Skrålbanken

Udby er vel mest kendt som Grundtvigs fødeby, men det er nu ikke ham, vi skal tale om i dag. Her arbejdes for tiden med sidste etape af Sydmotorvejen, som skal føre trafikken fra hovedstaden mod de nyopførte Farøbroer. Lidt øst for landsbyen gennemskærer vejlinjen en langstrakt, tvetoppet bakke, hvorfra man har et vidt udsyn over store dele af Sydsjælland til Falster og Smålandsfarvandet. Den bærer det mærkelige navn Skrålbanken.

Det er ikke første gang, stedet har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed. I 1943 pløjede en gårdejer på sten, som ved nærmere eftersyn viste sig at dække over en meget rig grav fra 200-årene. Den blev undersøgt af Nationalmuseet, som ved den lejlighed fandt endnu en grav, knap så rig, men en senere, mere omfattende, eftergravning gav ingen yderligere gevinst. 1980, da motorvejsprojektet forelå, blev gjort endnu et forsøg, men stadig uden resultat. Foråret 1988 var vejarbejdet så vidt fremskredet, at kun den nordvestlige del af banken lå urørt. På Sydsjællands Museum besluttedes det at prøve en sidste gang.

Muldlaget blev afrømmet med gravemaskine, og inden længe dukkede den første grav op. Den lå uventet højt og tog nogen skade, men til alt held viste det sig at være den fattigste af de ialt 18 grave, der snart blev afdækket på området. Undergrunden bestod af sand, grus og ler. Takket være et stort kalkindhold var skeletterne usædvanlig velbevarede, og også metaller havde holdt sig påfaldende godt.

De 18 grave lå ikke jævnt fordelt, men samlede i klynger; fire sådanne har med lidt god vilje kunnet udskilles. Før vi begynder en nærmere beskrivelse, skal dog omtales et anlæg, der lå lidt for sig selv i nogen afstand fra klyngerne - desværre noget ødelagt af en rørledning, som skar gennem pladsen. Det blev straks opfattet som en grav - den nittende - og det var det i virkeligheden også, men af en speciel art, nemlig for en hest. Der var ingen daterende genstande, og helt udelukke, at der kan være tale om et senere nedgravet kadaver, tør vi ikke, men meget taler for samtidighed med menneskegravene, således grubens længderetning, nord-syd, og dyrets stilling med hovedet mod sidstnævnte verdenshjørne. Vi godtog altså fundet, men hvordan forklare det? Kan der være tale om en offergrav, en slags indvielse af stedet før ibrugtagningen? Fra vikingetiden kendes heste gravlagt sammen med mennesker, og det harmonerer jo godt med den fremtrædende plads, dyret indtager i nordisk mytologi. Nævnes kan det, at der til Skrålbanken er knyttet sagnet om en hest, nemlig helhesten, det trebenede, undertiden hovedløse gespenst, som varslede død i landsbysamfundene. Om dette fabeløg har sin oprindelse i oldtiden, ved vi ganske vist ikke, men muligheden er vel til stede, eftersom det har »hel«, det hedenske dødsrige, knyttet til sit navn.

Gravene var alle nord-syd-vendte, men i øvrigt af to forskellige former, den ene kun lidt nedgravet, omkring en halv meter under markfladen, den anden tværtimod af stor dybde, indtil et par meter. De lave grave, som var de almindeligste, havde den for en kiste passende størrelse, og så meget var levnet af denne kiste, at man kunne se, den var lavet af en træstamme ved udhuling og svedet på ydersiden, hvad så formålet med det har været. Den anden type, som optrådte i fem eksemplarer, var ikke blot dyb, men også stor i omfang; den største målte ca 4x2,5 meter. Disse kæmpegruber var alle stenfyldte, og det er ikke småsten, der er tale om - gennemsnitsvægten var 60-70 kg, og enkelte sten kom meget højere op. Den samlede vægt har for den største grav været over 4000 kg. De døde selv, som vi fandt på bunden, har ligget i kister af samme type som i de lave grave, men de synes at have været holdt fri af stenene gennem et særligt arrangement: et vandret plankedække hvilende på en slags terrassekant et stykke oppe ad grubens sider (Fig. 2). Det blev med sikkerhed påvist i et enkelt tilfælde, men selve terrassen fandtes - mere eller mindre tydelig - i alle de dybe grave.

