Skt Peter og Thor

I nedenstående korte artikel gør Richard Hall, vicedirektøren for York Archaeological Trust, rede for de nyeste resultater og fremdrager en betydningsfuld detalje.

Da vikingerne 866 indtog York, vidste de nok, hvad de gjorde: det var en af Englands betydeligste byer, grundlagt af romerne og hovedstaden i det rige northumbriske kongedømme, de gjorde sig til herrer over. Okkupationen kom, med afbrydelser, til at vare mindre end et århundrede, men den satte sig tydelige spor. Jorvik, som de skandinaviske erobrere kaldte staden, trivedes under deres styre og voksede til et handelscentrum af internationalt ry. Om denne periode i stadens historie er vi vel underrettet gennem de seneste års omfattende udgravninger ved Coppergate nær den nuværende bymidte. Den fugtige jordbund har bevaret træhuse op til knap to meters højde foruden et rigt udvalg af genstande, der fortæller om livet i den travle by.

Vi ved nu, at Coppergate-området, da vikingehæren erobrede byen, lå uden for denne, ubebygget siden de romerske huse blev opgivet henved fire hundrede år tidligere. Nu blev det igen inddraget i den befæstede del, i første omgang som en slags losseplads, hvor man gravede store huller og fyldte op med alskens affald. Omkring 900 delte man arealet op i grundstykker efter en plan, der har holdt sig uændret til vore dage. Herefter tog bebyggelsen fart (skandinavernes bosættelser?) - i det første halve århundrede med huse af lerklinet fletværk, der måtte repareres eller fornyes med korte mellemrum. Det var håndværkerhuse, og trods den spinkle konstruktion og brandfarligheden har et par af dem været benyttet af metalarbejdere med deres esser og smeltedigler. Her tilvirkedes smykker, men også noget andet af betydning for byens handelsliv: penge.

Møntprægning var kongens privilegium. Adskillige af de større byer havde egen mønt, for hvis kvalitet en kongeligt ansat møntmester var ansvarlig, mens selve arbejdet udførtes af møntprægere og stempelskærere. En driftig by kunne beskæftige flere af disse håndværkere, så der må ligge mange møntværksteder gemt under gader rundt om i landet. Da imidlertid ingen skriftlige kilder angiver deres placering, kan kun tilfældet bringe dem for dagen.

Også før de store udgravninger var det kendt, at Jorvik lod slå mønt. Et tegn på byens velstand er netop mængden af sølv- penninge, der er udgået herfra, mange fundet på stedet, endnu flere spredt over Skandinavien. Det første belæg for denne virksomhed i Coppergate var fundet af tre små stykker blyplade, der hver især har været anvendt til prøveprægning. (Fig. 1) Indtrykkene står så klart i blyet, at vi kan se mærkerne fra de redskaber, håndværkerne brugte ved fremstillingen af stemplet. (Fig. 2) Et af stykkerne viser et præg fra kong Eadwigs regeringstid (955-59) og er et udmærket eksempel på, at en »prøveklud« var nødvendig. Møntmesterens navn, Frothric, er nemlig ved en fejltagelse fra gravørens side kommet til at stå retvendt i stemplet og altså spejlvendt i aftrykket. Nu har man opdaget fejlen og kasseret stemplet, i hvert fald er der aldrig fundet mønter slået med det. De to andre prøvestykker er ældre, præget under kong Athelstan (925-39), der generobrede York fra vikingerne 927 og holdt byen til sin død.

Det, som afgørende beviser, at vi i Coppergate står over for et møntværksted - det første, der er udgravet i England - kom for dagen sidste sommer: et jernstempel, der efter sin gravering kan dateres til ca 920. Det enestående stykke har været brugt til at slå en af de såkaldte Skt Peters penninge, en Jorvikmønt med apostlens navn i den tolinjede inskription tværs over møntens ene side. Sammen med indskriften er gengivet et vikingesværd og - hammersymbolet for guden Thor. Skt Peter og Thor har ikke meget med hinanden at gøre, men netop kombinationen viser, at de to samfund - angel-saksernes kristne og vikingernes hedenske - trivedes sammen i Jorvik.

Møntstempler var under nøje kontrol, og da straffen for misbrug var afhugning af højre hånd, kan man gå ud fra, de er blevet forsvarligt opbevaret. Coppergate-eksemplaret er det eneste, der kendes fra den angel-saksiske periode i England, og også for danskere må det være af stor interesse. Det var nemlig angel-saksiske møntmestre, som i slutningen af 900-tallet rejste rundt og lærte nordboerne stempelskæringens kunst. Dette fund, sammen med prøvepladerne, lader os anskue, hvordan de sølv- penninge blev til, der formidlede den vidtomspændende handel. Nyt indblik i vikingernes verden. (Fig. 3)