Sølv i mund

Hvordan kommer nu mønter fra så fjerne hjemsteder i munden på langelændere? Jo vi befinder os som sagt i vikingetiden, de barske århundreder, hvor langskib efter langskib stævnede ud fra nordiske farvande mod fremmede kyster, hvorfra de - som Adam af Bremen skriver - »hjemførte ved sørøveri, hvad andre lande så rigt frembragte«. Det blev for resten ikke ved sørøveriet alene. I løbet af 8-900-årene erobrede danskere og nordmænd store landområder i England, Irland og Frankrig, og svenske vikinger åbnede gennem de russiske floder nye handelsveje til det østromerske kejserrige og den arabiske stormagt. Følgerne af denne voldsomme ekspansion blev i Norden en stærk opblomstring af handel og håndværk med øget velstand, der dog hovedsageligt kom de øverste lag i det klassedelte vikingesamfund til gode. (Fig. 1). I samtidens litterære kilder og de noget senere sagaberetninger er det især tidens fornemme, vi hører om. Konger, høvdinge og stormænd har altid interesseret historieskrivere mest, småkårsfolkene ofres der ikke mange ord - og endnu mindre de ufri, trællene, vikingesamfundets lidet agtede, men uundværlige underste klasse. Arkæologien er mere demokratisk. Nok viser den os rige skattefund og fornemt udstyrede grave, som må tilskrives de ovennævnte standspersoner, men den glemmer ikke, at der også var ganske almindelige mennesker. Under vore ældste købstæder, Århus, Viborg og Ribe, er fundet rester af datidens bysamfund, præget af jævne borgeres dagligdag, og rundt om i landet er vi stødt på vikingebøndernes landsbyer. Stengade-gravpladsen må have hørt til en af disse sidste. Nu kan man vel ikke sige, at fundet af en håndfuld arabiske mønter virker særlig provinsielt, og graven med den ofrede træl (omtalt Skalk 1972:1) leder heller ikke tanken hen på livet om gadekæret. Alligevel - trods disse og andre spændende detaljer - er det tydeligt, at her har vi vikingetiden på et jævnere plan, end vi kender fra historiebøgerne. Det er i øvrigt første gang, en plads af denne art har kunnet undersøges i sin helhed.

Stengade-udgravningen, der efter seks års arbejde nu er endeligt afsluttet, var, som det vil være læserne bekendt fra en række tidligere artikler, et mærkeligt blandet foretagende. Objekter fra vidt forskellig tid er blevet undersøgt: stenalderhuse, en dysse, romertidsgrave og altså den her behandlede vikingegravplads. Det sandede plateau er let at grave i og har været det også for oldtidsfolkene, men det er nok snarere dyssen og de dertil knyttede religiøse forestillinger, der har fået mennesker fra to forskellige perioder af jernalderen til at vælge sig stedet til gravplads. De ældste vikingegrave må være fra tiden omkring 900. På det tidspunkt har ethvert overjordisk spor af den ældre gravplads sikkert været borte.

Botaniske undersøgelser viser os stedet omgivet af åbne overdrevsagtige arealer med græs og mange slags urter samt dyrkede marker, hvor vikingerne har avlet byg, rug og havre. Enkelte af bakkerne i nabolaget har været kronet med bøgeskov, og til to sider har der været sumpede lavninger med el og pil. Den ene af dem skiller gravpladsen fra Storebæltskysten en lille kilometer borte.

Omkring 80 gange i løbet af 900-tallet og måske lidt ind i det følgende århundrede har beboerne fra en nærliggende landsby (måske forgængeren for den, som nu hedder Stengade) været samlet på dette sted for at tage afsked med en af deres døde. Forud for gravlæggelserne skal vi sikkert forestille os en række ceremonier, hvor gravøl og rituelle ofringer har været vigtige bestanddele, men her er fundene - bortset fra trællegraven - lidet talende. Alle ligene er nedlagt ubrændte, som regel med hovedet i vest. Skeletterne er langtfra altid i en sådan tilstand, at køns- og aldersbestemmelse kan foretages, men af de indtil nu undersøgte har 13 vist sig at være mænd, 11 kvinder og 5 børn. Mændene er 164-192 cm høje med en gennemsnitlig levealder omkring 34 år. Kvinderne er som venteligt lidt mindre og med en lidt lavere levealder; dødeligheden har været stor i forbindelse med børnefødsler. Begge køn kan generelt karakteriseres som høje og velproportionerede. Sygdomsspor har ikke kunnet påvises i skeletmaterialet.

