Som hånd i handske

Vi forlader Vestsjælland og begiver os til Ribe, hvor der gennem en årrække har været foretaget store og særdeles givtige udgravninger med rige fund fra 700- og nu også fra 800-årene, kort sagt fra byens ældste tid. Blandt de mange håndværk, som ses at være drevet, er bronzestøbning. I Skalk 1976:4 fortaltes om et støbeværksted, men senere er der fremkommet flere lignende, og højdepunktet er nået i år, hvor der på en sådan arbejdsplads er fundet ca 1200 brudstykker af støbeforme.

Ved en gennemgang af dette materiale bemærkede man aftryk af små dyrehoveder meget lignende dem fra Neble. En anelse opstod, og selv om chancerne var små, fandtes den værd at efterprøve. De aktuelle formstykker toges til København, hvor de forsigtigt blev prøvet på Neblesmykket. I begyndelsen gik det ikke så godt, men pludselig gled et stykke på plads - passede som hånd i handske. Det for tusinde år siden skilte havde trods tid og afstand igen fundet sammen (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). En utrolig oplevelse for os, der formidlede genforeningen.

Det er lykkedes, ved gennembladning af arkæologiske værker, at finde to vikingetidssmykker af udtalt lighed med Neblebrochen. Det ene, fra Hedeby, er desværre dårligt bevaret, men det andet, som stammer fra en gravplads på lokaliteten Kaupang (oldtidens Skiringssal) ved Oslofjorden, er i god stand og synes, så vidt det kan bedømmes efter billederne, at være næsten identisk med vort smykke. Skulle også det være støbt i Ribeformen? Små detaljer i det gennembrudte arbejde kunne tyde på det. Her dukker nu et lille problem op: for at få støbningen fri måtte formen knuses, den kunne altså kun anvendes én gang, men modellen, formen var bygget over (den var antagelig af bly), har kunnet genbruges, nemlig til fremstilling af en ny form helt magen til den første. Det er uden tvivl sket, men lad os alligevel ikke glemme de andre formstykker, som også blev prøvet på Neblebrochen uden at pasning opnåedes. Produktionen af dette smykkemotiv var baseret på mere end én model. Brocher som disse kan altså godt ligne hinanden, men alligevel være af lidt forskellig skikkelse.

I det i år undersøgte Ribeværksted, hvorfra hovedparten af de aktuelle formstykker stammer, har også været fremstillet skålformede spænder, nøgler og små hestefigurer, men tager vi de andre støbepladser med, er udvalget større; hver støber har haft sine specialiteter. Vi har set, hvordan en lille samling lerbrokker har kunnet knytte forbindelse mellem så vidt spredte steder som Ribe, Hedeby, Kaupang og Vestsjælland (hvor vi stadig mangler at finde en handelsplads), og nu ventes der med spænding på det billede, som vil tegne sig, når hele materialet engang er gennemarbejdet. En bestemt spændetype i Ribeformenes repertoire er især kendt fra Sverige, nemlig fra Björkö (oldtidens Birka) i Mälaren; det kan næppe være tilfældigt. Under vikingetiden blev der i Norden etableret handel og forretningsmæssige forbindelser over meget store områder. Ikke blot smykker, men også mange andre varer falbødes vidt og bredt (Fig. 4). Noget kunne tyde på, at håndværkerne ikke var fastboende, men at de er flyttet fra markedsby til markedsby medbringende værktøj og varer.

Neblesmykket og dets støbeform fortæller også om kontakt sydpå: den firkantede facon og det lidt tørre, geometriske stjernemønster kendes fra en række tyske bæltebeslag, og det er uden tvivl her, vor Ribehåndværker har hentet inspirationen. Men han har ikke ladet det blive derved - i stjernemønsterets ribbeværk slynger de bredhovede dyr deres lemmer på god nordisk vis. Et godt eksempel på, hvordan elementer udefra af hjemlige kunsthåndværkere fik indblæst ny livskraft (Fig. 5).