Skriften på væggen

Nøglen til våbenhuset er gammel og slidt, men efter et par forsøg går døren op. Der går lidt tid, før øjnene har vænnet sig til det svage lys i det lave kirkerum, og da opdager man den sorte indskrift, som bryder korbuens kalkflade. Teksten er prentet med en temmelig ubehjælpsom skrift, men den lader sig alligevel læse uden de helt store vanskeligheder:

Hvem, der har ladet denne dramatiske skildring male, ved vi ikke (fig. 2). Måske landsbyens degn eller præst. Til gengæld kender vi baggrunden for beretningen om de hærgende svenskere, som i februar 1612 terroriserede mere end tyve skånske sogne og ødelagde byen Væ (Vä), før skæbnen i skikkelse af danske soldater indhentede dem ved Vidsø - i dag Vittsjö.

I året 1612 var Danmark og Sverige endnu en gang viklet ind i en blodig konfrontation. Christian 4. havde indledt krigshandlingerne året før, og det var da lykkedes for hans tropper at erobre Kalmar by og slot. Det var herfra, krigen fik sit navn: Kalmarkrigen.

Det nye krigsår, 1612, var fra dansk side indledt i bedste landsknægtestil, idet styrkerne havde spredt død og ødelæggelse i Småland og Västergötland. I begyndelsen af februar kom så den svenske gengældelse. Angrebsstyrken blev ledet af den 17-årige Gustav 2. Adolf, som var blevet kronet til svensk konge anden juledag 1611. De omkring 3000 fodfolk og ryttere, som nu trængte ind i Skåne, markerede deres vej med drab, plyndring, voldtægt og ildspåsættelse. Adelsfruen Sophie Ulfstand var øjenvidne til rædslerne, og hun skrev siden rystet herom til veninden, Elise Nordby: »Jeg kan ikke skrive til dig, hvilken ynkelig sorg vi har været udi i Skåne, og hvorledes fruer og børn kom nøgne af sengen om nattetide og var glade, de slap og kom herover til Sjælland med livet«.

Men svenskerne var vel hverken værre eller bedre end de danske soldater. Krig var krig, og dens udøvere havde ikke sarte fornemmelser. I en uge hjemsøgte svenskerne Skåne, og landsby efter landsby fik kærligheden at føle. Men Ravlunda sogn slap. Fra kirkebakken har indbyggerne kunnet se nabosognenes gårde og huse stå i lys lue - og ventet på, at turen kom til dem. Måske er det i taknemmelighed over den mirakuløse redning, at man bagefter malede indskriften på den søndre korbue.

Lige så heldigt som Ravlunda sogn kom den lille købstad Væ ikke gennem det svenske plyndrings- og hævntogt. Gustav Adolf havde en nat kvarter i Væ, og da han forlod det, satte han ild til byen. Ødelæggelsen var så grundig, at Væ blev opgivet. Christian 4. forbød genopbygning, og i stedet blev fæstningsbyen Kristianstad anlagt. Den fik lige gader, som krydser hinanden i rette vinkler, og en kirke, Trefoldighedskirken, der er en af Christian 4’s bedste bygninger. Fra Kristianstad er der blot få kilometer sydpå til Væ, og som i Ravlunda finder man også her talende vidnesbyrd om den unge nykronede Gustav Adolfs foretagsomhed. Ikke langt fra kirken står således en gavl af kampesten. Det er, hvad der er tilbage af Sankt Gertruds kapel, som gik til, da byen blev hærget.

På vejen ud af Skåne gik det imidlertid galt for svenskerne. Belæsset med bytte fra røvertogtet slog Gustav Adolf og hans folk lejr ved kirken i Vidsø. Det var vinter og koldt, så man tog kirkestolene og lavede bål af dem. Her ved Vidsø fandt en dansk styrke på 600 ryttere den svenske fjende, og selv om svenskerne talte langt flere soldater, gik der i mørket panik i dem. Nu gjaldt det blot om at komme væk, men for mange lykkedes det ikke. De blev enten dræbt af de danske ryttere, eller de druknede under forsøg på at krydse Vid Sø.

Også den unge svenskekonge var nær druknet, for da han red ud over en tilfrossen å, revnede isen, og han endte i det iskolde vand. Imidlertid fik han fodfæste på en sten, og det lykkedes ham at holde hovedet over vandet, indtil et par af hans mænd fik ham reddet op.

Der er ingen tvivl om, at det har glædet vor maler i Ravlunda, at det gik sådan. Man mærker først hans retfærdige harme over de svenskes ukristelige plyndren og skænden og derefter hans tilfredshed med katastrofen, der betød mange »ihjelslagne og druknede« foruden tilbageerobringen af »al deres bytte, som de havde taget«.

Kalmarkrigen sluttede 1613 med freden i Knærød. Christian 4. havde ikke vundet nogen knusende militær sejr, men da han havde de svenske fæstninger Kalmar, Elfsborg og Gullberg under kontrol, var det ham, der havde de bedste kort på hånden. Denne krig har aldrig opnået samme plads i de nordiske landes historie som for eksempel Karl Gustavkrigene 1657-60 og Skånske Krig 1675-79, men for indbyggerne i Ravlunda var den noget særligt. De huskede længe vinteren 1612. Den vinter, da krigen gik uden om sognet, og man som minde herom satte indskriften på væggen (fig. 3).