Skovtur

For 9000 år siden lå verdenshavenes vandspejl omkring 30 meter lavere end i dag. Store mængder af det vand, der nu fylder dem, var dengang bundet i vældige iskalotter omkring polerne som en eftervirkning af sidste istid. Stenalderfolkene kunne drage fra Sydsverige til England uden at skulle passere andet end nogle, ganske vist store, floder. Siden kom den endelige afsmeltning i forbindelse med bevægelser i landmasserne. Kystlinjerne ændrede sig, rykkede frem og tilbage på vejen mod deres nuværende plads. Store, engang tilgængelige områder ligger nu under vand.

De druknede landarealer har dannet livsgrundlaget for en stor del af fortidens omvandrende jægere, men vil vi i forbindelse med dem og deres efterladenskaber, er det nødvendigt at kravle i dykkerudstyret. Hvad der derved kan opnås, vil være læserne bekendt fra en række artikler her i bladet. Den første undersøiske bopladsudgravning fandt sted ved Dejrø omtrent ud for Ærøskøbing (se Skalk 1980:1), men straks efter fulgte en lignende i Tybrind vig syd for Middelfart (1982:4 og 85:1), og for nylig er en ny Dejrø-plads dukket op (1991:1). Hertil kommer vigtige enkeltfund, således ved Ærøs vestspids (1981:6) og i Store Bælt som følge af brobyggeriet. Så godt som alt det fundne stammer fra Ertebølletiden (jægerstenalderens slutningsperiode), og det er et betydeligt tilskud, vor viden om perioden på denne måde har fået. De velkendte ting dominerer naturligvis, men ind imellem er der dukket sjældnere sager op: Et redskab til ålestangning. Smukt dekorerede padleårer. En »gravestok«. De eneste tøjrester, som kendes fra jægerstenalderen. En grav, der ikke blot var undersøisk, da den blev fundet, men som simpelthen er anlagt i havet.

En af de ting, som gør dykkerundersøgelserne tillokkende, er muligheden for at finde urørte »oldtidslandskaber« - noget man for længst har måttet opgive på landjorden. Også havbunden har ganske vist fået sine skrammer, og dertil kommer de materialeflytninger, vind og strøm har forårsaget, men man kan dog stadig støde på større områder med de oprindelige former i behold og - hvad der især er bemærkelsesværdigt - med de sø- og mosebassiner, ved hvis bredder menneskene har boet, og hvor de satte deres spor.

En stor del af det ovenfor beskrevne land-tab fandt sted i sidste halvdel af jægerstenalderen; hen mod periodens slutning begyndte det Danmarkskort, vi kender, så småt at tegne sig. De sydlige og vestlige egne holdt sig længst oven vande, det gælder således et stort sammenhængende område beliggende lige syd for Fyn, men også det sank da omsider og blev til den nuværende gruppe af småøer omkring tre lidt større, nemlig Langeland, Ærø og Tåsinge (Fig. 1).

Til undervandsarkæologiske undersøgelser er et sådant havlandskab ideelt, det har en passende udstrækning, ringe vanddybde og - på grund af den sene neddykning - mange fundmuligheder. Langelands Museum, der netop har specialiseret sig i det undersøiske, har i øhavet fået en gave, og den har tilmed vist sig at have kvaliteter, man ikke uden videre kunne forudse.

I 1920’erne blev Rudkøbing-sejlløbet rettet ud, og i den forbindelse opstod der en del problemer med trærødder, som kom i vejen for gravemaskinerne. Disse rødder er ikke ukendt for fiskerne, som ofte har været generet af dem, og heller ikke for passagerer på Strynø-færgen, der i klart vejr kan se stammer og stubbe fra den sunkne urskov ligge på bunden. I 1988 besluttede museet at se nærmere på sagerne, og det kom der en hel del ud af. Det viste sig, at sejlrenden er gravet gennem metertykke tørvelag, og at disse strækker sig langt syd for Strynø. Senere boringer har godtgjort, at der her befinder sig et meget udstrakt bassin, som sandsynligvis for en stor del er udfyldt af mose. Ved bassinets gamle bredder iagttages på få meter vand væltede ellestammer med rødderne stående i tykke tørvelag, altså rester af ellesump. Egestammer var der også, de lå enten i tørven, væltet ud i mosen, eller op ad siderne omkring denne. På selve mosefladen fandtes grene af birk og anden typisk mosebevoksning. Et tilsvarende, men betydeligt mindre bassin er blevet påvist nordvest for Strynø (Fig. 2, Fig. 3).

