Snekkerværft

Marken, hvor fundet blev gjort, ligger lige syd for det sted, hvor Fribrødreåen løber ud i Fribrødredalen et par kilometer fra åens udmunding i Stubbekøbing havn og Grønsund. Indtil slutningen af forrige århundrede var Fribrødredalen endnu en række sammenhængende småsøer, men dræningsarbejde og etablering af en pumpestation har reduceret vandstanden i åsystemet betydeligt. Går vi yderligere en 6-700 år tilbage i tiden, har dalen været en egentlig fjord, og den plads, vi her skal beskæftige os med, har ligget i læ bag et lille næs, der skyder frem fra vest, lige syd for åens udmunding i fjorden.

I markbøgerne til matriklen for Maglebrænde by (1688) benævnes det omtalte næs Nørre Sneckebier, mens et andet og større næs syd for fundstedet kaldes Sønder Sneckebier, stednavne, der i høj grad stemmer forventningen hos den historisk interesserede. Skibsnavnet snekke er nemlig knyttet til krigsskibene i vikingetiden og den tidlige middelalder.

De skibsdele, som rendegraveren mere eller mindre hårdhændet hentede op fra åbunden, havde tydeligt siddet i et skib bygget efter den nordiske tradition, som vi kender den i vikingetid og tidlig middelalder. Dets typiske træk er, at det spidser til ved begge ender med jævnt buet overgang mellem køl og stævn (Fig. 1). Spanter og bjælker i den indvendige afstivning er anbragt symmetrisk på tværs, jævnt fordelt over bådens længde, og den udvendige skalkonstruktion har klinklagte planker, det vil sige planker, der overlapper hinanden langs kanterne.

På et enkelt punkt adskilte de fundne skibsdele sig dog fra, hvad vi er vant til at se, og det var i klinkningen af bordene (Fig. 2). Bordplankerne var ikke holdt sammen af jernnitter, som det kendes fra periodens andre nordiske skibsfund, men af små, tætsiddende trænagler. Denne måde at binde plankerne sammen kendes fra de vendiske stammer, der i vikingetiden og begyndelsen af middelalderen boede langs Østersøens sydkyst.

Med udsigten til at finde et skib - måske endda en vendersnekke - på bunden af åen og delvis inde i åbrinken gik Vikingeskibshallen i samarbejde med Falsters Minder og Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium sommeren 1982 i gang med en undersøgelse af stedet (Fig. 3, Fig. 4). Skibe, der har endt deres dage i åer, hvor de er blevet dækket af mudder og bevoksning, kender vi fra andre undersøgelser (se f.eks. Skalk 1969:3), og vi regnede ikke med, at en frilægning ville blive noget større problem. Formålet med undersøgelsen var at få afdækket og derefter optegnet og registreret så meget som muligt af det forventede skibsvrag, hvorefter det atter skulle dækkes til. At tage et 15-20 m langt skib eller dele af et sådant op er ikke noget, man bare gør. Selve hævningen er nok overkommelig, men den efterfølgende konservering af træet og genopbygningen af skibet til udstilling er meget kostbar. Det kom imidlertid til at gå helt anderledes, end vi forestillede os, da vi ved hjælp af pumper begyndte at suge huller i åbunden for at lokalisere skibet.

Afsøgningen af selve åbunden gav ikke noget resultat, men i den vestvendte åbrink kunne der flere steder mærkes træ. En nærmere undersøgelse af dette ville kræve en omlægning af åen, og da vi ikke var indstillet på et større entreprenørarbejde valgtes i stedet at grave en søgegrøft på land langs åen og yderligere én vinkelret på denne mod vest.

Det var mosedannelser, vi kom ned i. Moselagene gik til en dybde af ca tre meter under den nuværende overflade, hvor de afløstes af istidsler. Omkring én meter under overfladen stødte vi på træ, det samme som rendegraveren havde været nede i. Laget bestod af en rødbrun sumptørv indeholdende sand, småsten, kviste og grenstykker samt kulturlevn i form af hugspåner, træstykker med hug- og snitmærker, knogler, redskaber, keramik og frem for alt skibsdele.