Gravskikken har været ens for de to køn, og der spores intet system i fordelingen af mands- og kvindegrave. De anvendte kister er i reglen af planker, men bulkister forekommer. Regulære træbyggede gravkamre er fundet i seks eksemplarer, hvoraf de fem ligger samlet i en lille gruppe østligt på pladsen; det største er 2x3 meter i omfang og ca. én meter højt. Endelig er der et lille antal grave, som vist aldrig har indeholdt kister. Ligene her har vel været svøbt i tæpper eller skind.

(Fig. 2).

Det var i en af kammergravene, vi i 1971 fandt det mærkelige par bestående af en mand og hans halshuggede tjener. Trællen lå, som det vil erindres, i en lidt forvredet stilling med det afhuggede hoved placeret ved højre skulder og har sandsynligvis haft sammenbundne hænder og fødder. (Fig. 3). Hvordan han har været klædt, eller om han overhovedet har været klædt, får stå hen, men hans herre har båret en dragt af fint linnedlignende stof. Ellers synes de fleste her på pladsen gravlagt i deres gode, hjemmevævede uldtøj, som der adskillige gange er fundet rester af.

Det fremgår tydeligt af gravgodsets simpelhed, at det er jævne folk, der hviler her. Hyppigst forekommende gravgave - uanset afdødes køn og alder - er en simpel jernkniv, velsagtens et spiseredskab. Den ofte stærke opskærpning vidner om flittig brug af hvæssestenen, som da også er medgivet enkelte af mændene. Husfruens værdighedstegn, et sæt nøgler, er fundet i nogle få tilfælde. De har, som knivene, været båret i bæltet og var vel til husets kister. Kvindegravene er i øvrigt kendelige derved, at de ofte indeholder smykker, enkle kæder med glas- og ravperler, båret om hals eller arm. Tilsvarende kan der i mandsgrave findes våben, men det er dog langt sjældnere. Børnene har man ikke gjort megen stads af, et lerkar var nok til dem. Også spande af træ forekommer, men kun som mørke spor i jorden.

En af gravene indtager en særstilling ved sit udstyr, som er righoldigt uden dog på nogen måde at kunne kaldes rigt. Den døde - en kvinde på et halvt hundrede år - lå udstrakt på ryggen i sin plankekiste. Bevarede tøjrester viser, at hun har været iklædt en ulden underkjole og derover en kjole af noget tykkere stof. Et fintvævet sjal i røde og brunsorte farver har været lagt over skuldrene sammenholdt af en broche, et lille kunstværk i bronze med ornamentik af sammenslyngede, stiliserede dyr. Om halsen bar hun en tredobbelt kæde med brogede glas- og ravperler. (Fig. 4). (Fig. 5). Ved hoften lå hendes kniv med delvis bevaret skede og to jernnøgler - begge dele må have siddet i et nu forsvundet bælte. Ved fødderne stod et lerkar, og ved siden lå rester af en skindsypose med blandet indhold: et par ravklumper, glasperler, nåle, to tenvægte til håndspinding, en stor halvkugleformet »sømglatter« af blåt glas og en lille støbt bronzedåse. I den sidstnævnte, der har været særskilt indpakket i fint hørlærred, gjordes et interessant fund: seks sten af kræge, en primitiv blommeart, stamformen til nutidens blommer. Hvorfor de er blevet gemt så omhyggeligt, får vi desværre aldrig at vide.

(Fig. 6).