Skeletterne, der med enkelte undtagelser er i fin stand, repræsenterer forskellige alderstrin: voksne, halvvoksne (14-18 år) og børn, men desværre er det kun de første, der med nogenlunde sikkerhed kan kønsbestemmes; dertil kræves et fuldt udviklet skelet. De døde lå med hovedet mod syd, som regel på siden med mere eller mindre bøjede ben, undertiden dog udstrakt på ryggen. Af de fem dybe grave var de fire forbeholdt voksne, mens den femte og mindste var for en halvvoksen. De egentlige barnegrave var alle af den lave type.

Gravgaver manglede det ikke på, men de var meget ulige fordelt - fra slet ingen til det nærmest overdådige. Rigest var de dybe grave, som man jo også ville vente - de peger gennem hele deres indretning mod standspersoner, og de svære stenfyldninger er vel anbragt, for at gravrøvere ikke skulle forgribe sig på herlighederne. Lad os begynde med den største, som lå i den vestlige gravgruppe (klynge V på planen). Det var her, der blev fundet rester af plankedækket hen over kisten. På afsatsen, som har båret træværket, fandt vi i øvrigt en benkam.

Den døde har ligget på ryggen med ansigtet drejet mod højre (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Hen over kraniet lå en mere end 20 centimeter lang hårnål af guldbelagt sølv (se bladets forside) og i nærheden et antal perler, der sammen med nålen kan have indgået i en håropsætning. Ved halsregionen fandtes tre sølvbrocher, hvoraf de to må have siddet på skuldrene, og længere nede, midt på kroppen, en tilsvarende, men hovedstykket var et meget stort og kompliceret brystsmykke med tre ca fem centimeter høje sølvbukler og et antal mindre rosetter - et helt enestående stykke, som der desværre ikke kan vises billede af, da det for tiden er under konservering. Af perler indeholdt graven en overdådighed. De er af forskellige materialer: glas, rav, metal, og af forskellige former: runde, flade, dråbeformede, spiralsnoede (metalperlerne). Blandt specialiteterne er de såkaldte millefioriperler i flerfarvet glas med mosaik- eller blomstermotiver. Foruden frisurens perler, som allerede er omtalt, har der været fire kæder: én om halsen (rav), to over brystet (glas og bronze) og én lidt længere nede (glas, rav og sølv); den sidste bestod af ret små perler, men til gengæld var der mange, over 150. Desværre manglede dragten, som har dannet baggrund for al denne pragt, men på højre hånds ringfinger sad en gedigen guldring med tre vindinger, en såkaldt ormehovedring, skønt de navngivende dyrehoveder egentlig nærmest minder om en hest. Og hermed er vi færdig med påklædningen, men kisten indeholdt mere endnu: ud for skinnebenene lå to bronzeredskaber, nemlig en tenvægt og en nål (nærmest hvad vi ville kalde en stoppenål), og i begge ender af graven stod der opdækninger, hvis oprindelige indhold af madvarer dog naturligvis nu var forsvundet. I den ved hovedet var der tre lerkar samt inden i det største af dem et glasbæger, som for resten endnu ikke er endeligt udgravet; det vil ske på konserveringsanstalten. Den anden anretning, ved fødderne, bidrog med en sjældenhed: en forholdsvis velbevaret træspand med lodrette stave, holdt sammen af gennembrudte bronzebånd, og jernhank. Ved siden af den stod en flad lerskål med knogler af en pattegris. Den døde kvinde har i hvert fald ikke skullet sulte. Kvinde? Jo det siger antropologerne, og ingen kan være uenig med dem (Fig. 6). Smykkesættet er udpræget feminint, og de to redskaber, tenen og nålen, peger mod kvindelige sysler.