Arbejdet med udgravning af dette lag har nu stået på i to sæsoner, og er endnu langt fra at være afsluttet. I 1983 kom Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling og trækonservering også med som samarbejdspartnere. Økonomien blev sikret gennem støtte fra Dansk Søassurances Fond og Tuborgfondet.

Som oversigtsplanen viser, blev det ikke noget helt skib, vi kom til at udgrave, men løsdele fra mange forskellige, de fandtes spredtliggende i moselaget uden nogen synlig orden. Kendetegnende for skibsdelene er, at det er slidte, ødelagte stykker, der næsten alle viser spor efter en ophugningssituation. Således er bundstokke og knæ kløvet på langs gennem naglehullerne for at kunne frigøres fra bordplanker og bjælker.

Karakteristisk er det også, at større stykker af bordplanker og bjælker næsten helt mangler blandt fundene. De spejlkløvede egeplanker og de lange omhyggeligt tildannede bjælker har været eftertragtede materialer, der skulle genanvendes, og for hvis skyld de udtjente skibe blev hugget op. Man har nemlig ikke kun ødelagt, men også repareret og måske bygget nyt på stedet. Mange færdigtildannede trænagler, der aldrig er blevet brugt, blev sammen med store mængder hugspåner fundet spredt mellem skibsdelene.

Ud over skibsdele og affaldstræ har vi fundet knive, trækøller, store trækiler, en del af et profiljern, hvæssesten, forskellige typer af øsekar, træskeer, slanke prene af træ, stumper af læder, tovværk, vidjer, keramik og andre sager (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Allerede på et tidligt tidspunkt af undersøgelsen prøvede vi ud fra genstandene at nærme os en nogenlunde nøjagtig tidsfæstelse af fundlaget - eller rettere af de aktiviteter, der har ført til dannelsen af laget. Skårene er af den type, som benævnes Østersøkeramik, og de gav en foreløbig grov datering til mellem år 1000 og 1200. Ved hjælp af skibsdelene prøvede vi at indsnævre dette tidsrum. Flere af dem kunne meget vel, hvad udformningen angår, have siddet i de skibe, der i 1962 blev udgravet i Roskilde fjord ved Skuldelev, og som efter alt at dømme er bygget og sænket mellem år 950 og 1050. Specielt de fint formede knæ fra Fribrødreå mindede os så meget om dem, vi kender fra vikingetidens skibe, at vi ud fra en typologisk vurdering anslog dem til at være fra midten eller sidste halvdel af 1000-tallet.

Dette er senere blevet bekræftet ad en helt anden vej - i stumper af bordplanker fra ét af de ophuggede skibe var nemlig materiale nok til, at der kunne foretages en dendrokronologisk datering. Det viste sig, at egetræerne, som har været anvendt til bygningen, må være fældet omkring 1050- 55. Og når vi har fældningstiden for træerne, har vi samtidig byggetidspunktet for skibet, idet kun helt friskt egetræ kan spejlkløves og tvinges ind i skibets facon. Hvor lang tid, der er gået, fra skibet blev bygget, og til det endte sine dage på Nordfalster mellem Nørre og Sønder Sneckebier, kan der foreløbig kun gisnes om. Måske en 30- 40 år.

At skibene blev ophugget på Falster betyder jo ikke nødvendigvis, at de også er bygget der, så vi kan med god ret spørge: Hvor stammer disse fartøjer fra? Som tidligere nævnt fik anvendelsen af trænagler til klinkning af bordene os til at tænke på vendersnekker. Ved den sydlige del af Østersøen var slaviske stammer før vikingetiden trængt frem til kysten. Her er der forskellige steder, fra Danzigbugten i øst til Eckernfördebugten i vest, fundet vrag af større både fra perioden 800-1200. Skibene har været klinkbyggede og har haft samme køl-stævnkonstruktion og spantsystem, som vi kender fra de nordiske skibsfund. Det er blevet diskuteret, om ligheden er udtryk for, at slaverne direkte efterlignede de nordiske skibe, eller om det er en lokal udvikling, eventuelt med påvirkninger fra såvel det nordiske som det frisiske område. Det ældst kendte eksemplar af et klinkbygget, slavisk skib fra Østersøområdet er fundet i Szczecin (Stettin) og dateret til begyndelsen af 800-årene. Ældre fund til belysning af en udvikling mangler.

