Sørøveri i lovens navn

At føre søkrig uden en flåde er ingen let opgave, men man fandt to måder, som selv om de langt fra afgjorde krigen, dog skaffede fjenden betydelige problemer. Der iværksattes en produktion af kanonbåde, små armerede fartøjer, som i heldige tilfælde ved deres manøvredygtighed og mængde kunne sætte selv mindre orlogsskibe ud af spillet - men de skulle altså først bygges, og det tog naturligvis sin tid. Det andet kampmiddel kunne straks sættes ind, det skete med »Reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse«, som kongen udstedte kort efter krigsudbruddet. En kaper er som bekendt et privatskib, der med en krigsførende nations billigelse opbringer fjendtlige handelsskibe (tager priser). Der var altså tale om en slags statsautoriseret sørøveri.

De, der ville slå ind på den nye næringsvej, måtte først skaffe sig et kaperbrev, men derefter stod det dem frit at udruste et fartøj og lægge ud.

Det gjorde mange, den krigsskabte mangel på fødevarer og brændsel var stor, og der var gode penge at tjene. Kaperflåden nåede en overgang op på 600 fartøjer, en broget skare: fra robåde til skonnerter og brigger. Armeringen kunne være som på et krigsskib, men ofte bestod den kun af en enkelt »svingbasse«, en drejelig kanon. Rederierne bag kapertrafikken hørte i reglen til de mindre - de store gamle holdt sig for gode til den slags - men kaperiet var ellers ikke ugleset, det kunne glæde sig ved befolkningens fulde opbakning. »Ruster kapere mod flådens ransmænd, farer ud på vikingetog, sætter gammelt mod og fædrelandskærlighed i stavnen, og snekkerne skulle bringe hævn og guld til Eders kyster«, lød det ildnende budskab i bladet »Tiden«. (Fig. 1)

Lykkedes det at gennemføre en kapring, var der faste regler for rovets fordeling. Rederen skulle have ca halvdelen af fortjenesten ved bortauktionering af skib og ladning, resten fordeltes blandt besætningen med faldende andele, fra kaptajnen og ned til skibsdrengen. Retfærdigvis skal det siges, at enhver kapring, der blev foretaget, skulle prøves ved en prisedomstol; sådanne fandtes i København, Århus og Rønne. Først når skibet var erklæret for »god prise«, kunne auktion finde sted. Det hændte ikke så sjældent, at et skib blev frifundet. I så fald måtte kaperrederiet betale erstatning.

Regulære søslag udkæmpedes, men det var ikke almindeligt; frem for direkte konfrontation foretrak kaperkaptajnerne at udnytte overraskelsesmomentet. Blev kapergaster såret, skyldtes det som regel uheld - brande, eksplosioner i krudtlageret, kanonsprængninger eller lignende. En blanding af mod og list var formålstjenlig, og en kapring, der udførtes let og elegant, uden blodsudgydelse, vakte beundring og undertiden omtale i avisen. Kaperkaptajnerne Frederik Buch og Christian Hansen fra Helsingør fik i »Nyeste Skilderi af København« megen ros for deres dristighed og åndsnærværelse; de var i ly af nattemørket roet helt ind under Landskronas batterier, hvor de entrede to svenske koffardiskibe, der lå forankret her. Det lykkedes dem at »bemægtige sig vagten på dækket, spærre kahytsdøren, hvor det øvrige mandskab lå i deres første søvn, kappe tovene, sætte sejl og bringe begge skibene lykkeligt hertil«. Sådan fik man »lært de svenske at våge«. Den indbragte last bestod af sild, salt, pommeransskal og brændevin. Helt igennem en god fangst.

De mest værdifulde priser blev taget den første tid, hvor fjenden endnu ikke havde vænnet sig helt til den nye situation. Et af de bedste kup i 1808 gjorde to både fra Gilleleje; det lykkedes dem at bemægtige sig en last af metervarer, ved auktionen vurderet til tre tønder guld. Lidt generende var de meget faste regler for prisetagningen. Hør for eksempel fra Ålborg 11. november 1808: »Ved den sidste indbragte engelske prise indtraf den omstændighed, at da kaperen entrede, sprang besætningen i jollen på den anden side og medtog papirer og alle oplysninger. Man ved altså ikke, enten hvad skibet hedder, eller hvorfra det kom etc. Det er fuldt ladet. Ovenpå ligger bjælker«. Ved den efterfølgende retssag kunne skibet ikke prisedømmes, fordi identiteten stadig var uopklaret. Kaperbesætningen måtte kigge langt efter den kostbare tømmerladning. (Fig. 2)

Den danske piratvirksomhed irriterede selvsagt fjenden, og det er naturligt, at aktionerne blev besvaret med tilsvarende den anden vej. Vinteren 1808-9 blev således et dansk skib, en galease på vej til Danmark med varer fra Norge, kapret af svenskerne. Besætningen blev, som skik var i slige sager, sat fra borde af prisemandskabet; tilbage blev kun den danske styrmand, Niels Pedersen, og to af hans matroser. Skibet bragtes ind til Marstrand. Her »indtraf nytårsaften, og da til sammes helligholdelse de svenske fandt den ombordværende vin behagelig, drak de så vældigen på det nye års og deres konges velgående, at de fuldkommen illuminerede havde ondt ved at finde deres køjer«. Niels Pedersen og de to matroser skyndte sig at låse svenskerne inde, lettede anker og nåede velbeholdent til Kragerø i Norge, hjulpet af vinden, der havde rejst sig. Efter midnat »vågnede vel prisemesteren og lavede en farlig tummel, da han fandt sig indespærret. Men den kække styrmand bad han være rolig og nøjes med at have kommanderet til enden af det gamle år, og tåle, at han nu kommanderede i det nye«. Naturligvis har der været tilsvarende episoder, hvor danskerne blev overlistet, men dem kender vi mindre til. De blev jo ikke omtalt i de hjemlige aviser.

Kaperkrigen varede (med en mindre afbrydelse midtvejs) den rigtige krig ud. De første to år havde været de mest indbringende, siden blev det sværere - for kaperne som for danskerne i det hele taget. 1814 var eventyret slut, kaperrederne og deres besætninger måtte se sig om efter mere sikre, men måske knap så indbringende beskæftigelser. Under Treårskrigen 1848-50 udstedtes der ikke nogen kaperforordning, og i 1856 ophævedes kapervæsenet fuldstændigt ifølge Pariserkonventionen, den folkeretslige aftale om søret, som fulgte efter afslutningen på Krimkrigen.