Skrællingegraven

Mens Hans står her, lægger han mærke til en påfaldende forskel i klippematerialet under fremspringet; bunden ser ud, som er den planeret med stenskærver hentet andetstedsfra. Ved nøjere undersøgelse viser det sig, at skærverne dækker over flade sten, og gennem en sprække ser han, at der er hulrum under. Der nede i mørket aner han noget, der nærmest ligner en bylt skind. Nu kommer også Jokum til, ved fælles hjælp får de fjernet en del skærver, så at en dæksten kan flyttes. Synet er fantastisk: Ud af en stor skindpakke stikker et par kamikker, og da der forsigtigt løftes op i skindene, kommer to børn til syne, begge smukt mumificerede og med velbevarede skinddragter. Det største barn, en dreng, har anorakhætten op om hovedet og på benene de omtalte kamikker, der er usædvanlig fint udført. Hen over ham ligger den lille, på maven, også med pelshuen op om ørerne og iklædt et par sparkebukser (strømper og bukser i ét) af blødt skind med hårene indad. - Men der er flere endnu. Under børnene ligger en kraftig kvinde (den store dreng hviler med hovedet i hendes skød), og under hende igen skimtes spidserne af endnu et par kamikker. Allernederst ses en bylt, et lig indpakket i skind. Ialt fem mennesker (Fig. 1).

Ikke nok med det: lidt derfra finder brødrene endnu en grav. Den ligger vinkelret på den første og frembyder, da den åbnes, et tilsvarende skue. Så vidt det kan ses, er der denne gang tale om tre lig.

Det falder brødrene i øjnene, at det er velvoksne mennesker, især kvinden er påfaldende stor. løvrigt lader de alt ligge urørt, dækker omhyggeligt efter sig og forlader stedet. Kun et par løstliggende klædningsstykker, en kamik og et par små husbukser, der muligvis har tilhørt den store kvinde, tager de med sig som bevis.

Den følgende dag - 10. oktober 1972 - gav brødrene Grønvold meddelelse om deres fund til kommunalbestyrelsen i Umanak, og herfra afgik en udførlig rapport til Landsmuseet i Godthåb; man anslog, at ialt otte mennesker var begravet under klippeudhænget. Sagen vakte en del opsigt, den blev omtalt i Grønlands radio, men andet skete der ikke i den omgang. Det får tjene som en slags undskyldning, at de grønlandske museumsforhold endnu på det tidspunkt var noget kaotiske.

At fundet under disse omstændigheder ikke gik til grunde, skyldes udelukkende Grønvold-brødrene; de var fuldt klar over opdagelsens betydning og klappede i som østers, da deres indberetning forblev virkningsløs. Kun et par nære venner fik fundet at se, sammen med dem blev stedet igen opsøgt og billeder taget for ved lejlighed at vises til rette vedkommende. De hjembragte klædningsstykker var allerede første vinter blevet smidt væk af de unge mænds far, der frygtede gengangeri.

Skæbnen ville, at undertegnede blev »rette vedkommende«; jeg var i 1976 tiltrådt som leder af Landsmuseet i Godthåb for en toårig periode. En eftermiddag i november 1977 stod Jokum Grønvold på mit kontor med et bundt fotografier så overbevisende, at sagen hurtigt blev taget op. Konservator Gerda Møller blev tilkaldt fra Nationalmuseet, og påsken 1978 opsøgte hun og jeg sammen med Jokum Grønvold findestedet. Den oplevelse, vi fik, svarede nøje til de oplysninger, brødrene havde givet, og som foran er genfortalt.

Fra denne første rejse hjembragte vi de to barnemumier samt en del skindsager. Ligene blev ført til Retsmedicinsk Institut i København, hvor en lang række undersøgelser påbegyndtes. En samtidig foretaget C14-bestemmelse, hvortil brugtes rensdyr- og sælskind samt hud fra det største af børnene, gav dateringen 1460 med en fejlmargen på 50 år. Alene det giver i nordisk relation vide perspektiver. Nordboerne - efterkommerne af Erik den Røde og hans folk, der kort før år 1000 koloniserede Grønland - eksisterede på den tid endnu omend næppe i bedste velgående; de sidste må være bukket under lidt ind i 1500-årene. Vi ved nu, hvordan de »skrællinger« var klædt, som nordboerne stod over for, når de på deres fangsttogter fra Sydgrønlands bygder kom til »Nordseter« (Fig. 2).

Den anden mumierejse fandt sted i august og lidt ind i september. Deltagerne var denne gang, foruden undertegnede, museumsinspektør Claus Andreasen, min afløser som leder af Landsmuseet, og filmmanden Jørgen Roos, der optog hele arbejdsprocessen. De resterende seks lig kunne nu fjernes og indtrykkene fæstnes i et samlet overblik.