Anvendelsen af jern har ikke været fremmed for de slaviske skibsbyggere; der er brugt jernnitter, når bordplankerne skulle laskes til stævnene og ved reparationsarbejder, men selve klinkningen er altså foretaget med trænagler. Af andre forskelle kan nævnes, at de slaviske skibe generelt er mere fladbundede end de nordiske og med en speciel udformning af mastesporet. Endvidere er der brugt mos som kalfatringsmateriale til tætning mellem bordene, mens man i det nordiske område har anvendt fæhår.

Flere af disse slaviske træk findes i skibsdelene fra Fribrødreå, således foruden trænaglerne, de meget flade bundstokke. Kysten langs den sydlige Østersø har ret grundt vand, så der har været behov for fladbundede og dermed ret brede skibe. Vikingernes krigsfartøjer var smalle og slanke, deres handelsskibe derimod bredere - hos venderne var begge de to skibsformer brede, og Saxo nævner da også, at det kan være vanskeligt at se på en vendisk flåde, der nærmer sig kysten, om den består af krigsskibe eller handelsskibe. En sådan vurdering må jo have været væsentlig at kunne træffe i en fart, hvis man skulle undgå ubehagelige overraskelser.

En analyse af kalfatringsmaterialet mellem to bordplanker fra Fribrødreå viser, at der er tale om mos. Ud fra skibsdelene tyder således alting foreløbig på, at det er vender-skibe, der her er blevet hugget op. Men hvad siger de øvrige fund (Fig. 8, Fig. 9)?

Den såkaldte »Østersøkeramik« er oprindelig en slavisk type, men den er blevet efterlignet og fremstillet lokalt flere steder i Skandinavien, så dens tilstedeværelse vidner nok om kulturkontakt mod syd, men lerkarrene behøver altså ikke nødvendigvis at være lavet af vendiske pottemagere. Om to andre genstande, et skedebeslag af messing og en kniv, kan vi derimod med sikkerhed sige, at de er fremmede i den nordiske kulturkreds (Fig. 10). Et nøjagtigt tilsvarende beslag er fundet ved en undersøgelse på Rygen, og kniven har på skaftet en ornamentik, som er karakteristisk for de vendiske områder.

Man kunne forestille sig, at danskere havde ophugget erobrede venderskibe, men alle de kulturlevn, vi hidtil er stødt på, knytter sig mere til vendere end til nordboer, så det ser stærkt ud til, det er de fremmede selv, der har stået for arbejdet. Har de måske ligefrem været fastboende? Visse stednavne på Lolland-Falster, således dem på -itse (som Korselitse og Tillitse), er af tydelig slavisk oprindelse og taler om vendisk bosættelse, som tilmed må have været af et vist omfang og vel ikke ganske kortvarig, eftersom navnene er gået over i dansk. Nogen skriftlig overlevering om en sådan kolonisation foreligger ikke, men vikingetidens historie er mangelfuldt belyst, så det udelukker ingen mulighed. I 1000- tallet havde venderne deres storhedstid, og den fortsatte ind i 1100-årene, hvor de hærgede grumt på de danske kyster, indtil Valdemar den Store og Absalon gjorde ende på uvæsenet. Det er troligt, at Lolland-Falster på et tidspunkt op mod 1100 har været helt eller delvis i vendisk besiddelse.

