Spå mig nu godt

Spådommen fra præstens dukke kostede to skilling, men man gav dem gerne, for pengene, som kom ind ved basaren i præstegården, gik til velgørende formål. Begivenheden fandt sted i midten af forrige århundrede i Landet sogn på Lolland, og det var sognepræsten selv, Johan Georg Rasmus Nielsen, der havde lavet dukken.

Spådukken er for nylig af pastor Nielsens oldebarn blevet overdraget til Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Den er 37 cm høj og har hoved af papmaché med påmalet sort hår, stikkende blå øjne og Monalisa-smilende læber. Overkroppen er af udstoppet tøj, iført en sort silketrøje med gullig indsats besat med røde bånd. Underkroppen består af en pind, hvortil er hæftet en række halvmåneformede papirstykker, der danner den vifteformede nederdel. På hvert af papirstykkerne er en håndskrevet, versificeret spådom, ialt 66.

Den lollandske spådukke er ikke uden sidestykke, den har adskillige fagfæller andre steder fra. I det svenske tidsskrift Kulturen, årgang 1959, har Märta Lindström behandlet emnet med udgangspunkt i en dukke - en Sibylla - som nu findes på museet i Lund. Spådukkerne kan føres tilbage til England, hvor de under navnet »Fortune-tellers« indgik i borgernes selskabslege. Her kendes de fra 1780erne, men de fleste stammer fra 1800-tallets begyndelse.

Märta Lindström har opsporet i alt ni spådukker i Norden, de syv stammer fra den sydvestlige del af Sverige, mens to er fra København (den ene i Dansk Folkemuseum). Hertil kan nu føjes den tiende: spådukken i Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Fælles for alle ti dukker er deres opbygning med en almindelig dukkeoverkrop og underkrop i form af en pind med påhæftede papirstykker. Nogle har trykte spådomme - undertiden i to farver, een til hvert køn – mens andre har håndskrevne. Spådukken i Lund er iført en slags spåkone-embedsdragt. Dansk Folkemuseums dukke bærer en fantasi-bondepigedragt, mens hovedparten af de andre er klædt efter tidens almindelige mode. Stiftsmuseets dukke mangler et skørt af tøj over papirsedlerne; muligvis har det aldrig eksisteret, men det kan også tænkes, at det er blevet slidt op ved flittig brug på de kirkelige basarer!

Både de svenske og de danske spådukker stammer fra midten af 1800-tallet, og alle er de udgået fra et velstillet borgerligt miljø. Her kunne man tillade sig at reducere spådomskunsten - som endnu på dette tidspunkt blev taget dødsens alvorligt i andre samfundslag - til en fornøjelig selskabsleg.

I sin erindringsbog »Da Voldene stod« fra 1905 tegner forfatteren Wilhelm Schorn et billede af livet i en intellektuel københavnsk kreds i midten af forrige århundrede. Han skildrer blandt andet selskabslivet og dets underholdning, »der dels, som nu omstunder, bestod i Conversation og Intrigue, dels i oplæsning af et eller andet digterværk eller i musicering på medbragt guitar, dels i den for et nutidsmenneske vist ikke morsomme leg med sybillen. Det var en dukke af porcelæn, hvis klæder var dannede af små vifteformede stykker papir, som var hæftede således, at de dannede dukkens kjole, der stod som en ballon uden om den. På disse forskelligtfarvede papirstykker var der nu skrevet små digte eller sentenser, og det gjaldt da om, at den, der skulle trække et sligt blad frem, ved valget af dette måtte træffe på et ord, der, helst på en godmodig måde, kunne bringes i forbindelse med vedkommendes person, thi man yndede aldeles ikke noget med skarp brod; man grænsede endnu for tæt op til den sentimentale periode«.

Pastor Nielsen i Landet behøvede næppe at tage synderligt hensyn til den følsomhed, som den sentimentale periode havde efterladt i schornske lignende kredse, for den var ikke særlig udbredt blandt de mennesker, der skulle fornøje sig med hans spådukke. I den lollandske menighed var problemstillingen en helt anden, og egentlig var det et voveligt foretagende af ham at indføre spådukken i et miljø, hvor han ikke kunne forvente den samme ironiske afstandtagen fra spådomskunsten, som var gældende blandt hans åndsfæller. - Med præstens velsignelse fik sognebørnene lov til at lege med den lille overtro - dog mod erlæggelse af to skilling til et godt formål!

