Skuldevig

Landskabet er idag præget af sandflugten, som fandt sted i 1600-årene, og hovedsagelig bebygget med sommerhuse, men vi må forestille os, at både Odsherred og Halsnæs på den anden side af fjorden var langt tættere beboet og mere intensivt opdyrket i den ældre middelalder. Som samlingssted for ledingsflåden var Isøre ideelt. Her kunne de sjællandske skibe, der kom ad Holbæk- og Roskildefjordene, mødes med både de jyske og skånske mandskaber, der i vigen bag »Skansehage« kunne få det læ, som ellers ikke fandtes langs Nordsjællands Kattegatskyst. I det hele taget var Isefjorden på denne tid en vigtig trafikåre. Herigennem gik sejladsen til Sjællands vigtigste by, Roskilde. Besejlingsforholdene var dog vanskelige. Sejlrenden var smal, og byen kunne isoleres ved en enkelt spærring som den, der ved midten af 1000-årene blev foretaget ved sænkningen af de fem Skuldelevskibe (se Skalk 1963:1). Efter denne tid må sejladsen med større skibe på Roskilde være ebbet ud. Man søgte nu andre steder langs fjordkysten, og det er om et af disse, der her skal berettes.

Men lad os først et øjeblik vende tilbage til »militærkuppet« i 1074. Om dette beretter Saxo, at Harald Hen med sine tilhængere havde slået sig ned ved Isøre på Isefjordens vestside, mens Knud - der senere fik tilnavnet »den Hellige« - sammen med skåningene havde taget ophold på østsiden. Saxo nævner ikke navnet på denne lokalitet, men sådan som kysten nu ser ud med de høje lerklinter langs Halsnæs' sydkyst, kan der faktisk kun være tale om ét sted, nemlig »Skuldevig« et par kilometer øst for Lynæs. Mellem den høje Klintebakke og Skuldeklint ligger en grydeformet sænkning, den eneste direkte adgang til baglandet på flere kilometers kyststrækning, og da tilmed en odde skyder sig ud og danner en vig - Skuldevig - synes stedet oplagt som naturhavn. Det må være her, Knud og hans mænd trak deres skibe op på stranden, mens de ventede på kongevalgets udfald. At der i »gryden« lå en ikke helt ubetydelig boplads, har gjort stedet yderligere ideelt.

Skønt begivenhederne i 1074 gennem generationer har beskæftiget historikerne, har først de seneste års arkæologiske undersøgelser bragt os i håndgribelig kontakt med den egn og den tid, hvor de udspillede sig. Som så ofte før var det amatørarkæologens årvågenhed, der ledte på sporet. Det hele begyndte i sensommeren 1975, da der til Skibshistorisk Laboratorium i Roskilde indløb meddelelse om fund af skibstømmer ca 150 meter fra kysten i Skuldevig. I løbet af nogle måneder kunne man bjærge et vrag fra tiden omkring 1100. Fartøjet knytter sig konstruktionsmæssigt til den nordiske »vikingeskibstype«, men adskiller sig fra de hidtil kendte eksemplarer ved sin størrelse og store lasteevne (længde: ca 25 m, største bredde: 6,5 m, dybgang: ca 2 m). Foruden dette forholdsvis velbevarede vrag blev der samtidig og i året efter opsamlet dele af ihvertfald yderligere to skibe, og der var således tale om en hel lille skibskirkegård her i Skuldevigs naturhavn. Den omtalte bebyggelse, som har gjort stedet yderligere attraktivt, kom vi på sporet af under bjærgningen af det første vrag. Den samme storm, som vanskeliggjorde arbejdet, blotlagde nemlig dele af kystens skrænter, og her fremkom tydelige spor af menneskelig virksomhed, som fortjente en nærmere undersøgelse. Denne fandt sted i årene 1977-79.

Den nedstyrtede skrænt gav som en »gratisprofil« et snit gennem hele bopladsen. Den tegnede sig som et henved en halv meter tykt trækulsblandet lag med lerklatter og aftryk efter stolper. Det hele var dækket af mere end én meter flyvesand, som ikke tillod større fladeafdækninger på det skrånende terræn (Fig. 1). Formålet med undersøgelsen måtte da først og fremmest være at fastslå bopladsens udstrækning og alder samt - om muligt - hvilken form for virksomhed, der har udfoldet sig her.

Hvad udstrækningen angår, kunne det straks konstateres, at en meget væsentlig del af det beboede område gennem århundrederne må være ædt op af havet. Det øst-vestlige mål, der hentedes direkte fra snittet, var noget over 300 meter, det nord-sydgående, som vi måtte grave os frem til, nu ca 75 meter, men kan udmærket have været det dobbelte. Sin største bredde har bopladsen haft ved den ovenfor omtalte grydeformede sænkning mellem de høje klinter. I vest har den stødt op til foden af Skuldeklint, mens den i øst har strakt sig som en smal tarm et stykke langs foden af Klintebakken.

Bopladsens alder måtte bestemmes ud fra fundmaterialet, og her stødte vi både på overraskelser og på forhold, som bekræfter teorier bygget på andre skandinaviske fund. Det overraskende lå primært i bopladsens lange funktionstid. Den ældste del var den vestlige, som er blevet benyttet siden yngre germanertid - nærmere betegnet 700-årene. De yngste keramikfund stammer fra bopladsens østlige del og må dateres til 1100-årene. Når denne lange levetid ved første betragtning virker forbavsende, hænger det sammen med bopladsens bebyggelseskarakter, som straks skal omtales (Fig. 2). Det teoribekræftende ligger i, at sådanne naturhavne benyttet ved sejlads med den nordiske skibstype netop synes at sprede sig over det tidsrum, som Skuldevig-bopladsen udstikker. Herfor taler en række svenske fund, men lignende fra Danmark har hidtil været sparsomme (Fig. 3).

