Stednavn på vandring
Atten kilometer sydøst for Viborg ligger stationsbyen Bjerringbro og lige i nærheden dens navngiver, landsbyen Bjerring, noget overskygget af sin store nabo. Navnet Bjerring er ellers nok værd at mærke sig. Det er vandret vidt ud i verden. (Fig. 1)
Af Harald Andersen
Fig. 1. Ingen billedtekst.
I Bjerring - eller som det tidligere hed: Bjering eller Bering - boede i midten af 1500-årene en mand ved navn Jens; han var vistnok gæstgiver, men det er ikke meget, man ved om ham. Da han som ældre opgav forretningen og drog fra byen, tog han dens navn med sig, og det blev siden hængende ved ham og hans. Jens Berings slægt havde fremgang; hans søn blev rådmand i Viborg, sønnesønnen borgmester sammesteds, men videst nåede dog dennes søn, han blev professor, højesteretsassessor og kongelig historiograf, dertil en berømt digter, hvis velformede vers glædede Frederik den 3. og hans samtidige - men desværre i mindre grad eftertiden, som kun har levnet ham og hans kunstprodukter en beskeden plads i litteraturhistorien. Vitus Bering, som denne mand hed, var under alle omstændigheder slægtens lyse hoved, og det kan ikke forbavse, at hans brordatter, da hun i 1681 fik en søn, gav ham familiegeniets navn. Hun har vel håbet, at den lille Vitus skulle slægte den store på, men sådan gik det ikke. Vitus Bering II besteg til menneskehedens lykke aldrig vingehesten, men forstod ellers nok at gøre sig bemærket. Hans saga er velkendt: efter barndommen i Horsens stak han til søs og gik som toogtyveårig i russisk krigstjeneste, hvor han udmærkede sig på forskellig vis. 1724 - efter krigens slutning - udnævntes han til leder af en stor østgående ekspedition med den opgave at undersøge, om Asien og Amerika var i landfast forbindelse med hinanden.
Ekspeditionen forlod Skt. Petersborg 1725 og nåede ad landvejen frem til den sibiriske Stillehavskyst, hvor der byggedes skibe til det, som skulle være den egentlige ekspedition. Denne tiltrådtes 1728 med udgangspunkt i halvøen Kamchatka, gik over det hav, som siden kaldtes Beringshavet, og op gennem strædet mellem Asien og Amerika; også det kom til at bære Berings og den østjyske landsbys navn. Beviset for de to verdensdeles indbyrdes uafhængighed var dermed ført, og Bering kunne vende tilbage til Skt. Petersborg, som han nåede 1730. For at forfølge succesen startedes et nyt stort togt; det afgik 1734 og endte for Berings vedkommende syv år senere i en jordhule på en ubeboet ø ud for Kamchatkakysten.
Der går en tråd fra den jyske landsby, langt ud om jordkuglen til et sted midt mellem to verdensdele. Navnet Bjerring gik på langfart, det stak hjemmefra og vandt sig med held og gode hjælpere en ubeskeden plads i verdensgeografien.
