Sognets dagbog

Beskrivelsen af den stakkels Niels Friis' jordefærd er valgt ud, fordi den så klart og sikkert giver begreb om ånden og tonen i magister Olufs bog. Ser man ikke for sig, hvorledes Hasseløs og Væggerløses gode bønder hjælpes ad med at tømre en kiste til tiggeren? Nu ligger han omhyggeligt svøbt i præstekonens lagen, og kisten bringes op på præstens vogn. Og så sker uheldet! Afsted farer de løbske heste med kisten; vognen slingrer fra vejside til vejside, og nu vil hestene sætte over en grøft, men vognstangen borer sig fast i grøftesiden, den uhyggelige kørsel er endt. Så følger ceremonien i kirken. Føler man ikke, at deltagerne med hr Oluf i spidsen har været samlet om kisten i hjertelig omsorg for den døde?

Vore ældste bevarede kirkebøger er fra Nordslesvig: Hjordkær sogns kirkebog er ført fra 1573, Åstrup sogns fra 1574. Noget påbud til danske præster om at føre kirkebøger kendes ikke før 1607, da Odense-bispen Hans Veile gjorde et forgæves forsøg på at få stiftets præster til at føre de kirkelige handlinger til bogs, og når adskillige præster rundt om i landet af egen drift begyndte at føre kirkebøger, skete det sikkert, fordi de havde lært denne skik at kende under studieophold i Tyskland. - I slutningen af Christian 4.'s regeringstid blev sognepræsternes pligt til at føre kirkebøger officielt fastslået. I maj 1645 udgik et kongeligt missive herom til Sjællands biskop Jesper Brochmand, og tilsvarende kongebreve udgik kort efter til bisperne i Jylland, Fyn og Skåne. - Opfordringen bar hurtigt frugt: en stor del af vore kirkebøger begynder i tiden op mod 1650. Og da Christian 5.’s Danske Lov af 1683 yderligere indskærpede sognepræsternes pligt til protokolførsel, blev på ny et stort antal bøger påbegyndt.

Lige ned til begyndelsen af forrige århundrede kunne præsterne føre kirkebøgerne efter eget forgodtbefindende, og disse ældre bøger, som nu er fordelt mellem vore landsarkiver, er derfor yderst forskellige af udseende og indhold. Der findes tykke og tynde, store og små. Der er bøger, hvori oplysningerne er korte, knappe og rubricerede, og der er andre, hvis eneste ordensprincip er meddelelsernes kronologi. Nogle er forholdsvis letlæselige, andre er så at sige ikke til at tyde med sikkerhed. - Et kongeligt reskript fra 1812 bragte et stort fremskridt ved at indføre en bestemt skematiseret kirkebogstype overalt i landet. Senere er denne type forbedret.

I et prisværdigt forsøg på at bevare de ældste kirkebøger har man i nyere tid ladet disse affotografere, således at arkivbesøgeren nu må nøjes med at rulle en (evt. ridset) film gennem et forstørrende læseapparat, dreje op og ned for lysstyrken, skrue frem og tilbage på »skarpretteren« og gætte sig til bogens papirkvalitet, farve, form, størrelse og »atmosfære«. Kun ved at fortælle om fine forskningsformål eller ved at stryge betjeningen med hårene kan man få klenodierne i hænde. Måske rimeligt nok, men alligevel trist...