Navnet Fribrødreå klinger helt moderne, men ved nærmere undersøgelse opdager man, at det ikke skal forstås bogstaveligt. I Stubbekøbings ældste privilegier, fra 1354, nævnes Pribrød som grænsen for byens græsningsjorder mod syd, og i markbøgerne fra 1682 kaldes en mark i Maglebrænde for Pri Brødres Agre (Fig. 11, Fig. 12). Formen med P synes altså at være den oprindelige. Om tolkningen er stednavneforskerne ikke helt enige - nogle har ment, at forleddet skulle afledes af »prior«, efterleddet af »brød« i betydningen opbrudt jord, mens andre har henvist til et vendisk marknavn Prybrode, hvor pry står for »ved« og brod for »vadested«, altså: ved vadestedet. 50-100 meter nord for pladsen, hvor vi graver, har utvivlsomt været et vadested over åen; der er fundet træ og Østersøkeramik, men endnu er der ikke blevet tid til at undersøge denne forekomst nærmere. Den sidstnævnte tolkning af stednavnet, der ellers har været regnet for noget usikker, får gennem dette og gennem hele fundets karakter en ikke ringe støtte. Venderbosættelsen på de syddanske øer må vist opfattes som en realitet, og man kan så gætte på, hvordan nye og gamle beboere er kommet ud af det med hinanden. At dømme efter vore fund har de fremmede stået ganske stærkt.

Det område, som indtil nu er udgravet, har i 1000-årene stået under vand, og i moselagene kan vi se, det har været bevokset med tagrør. Her - på det lave vand mellem rørene - må arbejdet med reparation og ophugning af skibe have fundet sted, og de ting, vi finder, er enten forsætligt bortkastet eller tabt. Over hele det afdækkede område har i spredt fægtning stået lodret nedbankede stolper; de kan have haft en funktion i forbindelse med reparations- og ophugningsarbejdet. Et egentligt beddingsarrangement - hvis der har været et sådant - kan vi først forvente, når vi får gravet os ind i det, der dengang var fast bred.

Foreløbig har vi fået afgrænset fundlaget mod syd. Mod nord langs åen synes det at ebbe ud, men mod nordvest, ind bag det lille næs, som engang hed Nørre Sneckebier, har det en betydelig tykkelse, omkring én meter. Boringer har vist, at det fortsætter på denne måde i hvert fald 10-15 m længere ind, end vi nåede sidste sommer.

Ved et lykkeligt sammentræf har vi i disse år to værftpladser, som vi kan sammenligne, nemlig den her i artiklen omtalte og den helt nutidige på Vikingeskibshallens bådeværft, hvor der bygges en kopi af det lille handelsskib fra Skuldelev-fundet (se artikel side 16). Hugspånerne fra Fribrødreå for eksempel giver os et godt sammenligningsmateriale til de hugspåner, der frembringes, når man i vor tid, med så »rigtigt« værktøj som muligt, forsøger at bygge nøjagtige kopier af vikingeskibe.

Ellers er værftpladsen ved Fribrødreå den eneste kendte af sin art i Danmark, og i det øvrige Norden findes kun en enkelt lokalitet, hvor man kan påvise reparation og bygning af vikingeskibe. Det er ved Paviken i Västergarn på Gotland, hvor man har udgravet en handelsplads, som har været aktiv fra 700-tallet og ca 300 år frem; her har der, foruden andre håndværkere, også arbejdet skibsbyggere. Værftsarbejdet er dokumenteret gennem fund af værktøj og ca 2.400 jernnitter, søm og nitteplader lavet til klinkning af bordplanker. Fundet blev gjort tæt ved stranden i et område, hvor det har været bekvemt at trække skibe og både på land. Der var ikke bevaret træ i fundlaget, og der blev ikke påvist nogen anlægsspor. Et værft til bygning af vikingeskibe har kun krævet enkle foranstaltninger; en flad mark nær vandet til strækning af kølen og bekvem søsætning. Bådebyggerens værktøj har først og fremmest været økse, bor, stemmejern, hammer og forskellige profiljern.

Som nævnt har vi indtil nu kun fået afdækket en lille del af det kulturlag, som vendiske kolonister skabte gennem deres aktiviteter for ca 900 år siden. Ved de kommende års gravninger vil opgaven være at finde pladsens udstrækning og eventuelle beddingsarrangementer samt at få en forståelse af, hvordan værftet har fungeret i forhold til det omkringliggende land.

Når vi er nået så langt, skal vi her i bladet vende tilbage til snekke-værftet ved Fribrødreå.