Lidt nord for denne grav og i forlængelse af den lå en anden, lidt mindre, men af samme type og med et meget lignende indhold. Hårnålen var der og de tilhørende perler, som dannede række og åbenbart har været trukket på snor. Endvidere brocherne og det store brystsmykke, der dog her var uden de imponerende sølvbukler og i det hele taget i en lidt mindre prangende udgave. Perlekæderne savnedes ikke, og en af dem påkaldte sig særlig interesse, derved at den nederst var påhængt en i bronze indfattet romersk sølvdenar; den har endnu kun kunnet studeres på røntgenfoto, men ses at bære kejser Hadrians billede. Mønten har været længe i omløb, for Hadrian døde år 138, og graven er et hundrede år yngre. Også ormehovedringen, kammen og »stoppenålen« var til stede, og af tenvægte var der et par. Ved fødderne stod to lerkar, hvoraf det ene indeholdt glas, men ikke noget helt bæger, blot et enkelt skår med stærkt slidte kanter; det har vel skullet repræsentere den tabte kostbarhed, der jo ligesom glasperlerne må være importeret fra de romerske provinser. Ved hovedenden var der ingen opdækning, men på terrassen ovenfor lå det fuldstændige skelet af et ca to måneder gammelt lam. Menneskeskelettet var desværre i dette tilfælde mindre velbevaret og kunne ikke uden videre kønsbestemmes, men hele gravudstyret taler jo for kvinde. Det spørgsmål vil vi dog udskyde lidt, for som det straks skal vise sig, er sagen ikke helt så enkel, som den synes.

Den tredje grav af denne type lå lige ved siden af ovenomtalte, men den var mindre i omfang og knap så rig, hvilket nok hænger sammen med, at den døde var et ganske ungt menneske. Tilbage er to dybgrave, som tilsammen dannede den østlige gravklynge (Ø på planen); der var ikke andre grave i denne gruppe. Det efterhånden kendte udstyrsmønster gentog sig. Her var perlekæder, brocher, store brystsmykker, kamme, nåle og tenvægte, lerkar og offerdyr (i begge tilfælde grise), men den vestlige grav var dog lidt rigere end den anden, nemlig med guldfingerring, halsring af sølv og hele to glasbægre i hver sit lerkar. Også på anden måde udmærkede denne grav sig. I fylden over den døde fandtes et ikke ubetydeligt antal perler af glas, rav og bronze, som ikke dannede kæde, men tilsyneladende var sået ud over graven, inden den blev endeligt kastet til (Fig. 7). Der må være tale om en særlig form for gravoffer.

Også her virker begge gravudstyr med deres smykker, nåle og tenvægte udpræget feminine, men antropologerne har ikke kunnet støtte denne opfattelse, kun skelettet i den ene grav - den rigeste - er efter deres mening kvindeligt, det andet af en mand. Bestemmelsen er kun foreløbig - der er endnu undersøgelser, som skal foretages - men skulle den komme til at stå ved magt, er det unægtelig interessant. Den mulighed foreligger i så fald, at også det ikke-kønsbestemte skelet i vestklyngen kan være mandligt. Det er nærliggende at opfatte de fire parvis placerede grave som tilhørende to ægtepar.

De lave grave var mere beskedent udstyrede end de dybe, men kan dog i de bedste tilfælde udmærket betegnes som rige. Sagerne er i øvrigt de samme: brocher, perlekæder, kamme, nåle, tenvægte, lerkar og dyreknogler - i enkelte tilfælde nagler og beslag, som kan antages at have siddet på træskrin. Af fem skeletter, som har kunnet kønsbestemmes herfra, var de tre mandlige, men ingen af dem havde våben eller andre typiske mandssager med sig. Barnegravene var ikke altid de fattigste. Helt rørt blev vi, da et lille skelet fandtes omgivet med et antal smukke sneglehuse.

Specielt de mange brocher giver et udmærket dateringsgrundlag, så vi kan med ganske stor sikkerhed anslå gravpladsens brugstid til at ligge indenfor perioden 225-75. De gravlagte må have boet i omegnen, formodentlig i en større landsby, og det er nærliggende at forestille sig hver gravklynge repræsenterende en familie. I samfund som det her omtalte plejer børnedødeligheden at være meget stor, så det er overraskende, at kun en fjerdedel af gravene er for børn, man kunne have ventet omkring halvdelen. Det ser imidlertid ud, som om de helt små børn (den mest udsatte gruppe) mangler - den yngste, der har kunnet aldersbestemmes, er omkring fem år - så måske var adgang til slægtens gravplads betinget af, at man havde overlevet spædbørnsstadiet. Set på denne baggrund kan man altså ikke uden videre slutte, at det formodede ægtepar i østklyngen har været barnløst.

Dyreskeletterne er ikke uden interesse. Den fundne hest var usædvanlig stor af en jernalderhest at være, og en af grisene kunne for størrelsens skyld godt have levet i nutiden. Husdyrene trivedes på den sydsjællandske jord.

