Spøttrup – så fast en borg

Af de bygninger, vi her i landet har bevaret fra middelalderen, er langt de fleste kirker. I de verdslige huse boede mennesker, som ændrede dem efter smag og behov for sluttelig at rive det gamle ned til fordel for noget mere moderne. Selv de faste borge med deres metertykke mure har måttet give køb, så at der nu kun står ganske enkelte nogenlunde urørt tilbage. En af dem er Spøttrup ved Limfjorden.

Også den har naturligvis lidt overlast. Af det mægtige voldanlæg var således en stor del sløjfet, og det indre havde undergået væsentlige ændringer, men en omfattende istandsættelse omkring 1940 har i nogen grad rådet bod på dette. Spøttrup er i dag det bedste, der kan bydes på for dem, der på dansk grund vil studere et middelalderligt fæstningsværk.

I året 1421 blev rigsråd Johan Skarpenberg begravet i Viborg domkirke. Retten til et så fornemt hvilested havde han formentlig sikret sig 1404, hvor han i et gavebrev overdrog Viborg bispestol »Spitrup med mere gods« - besiddelser, han selv havde erhvervet ved arv fra sin bedstefar på mødrene side, den mægtige Niels Bugge til Nørre Vosborg og Hald. Spitrup/Spøttrup er vel oprindelig navnet på en landsby med tilhørende storgård, men nøjagtig hvor dette ældste Spøttrup lå, ved vi ikke; en usikker overlevering har villet placere det nordøst for den nuværende borg. Stedet må imidlertid have været af en vis betydning, eftersom det senere i århundredet blev gjort til administrativt centrum for de efterhånden betydelige godsmængder, Viborgbisperne fik samlet sig i Sydvestsalling, og som de ikke blot administrerede ved hjælp af fogeder, men tillige havde retslig myndighed over. 1523 bekræfter Frederik 1. dette privilegium og tilføjer, at bispen må lægge tinget »på et belejligt sted hos hans gård Spøttrup og der at lade holde birketing og birkeret og hjælpe hver mand, som bygge udi fornævnte birk, til lov og ret«.

Ingen skriftlige kilder fortæller os, hvem af bisperne, der byggede borgen. Man har tidligere peget på den dygtige, højt begavede Niels Glob, der bestred embedet i tyve år (1478-98), og ser man alene på byggestilen, er det vel også en mulighed. Tages voldsystemet med i betragtning, er det dog rimeligere at sætte tidspunktet lidt senere, efter 1500. Igangsætteren kunne være Erik Kaas, biskop i Viborg 1508-20.

Byggeriet fandt sted efter en storslået og selvsikker plan. Stedet var omhyggeligt valgt: et vestvendt bakkehæld ned mod Spøttrup sø. På en her udstukket grund, ca 32x36 meter, skulle opføres et firkantet kompleks bestående af to øst-vestløbende langhuse forbundet med to tværgående længer, men af disse sidste blev kun den ene, den østlige, realiseret, vestfløjen har man af en eller anden grund opgivet til fordel for en spærremur og et porttårn. De omgivende forsvarsværker, en ydre og en indre voldgrav med mellemliggende ni meter høj vold, egnet til at beskytte huset mod kanonild, har i forbindelse med søen gjort borgen næsten uindtagelig.

Sydfløjen var borgens hovedhus, og flere træk viser da også, at den må være bygget først. De to nederste etager, der tilsyneladende var uden skillerum, og som på grund af manglende vinduer næsten henlå i mørke, har vistnok tjent som magasiner, vel sagtens til de naturalier, der indgik til bispen som tiendeydelse fra beboerne i de nærliggende sogne. Næste etage var, i grel modsætning hertil, lys og venlig med store vinduer ud mod voldgraven; her har bispen boet, når han lejlighedsvis kom på besøg, og der er også blevet plads til hans foged. Øverst lå skytteloftet; det var heldigvis sjældent i brug, men måske har der også været rum for borgens besætning.

