Sort hedder en sten

Således lyder, i oversættelse, indledningen til Danmarks længste runeindskrift, indskåret i en fyrrepind, som 1955 blev opgravet af Ribes undergrund, og dateret - arkæologisk og runologisk - til midten af middelalderen, ikke tidligere end år 1200. Indholdet er, som det fremgår, en besværgelse rettet mod sygdommen »bævende«, også kaldet koldfeber eller malaria. Lægekunsten var dengang i sin vorden. Egentlige lægemidler af større og mindre virkning fandtes, men tillige en mængde tryllemedicin og uddrivelsesformularer. Teorien bag de sidstnævnte, hvortil Ribe-indskriften altså hører, var at al sygdom skyldes en slags besættelse; en dæmon har taget bolig i patienten, og nu gælder det om at slippe af med den. Vor formel følger det sædvanlige skema. I den allerede citerede indledning fylder lægen, eller hvad man nu skal kalde ham, sig med kraft ved påkaldelse af forskellige højere væsener: solen, sankta Maria, Gud Herren. Så følger selve uddrivelsen:

Ud af ryg og ud af bryst, ud af legeme og ud af lem, ud af øjne og ud af øren, ud af alt det, hvor ondt kan trænge ind.

Som man ser, levnes der ingen smuthuller, hvor sygdomsdjævelen kan gemme sig. Han er nu ude - håber man - men det er ikke tilstrækkeligt, det må ved kraftige ord sikres, at han ikke lister ind igen. Dertil tjener formlens tredje og sidste afsnit:

Sort hedder en sten; han står ude i havet. Dérpå ligger ni »nouþær«. De skulle hverken sove sødt eller våge varmt, førend du får bod for denne, for hvem jeg
har runet ord at kvæde. Amen. Og det ske!

I andre bevarede formler manes djævelskabet ned i en sø, ind i et bjerg eller ud på en ensom sten i havet, her derimod hidkaldes hjælp fra en sådan sten. Det pålægges de ni »nouþær« - hvad det så er for nogle - at tage det onde under behandling og holde det borte fra patienten. Behagelige ting som søvn og varme skal være dem nægtet, hvis de ikke skikker sig og gør, som der bliver sagt.

Runologen Erik Moltke, hvis tolkning og forklaring af indskriften (Nationalmuseets Arbejdsmark 1960) danner grundlaget for ovenstående, mener, at det drejer sig om en norsk formel bearbejdet på ribejysk. Det er der ikke noget mærkeligt i. Formler af denne art var fælleseje for store dele af Europa og udnyttedes tvangfrit.

»Sort hedder en sten«. Der er noget særdeles konkret ved den oplysning, noget der ikke rigtig hører hjemme i trylleriets verden. Stenen har navn, det gør den straks mere nærværende end de andre formlers store sten fjernt i havet. Slår vi efter i August F. Schmidts bog om »Danmarks Kæmpesten«, ser vi, at ikke så få af vore sagnomspundne vandreblokke kaldes efter deres farve: Rødsten, Gråsten, Den blå sten, Den hvide sten. Også sort forekommer, men kun en enkelt gang: Sortensten. Lige som indskriftens »Sort« ligger den ude i havet, nemlig nord for Asnæs, halvøen der sammen med Refsnæs danner Kalundborg fjord. Et mærkeligt sammentræf i grunden. Det altovervejende flertal af Danmarks tusinder af kæmpesten befinder sig dog på land.

(Fig. 1).

Eller kan det tænkes, det simpelthen er Sortenstenen, Ribe-troldmanden hentyder til? Umiddelbart lyder det ikke særlig sandsynligt. Der er langt fra Ribe til Kalundborg og langt fra runeristeren til August F. Schmidt. Og dog! Sagnet siger, at stenen blev sort af sorg den dag i 1231, da Valdemar Sejrs søn, Valdemar den Unge, dræbtes på Refsnæs ved et vådeskud. (Fig. 2). Vi er tilbage i 1200-årene og ved personer med nær tilknytning til Ribe. Den ældste optegnelse af stensagnet finder vi i en folkevise om den unge Valdemars død, udgivet af Peder Syv 1695. Der er blot det kedelige, at visen ikke anses for ægte, den er, mener man, skrevet af indsenderen, Refsnæspræsten Laurids Kok. Det skal nok være rigtigt. Trods formen, som er folkevisens, virker den med sine lidt for regelrette rim ikke gammel, men den kan jo have haft et forbillede, en ægte, måske halvglemt, middelaldervise, som indbød til forbedring. Den unge kongesøns tragiske død var i hvert fald oplagt folkevisestof, og Refsnæs var stedet, hvor en sådan vise ville blive husket. Om Laurids Kok er i øvrigt at sige, at han ganske vist var digter - han er mesteren for »Danmark, dejligst vang og vænge« - men tillige videnskabsmand på det filologisk-historiske område. Bevaringen af det gamle var for ham som for hans gode ven Peder Syv en hjertesag.

Middelaldervisen - hvis den altså har eksisteret - må være digtet, mens ulykken var i frisk erindring, og har sikkert medtaget, hvad der forelå af hastigt fremblomstrede jærtegn omkring begivenheden. I Ribe, hvor Valdemar Sejr og familie ofte opholdt sig, har den utvivlsomt været populær. Også runeristeren kan have kendt den - og dermed Sortenstenen, som han dog naturligvis aldrig har set, men opfattet som noget fjernt, nok virkeligt, men alligevel hørende til mystikkens verden. Er det urimeligt, at det er dér, han har hentet sin inspiration? Formlen krævede en sten beliggende ude i havet, og han har så valgt den, han kendte. Ordet »nouþær« betyder, ifølge Moltke, noget i retning af nød, kval, og ni kvaler må være en passende bemanding af en så sorgbetynget sten. Bemærk også, at troldmanden kalder hjælp fra »Sort« i stedet for at sende det onde ud på den. En sten med udtalte kongelige sympatier kunne man vel ikke belemre med sygdomsdjævle. Indskriften kan, hvis hypotesen er rigtig, tidligst være skåret i 1230'erne.

Er der for mange ubekendte i denne ligning? Ja visselig, men selv om bevis savnes, kan man jo godt tage muligheden i betragtning. Det manglende led er en sikker midt-middelalderlig overlevering af Sortenstenssagnet, og det er nok tvivlsomt, om den dukker op. På Ribes undergrund tør vi ikke satse i den forbindelse, men den kan, nu hvor der igen graves, give andre runefund fra sig, måske lige så spændende som de foreliggende. Det ske!