Pastor Nielsen stammede fra Femø, hvor hans far var præst; han var altså næsten lollænder af fødsel og har kendt sit publikum. Hans 66 versificerede spådomme spiller på mange strenge, fra de moralske til de rent spøgende, men i dem alle mødes et strejf af ironi, og det er karakteristisk, at det mest brugte tegn er udråbstegnet!

Mange af spådommene er naturligvis holdt i en moraliserende tone med tydeligt kristeligt islæt. Forfatteren var jo præst, og præster på Lolland har til skiftende tider brugt alle kneb, for åndelige rørelser er ikke det, der først og fremmest karakteriserer landsdelen. Pastor Nielsen har sikkert kunnet tilslutte sig, hvad en af hans embedsbrødre, P. Rhode, i 1776 udtalte, at »I henseende til religionens lære finder man folk her i almindelighed meget døsige til at lade sig opvække til nogen eftertanke om deres sjæls tilstand«. - Spøgen med spådommene gav da præsten en kærkommen lejlighed til at minde sine sognefolk om de kristelige dyder. Dem anbefaler dukken på det varmeste og lover lykke, om man lægger sig dens ord på sinde, men samtidig har den et godt øje til de små skrøbeligheder og svagheder, som plager menneskenes børn.

Hvis du din skæbne vide vil,
så hør nu ret opmærksomt til:
Gå i dit eget hjerte ind,
og prøv så ret din hu, dit sind;
hvis alt da er, som det sig bør,
god lykke jeg dig love tør.

--
Ud af din hånd, min stolte putte!
vil lykken ganske sikkert smutte!
Men hvis du vil den holde fast,
dit hovmod straks på døren kast!

--
Bagtalelsens last slet ikke jeg ynder,
gak bort! Om du også ved den dig
forsynder!
Og det jeg dig siger for sandt, min ven!
Hvo andre bagtaler, - bagtales igen!

Men en stor del af spådukkens klienter har selvfølgelig ønsket at høre om mere behagelige ting - for eksempel om kærlighed:

En kærest inden i dag et år,
det spår jeg dig ganske vist, du får;
men om du med ham ret lykkelig bliver,
det først om en hel del år sig giver!

En kærest? Ja - såmænd - det du jo
også får!
Men han er styg, skævbenet, har rødt hår!

Familietraditionen fortæller, at da pastor Nielsen havde forfattet sine spådomsvers, læste han dem op for sin kone Justine Schwartz. Hun fandt, at der var for mange strenge spådomme, og på hendes forbøn puttede præsten nogle milde ind imellem. Nu er det et spørgsmål, om det var de strengt moralske, som faldt præstekonen for brystet; måske var det snarere de drillende:

Du ville vel gerne, jeg skulle dig spå?
Gå hen da til spejlet og sig mig så:
Tror du, det ansigt kan nogen behage?
Ved pebermø (svend) bliver du alle dage!

Men som Drachmann havde sin Edith, havde pastor Nielsen sin Justine, og mildhed og trøst fandt vej til spåkonens skørt:

Min kære ven! Hvad kan det dog nytte,
at du dig lader så let forknytte?
Nej! Mod i hjerte og mod i bryst,
det bærer tit ved til liv og lyst!
Det stille vand har vel dybe grund,
men verden vil ha', vi skal bruge vor
mund!

Spådomskunsten er en mærkelig leg; alvor for nogle, spøg for andre, og for de fleste noget midt imellem. Der er sikkert blevet fnist lidt, når spådukken kom frem ved de kirkelige basarer, og de mest frimodige har vel forkyndt deres vantro. Men også dem havde præstens dukke noget at sige:

Nej dig, min ven! jeg ikke spår;
thi tvivlende du for mig står.
Og når du ikke tror min røst,
spå du dig selv, som du har lyst!