Fra sin »lejlighed« i sydfløjen har bispen kunnet gå ned i østfløjens store sal; det var vel her, han under besøgene varetog sine verdslige forretninger, mens de kirkelige var henlagt til kapellet længere fremme, i nordfløjen. Resten af borgen var forbeholdt andre, fortrinsvis praktiske gøremål.

Hvis det, som foreslået, var biskop Erik Kaas, der påbegyndte byggeriet, er det sandsynligt, at det blev hans efterfølger, Jørgen Friis, der kom til at fuldføre det. Måske har det givet ham blod på tanden, i hvert fald ved vi med sikkerhed, at han byggede endnu en borg, nemlig Hald, en mils vej syd for Viborg, så at bispedømmet nu rådede over to tilflugtssteder af nogenlunde ligeværdig styrke. Jørgen Friis var uddannet ved universitetet i Köln og fik efter hjemkomsten ansættelse ved kongens kancelli. Her vandt han Christian 2.s bevågenhed, og det var på dennes og dronningens anbefaling, han 1521 modtog pavelig udnævnelse til biskop, skønt han var under 30 år og i virkeligheden for ung til embedet. De følgende år blev brydsomme for Jørgen Friis, reformationen stod for døren, og han blev en af hovedpersonerne i det store kirkeopgør. Lad os for en stund forlade Spøttrup og se lidt på baggrunden for det, som skete.

Christian 2. var kommet på tronen 1513, men uden helhjertet støtte fra rigsrådet, der med mishag havde set, hvordan han som vicekonge i Norge havde kuet den norske adel. Følgelig måtte han underskrive en meget streng håndfæstning, som han dog næppe har drømt om at overholde. Gennem ægteskab skaffede han sig mægtige forbundsfæller og en medgift, som der var god brug for, eftersom han havde planer om at erobre Sverige og dermed genoplive Den nordiske Union. Det lykkedes faktisk, men efterspillet, det stockholmske blodbad, gjorde ham ikke vellidt af de nye undersåtter. Også de danske stormænd lagde han sig ud med, således i 1521 ved at udsende to store lovkomplekser - et skridt på vejen mod en rigslov til afløsning for de gamle landskabslove. Et af formålene var at mindske kirkens magt, blandt de pålagte restriktioner var således forbud mod at erhverve nyt jordegods og at bruge bandlysning til inddrivelse af udestående fordringer. Bispernes blanden sig i det verdslige retsvæsen kunne ikke længere tolereres, og til at dømme i åndelige spørgsmål »såvel over biskopper som over andre her i riget« skulle oprettes en domstol med fire juridiske doktorer. Og så videre.

Hvis Christian 2. har ment at have erhvervet sig en tro tilhænger i Jørgen Friis, tog han gruelig fejl, de nye bestemmelser virkede som peber i næsen på ham som på landets andre bisper, og det gjorde det ikke bedre, at kongen samme år forbød offentliggørelsen af pavens bandbulle mod Luther og samtidig tillod, at hans kætterske lære blev forkyndt i Nikolaj kirke, København (Fig. 2, Fig. 3). Uheldet ville, at der på denne tid udbrød oprør i Sverige - en tak for blodbadet - så Christian måtte udskrive nye krigsskatter, hvilket ikke øgede hans popularitet. Kort før jul 1522 mødtes en gruppe jyske rigsråder hos Jørgen Friis i Viborg bispegård, og det besluttedes at anmode kongens farbror hertug Frederik om at overtage tronen. Han indvilgede, og i april 1523 måtte Christian 2. forlade landet.

Også Frederik 1. måtte underskrive en håndfæstning, forgængerens reformlove blev brændt på bålet, og de krænkede standspersoner fik deres rettigheder igen. Den nye konge måtte endvidere forpligte sig til at straffe enhver kætter, der prædikede Luthers lære, på liv og gods. Bisperne kunne ånde lettet op - også Jørgen Friis, der som omtalt fik kongens fulde bekræftelse på sin ret til Spøttrup birk.

