Spøgelse som vidne
Christian 5. krævede effektivitet af sine embedsmænd, men det skete, at de gik for vidt i deres nidkærhed. I et reskript dateret 31. marts 1688 udtrykker han således sin højeste utilfredshed med laugmanden og sorenskriveren for Nordlandene i Norge. Det drejer sig om, at »en kvindesperson i Nordlandene af et spøgelse skal være angivet at have myrdet sit barn og derefter pågrebet og uden videre bevislighed eller oplysning i sagen, aleneste efter egen tilståelse, at hun bemeldte ugerning havde gjort, fra livet dømt og eksekveret«.
Af Jens Kristian Lindhart Boll
Fig. 1: Christian 5. og Justitia, retfærdighedens gudinde. - Udsnit af titelbillede til Norske Lov.
I 1683 var Christian 5.s Danske Lov trådt i kraft, og 1687 fulgte Norske Lov, en for Norge tillempet udgave af den danske. I begge bestemmes det, at en dødsdom afsagt af en lokal retsinstans skal prøves ved højere ret, inden den bringes til udførelse. Men det tog tid at vænne sig til de nye forordninger, og det skete faktisk i overgangsperioden, at dødsdømte, der appellerede, blev henrettet, inden appellen var behandlet. Man forstår kongens misfornøjelse med den norske lynjustits.
Men der var andre og vægtigere grunde til hans vrede - langt mere fatal var den rolle, »spøgelset« spillede i sagen. Vel afviste de lærde ikke kategorisk spøgelsers eksistens, men derfra og til at bruge dem som vidner er der et langt spring.
Spøgelsesvidner er sjældne i retshistorien, ja sagen fra Nordlandene er muligvis enestående, og man må spørge sig, hvad der egentlig er foregået. Kan det tænkes, at ordet »spøgelse« har haft en anden betydning - at det på en eller anden måde har været betegnelse for en menneskelig angiver? Det lyder usandsynligt. I så fald ville processen her jo ikke have adskilt sig fra enhver anden sag om barnemord.
Det dræbte barn har utvivlsomt været udøbt, altså for en hedning at regne, men hvad skete der med et sådant barns sjæl? I Danmarks og Norges Kirke-ritual af 1685 siges det, at vel skal alle børn døbes, men sker det, at et barn ved et uheld dør uden at være døbt, vil den almægtige og alkærlige Gud alligevel frelse dets sjæl. Det er en utrolig liberal holdning. De fleste andre kirkesamfund henviste kategorisk de udøbte børn til helvedes flammer, og heller ikke folketroen kendte til barmhjertighed i sådanne anliggender (jfr. H. F. Feilbergs bog »Sjæletro« fra 1914). Den forestillede sig barnets genfærd strejfende omkring som en hævngerrig, fortabt ånd.
Et udbredt norsk sagnmotiv synes at passe til vor sag: En mor dræber sit barn og skjuler det, men den dødes genfærd viser sig og driver med sin spæde røst mordersken til sindssyge og/eller tilståelse, så at retfærdigheden sker fyldest, uden at barnet dog derved reddes fra fortabelse. Det er sandsynligt, at dette og lignende sagn bygger på virkelige tildragelser, hvor samvittighedsnag eller fødselspsykose har knækket moderen. Noget sådant kan være sket i 1688-tilfældet. Kvinden har ment sig forfulgt af det døde barn og er brudt sammen. Det nævnes jo udtrykkeligt, at hun selv tilstod.
Også på lokalt plan har man følt sig ilde berørt - såvel den norske vicestatholder som den stedlige provst havde uden held prøvet at forhindre henrettelsen. Sket var sket, men Christian 5. ønskede i hvert fald at undgå gentagelse. Han indskærper, at i alle »dubiøse livssager må eksekution ej ske, førend kongelig resolution erlanges«.
