Skørtejægere

Bronzealderens mandsdragt - kendt i fire eksemplarer, alle fra jyske egekistegrave - består af underklædning og kappe. Den første, underklædningen, kan være et simpelt lændeklæde eller en kofte, der har gået fra knæene til midt på livet. Også kappen har to former, den kan enten være oval eller noget i retning af nyreformet med en lige side, som har vendt opad og ligget omkring halsen. Bæremåden for de to kappetyper var iøvrigt ens, begge blev holdt sammen med en nål ved venstre skulder, nærmest i nakken. Et ganske imponerende klædningsstykke. (Fig. 1)

Man har tidligere anset den nyreformede kappe for den fineste, dels forekommer den elegantere, dels optræder den i to af fundene sammen med koften, der også virker fornemmere end det primitive lændeklæde. Nu ser det imidlertid ud til, at forskellen snarere skyldes tekniske omstændigheder. Kofterne er - som påvist af Karen Hanne Nielsen i Skalk nr 5, 1971 - fremstillet af de tøjstykker, som blev tilovers ved kappens udskæring af et enkelt stort stykke stof. For at få den bedste udnyttelse af materialet måtte kappen lægges tæt til den ene side, hvorved den antog nyreformen. Ovalkappen må være skåret af en smallere bane, hvor der alligevel kun var plads til den, og hvor man derfor ikke behøvede at trænge den ud mod siden; at det forholder sig sådan, ses direkte på et bevaret eksemplar, som har ægkant i tre retninger. Underklædningen, som der ikke blev plads til ved siden af kappen, kan være taget i forlængelse af den eller måske af et helt andet stykke stof, og under disse omstændigheder har man altså foretrukket lændeklædeformen, som gav mindst materialespild. Samhørsforholdet mellem de forskellige klædningsstykker får på denne måde sin meget naturlige forklaring. (Fig. 2)

Vi må få det indtryk, at det er væven, der har bestemt dragtens udformning, mindre værdighed og personlig smag. Vævning i bronzealderen var uden tvivl hjemmeindustri; tøjet, som vi kender det, er af vekslende kvalitet og vævet i forskellig bredde. Spørgsmålet bliver nu: Er der i det bevarede materiale klædevarer af en form, som egner sig til indlægning af mandsdragtens snitmønster? De tæpper, som nu og da forekommer i gravene, passer ikke i målene, det gør derimod nogle andre store tøjstykker, som egekisterne har skænket os, nemlig kvindernes omfangsrige skørter. (Fig. 3)

I den tidligere Skalk-artikel (citeret ovenfor) fremsatte vi den formodning, at bronzealderkvindernes store »nederdel«, som kendes i to eksemplarer, fra Borum Eshøj ved Århus og Skrydstrup ved Haderslev, blev båret af unge piger indtil giftermålet, hvorefter den afløstes af det lette snoreskørt, á la Egtvedpigens. Langskørtet blev altså på et tidspunkt overflødigt og kunne passende tages i anden anvendelse. Når man ser, hvordan bronzealderfolkene har økonomiseret med tøjet, hvordan selv afklippede tøjrester er blevet syet sammen og brugt, forekommer det da også helt utænkeligt, at store gedigne klædestykker skulle være kasseret efter brug i nogle ganske få år - nemlig fra pigen var udvokset til hun, sikkert i meget ung alder, indtrådte i ægtestanden.

Langskørtet er i al enkelhed et rektangulært tøjstykke bestemt til at vikle flere gange om kroppen. Bredden har rettet sig efter bærerskens højde, den kan altså variere, men inden for ret snævre grænser. Længden er betydelig, og da stoffet tilmed er lagt dobbelt, skal målet i virkeligheden ganges med to. Skrydstrupskørtet ville, hvis det var nyt og blev bredt ud efter at være pillet op i sammensyningen, give udmærket plads til udskæring af en nyreformet kappe og den tilhørende kofte. Nu er det vanskeligt helt præcist at angive dette skørts oprindelige mål - det er dårligt bevaret og temmelig forstrakt ved brug - men det er næppe meget forkert, hvis man siger, at den ene af vore bevarede mandsdragter, den fra Muldbjerg ved Ringkøbing, lader sig indpasse næsten på centimeter. Det viser sig, at ægkanterne på kofte og kappe svarer til skørtets ægkanter. Teorien forklarer, hvorfor det i forvejen meget omfangsrige skørt er i to lag; uden den forøgelse af længden, som derved er opnået, ville kappen ikke kunne være der. Tøjstykkets videre skæbne var med andre ord forudbestemt. (Fig. 4)

