Slidsten

I en mose ved Tømmerby syd for Silkeborg blev der i slutningen af forrige århundrede gjort et fund, som kom til at spille en ikke ringe rolle for opfattelsen af oldtidens landbrug. Den opgravede genstand var af træ, krogformet og - så mærkeligt det lyder - spækket med sten som en haresteg med flæskestrimler. Den blev på et ret tidligt tidspunkt identificeret som en del af en plov, og at det måtte være en hjulplov, blev man senere klar over. En pollenanalytisk undersøgelse af jordrester fra træets sprækker bragte den overraskende datering: tidlig jernalder. Så gammel havde man ikke forestillet sig, at denne plovtype var (fig. 1).

Af Grith Lerche

Billede

Fig. 1. Træstykket fra Tømmerby.

Det særlige ved hjulploven er, at den har muldfjæl; den kan vende jorden, ikke blot bryde den som den anden fra moserne kendte plovform »arden«, der helt selvfølgelig må anses for den ældste af de to. Man skulle vente, at et så revolutionerende fremskridt hurtigt var slået igennem, men ardfund på ardfund dukkede op, af oldtidshjulplove var der stadig kun den ene. Lidt efter lidt spirede mistanken frem. Den gamle tidsbestemmelse, tilvejebragt på et ikke alt for sikkert grundlag, kunne være forkert. En ny datering, foretaget inden for de seneste år med kulstof 14-metoden, har givet tvivlerne ret. Tømmerby-ploven er ikke fra oldtiden, den stammer snarest fra begyndelsen af 1600-årene.

Nu må man ikke tro, at Tømmerby-ploven dermed er ude af billedet; den er stadig værd at interessere sig for, og det vil vi gøre i det følgende - med særligt henblik på den mærkelige stenbeslåning. Den er for resten slet ikke så mærkelig! Ser man nærmere på stenene, opdager man, at de er meget stærkt slidt, og at slides var netop deres funktion. De er anbragt for at forlænge træstykkets levetid, ganske som når man under 2. verdenskrig slog metalsøm under skosålerne for at skåne læderet. Slidstenene er altså udtryk for sparsommelighed, men det kan man nu sige om alt ved datidens landbrugsredskaber, der sjældent var købt for penge, men fremstillet af bonden selv i gårdens huggehus. Endnu i 1840'erne havde mange kun træting: træskovle, trægrebe, træharver med trætænder. Også plovene var af træ bortset fra de allervigtigste dele, skæret og langjernet. Løbet (den del af ploven, der ligger umiddelbart bag skæret) var på den ene side beskyttet af muldfjælen, men venstresiden (landsiden) var udækket og stærkt udsat for slid. Her indsattes slidstenene. For os i dag kan det synes mærkeligt, at det kunne betale sig at forlænge en simpel træplovs levetid på en så besværlig måde, men det må det altså have kunnet.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har i sin bog »Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv« gengivet flere optegnelser om brug af slidsten. Fra Haslum sydvest for Randers hører vi, at »på landsiden af ploven borede de huller med naver (et stort bor) og satte sten ind, for at det skulle ikke slide for meget«. Og fra Ramten på Djursland berettes, at jern var kun sjældent brugt forhen, men plovhælen (løbet) og vognfælgene »var for sliddets skyld forsynede med mange inddrevne sten«. I Vedsted ved Åbybro, hvor de ligeledes brugte træplove, slog de »tit en sten ind på båst (det tykke sted på akslen, som hjulet gik imod), for at hjulet ikke skulle slide sig for meget ind«. - Også andre end Tang Kristensen har været opmærksom på fænomenet. Således bemærkede C. Dalgas og J. C. Hald, der i 1824 foretog en rejse i Randers amt, at træplove især fandtes på Syddjursland, og de noterede sig, at bønderne for at mindske sliddet indsatte småsten i løbet. Det synes at fremgå, at egnens stenethed her har spillet en rolle. Slidstenene skulle mindske skadevirkningen af de i jorden værende sten (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Plovdel fra Andbjerg ved Silkeborg. Lige som Tømmerby-stykket består den af sule og løb med indsatte slidsten. I hullet har skæret været anbragt.

To vigtige oplysninger kan udledes af dette materiale. For det første, at slidsten var benyttet et godt stykke op i forrige århundrede. Dernæst, at de ikke var forbeholdt plovløb, men kunne findes i hjulfælge og hjulaksler, kort sagt på andre steder, som var særlig udsat for slid. Meget mere er der næppe at hente om emnet ad litterær vej. Tilbage er selve det bevarede materiale af trægenstande med slidsten. Her er Tømmerby-stykket heldigvis ikke det eneste, vi har. På Landbrugsmuseet findes en fuldt bevaret hjulplov med indsatte slidsten i løbets landside; den har tidligere været i Landbohøjskolens redskabssamling, hvortil den indkom 1861 fra Boeslum på Mols. Den 74-årige boelsmand, »Bonde-Søren«, der gjorde ploven i stand før afleveringen, skal selv i 1820'erne have pløjet med sådanne plove, så her er altså endnu et vidnesbyrd at føje til de ovennævnte fra samme egn (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Boeslum-ploven.