Magister Oluf Lundt, som i 42 år førte Væggerløse sogns ældste kirkebog, var født i 1652 som søn af Nykøbing F’s borgmester Jørgen Lundt. Han blev student fra Vordingborg lærde skole, og efter grundige teologiske studier blev han først præst i Branderslev på Lolland. Her var han et par år og kom så til Nykøbing F som kapellan i fire-fem år. Endelig fik han i 1682 Væggerløse sognekald, som han overgav til sin datterdatters mand året før sin død, der indtraf juleaften 1730. Han var gift med Dorothea Ravn, en plejedatter af Peder Jacobsen, Nykøbing slots husfoged. Præsteparret havde to sønner og fem døtre. (Fig. 1)

Det vides om Oluf Lundt gennem udtalelser fra samtiden, at han stod i overordentlig anseelse som en udmærket præst, der tillige havde megen myndighed og værdighed i sin færd og fremtræden. At han også forstod den kunst at føre en pen, derom bærer kirkebogen vidnesbyrd. Ind imellem indførslerne om dåb, introduktion af barselkvinder, trolovelse, vielse og begravelse kommer hans hjertevarme og tankeklare meddelelser om store og små nyheder og begivenheder, som havde tilknytning til hans sogn og dets beboere. Hr Olufs kirkebog var ikke blot en protokol, hvori navne og datoer blev opregnet, nej, den var i bogstaveligste forstand Væggerløse sogns dagbog. Den giver eftertiden et enestående troværdigt og klart indtryk af landsbyens liv i perioden omkring Den store Nordiske Krig, og samtidig får læseren et lige så tydeligt begreb om forfatteren, den lærde, humane og livskloge præst. Disse forhold i forening giver Væggerløses gamle kirkebog en særstilling blandt vore mange hundrede kirkebøger. (Fig. 2)

Men vi vil lade hr Oluf selv tale til os gennem en halv snes udskrifter af hans kirkebog, udvalgte eksempler, skønt ikke enestående. Række efter række af andre kunne tilføjes, hver især af værdi. De fleste af meddelelserne har naturligvis med de kirkelige forretninger at gøre, men selv en almindelig gudstjeneste kunne indebære et lille drama med indblik i en menneskeskæbne.

I 1691 indtræffer en mærkelig begivenhed under en søndagsgudtjeneste i kirken:»Dominica Oculi (3. søndag i fasten) kom her til vor kirke en midaldrende tiggere ved navn Hans Rasmussen som havde fået tilfælde (sygdom) i begge sine arme at de vare ligesom visne og meget indsvundne af værk og brud. Han havde et kvindfolk med sig af en 40 år som sagde sig at være hans hustru. Midt under prædikenen, som jeg efter tekstens anledning lod handle om den svare vold og tyrani Satan øver på dem han efter Guds tilladelse får magt over, faldt denne Hans Rasmussen af den slemme syge med sådan umanerlig hujen og skrigen, at folket i kirken blev alle meget forskrækkede, og tænkte han var besat af djævelen, og som jeg i prædikestolen så og agtede at han i faldet satte sit hoved først til jorden, og sprang således hals hoved (over hals og hoved, uophørlig), at han kom midt op i kirken og sparkede med sine ben på kvindernes stole, så fattede jeg mistanke til ham at han selv gjorde sig denne syge på skrømt, og gik derfor til ham som han lå i Cornelius Mortensens hølade, frittede ham derom, og gjorde ham så angst idet jeg afmalede ham helvede så hedt og Guds retfærdighed så streng, at han gik til bekendelse at han gjorde sig selv den syge, fordi han ville bevæge folk til des større barmhjertighed mod sig, lovede derhos, han aldrig således ville friste den langmodige Gud tiere. Kvinden han førte med sig, var han aldrig viet eller givet til, men de havde selv som det umælende fæ sammen parret sig, hvilket den verdslige øvrighed burde straffet«.