Men det var stilhed før stormen. Frederik 1. var i en ejendommelig situation. Skønt af navn katolik bekæmpede han den katolske kirke, den var ham for mægtig, men andre kræfter drev ham i armene på denne magt. Nede i Europa plejede hans landflygtige brorsøn omgang med den store reformator. Det nye Testamente var blevet oversat til dansk, og trykte eksemplarer smugledes nu ind i Danmark med indlagte tryksager til støtte for Christians sag. 1525 begyndte johannitermunken Hans Tausen at prædike Luthers lære i Viborg, og da han udstødtes af sin orden, reddede Frederik 1. ham fra retsforfølgning ved at udnævne ham til sin personlige kapellan. Også på anden måde støttede kongen protestanterne, således ved at tillade oprettelse af evangeliske præsteskoler i Viborg og Haderslev.

Jørgen Friis begyndte at føle jorden brænde under sig. Han prøvede flere gange at lade Hans Tausen arrestere, men byens indbyggere tog ham under deres vinger, og det eneste, bispen opnåede, var at vende deres vrede mod sig selv. Man kan forestille sig, det er ved den tid, vinduerne på Spøttrup blev muret om til skydeskår. Om noget lignende er sket på Hald, ved vi ikke, da denne borg nu ligger i ruiner, men 1529 slog bispen sig i hvert fald ned dér; det var blevet ham for hedt i stiftsstaden (Fig. 4). Luthers salme »Vor Gud han er så fast en borg« fik en ironisk efterklang.

Frederik 1. og hans tilhængere levede under en stadig trussel: Christian 2. kunne komme igen. Man rustede sig, men det betød nye store skatteudskrivninger med den kedelige bivirkning, at mange nu netop ønskede sig Christian tilbage som det mindste af de foreliggende onder. 1531 kom han - i første omgang til Norge, hvor han blev varmt modtaget og hyldet som konge. Året efter sejlede han til Danmark, men et løfte om frit lejde blev brudt, og han endte som fange på Sønderborg slot.

Ved Frederik 1.s død 1533 stod hans søn hertug Christian tronen nærmest, men han var som ivrig lutheraner uantagelig for gejstligheden, så man enedes om at udskyde afgørelsen et år. Det var ikke ubetinget klogt, for derved fik Christian 2.s efterhånden mange tilhængere i de lavere stænder tid til at organisere sig. Snart var krigen en kendsgerning, den er blevet kaldt Grevens fejde efter grev Christoffer af Oldenburg, som borgerpartiet havde indkaldt til at føre tropperne og befri fangen. Det lykkedes ham på få uger at underlægge sig landet øst for Storebælt, men i Jylland gik det anderledes, her enedes adel og gejstlighed (de sidstnævnte tvunget af omstændighederne) om valget af hertug Christian, så nu havde man et samlingspunkt. Imidlertid begyndte også fynboerne at røre på sig, og i Vendsyssel lykkedes det Skipper Clement, Christian 2.s kaperadmiral, at rejse et bondeoprør, der bredte sig som en steppebrand. Der var mangt et regnskab at gøre op.

En adelshær på over 1000 mand havde samlet sig i Århus. Den drog nu mod Ålborg, hvor Skipper Clement opholdt sig, men blev ved Svenstrup lokket ud i sumpet terræn og led nederlag; fjorten adelige blev dræbt og mange såret. Bondehæren, der efterhånden var på ikke mindre end 6000 mand, kunne fortsætte sine hævntogter i det nordjyske (Fig. 5, Fig. 6). I en beretning nedskrevet 60 år efter begivenhederne af historikeren Arild Huitfeldt nævnes i rækken af afbrændte storgårde også Spøttrup, og selv om det kan lyde usandsynligt, at en primitivt udrustet bondehær skulle kunne besejre så stærk en fæstning, er der vel noget om snakken; der har trods alt stadig levet mennesker, som selv havde oplevet Grevefejden. Måske var det dog ikke selve borgen, men ladegården og anden udenomsbebyggelse, der gik op i luer.

