Skolæstøkser
Fornylig blev der ved Åmosen i Nordvestsjælland fundet en stenøkse - endnu én sukker læseren, at lægge til de utallige, der hober sig op på museernes hylder. Men tag ikke fejl! En stenøkse er ikke bare en oldsag. I mange tilfælde er den et specialredskab, hvor form, slidmærker og materialet, den er dannet af, kan fortælle væsentlige ting om det samfund, hvor den engang fungerede. Og netop derfor er den nyfundne økse værd at beskæftige sig med. Det er et smukt eksemplar af en lagdelt grøngrå bjergart, hvis lidt forvitrede overflade oprindelig har været glansfuldt poleret. Den hører til en gruppe, der går under navnet skolæstøkser efter den karakteristiske skabelon med flad underside og let hvælvet overside. Vil man være helt nøjagtig, må man tilføje: af platbolttypen - som den lidt sammentrykte særform kaldes med en betegnelse lånt fra vore sydlige naboer. Hermed er vi straks inde på dens oprindelse fjernt fra den sjællandske stenalderskov.
Af Lisbeth Pedersen
Skolæstøksen af platbolttypen hører til hos de første bondesamfund i Mellemeuropa, Donaukulturerne, hvis nordgrænse har gået et godt stykke oppe i Polen og Tyskland. Åmoseeksemplaret er dog langt fra det eneste, som er vandret uden for sit hjemlige område. Tilsvarende kendes i stort tal fra hele Nordtyskland, og nogle har taget vejen til Danmark og Skåne (Fig. 1). Analyser har vist, at de fleste af dem er fremstillet af bjergarten amfibolit med en så karakteristisk mineralsammensætning, at råmaterialet kun kan stamme fra Zobten i Sydvestpolen, de er således spredt over afstande på mere end 700 kilometer. Hvad er der ved disse redskaber, som har gjort dem så efterspurgte?
Fig. 1. Den næsten symmetriske Åmoseøkse viser smukt bjergartens lagdeling. - Tegning: Eva K. Nielsen.
For at besvare dette spørgsmål må vi først se på deres anvendelse, der er et meget omdiskuteret emne. Flere arkæologer, også danske, mener på grundlag af slidspor på mange af stykkerne, at de har været benyttet som plovskær. Den kendsgerning, at de er opstået i bondesamfund, modsiger jo i alt fald ikke dette. Noget fyldestgørende bevis for en sådan anvendelse foreligger imidlertid ikke, og skæftningsspor samt hele formen iøvrigt taler nærmest for økseteorien. For at komme videre med problemet var det måske en ide at se lidt på, hvor eksporten gik hen - om aftagerne også var bondefolk (Fig. 2).
Fig. 2. Af de fire afbildede skolæstøkser repræsenterer nr 1 og 2 platbolttypen; de er ligesom økse nr 3 af bjergarten amfibolit og stammer med sikkerhed fra Polen. Økse nr 4, hvis materiale ikke kan stedsbestemmes, har modsat de andre gennemboringen på tværs af æggen. - Fot: Lennart Larsen.
På den tid - vi er på overgangen mellem jæger- og bondestenalder - optræder både herhjemme, i Skåne og langs Østersøens sydkyst en jæger-samler-befolkning af lokal oprindelse, vi kender den især fra dens »køkkenmøddinger«, de mægtige skaldynger ved kysterne, men også fra indlandspladser nær søer og åer, hvor jægerne drev deres næring. Snart begynder imidlertid bondefolk, kendelige på særlige karformer og øksetyper, at gøre sig gældende (Fig. 3). Hvor jægerne brugte stenredskaber til træhåndværk, var de for bønderne et middel i kampen mod den tætte skov, der måtte ryddes, før marker kunne anlægges. Intet under at formerne blev forskellige.
Fig. 3. Tegningen viser, hvordan man har tænkt sig skolæstøksen indsat som skær i oldtidens træplov. Stenen tålte bedre end træet det voldsomme slid, som fremkom under brugen. - Efter P. V. GIob.
Nu er det, vi gerne vil vide, om skolæstøkserne, en helt ny form i et fremmed materiale, har vundet indpas i jæger-samlerstenalderens sidste del eller i den efterfølgende bondestenalder. Det spørgsmål er imidlertid ikke så let at besvare. De fleste økser er tilfældigt opsamlet på jordoverfladen. Kun få er fundet sammen med andre oldsager, der kan knytte dem til et bestemt samfund, og man må være glad, hvis de blot kan stedfæstes. Vi kan dog notere, at de aldrig er truffet i sikker forbindelse med vort tidligste agerbrug, mens nogle stykker kommer fra store bopladser, hvis øvrige inventar fortrinsvis tilhører jægerkulturen. Når Åmoseøksen må fremhæves, er det fordi dens vidnesbyrd for engangs skyld er klart, den stammer fra en lille og velafgrænset jægerboplads (Fig. 4). Men hvis det virkelig var jægerne, der tog det nye redskab til sig, kan man dårligt tænke sig det anvendt som plovskær.
Fig. 4. På kortet til venstre ses Donaukulturernes nordgrænse, mens det til højre viser udbredelsen af de i Danmark fundne skolæstøkser. Som det fremgår, er Jylland endnu tyndt belagt, men fundene er i det hele taget få, og billedet kan ændre sig.
Landbrugets indførelse i Danmark har længe været genstand for diskussion: Var det indvandrende bondefolk, som bragte det til landet, eller var det de lokale stammer, der introducerede det nye erhverv gennem kontakter med deres sydlige naboer? Her kommer platboltene også ind. De taler om mellemfolkelige forbindelser i tiden før erhvervsskiftet, og man kan så diskutere, hvordan det har influeret på udviklingen. Umiddelbart forekommer det dog rimeligt, at nye tanker og ideer kan have vundet indpas ad samme vej som økserne.
Skolæstøkserne er det ældste sikre vidnesbyrd, som foreligger om dansk udenrigshandel, og det gør dem naturligvis ikke mindre betydningsfulde, at de samtidig kan være en slags nøgle til forståelsen af et af de største kulturskifter i vor historie. Desværre er de temmelig sjældne, kun nogle få snese kendes fra Danmark, men flere vil komme til - fra jorden og fra skuffer og skabe, hvor de har ligget upåagtede mellem mere almindelige oldsager. En stenøkse er ikke bare en økse. Tænk på det, næste gang De står med én i hånden. Og se så efter, om det skulle være en skolæstøkse.
Lit: Fynske Minder 1976. - Acta Archaeologica. Kbh. 1962. - P. V. Glob: Ard og plov. 1951.