I modsætning til Skrydstruppigen har Borum Eshøj-kvinden været ret lille, og hendes skørt er derfor væsentligt smallere. Tænker vi os det på samme måde bredt ud, vil vi finde, at det ikke giver plads til et Muldbjerg-snitmønster, derimod nok til en oval kappe. En sådan blev fundet i en anden af Borum Eshøjs egekister; den har tilhørt en ældre mand, og det ses på ægkanterne, at den er taget fra et tøjstykke kun ubetydeligt smallere end kvindens skørt. (Fig. 5)

Vore overvejelser om disse klædningsstykker har altså ført til følgende ganske pudsige resultat: Valg af pige var for bronzealdermanden ensbetydende med valg af tøj. Dragtens snit afhang af den udkårnes højde.

Ovenstående er naturligvis kun teori, og selv om den forekommer os sandsynlig, ser vi den gerne bekræftet af andre fund. Her kommer Egtvedpigen til hjælp. Snoreskørtet, hun var iført, betragter vi som en slags vielsesattest, og da heller ikke hun hørte til de store, må vi formode, der kun er blevet til en oval kappe af hendes ungpigeskørt. At der er noget om snakken, bekræfter nogle tøjstykker, som var viklet om hendes fødder til erstatning for sko, de er nemlig tydeligt rester fra dragtfremstilling. Allerede udgraverne kunne fastslå, at et af stykkerne er et hjørne, som må være blevet til overs ved en ovalkappes udskæring af et firkantet stykke stof. Tøjet viser tydelige spor af slid, men selve skæringen står ganske frisk uden udtrævlinger. I en af sidekanterne har der været syet; man kan se hullerne efter tråden og det træk den har forårsaget - ujævnt, fordi den ikke har været strammet lige meget alle steder. Hullerne har tidligere været tolket som spor efter opsætning af tøjet på en vævebom, men det virker langt mere, som var der tale om en egentlig syning. I virkeligheden svarer den nøje til de sømme, som i de bevarede langskørter har forenet det dobbeltlagte stof. Hvis vi tænker os kappen udskåret af et skørt, sidder syningen lige, hvor den skal. (Fig. 6)

Vor opfattelse af mandsdragten som en slags medgift rejser et andet spørgsmål: Når også manden havde sin særlige voksendragt, anlagt ved ægteskabets indgåelse, hvad gik så den ugifte yngling klædt i? Netop Borum Eshøj kunne synes velegnet til at løse dette spørgsmål, her var nemlig - foruden kvinden og den ældre mand, som allerede er omtalt - begravet en ganske ung mand, ca 18 år. Også han var imidlertid kappeklædt, men det er et spørgsmål, om ikke dette fund skal ses under en lidt anden synsvinkel, end man sædvanligvis anlægger.

Fra utallige jordfund ved vi, at bronzealderfolkene var overordentlig gavmilde mod deres afdøde, ja at selv de yngste familiemedlemmer kan være gravlagt, som var de betydningsfulde personer. Ikke desmindre er det den almindelige opfattelse, at det unge Borum Eshøj-menneske er blevet snydt og groft bestjålet af familien, som i hans flotte, men stærkt slidte, sværdskede har anbragt en ussel dolk. Ser man på kappen, vil man opdage, at den ikke blot er slidt, men simpelthen udtjent. I virkeligheden er den af nyreformen, men overkanten er så medtaget, at nålen har revet et stykke af tøjet ud ved nakken. Da liget skulle klædes, har man derfor vendt kappen, så at ned blev op; den oprindelige nedrekant blev bukket, og her er nålen så anbragt. Skal også dette tilskrives den nærige familie, eller har ungersvenden virkelig nået at slide sit tøj så grundigt? Sandsynligvis ingen af delene. Vi tror ikke, familien har bestjålet knægten, men tværtimod, at den har forsynet ham med et par ekstra statussymboler, som egentlig ikke tilkom hans alder: kappe og sværd(skede) - mandens værdighedstegn, omend i gamle brugte eksemplarer.

Spørgsmålet om den ugifte bronzealderynglings påklædning blev altså ikke løst i denne omgang. Som så ofte må vi vente på nye fund. Desværre hænger de ikke på træerne.

(Fig. 7)