Salmedigteren Thomas Kingo, som på den tid var biskop over Fyns stift, hvorunder Lolland og Falster henhørte, var ved flere lejligheder i Væggerløse. 1693 meddeler kirkebogen: »Dom. I post Trinit. holdt hans højærværdige velbyrdighed biskoppen doktor Thomas Kingo visitats her i vor menighed, og overhørte ungdommen som vel bestod sig«. - Godt to år efter er Kingo igen i Væggerløse: »Domin. Qvinta Trinitatis. Introduceret Lauritz Krøls kvinde. Samme søndag ordinerede vores højærværdige og velbyrdige hr biskop doctor Thomas Kingo en hæderlig ung mand til det hæderlige prædike embede. Hr Holger Jacobsen min kære hustrus fætter blev sognepræst i Østofte«. - Nu opregnes navnene på de tilstedeværende præster. - »Men som midt under prædiken kaptajn Lorch som fører Kongens skønne jagt, Cronen kaldet, kom her til vor kirke, inviterede jeg ham med til måltidet, og da han tog afsked inviterede han biskoppen og fru bispinden, samt det ganske compagnie (selskab) på sit skib som lå uden for Gietzør (Gedser) til næste dags middag, hvor vi bleve vel trakteret, og når Kongens og herskabets skål blev drukket, lod han fyre med 3 kanonskud«.

Så lystigt gik det ikke altid for sig. Tilværelsen havde sine mørke sider, og hr Oluf har kendt dem vel. Ved en ældre mands begravelse kan han ikke dy sig for at indføre en skrækkelig historie om den afdødes søn i kirkebogen. - »1697. Dominica Misericordias Domini (2. søndag efter påske) begravet Hans Pedersen Bosen skipper af Hasselø 64 år gammel. NB Denne mands søn Ole Bosen...« Og så følger beretningen om et dobbeltmord og en dobbelthenrettelse, der nogle få år tidligere havde optaget sindene stærkt i Nykøbing F. - Skipper Ole Boesen og en pige ved navn Ingeborg Oswaldt Eggers havde en voldsom »affektion« til hinanden. Imidlertid var de begge gift, men ønsket om at få hinanden var så brændende, at de ryddede deres ægtefæller af vejen ved at give dem gift. Man fik dog hurtigt mistanke til parret, og Nykøbings apoteker og medicus, Johan Bøhme, obducerede ligene, hvorefter tilståelsen faldt. - »Doktor Bøhme finder hendes mave at være gennembidt af forgiften, og da Boesen så det, gik han til bekendelse og blev tilligemed Ingeborre sat i byens fængsel, og efter ordentlig proces bleve de begge tirsdagen den 25. oktober 1692 i Søndermarken uden for Nykøbing halshugne og lagt på stejle. Hans legeme og hoved blev straks bortstjålet, men hendes lå der nogle år på stejlen. Omsider blev hendes legeme også borte en nat, og som der da lå en bruchsnider (brokskærer) i Nykøbing mente folk at han havde ladet hendes døde og fortørrede legeme borttage for at brænde det til pulver«. (Fig. 3)

Af et par halshugningsnotater fra 1704 angår den ene kun indirekte sognet: »Domin: III Adventus. Begravet Hans Bødker af Hasselø 47 år og 3 måneder gl. Medens han tjente i Dronning Sophie Amalies stald ved slottet, var han med flere udsendt til England til Prins Jørgen med heste, og så i London Duc de Moimount blev decolleret«. Talen er om hertugen af Monmouth, Karl 2.'s søn, som Jacob 2. lod henrette i 1685.

Næste halshugningshistorie er værre: »Den 19de december blev Christen Stiem og hans stifdatter hver med en økse halshugne og hendes hoved sat på stage uden for Saxkøbing. Så blev og mandens krop lagt på en stejle af årsag manden længe havde holdt til med sin stifdatter og bedrevet utugt med hende, og da stifdatteren blev gift med en ung bondekarl, blev de dog ved i deres ondskab, så Christian Stiem en aften gik ind i stifdatterens hus og med sine næver dræbte hendes mand, og siden satte ild på gården, men da bymændene fik ilden slukt og fandt det døde legeme i stuen, blev denne morder og hans stifdatter overbevist (kendt skyldige), hvorfor de bleve som foreskrevet er henrettede, og manden blev undervejs mellem fængslet og retterstedet 5 gange knebet med gloende tænger. De havde begge hjemme i Vester Ulslev sogn i Lolland.

