fortælles det, sine brødre Abel og Kristoffer og tog sin halvbroder, hertug Knud af Blekinge, i forvaring. »Denne blev senere mandigt sat i frihed af lybækkerne, der erobrede Stegeborg, hvor han sad fangen«. Der synes altså tyve år før dendrokronologiens 1267 at have været en bygning eller borg, og helt ubetydelig kan den ikke have været, når den kunne tjene som statsfængsel (Fig. 6). Har den ligget længere inde på holmen, uden for det undersøgte område?

Stegeborg fik ingen rolig tilværelse gennem resten af 1200-årene; den var, fortæller kilderne, flere gange på tyske hænder (Fig. 7). 1310 overtoges den af Erik Menved, og det må i den forbindelse være af interesse, at vi - atter ved hjælp af dendrokronologien - kan fastlægge en stor ombygning og udvidelse til tidsrummet 1307-12. Det lavvandede sund mellem borg og by blev gjort smallere ved tilkørsel til holmen af store mængder grus, men til gengæld uddybet, så det fik karakter af en egentlig voldgrav. Til sikring af den udvidede holms randzone anbragtes denne gang en lerpakning, to meter bred og holdt på plads af nedrammede pæle med vandret bræddeværk imellem, altså en bulvæg. Den fine træklædte front, som på denne måde fremkom, omend kun i vandkanten, er måske den mest udsøgte af Stegeborgs mange tømmerkonstruktioner.

Teglstensbrokker i mængder lader formode, at lerpakningen har båret en mur; palisadens tid var forbi (Fig. 8, Fig. 9). Ud for det sted, hvor den ældre borg havde sin port, fandt vi i det nye anlæg et fremskydende fundament af meget svært egetømmer og kampesten, formodentlig rester af en portbygning med tilhørende bro over voldgraven (Fig. 10). En firkantet brønd bygget af brædder i to lag må også henregnes til denne borgfase. Den er placeret umiddelbart inden for muren, men på et tidspunkt er den blevet opgivet og fyldt med alskens affald, hvoriblandt en død hest og stejler af ged i påfaldende mængde. Endvidere kasserede brugsting af mange materialer: træ, ler, metal, læder, rav.

Erik Menved, der som nævnt overtog borgen midt i byggefasen, opholdt sig her i 1315 sammen med forskellige fyrster for at drøfte planer om angreb på nordtyske byer. Under efterfølgeren, Kristoffer 2., blev Stegeborg pantsat til tyskerne, og først med Valdemar Atterdag kom den igen på danske hænder. Opfyldningen af brønden skal måske ses i sammenhæng med disse urolige forhold; man har ødelagt borgens vandforsyning, før man modvilligt veg pladsen. Det var ellers en god brønd. Tømt for sit indhold af affald løb den straks fuld med udmærket fersk vand til trods for Stege nors umiddelbare nærhed (Fig. 11). Mærkeligt nok synes man ikke i denne tid at have holdt borgen i forsvarlig forsvarsmæssig stand: voldgraven er brugt som losseplads og med tiden blevet vel lavvandet (Fig. 12, Fig. 13, Fig. 14). Affaldet danner to tykke lag med en tynd steril zone imellem. Markerer denne zone en periode med strammere disciplin?

Valdemar Atterdag skal ifølge traditionen have udvidet borgen, og det kan godt være rigtigt. I hvert fald ser det - stadig ifølge dendrokronologien - ud til, at der ca 1370 har været byggeri igang. Der er nedrammet svære stolper ved det formodede portfundament, som om det nu skulle bære mere - måske et egentligt tårn. Af ombygninger efter kong Valdemars tid er der ingen spor, men det er troligt, sådanne har fundet sted, eftersom borgen eksisterede endnu halvandet hundrede år. Vi kender navne på en række høvedsmænd helt frem til reformationen. Hvordan anlægget har set ud i denne sene fase, får vi et indtryk af gennem en grundplan tegnet 1659 af den svenske ingeniørofficer Erik Dahlberg. Borgen var på den tid en ruin, til gengæld er tegningen sikkert ganske nøjagtig, da den er gjort til militært brug, og Dahlberg er kendt for sin pålidelighed.

Stegeborgs endeligt var fyldt med dramatik. Carit Etlar har beskrevet det i en novelle, »Dommedag på Stegeborg«, men vi vil nu foretrække at benytte sikrere kilder. Fra 1505 sad Anders Bille på borgen, en handlingens mand, hvad blandt andet lybækkerne fik at føle, da de 1510 invaderede Møn. Han sluttede sig ved Frederik 1.'s tronbestigelse 1523 til denne, men kom derved i modsætningsforhold til Stege bys borgere, der holdt med den landflygtige Kristian 2. Da Grevens fejde brød ud i 1534, søgte Bille til København, og i hans fravær skaffede Stegeborgerne sig adgang til borgen, som de sprængte i luften og nedbrød på nær ladegården. Det kostede dem dyrt. Da den nye konge, Kristian 3., var blevet herre over situationen, slog regnskabets time, og hovedmændene blev henrettet. Kristian havde planer om at genopføre borgen, men de kom aldrig til udførelse.

Undersøgelsen af Stegeborg er afsluttet, men kan forhåbentlig suppleres ved lejlighed, da den, som man vil have forstået, langt fra er udtømmende (Fig. 15). Tilbage er at nævne de dykkerundersøgelser, som er foretaget og endnu i skrivende stund foretages i Stege nor. Herved er påvist nedrammede stolper, måske dem, der har givet Stege navn; ordet »Stikæ« betød i middelalderen en i vandet neddrevet pæl. Det kan være rester af havneanlæg eller sejlspærringer - det sidste er vel det sandsynligste. Nu kan en spærring på dette sted næppe have været af betydning for Stegeborg, den må være anlagt for noget længere inde, måske Gammelborg ved norets inderste vig. Navnet Gammelborg antyder høj alder. Var den Stegeborgs forgænger? Det er et af spørgsmålene, som trænger sig på.

Lit: Vilh. la Cour: Danske borganlæg. Kbh. 1972. - Antikvariske studier 2. Kbh. 1978.