Af plovløb med indsatte slidsten er der - foruden Tømmerby-stykket - opgravet fire i østjyske moser. Det ene, fra Villersø på Djursland, er endnu udateret, men de andre, fra Andbjerg og Linå ved Silkeborg og fra Onsild ved Hobro, er ved C14-metoden tidsbestemt til omkring 1500-årene (fig. 4). Alle er stærkt slidte. Stenene, der oprindelig har siddet helt indesluttet i træet, rager nu indtil 1,5 centimeter ud, og en del er gået tabt. Flere af stykkerne viser i øvrigt tegn på brud eller endog forsætlig tilskæring, som har gjort dem uanvendelige til det oprindelige formål. Disse gamle, udtjente sager har egentlig kun egnet sig til ét: at kyle i mosen - og det har man gjort; andet er der næppe at sige om henlæggelsen. Og genfindelsen er lige så forklarlig: de meget karakteristiske genstande lader sig vanskeligt overse af tørvegravene folk. For os, der nu står med de miserable rester, er det ikke altid lige let at sætte dem på plads. På Onsild-stykket for eksempel havde det været umuligt at afgøre, hvad der er for og bag, op og ned, hvis det ikke havde været for stenenes slidmærker. Denne meget beskedne plovrest eksisterer i øvrigt ikke mere, den måtte ofres på C14-bestemmelsens alter. En afstøbning kan dog ses på Hobro Museum sammen med de originale sten.

Billede

Fig. 4. Villersø-plovløbet.

Også hjul og hjulaksler kunne, som vi har hørt, være stenbeslåede, og kan hænde ploven atter her indtog en førerstilling; dens lette hjulforstel synes i hvert fald at have indbudt ganske særligt til brug af metoden. Mosefundene har vist os tre stenbesatte akselstykker, de to - fra voldstedet Torp ved Hanstholm og fra Rind å ved Herning - er utvivlsomt af hjulplove, det tredje - fra Kold-mose ved Brovst - lader sig vanskeligt bestemme, da det kun er kendt i foto; originalen synes sporløst forsvundet. Stykket fra Torp er en afbrudt akselende. Hullet til lundstikken forefindes, og af slidsten er der bevaret ikke mindre end 24, indsat på undersiden, hvor hjultrykket faldt. Sliddet på stenene er jo fremkommet ved hjulets rotation; slidstriberne ligger altså på tværs af stykkets længderetning, ikke, som ved plovløbene, på langs. Det ses tydeligt, i hvilken retning hjulet har drejet, og det kan derigennem fastslås, at akselstykket har siddet i venstre plovside. Den anden plovaksel, fra Rind å, har 20 bevarede slidsten. Den minder i øvrigt meget om stykket fra Torp (fig. 5).

Billede

Fig. 5. Akselstykket fra Torp, længde 46 cm. Detalje af samme.

De sten, som anvendtes i plovløb, varierer i størrelse fra to til fire centimeter, akselstenene er noget mindre, indtil to cm. Formen er langstrakt afrundet, ofte med et lidt ovalt tværsnit, som fik proppen til at bide i det runde, indborede hul. På Mols synes man med forkærlighed at have anvendt »vættelys«, samlet i grusgrave eller på stranden. Disse forsteninger af en nu uddød blæksprutteart havde en god konisk form og beskyttede tilmed mod vætter.

Ved sliddet fremkom en karakteristisk flade med afrundet forkant og skarp bagkant; det er derved, man kan afgøre, i hvilken retning bevægelsen er foregået. Det er tydeligt, at plovstenene har skuret mod et hårdere materiale end akselstenene. De sidstnævnte kan virke, næsten som var de polerede.

Tømmerby-plovens omdatering har sat tingene på plads: Oldtiden havde sin egen plovtype, arden, uden muldfjæl; den jordvendende hjulplov og med den slidstenene hører til i middelalder og nyere tid. Om slidstenenes geografiske udbredelse ved vi endnu for lidt, men så meget er sikkert: Danmark har ikke været ene om dem. I visse egne af Frankrig har man brugt dem - ja har ikke kunnet få nok; det siges, at slidsten ligefrem blev forhandlede, og det vides, at jernstumper og pløkke af hårdt træ har måttet tjene som supplement. Slidsten kendes også fra Skotland og navnlig fra Shetlandsøerne - egne som har haft livlig forbindelse med Norden (fig. 6).

Billede

Fig. 6. Slidsten med slidfladen opad. Den afrundede forkant og skarpe bagkant viser bevægelsesretningen.

Vil man føre studiet af slidstenene videre, nytter det næppe at gå til de litterære kilder; et primitivt hjælpemiddel til forlængelse af et redskabs levetid var ikke de lærdes sag. Tilbage er muligheden for nye fund, og her er det markerne, man må satse på, ikke moserne, hvor tørveskæringen nu er så godt som ophørt. Rundt om på jordene må der ligge myriader af slidsten tabt under pløjning - i hvert fald mange, mange flere end de få, der til dato har fundet vej til vore museers samlinger. De karakteristiske »højryggede« agre, som fremkom ved lang tids pløjning med hjulplov, kan endnu spores hist og her, hvor gammelt agerland er sprunget i lyng eller groet til med skov, men de er forseglede af bevoksningen; det er nutidens pløjemarker omkring de gamle landsbyer, der byder den største chance for fund. Måtte denne artikel bidrage til at skærpe blikket hos en og anden (fig. 7).

Billede

Fig. 7. Højryggede agre fra Høje Tatrabjergene i Tjekkoslovakiet. Tilsvarende terrænbølger kan endnu skelnes hist og her i det danske landskab, hvor hjulploven har været anvendt gennem lang tid.

Som fortidsminder hører slidstenene til de beskedne, men de giver dog et interessant bidrag til landbrugets historie. De vidner om armod, for havde man haft råd til bedre, ville man jo ikke have brugt dem, men de fortæller også om opfindsomhed og om evne til at klare sig. Det gamle ordsprog om nøden som læremester har endnu engang bevist sin gyldighed (fig. 8).

Billede

Fig. 8. Pløjescene fra Bayeux-tapetet, ca. 1075. Det er uvist, om hjulploven på det tidspunkt var nået til Danmark.

Litteratur: Tools and Tillage, vol.1:3,1970.