I februar 1700 udbrød Den store Nordiske Krig, hvori Sverige stod på den ene side og Danmark-Norge, Polen-Sachsen og Rusland på den anden. Krigen vedvarede til 1721, men dens første fase afsluttedes med Travental-freden i august 1700, som Danmark blev påtvunget efter Karl 12.'s landgang på Sjælland. I denne periode omtaler hr Oluf et par gange krigen i sin kirkebog. Den første meddelelse afmaler befolkningens frygt for, at svenskerne skulle gå i land på Falster. - »1700. Dom. VIII post Trinit. Denne nat imellem løverdag og søndag var os alle her i landet en meget bedrøvet nat, thi da klokken gik til 12, begyndte det at ringe med den mindste klokke i kirketårnet, trommen gik, byfolket samledes med deres geværer på deres allarmplads, Gedesby skanse. Min gamle degn Rasmus Lauritzen kom herind i gården, og råbte til os, og sagde svensken var falden i land ved Gedesby. Jeg skaffede begge mine karle til hest, den ene med sin flintbøsse og kårde, som han plejede at gå på mønstring med. Den anden befol jeg at ride det stærkeste han kunne og bringe sikker kundskab, om svensken var falden i land eller ej. Imidlertid fik jeg selv 2 vogne tillavet med nogle skrin og klæder på, hvormed min kære hustru og 4 døtre skulle skyndelig faret ad Nykøbing, selv havde jeg resolveret, at blive her ved gården, og især at have tilhold i kirken indtil man kunde få salvegarde (beskyttelse). Men efter en times forløb, kom min ene karl rendende tilbage fra Staurby, med sikker underretning, at det var kun en blind allarm, som var kommen deraf, af der lå 2 fremmede sejlere under land, hvoraf skibsfolket noget før solbjerring gik i land om fersk vand, hvilket en malkepige havde set, og gjorde anskrig at det var svensken. Det blev forkyndt i Skelby med et ridende bud, derfra blev sendt bud til Staurby, og siden fra en by til en anden, med anskrig fjenden var landsat, hvorover mange bavner bleve anstukne (tændt) her og der i landet, og det hele land kom i stor allarm. Siden på eftermiddagen om søndagen kom igen en blind allarm, at fjenden var landsat ved Stubbekøbing. Vi levede vel alle i daglig frygt og bekymring, men denne nat og dag var os den allerbedrøveligste i denne urolige fejdetid«. (Fig. 4)

Den 24. august når meddelelsen om freden i Travental til Falster, og hr Oluf skriver så i kirkebogen en redegørelse for krigens oprindelse og forløb. Slutningen lyder således: »Herren være lovet som gav os den ønskelige fred. Hver mand flyttede sit gods hisset og her, dog mest ind til købstæderne, såsom man på landet frygtede for at blive overrumplet og udplyndret af nogle skærebåde. Kister og skrin havde jeg ladet flytte til Nykøbing, sengeklæder og andet havde jeg ved nattetid ført op i kirken, og om dagen tridset op på loftet over koret. Rede penge samt kobber og tin havde jeg på 8 forskellige steder ladet grave i jorden, hvilket vi Gud være evindelig æret fik igen uden skade og forlis«. (Fig. 5)