Den førstfundne grav indeholdt ganske rigtig fem lig. Øverst lå som nævnt spædbarnet, en dreng ikke over ét år, iført lille pels med anorakhætte og ellers i en slags kravledragt. Neglene var - hvad allerede finderne havde bemærket - påfaldende lange og kloagtige. Tilsvarende iagttagelser andetsteds har såvel i Grønland som i Danmark ført til den antagelse, at negle fortsætter med at vokse nogen tid efter døden. I virkeligheden skyldes det kødets sammentrækning under mumificeringsprocessen.

Drengen, som lå under spædbarnet, har været seks-syv år, altså i tandskiftealderen, hvilket markeredes ved fravær af de midterste fortænder i overmunden. Hans meget velsyede kamikker og pelsdragt svarende til spædbarnets er allerede omtalt.

Kvinden under børnene var som før fremhævet usædvanlig stor, mindst 170 cm. Hun lå på ryggen med let bøjede ben. Højre hånd hvilede på brystet, men trukket op i pelsærmet, venstre hånd var derimod synlig, gribende smuk i sin indtørrede tilstand. Den langskødede sælskindspels sås ved ærmegabene at dække over en inderpels af fugleskind med påsiddende sorte dækfjer. Et par korte sælskindsbukser og kamikker af brunt afhåret sælskind med hvid kantning foroven fuldstændiggjorde påklædningen (Fig. 3, Fig. 4). De sidstnævnte dragtstykker nåede ikke sammen, men efterlod lårene bare.

En højgravid kvinde var den næste i rækken; hendes kamikker, der stak spidserne frem, var italienskrøde. Under hende lå endnu et lig, det femte og sidste i denne grav. Det var indsvøbt i en stor mængde skind og klæder og er endnu ikke pakket ud, så at kønnet har kunnet bestemmes. Skulle det vise sig også at være en kvinde, vil vi ikke blive særlig forbavsede. Det forekommer ret rimeligt, at graven her er kvindernes og børnenes.

Hvordan det nu end forholder sig, så var nabograven i hvert fald forbeholdt mændene; de var i et antal af tre stablet oven på hinanden ligesom i grav 1. Den øverste lå med hænderne stukket ind i pelsens ærmer og ansigtet helt skjult af den vide anorakhætte, der var trukket hen over det, som om han sov. De karakteristiske lange kamikker af nærmest violet farve var til afveksling ikke særlig velsyede, navnlig forsålingen var temmelig sjusket udført. Han hvilede med skuldrene på et leje af renskind og langt græs - kamikhø, som man plejer at samle tæt ved fuglefjelde. På underlaget bag mandens hæle lå tre døde humlebier.

Nummer 2 var en ung mand med den ejendommelighed, at hans hoved var næsten skilt fra kroppen; det hang kun fast i nogle halssener, men det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at han har lidt voldelig overlast. Ved det tredje og nederste lig var dragten mindre velbevaret på grund af den nære berøring med jorden (Fig. 5). Kønsbestemmelsen hviler foreløbig alene på pelshættetypen. En overkæbelæsion af ældre dato har berøvet ham en del af tænderne.

Ovenstående beskrivelser kan forekomme noget mangelfulde, men det skyldes, at ligene endnu ikke er pakket ud af deres skindsvøb - kun børnene og den store kvinde har kunnet studeres mere dybtgående. Det væsentligste, som kan ventes at komme frem, er naturligvis selve dragterne, men redskaber og andet tilbehør er ikke ukendt i eskimoiske grave og kan vel ikke udelukkes her. En lille forsmag har vi allerede fået (Fig. 6). Skindsvøbet om den gravide kvinde havde ved hoftepartiet ligget op ad klippen, hvorved det var skørnet, så der var fremkommet et hul. Herudaf faldt nogle skindstumper, da liget under stor møje blev løftet op af graven.

I første omgang lignede det, jeg fik i hånden, blot en hårtot, men endnu inden jeg havde fået taget den rigtig i øjesyn, havde vinden blæst håret væk, og tilbage på håndfladen lå to skindlapper, to bittesmå kamiksåler, som med en senetråd var ophængt i et lille stykke renskind. Med denne amulet har den vordende mor villet jævne livsvejen for sit ventede barn. Selv kendte jeg betydningen af kamiksålerne ad en omvej, nemlig gennem et offerritual, der har været praktiseret over hele Grønland, fra Thule til Angmagssalik, endnu i vort århundrede. En bjørn er nedlagt og hjembragt til bopladsen. Der skal nu foretages følgende:

Det afflåede skind med påsiddende hoved bringes ind i huset (Fig. 7). Over bjørnehovedet ophænges et stykke kød og et par tilskårne kamiksåler samt, hvis bjørnen er en han, et fangstredskab (harpun eller lanse), hvis den er en hun, et kvinderedskab (ulo eller sysager). Tingene er gaver til det døde dyrs sjæl. Bjørnen er en stor vandrer, derfor må dens såler være stærke (Fig. 8).

