Stav og pose
En islandsk abbed, Nikolaus, fra et benediktinerkloster på den nordlige del af øen, foretog kort efter 1150 en pilgrimsrejse, og på grundlag af hans oplysninger, ja måske ligefrem efter hans diktat, udarbejdede en anden - vel sagtens en af klosterets munke - en vejledning for folk, der kunne ønske at gøre ham turen efter. Det var der mange, der kunne på den tid. Målet for rejsen var nemlig kristenhedens største helligdom, Frelserens grav i Jerusalem. (Fig. 1)
Af Redaktionen
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Fra Island sejler man til Norge, og derfra går turen sydpå til Danmark, hvor man over Ålborg og Viborg når frem til Slesvig/Hedeby (de to lokaliteter er vanskelige at skille fra hinanden). Og videre ned i Saxland, der har »en fint dannet befolkning, og nordboerne lærer dér meget, som de efterligner«. I Stade syd for Elben sættes kursen mod Mainz, men her kan man vælge mellem to forskellige ruter - hvis man da ikke på et langt tidligere tidspunkt har foretrukket en helt tredje, nemlig at sejle fra Norge til Utrecht i Frisland og der »tage stav og pose« og begive sig over land til Mainz. Langs Rhinen når man frem til Basel, og så ligger Alperne forude, dem overskrider man gennem passet Store sankt Bernhard med ophold i det berømte Bernhards-hospits. Det er en kølig tur, der er ofte om sommeren »sne på stenene og is på vandet«.
Nu går det mod Rom. Man passerer floden Po og kan lidt syd for denne gøre ophold og lade sig beværte i Eriks-hospitset, anlagt af den danske konge Erik Ejegod under hans pilgrimsrejse 1098 til Rom og Syditalien. I Rom er der meget at se og dvæle ved, således knoglerne af »Guds apostle Peder og Povl« og ikke mindre end 25 ben af Kristi disciple.
Igen kan man vælge mellem to rejseruter, men de forenes i Capua, og nu ligger vejen åben til Apulien, Italiens hæl. Her indskiber man sig, vistnok i Brindisi, og så begynder sørejsen, der - forudsat gunstigt vejr - må have været en behagelig afveksling efter den lange travetur. Korfu anløbes, og derfra sejles der syd om Peloponnes til øen Kos ved Lilleasiens kyst og videre til Cypern, hvor der er »en by, som hedder Beffa — der døde den danske konge Erik Svenssøn« (det vil sige Erik Ejegod, der som bekendt på sin anden pilgrimsrejse 1103 blev syg og døde, før han nåede Jerusalem). Nu nærmer man sig målet: fra Cypern er der kun to dages sejlads til byen Akka i Jorsalaland. Resten er ren bibelhistorie, alle de hellige steder skal jo besøges: Bethlehem, Bethania, Jordan, Oliebjerget, men først og sidst Jerusalem med Herrens grav - »der er jordens midtpunkt«. »Al denne kundskab er nedskrevet efter abbed Nikolaus’ foresagn, en mand, som både var forstandig og højt anset, af god hukommelse og kundskabsrig, indsigtsfuld og sandfærdig, og hermed ender denne beretning«.
Rejsens varighed, fra Hedeby til Jerusalem, anslår Nikolaus til ca tre måneder, og han må vide det. At han er kundskabsrig, er der ingen tvivl om, han kan sine helgener på fingrene, ved hvor de er født, hvor de virkede, hvor deres grave er, og hvor der findes vigtige relikvier efter dem, men han har også blik for andet end teologien. Hans nordiske herkomst fornægter sig ikke: lidt nord for Mainz passerer han Gnitaheden, »hvor Sigurd dræbte Fafner«, og syd for Basel Vivilsborg, »som var stor, indtil Lodbrogssønnerne brød den«. Et lille menneskeligt sidespring bliver der også plads til: om Siena et par hundrede kilometer nord for Rom siger han, at det er en god by, »her er de skønneste kvinder«.
Lit: Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1913.