Men krigen bragte andet end bedrøvelighed. I dens kølvand strejfedes øen af et verdenshistorisk pust, der ikke så snart gik af minde. Da tsar Peter den Store i sommeren 1716 passerede Falster på vej fra Warnemünde til København, og tsarinaen Catharina nogle dage senere gjorde ophold i Nykøbing på sin tur fra Lybæk over Lolland og Falster til København, hvor hun skulle slutte sig til gemalen, fik hr Oluf i Væggerløse lejlighed til at komme majestæterne på nærmeste hold. Det er dog især fra Nykøbing-apotekeren Claus Seidelins levnedsbeskrivelse, man ved god besked om det russiske fyrstepars færden på Falster. - Natten mellem 14. og 15. juli nåede tsar Peters galej »Lasoser« Gedser. Majestæten og hans følge kastede sig straks over nogle løsgående bønderheste, »som gik ind med dem til landsbyen, så de kom ind hos fogden og kromanden (i Gedesby), hvilken tilligemed hans kone czaren straks jog ud af deres seng og sprang med støvlerne på straks derudi så varm som den var«. Næste dag nåede tsar Peter Nykøbing, hvor han blev bespist dels på slottet, dels hos postmester Iver Rosenfeldt, hvis hus siden er blevet kaldt »Czarens Hus«. Hen på eftermiddagen var en russisk galej-flåde nået frem til byen, og allerede om aftenen afsejlede tsaren med denne flåde til København, hvor han skulle forhandle med Frederik 4. om deres planlagte angreb på Skåne - planen blev for øvrigt aldrig realiseret. Peter blev af Seidelin beskrevet således: »Han så ud som en underofficer eller rettere en bøddel. Han var høj af vækst, var klædt i en skiden blå klædes klædning med messingknapper, havde en stor bred hirschfænger som et bøddelsværd ved siden i et læder-gehæng oven på kjolen, store støvler på benene, en liden fløjels kasket på hovedet, et mådeligt knevelbart, og en stor lang spanskrørsprygl i hånden, men så ellers ikke ilde ud«. - Om Catharinas ankomst til Nykøbing beretter Seidelin, at stiftamtmanden stod på færgebroen for at modtage hende, men at hun ikke viste sig særlig nådig imod ham. Da hun derimod blandt tilskuerne fik øje på sognepræsten i Væggerløse, hr Oluf, »der som en gammel gråhærdet mand så venerabel ud«, bøjede hun sig dybt ud af kareten, som førte hende til slottet, for at hilse ham, thi hun anså ham nok for dette lands patriark. (Fig. 6-7)

Hr Olufs optegnelse i kirkebogen er ganske kort, men en klar og præcis beskrivelse: »NB Den 15. juli ankom hans czariske majestæt Petrus Alexiovits i egen høje person fra Rostok og til Skelby og sejlede med sine gallejer 37 i tallet af de største og mange andre mindre fartøjer, og fik vi ham at se på færgebroen hvor han steg i land, en meget høj og smal herre, med eget sorte hår med en liden kasket på og var i en blå kjortel. De sejlede siden ad Guldborg, om ad Præstø og til København. Czarinaen med sit store følgeskab kom igennem Lolland til slottet den 20. juli og drog derfra over land til København«. (Fig. 8)

Mindre ophøjede personer og hændelser møder samme vågne interesse. I forsommeren 1698 var en kongelig geograf på besøg i Væggerløse. Fra kirketårnet tog han notater om det nærliggende landområdes karakter. Kirkebogen fortæller følgende: »Den 9. maj var den kongelige bestalter geographus Johan Husmann fra København her i vort kirketårn for at beskrive landskabet, han havde en dreng med sig ved navn Hans Pedersen 14 eller 15 år gammel som havde øje på en due i tårnet, og mens han stod på en bjelke ved den østre side over klokkerne, og ville række sin hat hen for et hul, hvor duen sad, trådte han fejl, og faldt ned af tårnet, og tørnede mod det 7de trin fra neden på den store stige, og slog trinnet itu, faldt så ned i muren, og da tårndøren stod åben, så faldt han ned ad trappen til jorden, og blev antaget for død, men blev dog ved Guds særlige varetægt i live med hele lemmer, men blå og blodig slog han sig«.