Men nu satte modspillet ind. Det mærkedes, at landet havde fået en konge. Hans hærfører, Johan Rantzau, gjorde en hurtig ende på bondeopstanden - og Skipper Clement, som blev taget til fange og senere henrettet. Krigen gik sin gang; længst holdt København stand, men 6. august 1536 kunne kongen holde sit indtog i byen og dermed afslutte Grevefejden. Kun seks dage senere lod han landets bisper fængsle og deres gods konfiskere. Det var optakten til reformationen.

Også Jørgen Friis blev, som det hedder i et samtidigt brev, »i Guds navn taget ved vingebenet«. Han måtte tilbringe et par år i fængsel, den første del af tiden endda i sit eget fangehul på Hald, men han tilpassede sig og kom atter til værdighed. Sine borge fik han dog ikke igen.

Spøttrup var nu kronens ejendom og blev drevet af lensmænd, men 43 år senere, i 1579, behagede det majestæten, på den tid Frederik 2., at forære borgen til Henrik Below, en mecklenburgsk adelsmand, som kongen havde fattet interesse for. Til godset hørte 76 gårde og fire møller samt forskellige rettigheder og begunstigelser. Man har ment, at den store ombygning, som forvandlede borgen til en renæssanceherregård, skulle være Belows værk, og en dendrokronologisk undersøgelse (Wormianum 1990) taler ikke mod denne antagelse. Med tilføjelsen af to trappetårne fik bygningen et mere slotsagtigt udseende, og også i det indre slog de nye tider igennem - af et mørkt og skummelt magasinrum blev således skabt en lys og festlig riddersal. Below’erne sad på Spøttrup til 1648, hvor de blev tvunget til at sælge; Christian 4.s uheldige krigsførelse havde udhulet mange herremænds økonomi. Også de følgende ejere havde økonomiske problemer, først med Aksel Rosenkrantz, som erhvervede Spøttrup 1702, kom der igen en slotsherre med sans for og evne til at pleje den gamle gård.

Han havde arvet et gods i Skåne, men denne landsdel var nu svensk, og det passede ikke Aksel Rosenkrantz. Da han overtog Spøttrup, var den »meget forfalden og ruineret«, men han fik tilført tømmer fra sin skånske besiddelse, og blot tyve år senere omtales gården som »meget velbygt«. Hans søn, Mogens Rosenkrantz, fortsatte, hvor faderen slap; det er hans og hustruens navnetræk (MR og CH), man sammen med årstallet 1762 finder opsat i smedejern på porttårnets facade.

Også for Mogens Rosenkrantz gik det tilbage, i 1776 måtte han sælge Spøttrup, og under de ikke-adelige ejere, som nu kom til, led gården stor skade. I nordfløjen blev der 1870 indrettet brændevinsbrænderi, og dele af voldene sløjfedes. Endelig, 1918, frededes bygningen, og da ladegården brændte 1937, fik indenrigsminister Bertel Dahlgaard udvirket, at staten købte Spøttrup, som derefter blev restaureret og åbnet for publikum. Jorden udstykkedes til 28 statshusmandsbrug, så bønderne fik altså alligevel det sidste ord. Siden 1988 har den selvejende institution Spøttrup Borgmuseum stået for museumsdriften.

Det var i Spøttrup-borgens første årtier, det store drama udspilledes, så det må være naturligt, når regnskabet skal gøres op, at lægge vægten der. Hald og Spøttrup, Viborgbispens to fæstninger, blev katolicismens sidste bastioner i Danmark. Den ene af dem ligger nu i ruiner. Hvor heldigt, at den anden endnu står (Fig. 7).

Lit: Mogens Clemmensen: Spøttrup. Ældre nordisk Architektur IV, 1923. - Arne Nystrøm: Spøttrup. 1944. - Mogens Vedsø: Spøttrup. Bygningsarkæologiske Studier 86.