Sømandsgrav

At være kulturhistorisk berejser er i bogstaveligste forstand et enegængerjob. Udstyret med ringbind, målebånd og kamera skræver man sig over talløse kreaturhegn på vejen mod godt bortgemte fortidsminder. Visse egne betaler dog for anstrengelserne ved et varieret udbud af forskellige typer: dysser, jættestuer, voldsteder, vejbroer og milesten - selvfølgelig isprængt de allestedsnærværende jordhøje. I andre strøg er disse sidste derimod næsten enerådende og så talrige, at der forekommer urimeligt langt mellem afvekslingens hårdt tiltrængte snapse. Hvor kærkomment er det ikke, når man under disse omstændigheder helt uventet kan tømme en sådan, tilmed i bredfyldt mål. Og det var just, hvad der overgik undertegnede en kølig forårsdag syd for Mariager fjord, i sognet med det ugæstmildt klingende navn Vindblæs. Her lå en uanselig høj, 10-12 meter i diameter og ca meterhøj - én blandt mange lignende. Den var gennem tiderne blevet noget deformeret; græssende kreaturer og nærgående plove havde sat deres spor, hvorved dele af en randstenskreds var blevet blotlagt, i alt en halv snes ret små sten. Midt i rutinearbejdet med at beskrive dette lidet opsigtsvækkende fortidslevn brød solen igennem skydækket, kastede sit skrålys ned over randstenene - og dér, skarpt aftegnet i lys og skygge på en stens plane yderside, sejlede et lille bronzealderskib!

Noget såre sjældent var hændt: en motiv-helleristning var dukket frem efter mere end tre årtusinders glemsel, og den var, viste det sig øjeblikke efter, ikke ganske alene (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). På en lille naboliggende randsten sås fem-seks tydelige fordybninger, såkaldte skåltegn. To helleristningssten på oprindelig plads i et og samme oldtidsanlæg finder man ikke ofte - ja vel kun få gange hvert århundrede.

Skåltegn er ikke sjældne i Danmark - de forekommer i tusindvis landet over, både på løsblokke i terrænet og på dyssekamrenes sten, især de store overliggere. Anderledes med de egentlige helleristningssten, dem med figurer såsom hjulkors, håndtegn, skibe eller billeder af mennesker og dyr; de er alle sjældne om end i forskellig grad. Vi vil her se nærmere på skibsmotivet, da det er et sådant, Vindblæsfundet viser.

Helleristninger med en eller flere skibsfigurer kendes fra henved 30 lokaliteter her i landet, deraf halvdelen på fast, bornholmsk klippe. Sjælland kan opvise en lille halv snes fundsteder, Fyn to og Jylland nu fire (plus et femte, hvor tolkningen fartøj dog er yderst tvivlsom). Skibet som helleristningsmotiv har således sin største tyngde i Østdanmark, og rigtig almindeligt bliver det på den skandinaviske halvø, hvor klippeflader byder sig til. Bedst kendt er de store felter med skibe og mange andre motiver i Bohuslän og Østfold.

Med Vindblæsristningen har Jylland altså nu fået sin fjerde skibslokalitet og sit femte skibsbillede; en af de andre har nemlig to af slagsen. Den nye afbildning er af en type, som kendes fra flere sjællandske fund, men er ny i de jyske. Skibet, der er set i profil, har svungne stævne, men af ulige længde; den lave synes mærkeligt nok at være forstavnen. Kølen skyder frem ved begge ender - forud danner den en ekstra stævnbue, bagud en kort, vandret hæl. Besætningen er vist med lodrette streger i et antal af syv.

Hvor gammelt kan vort fund være? At tidsfæste en helleristning er altid et problem, medmindre den indgår i en daterbar sammenhæng (Fig. 4). Det må Vindblæsristningerne jo ganske vist siges at gøre, al den stund de sidder på en højs randsten, men dels kan højen ikke uden udgravning placeres nøjere inden for tidsspandet bondestenalder-yngre bronzealder, og dels lader det sig næppe (selv om højen dateres) bevise, om helleristningerne er jævngamle med randstenskredsen eller senere tilføjet denne. Lidt hjælp kan dog hentes fra en anden kant. Ved at sammenligne helleristningsskibenes typer med skibsbilleder på veldaterede bronzegenstande såsom rageknive har man forsøgsvis opstillet en slags skibenes tidstavle. Ud fra den tør Vindblæsskibet nok henføres til ældre bronzealder, ca 1500 før Kristus.

Under alle omstændigheder er kombinationen skibsristning/høj usædvanlig i Danmark. Af samtlige kendte sten med skibe vides kun to at være fremkommet i forbindelse med høje, begge overpløjede og udaterede. Vi ser her bort fra fund på stengravenes dæksten, hvor skibene med sikkerhed er senere tilføjelser. For bronzealderens mennesker må skibet have spillet en væsentlig rolle; det må ligefrem have været en del af åndslivet, ellers havde de næppe så ofte benyttet det i deres stenbilled-kult. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor. Datidens kultur var baseret på handel; gennem den skaffede man sig råvarer til - blandt andet - den metallegering, der senere gav perioden navn. Men vareudveksling forudsætter transport. De i sten forevigede skibe har måske skullet besværge vejr-, hav- og flodmagter, de vætter, eller hvad man nu har kaldt dem, der rådede for gunstig sejlads med det vigtige gods.

Og hvem ved, om ikke vor lille høj i Vindblæs rummer de jordiske levn af en handelsskipper, der fandt sin sidste ankerplads her et par kilometer fra Mariager fjords naturhavn.

Lit: P. V. Glob: Helleristninger i Danmark. 1969.
12