Lidt længere hen på året indfinder sig den næste kongelige udsending. »Fredagen den 3de augusti begravet Jan Allertzens datter af Botø, Malene 10 uger gammel. NB Denne dag rejste Mons. Poulsen her forbi mod Gedesby med den kongelige milevogn og satte milepælene, og havde vogn med sig med pælene på, som bønderne straks måtte nedgrave. Det ene hjul på milevognen var med takker som på bunden gik ind til vognen, ligesom på et hjul i et sejerværk (urværk) og i vognen var en viserskive som viste kvarter og fuldeslag. Lovtonerne I II III var første anden og tredie fjerdingvej, men når de kom til helslaget, da blev milepælen sat. Poulsen viste mig dets beskaffenhed, han var en præstesøn fra Jylland og matematisk student«. (Fig. 9-10)

Nykøbing slots nærhed spores vel af og til på begivenheder og mennesker i sognet. Således begravede hr Oluf 1726 en mærkelig kvinde, der i en menneskealder havde haft bolig i Væggerløse præstegård: »Den 12. marts blev den liden dværg Manche Hansdatter begravet i vor kirke. Hun var født i Sachsen og havde der været nogle år ved det kurfyrstelige hof for sin vækst og staturs skyld, og var for omkring 60 år siden af kurfyrstinden sendt til Danmark fra Dresden til salig kong Frederik den Tredie sammen med sin egen kammerpige og var ved det højkongelige hof mange år. Da salig kong Frederiks enke dronning Sophia Amalie engang kom til Nykøbing slot og i nogen tid holdt hof der, og rejste tilbage igen til sit slot Sophi-Amalienborg lod hun dette gamle barn blive tilbage hos Peder Jacobsen, husfoged der på slottet, og hans hustru, som var min kære hustrus plejeforældre, hvor dværginden forblev så længe de levede. Da de begge var afgået ved døden, kom hun til Væggerløse præstegård, og efter det allernådigste høje herskabs kongens og dronningens befaling forblev hun hos os til sin dødsdag, og fik føde og klæder, der allernådigst blev betalt af den kongelige kammerkasse. Hun levede her hos os 32 år og blev efter vor gisning og såvidt vi kunne efterregne 94 år gammel, og var ej af større forstand end et barn på 2 eller 3 år. Hun kunde nogle korte bønner på tysk, dem lod vi hende altid læse og bede«. (Fig. 11)

Sådan kunne man blive ved med at plukke snurrige steder ud af Oluf Lundts gamle kirkebog. Er man først kommet i gang med at blade i den, kan man vanskeligt slippe den igen. Den fortæller mange ny og mærkelige ting, men den taler så jævnt og ligefremt til én, at man indfanges af den og uden at mærke det føres 250-300 år tilbage i tiden. Snart kender man befolkningen i landsbyen og dens omegn ganske godt, man lever sig roligt og sikkert ind i sognets liv og tager del i problemerne: Det var vel nok et slemt postyr, den syge tigger lavede under gudstjenesten. - Gudskelov børnene klarede sig så godt ved biskop Kingos visitats. - Nu er kongeskibet »Cronen« ankret op i Gedser. - Hvem skulle vel have troet, at man kunne falde ned fra kirketårnet uden at slå sig ihjel? - Den mekaniske vogn med milepælene kan ikke gennemskues af hvem som helst, men den matematiske student kan sit kram. - Nu går tsar Peter i land på færgebroen, se! han har ikke paryk, men sit eget sorte hår!

Men ikke alene personer og begivenheder bliver man fortrolig med, man lever sig også ind i datidens ånd og skikke: Den tossede tigger har vel været besat af djævelen, sådan som han hujede og skreg. - Ja, mon ikke det er brokskæreren, der har stjålet Ingeborgs lig? Han måtte jo da kunne brænde det til et godt og helbredende pulver! - Man griber sig minsandten i at finde det ganske naturligt, at Christen Stiem blev knebet fem gange med gloende tænger, før han blev henrettet, og at hans steddatters afhuggede hoved blev sat på stage uden for Sakskøbing by! - Ja, man forhekses simpelthen af hr Olufs gamle kirkebog. Og ikke mindst derfor er den mageløs.