En eskimos tilværelse ligner bjørnens. Den er som en lang arktisk ekspedition, der kræver stærke såler og varme kamikker. Intet er varmere end renskind, derfor er det en stump af dette materiale, amuletsålerne er ophængt i. Alt dette har den unge vordende mor tænkt på med barnet spjættende i sit liv - det barn, der engang skulle føre hende ind i en tryg alderdom. Skæbnen ville noget andet.

På Nationalmuseets konserveringsanstalt, hvor såleamuletten blev pakket ud under Gerda Møllers tilsyn, fik historien en fortsættelse. En rustfarvet, boblet plet, som allerede ved fundet var iagttaget på kødsiden af renskindsstumpen, viste sig under mikroskopet faktisk at være rust, og et røntgenbillede, som derefter blev taget, afslørede, at et lille jernstykke, formodentlig en brækket synål, er fæstnet til skindet. Altså ikke blot varme kamikker, men også tætte! Det bliver spændende at få jernet analyseret. Er det fra de berømte meteor-jernsten, hvis område ligger 750 kilometer i luftlinje mod nord, eller er det hentet hos nordboerne, hvoraf de nærmeste havde deres bygder liggende lige så langt mod syd? Andre muligheder foreligger næppe.

Udhænget, hvor gravene fandtes, må være opstået engang i fortiden, ved at den nederste del af en klippeknude har løsnet sig og er skredet ud. I bunden af den derved dannede hulning har været en vinkelformet sprække, og den har gravlæggerne udnyttet. Pladsen var snæver, så ligene måtte stables oven på hinanden. Over hulrummene lagde man flade dæksten og et lag skærver for at slette sporene.

At de døde er nedlagt samtidig, kan der ikke være tvivl om, men bunkebegravelser hører nu engang til sjældenhederne. Hvad kan der være hændt disse otte mennesker (ni, hvis man tager det ufødte barn med)? Er de ofre for en af de pestsygdomme, middelalderen var så rig på? Det mest nærliggende er nu nok, at de engang for 500 år siden kom sejlende i deres umiak-skindbåd for at tage vinterophold ved Kilakitsok, en kendt boplads beliggende neden for findestedet, og at et stort strandet isfjeld i bugten er kælvet, hvorved hele familien er omkommet i et ælte af knust is. Folk fra bopladsen, som har været vidne til ulykken, har bjærget ligene og slæbt dem de godt hundrede meter til fjelds for at begrave dem under klippeudhænget, hvor ingen regn eller sne falder, og hvor solen kun ved sommertid meget kort rammer gravstedet. I 500 år blev de bevaret takket være konstant tørke og skygge.

De otte, ulykken ramte, kan udmærket have været op mod halvdelen af de mennesker, som dette efterår 1460 (± 50) bestemte sig for at overvintre på Kilakitsok-bopladsen. Umanak-området var på det tidspunkt alt andet end tæt befolket. Det hele fjordkompleks med et fangst- og jagtområde på ikke under 14.000 kvadratkilometer har næppe været beboet af mere end 1-200 mennesker fordelt på 15-20 bopladser.

Endnu mens dette skrives, er kun de to barnemumier ankommet til Danmark, men et par stykker er på vej, og resten vil følge efterhånden; for ikke at løbe unødig risiko har man undgået en samlet forsendelse (Fig. 9). Hvad der videre skal ske, ligger ikke helt fast, men nogle hovedlinjer kan opridses. Det første må være at få ligene frem af deres indpakninger, så at vi får fuld oversigt over fundet. Derefter følger den egentlige afklædning og studiet af dragterne, som nok skal give overraskelser; allerede nu aner man i vore mumiers påklædning flere træk, som tydeligt genkendes i 16-1700-årenes billeder af eskimoer, ja som har været i brug helt op mod vor egen tid, mærkelig nok især i Østgrønland (Angmagssalik-distriktet). Vigtig er obduktionen og de medicinske undersøgelser af selve ligene. Eventuelle sygdomme skulle kunne spores og dødsårsagen måske fastslås. Særlig interesse knytter sig til blodtypeundersøgelserne. Familieforholdet mellem børnene og de voksne vil muligvis kunne opklares ad den vej.

Det er meningen, at fundet, når alt er undersøgt og forsvarligt konserveret, skal tilbage til Grønland, hvor dragterne vil blive udstillet på Landsmuseet i Godthåb. Måske vil der med tiden komme flere til. Ældre beretninger om lignende fund rundt om i det store land foreligger, og i hvert fald nogle af dem vil kunne efterprøves. Der har stået tvivl om deres troværdighed, men nu har vi fået syn for sagn.

Om fundet ved Umanak har artiklens forfatter en bog under forberedelse. Den vil blive udsendt af forlaget Wormianum, antagelig foråret 1979.