Søhelt og politiker

Sommeren 1886 var en af de barskeste i den tid, konseilspræsident Estrup med kongens billigelse regerede Danmark mod folketingets flertal, kort sagt: provisorieårene. Året før havde Estrup oprettet sit halvmilitære gendarmkorps, der blandt andet skulle håndhæve en yderst restriktiv lovgivning med sigte på at kvæle enhver opposition. Befolkningen, især Venstres tilhængere, reagerede med skattenægtelse og med oprettelse af »riffelforeninger«. Arrestationen med påfølgende fængsling af Venstres folketingsmand C. Berg bragte harmen til kogepunktet, og medlemstallet i de - naturligvis forbudte - riffelforeninger steg yderligere. En faktisk borgerkrig, den første siden Grevefejden, tegnede sig i horisonten.

Det var under disse omstændigheder, en kreds af Estrups støtter blandt hovedstadens højrefolk fik den lyse ide at rejse et mindesmærke for en af nationens helte, en mand, der altid var parat, når hans konge bad om hjælp. At sammenligne den stivbenede Estrup med »Danmarks vovehals«, var dristigt, men også Grevefejden drejede sig jo om nedkæmpelse af en bondeopstand, så den pædagogiske side af sagen var i orden. Altså blev der samlet penge ind, en billedhugger blev sat i arbejde og anstalter truffet til en stor og folkelig indvielsesfest midt i et område, hvor Estrup havde mange og arge modstandere.

Under normale omstændigheder ville de gode østjyder vel slet ikke have forstået den noget anstrengte symbolik, men den blev hurtigt gjort dem begribelig gennem Horsens Folkeblad, der ikke lagde skjul på, at det betragtede stenrejsningen som et stort propagandanummer fra Højres side. I dagene op til indvielsen opfordrede bladet alle selvtænkende til at holde sig væk og i stedet tage til den nærliggende by Brædstrup, hvor Venstre, provokatorisk, arrangerede politisk møde på samme tid som begivenheden i Østbirk (Fig. 1, Fig. 2). I samme avis kunne man i øvrigt næsten dagligt læse historier om »de lyseblå«, som Estrups gendarmer kaldtes, og om hvordan lokale provisoriemodstandere blev arresteret for bagateller. En af dem var forstanderen for egnens højskole i Vestbirk, Laurids Joensen. Han havde under en auktion bevidst ødelagt et billede af Christian 9., hvilket var majestætsfornærmelse og takseredes til fire en halv måneds fængsel. Samtidig blev højskolen frataget sin statsstøtte.

Dagen oprandt. Sognerådet for Østbirk-Yding kommune havde takket nej på en henvendelse om at lade sig repræsentere ved indvielsen, men det var lykkedes festkomiteen at sikre sig en i venstrekredse kendt og agtet mand, nemlig højskoleforstander Jens Nørregaard fra Testrup, som hovedtaler. Han priste naturligvis søhelten i høje toner, kom også ind på bondeoprøret, men fremhævede - hvad arrangørerne vist ikke brød sig om - at det strengt taget var Peder Skram uvedkommende; hans gerning lå på søen. I Brædstrup gav på samme tid den lokale folketingsmand Jens Busk en noget anden version af historien. Han gjorde Skram ansvarlig for det negative resultat af bondeopstanden og bad de over tusinde tilhørere huske, at 47 herreders bønder efter oprørets nedkæmpelse blev dømt fra ære, gods og liv. På den måde var fæstegodset opstået, dertil havde Peder Skram bidraget. Var der nogen grund til at hylde ham i Østbirk?

Hvem blev så den sejrende part? Ja stenen står jo endnu på kirkegården, den minder om søhelten, mens alt det andet er glemt, så på en måde kan man vel sige, at det var Estrup og hans folk. Og dog: I 1894 sluttede provisorieårene, Estrup trak sig tilbage, og de upopulære love blev efterhånden ophævet. I 1901 kom systemskiftet.