I den nedstyrtede skrænt kunne der, som før nævnt, allerede ved den første besigtigelse konstateres bygningsspor, først og fremmest i form af stolpehuller, og disse kom vi senere, ved fladeafdækningen, til at stifte nærmere bekendtskab med. De dannede ikke, som man for eksempel kender det fra vikingeborgene, regelmæssige rækker, der lader os skimte omridsene af huse, men stod med deres store antal i et sandt virvar. Der synes heller ikke - efter hullernes karakter at dømme - at være tale om stolper til faste huse, men snarere om spinkle tilspidsede rafter, som fortrinsvis har været rammet ned i det løse sand. Mellem stolpehullerne, men uden direkte bygningsmæssig forbindelse med dem, fandtes en mængde ildsteder. Nogle af dem bestod af en lerplade lagt som fast underlag på sandet og med en teglrød plet efter bålstedet. Andre var grubeformede og opfyldt med ildskørnede sten og trækul - altså af ganske samme type som de ildsteder fra bronzealderen, der er omtalt i Skalk 1979:3. Et enkelt af de stensatte ildsteder var fire meter langt og halvanden meter bredt, og selvom funktionen er uvis, kan der i dette tilfælde næppe være tale om brug til almindelig madlavning (Fig. 4).

De mærkeligste konstruktionsspor på bopladsen var imidlertid en anden slags gruber: et stort antal 10 - 15 cm dybe forsænkninger i sandet, alle omhyggeligt forede med et op til 10 cm tykt lag af stift gult ler. Deres omrids kan beskrives som rektangulært med afrundede hjørner, men størrelsen var stærkt varierende, fra kun 100 x 75 cm, til henved to meters længde og halvanden meters bredde. Hvad disse gruber har været brugt til, er fortsat en gåde. Det er givet, at man med lerforingen har ønsket at skabe et fast underlag i det løse strandsand for en eller anden form for aktivitet - men hvilken? De lerforede gruber - »lerbottnar« som svenskerne kalder dem - kendes efterhånden fra en lang række middelalderlige sæsonfiskepladser langs Skånes kyster, og de blev også iagttaget ved udgravningerne i Dragør 1973-75 (se Skalk 1976:5) (Fig. 5, Fig. 6). Her er de største af gruberne blevet tolket som en slags telt- eller hyttegulve, og noget tilsvarende kunne måske gælde for de største på Skuldevig-bopladsen, men ikke for de små. Om den udbredte brug af telte i forbindelse med den vikingetidige kystsejlads beretter de islandske sagaer udførligt, og telte kendes iøvrigt fra flere af de i Norge fundne vikingeskibe (Fig. 7). I en snæver vending kunne man vel anvende skibets sejl ophængt på et par rafter, men hensynet til de medbragte varer og et minimum af bekvemmelighed har ført til, at man gjorde sig lidt større anstrengelser med underlaget.

Alene mangelen på spor af faste huse antyder, at bopladsen kun har været benyttet til kortere ophold. De mange ildsteder under åben himmel viser yderligere, at søgningen må have fundet sted i sommerhalvåret. Der er med andre ord tale om en sæsonboplads på linje med Dragør og de skånske, og ligesom disse har Skuldevig været besøgt år efter år igennem flere århundreder. Når en sådan sæsonboplads ligger ved kysten, falder tanken naturligt på handel og fiskeri. Begge dele kunne med stor fordel drives fra Skuldevig - for eksempel ville stedet være ideelt som udgangspunkt for Norgeshandelen - og det har da også forsigtigt været foreslået, at den nyfundne plads måske ligefrem er identisk med det berømte Haløre-marked, der anses som forgængeren for de middelalderlige Skånemarkeder.

Det yderst sparsomme fundmateriale tillader ingen sikre slutninger om, hvad aktiviteten i Skuldevig har omfattet. Fundet af hundredevis af klinknagler og glødeskaller fra et smedeværksted antyder dog - på linje med lignende fund fra et par svenske vikingetidshavne - at skibsreparationer har været udført på stedet, og de tre skibsvrag i vigen viser jo bedre end noget andet, at handel og storskibsfart må have spillet en væsentlig rolle. Fra udgravningerne er det eneste sikre vidnesbyrd om vareudveksling en overklippet arabisk mønt, en »dirhem« præget under kaliffen i Bagdad, Harun-al-Rashid, i året 800. De øvrige fund består hovedsagelig af den for dateringen så vigtige keramik samt nogle få sager af kategorien: personlige ejendele.

Som det fremgår, er spørgsmålene omkring Skuldevig-bopladsen langtfra alle besvaret (Fig. 8). Måske bliver der en dag mulighed for at fortsætte udgravningerne på stedet, og andre lignende bopladser vil utvivlsomt dukke op i de kommende år. Lad os, mens vi venter på flere oplysninger, vende tilbage til året 1074. Kong Svend døde d. 28. april, og det har været i ugerne herefter, ledingsflåden samledes i Isefjorden. I Skuldevig lå handelsskibene parat, vinteren havde været lang, og mandskaberne var utålmodige efter at stikke til søs. I håb om at vinde støtte til kongevalget blandt de mere eventyrlystne lagde Knud ind her med sin del af ledingsflåden. Men på den anden side at fjorden aftvang de mere besindige jyder Harald Hen indrømmelser og hyldede ham som konge. Set med Saxos øjne var det ikke noget godt valg: »Hermed gaves fædreneriget en mand i hænde, hvis dorskhed hellere burde have pådraget ham alles foragt end ære og yndest«.

(Fig. 9)

Lit: Ole Crumlin-Pedersen: Lynæsskibet og Roskilde søvej. I Festskrift til Roskilde Museum. 1979.