Skrivebolden

Ovenstående stod at læse i landets aviser oktober 1990 (i hundredåret for opfinderens død, men det var der vist ingen, som bemærkede). Rasmus Malling Hansen konstruerede sin skrivekugle - eller skrivebold, som avisen kalder den - i slutningen af 1860’erne og opnåede patent i 1870. Maskinen vakte stor opmærksomhed, alt tydede på, at den ville blive en guldgrube for sin opfinder og hans fædreland, men der tog man fejl. Nogen tragisk skikkelse er Malling Hansen dog ikke. Han havde adskillige strenge på sin bue.

Lad os se lidt nærmere på denne opfinder og hans specielle karriere. Han blev født 1835 i Hunseby på Lolland, men mistede tidligt sin far og blev efter konfirmationen sat i malerlære. Dermed skulle hans bane være fastlagt, men i Hunseby ligger godset Knuthenborg, og grev F. M. Knuth, der havde lagt mærke til den lovende unge mand, tilbød at bekoste hans læreruddannelse. Følgelig kom han på Jonstrup seminarium, hvorfra han blev dimitteret 1854, men det var ikke nok for greven, der nu ønskede at se sin protegé som student. Det blev han 1858, og derefter begyndte en lidt flakkende tilværelse som teologistuderende og lærer ved døvstummeinstitutterne, først i København og siden i Slesvig; sidstnævnte sted avancerede han endda til forstander. 1864 tvang krigen ham tilbage til hovedstaden, hvor han fuldendte sit teologiske studium og derefter blev både præst ved og forstander for Københavns Døvstummeinstitut.

Det var under arbejdet med de fingersprogede, han fik ideen til skrivekuglen. Han havde lagt mærke til, at en døvstum kunne udtrykke sig med hænderne på en tredjedel af den tid, det tager at skrive udsagnet ned, og gjorde sig sine tanker derved. Maskinen, der blev resultatet, havde bogstavmærkede taster fordelt over en halvkugle, og disse taster var forlængede i stempler, alle rettet mod et og samme punkt; kuglens centrum. Papiret, stemplerne slog ned mod, var lagt over en bevægelig hel- eller halvcylindrisk »slæde«, og over det igen var anbragt et stykke karbonpapir med den afsmittende side nedad; det blev senere erstattet med et farvebånd. Til at bevæge slæden og dermed papiret rykvis frem benyttedes i første omgang strøm fra et par batterier, men det blev opgivet igen - de skulle vel skiftes for tit - og erstattet med mekanisk fremføring (Fig. 1).

Skrivekuglen indeholdt alle den moderne skrivemaskines elementer lige til signalklokken ved linjens afslutning, men den havde to væsentlige ulemper, for det første, at man ikke kunne se det skrevne, mens man skrev, for det andet tastaturets form, der næsten, krævede akrobatik af brugeren (Fig. 2. Fig. 3, Fig. 4). Det lykkedes med økonomisk støtte fra staten at få maskinen sat i produktion, både herhjemme (E. Jüngers mekaniske Etablissement) og i udlandet, men succesen udeblev trods internationale førstepriser på verdensudstillingerne i Wien 1873 og Paris 1878; de gav hæder, men ingen penge. Det er da heller ikke Malling Hansen, man i dag regner for skrivemaskinens opfinder, men derimod amerikaneren G. L. Sholes, der uden at kende noget til danskeren tumlede med de samme problemer på samme tid som han og nåede til en elegantere løsning, nemlig en maskine med tasterne anbragt tilgængeligt, som vi kender det. I 1873 fik han geværfabrikken Remington & Sons til at varetage produktionen, hvad den ikke kom til at fortryde. Malling Hansen måtte se sig overfløjet. Blandt de ganske få eksemplarer af hans maskine, som er bevaret til vor tid, befinder tre sig på danske museer, nemlig i Helsingør, Stenstrup og Svendborg. Det er sidstnævntes skrivekugle, der ses afbildet her på siden; den blev i 1912 skænket til museet af plantageejer Sophus Weber.

En kopimaskine med betydelig effektivitet hører også til Malling Hansens opfindelser, men ellers var det mest de døvstumme, der nød godt af hans usædvanlige begavelse. Han, fik oprettet døvstummeinstituttet i Fredericia, og efter hans forslag blev der foretaget en deling af de døvstumme, i de egentlige og de uegentlige (det vil sige dem, hvis defekt skyldes manglende åndsevner); de to grupper blev herefter undervist hver for sig. Betydelig interesse både indenlands og udenlands vakte hans vægt- og vækststudier af børnene, han arbejdede med. Nogen lang levetid blev ham ikke forundt, han døde kun 55 år gammel.

Det skal til slut bemærkes, at den i indledningen nævnte skrivekugle ikke som planlagt blev solgt udenlands. I Kulturministeriet granskede man loven om danske kulturværdier og fandt, at den måtte gælde også for skrivebolde. Der blev derefter nedlagt eksportforbud (Fig. 5).