De to bassiner har oprindelig været søer, men er i årtusindernes løb groet til og forvandlet til mose. Hvis et træ, der står tæt ved bredden, vælter - enten under en storm eller på grund af ælde - er der to muligheder, det kan falde på land, hvor det i løbet af en årrække vil rådne op og forsvinde, eller det havner i vandet, som kan bevare det gennem årtusinder; de brednære stammer, vi finder på vore undersøiske skovture, tilhører denne sidste gruppe, som har været med til at bygge mosen op. Det ferske vand fra mosedragene havde afløb til havet, men selve dette hav steg umærkeligt år for år for til sidst i al stilfærdighed at trænge ind over storøen. Der er altså tale om en meget langsom proces, ikke om en pludselig naturkatastrofe. De berørte skovstrækninger gik efterhånden ud og forsvandt på naturlig vis, men på de nye øer, som opstod, voksede stadig skov, og ganske som før skete det, at træer ved kysten segnede og endte i det nu salte vand. De stammer, vi fandt liggende oven for moserne, må være fra tiden kort efter havets endelige indtrængen - hvilket er vigtigt, fordi vi derigennem, ved dendrokronologiens hjælp, får en mulighed for at bestemme, hvornår denne indtrængen fandt sted (Fig. 4). Det må være sket i bondestenalderen, men muligvis noget tidligere, end man ellers har regnet med.

Ved hjælp af rekognosceringer - undersøiske så vel som oversøiske - har vi kunnet danne os et groft overblik over bebyggelsessituationen i området. Det ser ud til, at Ertebølletidens jægere har boet ud til bassinernes centrale dele, mens de efterfølgende bondefolk foretrak afløb og vige. Sydvest for Siø, som man passerer, når man ad broen kører over til Langeland, ligger på en halv meter vand resterne af en dysse. Ældst i selskabet er et par bopladser fra den såkaldte Maglemosekultur, men de befinder sig til afveksling på det tørre, nemlig på Strynø. Endnu savnes der fund fra flere af jægertidens underafsnit, men de skal nok komme. Storøen har budt sine beboere de bedst mulige livsbetingelser, så hvorfor skulle de have svigtet den i perioder?

Nu kan læseren jo spørge, hvordan det vil være muligt at finde bopladser, som ikke blot ligger under vandet, men mere eller mindre skjult i tørv over et område på 60-70 kvadratkilometer. Her kommer teknikken os til hjælp i skikkelse af professor Jens Tyge Møller fra Geologisk Institut i Århus. Med et sediment-ekkolod er det muligt at optegne profiler, som viser moselagenes tykkelse og samtidig, hvor der har været holme og andre landskabsformationer, som var oplagte bosteder for datidens mennesker. Om ekkoloddet også vil kunne registrere selve bopladslagene, er endnu uafklaret, men det er ikke umuligt.

Metoden er hurtig, og har vi først kortlagt området, vil boringer kunne hjælpe os yderligere på vej. Undersøgelser af planterester i jordprøverne vil kunne fortælle om skovens udvikling og landbrugets fremtrængen i området. Det er altsammen fremtidsmusik, men gode kræfter står os bi, nemlig - foruden det allerede nævnte - G. E. C. Gads Fond og Kulturfonden, der har bidraget med bevillinger, de fynske sportsdykkere, hvis indsats ikke behøver nærmere forklaring, og Wormianums dendrolaboratorium, som allerede har haft træskiver til undersøgelse. Det første par år er afsat til indkredsning af bopladsområder. Hvad der derefter skal ske, må afhænge af omstændighederne.