Hvor dybt vikingernes håndfaste udlandskontakter har grebet ind i befolkningens liv, forstår man, når man ser, hvordan de har præget hverdagen i et lille bondesamfund, fjernt fra begivenhedernes centrum, tilmed på en ø. Lerkarret i den netop omtalte kvindegrav viser stærk påvirkning fra slavisk keramik, og flere af dens øvrige genstande er direkte af fremmed oprindelse. Sømglatteren for eksempel stammer rimeligvis fra Vesteuropa, og den ene tenvægt er af norsk klæbersten, sandsynligvis skåret af et skår fra et af de populære kogekar, som nordmændene i stort tal fremstillede med henblik på eksport. Også blommestenene kan for den sags skyld være indførte. I hvert fald står vi her med det ældste fund af kræge, som til dato er gjort i Norden.

(Fig. 7). (Fig. 8)

I en anden grav fandtes en lille, fint ornamenteret vægtskål, som kan være hjemført fra England. Og så er der naturligvis mønterne, som på en ganske særlig måde fortæller om vikingernes vandringer, og som er vigtige, fordi de tjener til gravpladsens datering. De 15 arabermønter, hvoraf et par var gennemhullede til ophængning, mens andre var klippet i stykker (for nordboerne var det sølvværdien, der talte, ikke mønternes pålydende), har vandret en lang vej, før de havnede i den døde langelænders mund. Alle kan henføres til det mægtige Samanide-dynasti, som i slutningen af 800-årene og hele 900-tallet igennem herskede over det arabiske storrige fra Afghanistan i øst til Spanien i vest. Ældste mønt er fra år 905 eller -6, yngste fra ca. 932; de fleste bærer regenten Nasr Ibn Ahmads navn. I Stengade-graven kan de tidligst være havnet i 930'erne. Den enlige angelsaksermønt er en del yngre. Den er slået under Eadgar, »Englands konge og hersker over ø- og søkongerne« 959-75.

(Fig. 9).
(Fig. 10).
(Fig. 11).

Gennem mønternes særprægede anbringelse får vi et glimt af de afdødes religiøse forestillinger, og det suppleres af selve gravformen, der er klart hedensk. Ved et par skeletter er i øvrigt fundet Thorshamre, små afbildninger af tordengudens våben, indrettet så at de kunne bæres som amuletter. I hvert fald en del af gravene må ellers være anlagt omtrent på den tid, da kong Harald Blåtand »gjorde danerne kristne«, men Stengade lå langt fra Jelling og har åbenbart taget sent ved lære.

Landsbyen, som pladsen har hørt til, er som sagt endnu ikke påvist, men vi kan ud fra gravene gøre os visse forestillinger om dens struktur. Manden med arabermønterne og kvinden med blommestenene lå nær hinanden i kanten af en lille klynge grave på pladsens sydvestlige del; man fristes til at tro, at det er mand og kone omgivet af slægtens mindre fremtrædende medlemmer. Fem andre steder spores en tilsvarende tendens til sammenklumpning af fattige grave omkring en eller to med lidt bedre udstyr. Det forekommer sandsynligt, at disse gravklynger er en slags familiegravsteder, at pladsen har været inddelt, sådan at hver slægt eller hver gård har haft sit særlige område ligesom på nutidens landsbykirkegårde. Er tanken rigtig, må vi altså forestille os, at Stengade-samfundet har omfattet i hvert fald seks gårde, som dog sikkert har været af beskeden størrelse.

(Fig. 12).

Gravene fra de virkelige storgårde, som der givetvis også har været heromkring, finder vi ikke på Stengade-pladsen (den har ikke været et passende hvilested), men på andre mindre gravpladser i nabolaget. Tre sådanne er i tidens løb blevet undersøgt, deres kostbare gravgods omfattende raffineret sølvindlagt rideudstyr og våben hører nu til Langelands Museums største attraktioner. Kontrasten mellem disse kostbarheder og Stengade-gravenes slidte jernknive og fattige glasperler er slående og vil fremover give de besøgende et mere nuanceret og rigtigere billede af vikingetidens samfundssystem med dets særdeles markante forskel på Per og Poul.

(Fig. 13).

Tegninger: J. Kraglund.