Jernalderfolkene i Øst- og Sydsjælland har foretrukket grusbanker til begravelse, og mange af fundene er derfor gjort ved grusgravning. Det er ikke den heldigste måde at komme til tingene på og giver i øvrigt et lidt skævt billede, fordi de lave grave lettere overses end de dybe, stenfyldte. Det enestående materiale, vi efterhånden har fra de to store sjællandske bygder, skyldes - når man ser bort fra Himlingøje - mere rige enkeltfund end egentlig undersøgte gravpladser (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10). På Skrålbanken har vi for en gangs skyld en samlet gravplads med meget rige og særdeles veldaterede grave samt i tilgift et sjældent velbevaret skeletmateriale. Der er næppe tvivl om, at fundet vil blive af største betydning for forståelsen af datidens sjællandske samfund. Det har allerede vist os, at man skal være særdeles forsigtig med at kønsbestemme skeletter fra denne tid alene ud fra gravgodset.

En egentlig rigsdannelse var, da vore hovedpersoner levede, næppe begyndt i Danmark. Befolkningen har været splittet op i stammer, og der er grund til at tro, Himlingøje har haft en særlig betydning som en slags hovedstad i et østdansk lokalområde. Til gravpladsen hører et antal store samtidige høje, som der ikke findes magen til på de andre lokaliteter, og gravenes indhold er uvant varieret (Fig. 11). Himlingøje er simpelthen det sted i hele Østersøområdet, hvor man møder den største artsrigdom i datidens romerske import, hvilket næsten kun kan betyde, at det var her, man modtog varerne og sørgede for den videre fordeling. Udby kan have været et blandt flere undercentre i det forgrenede handelsnet; den påfaldende rigdom, vi finder også her, må jo have en forklaring. Om forbindelsen mellem de to lokaliteter, Himlingøje og Udby, minder måske den smukke Broskov-vej, som ved bunden af Præstø fjord fører over Hulebækken. Den kan meget vel være bygget netop ved denne tid.

Samtidig med at det østsjællandske område synes at toppe magtmæssigt, dukker de første jordfæstegrave op på det ellers brandgravsdominerede Fyn, og ligeledes nogenlunde samtidig skifter også gravskikken ret pludseligt i den sydlige del af Jylland - ned til Olgerdiget, et fra denne tid stammende voldanlæg sydvest for Åbenrå. Dette forsvarsværk, der kan betragtes som en slags forløber for Danevirke, men i modsætning til dette har front mod nord, mod en oppe fra Halvøen kommende fjende, kunne godt tænkes anlagt for at modstå en sjællandsk ekspansion. I den foregående periode var, viser fundene, Jylland præget af lokalgrupper med begrænset indbyrdes forbindelse, men nu, i yngre romertid, udviskes skellene og en slags helhed opstår. At der er foregået voldelige omvæltninger i denne tid, og netop i Østjylland og på Fyn, fremgår i hvert fald klart af de store våbenofferfund.

Baggrunden for den postulerede invasion kan være østsjællændernes ønske om at få kontrol over den sydvestjyske myremalm, som var en vigtig kilde til jernproduktionen, men det kan også tænkes, at man har villet forkorte vejen til varestrømmens udspring, de provinsialromerske værksteder ved Rhinen. Hvordan forbindelsen tidligere har været etableret, kan vi kun gætte på - måske med skib nord om Skagen til en ankerplads i nærheden af Himlingøje, for eksempel i Tryggevælde å. En handelsplads som den, der nylig er påvist ved Lundeborg på Fyn (se Skalk 1987:5) bør kunne spores på Stevns eller i hvert fald der i nærheden.

Ormehovedringene, vi fandt på Skrålbanken, tolker vi som værdighedstegn, magtsymboler, der kun blev båret af samfundets ypperste. De er sjældne, optræder langtfra på alle datidens gravpladser, men naturligvis i Himlingøje og her ikke blot i finger-, men også i armstørrelse - endnu et tegn på dette steds førerstilling. Den varede nu ikke så længe; allerede ved slutningen af 200-årene mistede Himlingøje og dermed Udby sin betydning. Kraftcentret flyttede til Fyn og senere videre til Sydvestjylland.
Per Ethelberg